Alternative facts
Teksten
23 Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. 24 Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. 25 Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« 26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. 27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« matt 8,23-27
Hvis jeg nu siger, at jeg skal leve evigt og at denne sandhed indvirker på min evne til at elske lige nu, vil folk kunne glæde sig med mig over det, eftersom det er et subjektivt udsagn med udgangspunkt i en subjektiv sandhed, som ikke kan efterprøves. I det øjeblik, sandheden kan efterprøves, ophører den med at være subjektiv.
Jeg vil glæde mig til at gå ind i kirkerummet på søndag, for det er bygget til subjektive sandheder. Derfor er det anderledes. Eller måske er det netop bygget som om det er til objektive sandheder (retssagen, basilikaen) for at hjælpe den subjektive sandhed på vej.
Når jeg går fra kirke, vil jeg prale på facebook og på gaden med at jeg havde ti tusind syngende mennesker i kirke. Det er alternative facts. Ligesom Trumps tilhængere ved indsættelsesceremonien tælles subjektivt og ikke objektivt. Talsmanden måtte derfor udråbe et "punktum!" som dekret, eftersom denne påstand ikke kunne tåle en videre samtale.
Jeg tror på Guds Ånd som talsmand og derfor kan trosudsagn ikke slutte med punktum; kun med komma, semikolon og allerhelst kolon.
En pi-prædiken har som sin midte forvandlingen. En samtale er en forvandlende begivenhed og den parænese begynder med kolon. Derfor!
De mennesker, som har fulgtes med Jesus har oplevet noget. De mennesker, der fortæller, at de har mødt, den opstandne Jesus, har oplevet noget. Hvad denne oplevelse går ud på, er subjektiv for dem. Jeg går i dialog med dem på afstand af tid og kultur. En frugtbar dialog, som føder en fordring.
Jesus betyder for mig, at jeg er reddet fra tid til evighed. Jeg er ikke længere bundet til forgængelighed. Det er min subjektive sandhed. Hvordan det sker, ved jeg ikke, men jeg mærker det bare.
Jeg kan fortælle om det poetisk: det føles ligesom hvis alle destruktive kræfter reagerer på: Schhh..
Vær stille, alt som kan blive min undergang! Alt det, hvorhen jeg sender mørke, trusler om meningsløshed og kaos.
(Bemærk, at vandet i genesis 1 hedder tohuwawohu, det betyder et hulter til bulter, der er opkaldt efter Tiamat eller Tehom, monsteret. Dette hulter til bulter hedder i LXX αορατος και ακατασκευαστος, hvilket betyder ikke til at se og bruge og at Vulgata kalder det Inanis er Vacua, ugyldigt og tomt. Hvis vi fortsætter til den nære kontekst, matt 28-34 (de besatte i gerasenernes land parr) er havet det sted, hvor svin og onde ånder kan pakke sig med deres romernavne (mk)).
Det er vandets element som beskrivelse. Derhen, hvor ligegyldighedens monstersnot kan pakke sig.
Det er dette element, som der i mit sind bliver sagt Schhh! til. Det er en subjektiv sandhed, som jeg vil dele i dialog., frugtbar dialog. Om det reelt har fundet sted, kan vi sludre om, gisne om. Men at det udtrykker min kærlighed, min evighed, kan vi dele.
fredag den 27. januar 2017
torsdag den 19. januar 2017
3 søndag efter H3K, første række
Klamhed.
Teksten.
8 Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. 2 Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« 3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. 4 Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«
Officeren i Kapernaum
5 Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: 6 »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« 7 Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« 8 Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. 9 Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« 10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. 11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, 12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« 13 Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time. (Matt 8,1-13 Tekst slut).
Kontekst: "ned fra bjerget" betyder, at bjergprædikenen er slut. Bjergprædikenen rummer Fadervor og er i det hele taget en centrum i vestlig litteratur og selvforståelse. Nedturen fra bjerget kan sammenlignes med nedturen fra bjerget i Markus efter "forklarelsen på bjerget". Måske er det sigende at sammenligne de to evangeliers tilbagevenden til jorden og arbejdet fra hhv tåge og lærdom.
Et signifikant mattæusfingeraftryk er vægtlæggen på det oprindelige gudsfolks forkastelse (v12) som rummer synsvinkelen "hvad sagde jeg" til Jerusalems katastrofe. Disse udkastelsesformler gør, at jeg kalder mattæusevangeliet "en indbydelse skrevet af en udsmider".
Pædagogik.
Mattæusevangeliet anvender altså trusler til at fremme sit budskab. En sådan pædagogik er ikke moderne og skal derfor oversættes. Pædagogikken er sandsynligvis også Jesus' egen.
Helbredelsesfortællingen er også et pædagogisk virkemiddel til at stimulere tilhøreren til at holde sig til Jesus som sin frelser. Også dette virkemiddel er umoderne, idet den moderne tilhører skræmmes af det usandsynlige og lokkes af det sandsynlige. Omvendt for mattæusevangeliets oprindelige målgruppe. Her må vi formode, at det usandsynlige er det lokkende. Skelnen mellem sandsynlig og usandsynlig er forholdsvis ny i historisk perspektiv (oplysningstid).
Vi står altså med et budskab, som skal oplæses og fremmes, men som har en indre pædagogisk logik, der er dobbelt kontraproduktiv.
Så er spørgsmålet: Hvilket budskab skal denne læsning fremme? Svar: At Jesus er Herre og frelser opnåelig gennem tro.
Denne frelser fører os fra tilstand 1 til tilstand 2.
1: død, 2: levende.
1: forkastet, 2: antaget.
1: uren, 2: ren.
1: ulydig, 2: lydig.
1: uværdig, 2: værdig.
Det er disse "før" og "efter", er til stede i gudstjenesten. Teksten bringer dem i spil, men i former, der ikke længere er aktuelle.
Spedalskhed forstået som urenhed, har vi forladt. Dermed ikke sagt, at urenhed er forladt - det er bare andre "klamheder" der er på spil i andre tider. Klamheder, som gør mennesker udstødte fra dem selv og fra andre.
"For ringe" (v8) er en anden forkastelsesproblematik. Her ser vi en repræsentant for verdens stærkeste militærmagt gøre sig ydmyg hos en fremmed. Der er tale om en narrativ, strategisk prestigeombytning. Ved at fortælle denne helbredelsesberetning, opnås det, at herrefolket kommer på plads i den store trosfortælling.
Helbredelsesberetningerne kan genfortælles som lignelser. Derved kan vi åbne for, at helbredelserne som begivenhed er fiktive:
Med gudsriget er det som med en mand, der var klam, men rakte hånden ud - og det stoppede. Med gudsriget er det som med med en fra verdens stærkeste militærmagt, der sagde til en perker: din gud er stor og din kraft tror jeg på, fordi jeg kender magt. Og det skete..
Mættæus vil fortælle, at Gud har det, vi mangler og at det får vi i troen på Jesus: værdighed, kærlighed, evighed. Dette er ubegribeligt, bl.a. fordi før og efter er til stede i samme nu og virker med mig som både subjekt og objekt.
Fortælling:
Jeg står i et forhold til min kollega mattæus, som er en udsmider, der vil lave en indbydelse. Jeg vil så gerne læse hans indbydelse, men støder mig på mod-byde-ligheder. Jeg elsker hans ærinde: at Gud er evig, kærlig, værdig og vil give mig det samme gennem sin søn, min frelser.
Forvandling:
Jeg oversætter nu mattæus. Jeg kasserer hans skadefro over jødernes skæbne og fokuserer på det, der skiller mennesker fra gud og det, der skiller menneske fra menneske: mangel på evighed og kærlighed (synd), etnicitet og klamhed (smålighed).
Jeg læser et oldtidsskrift, der jubler over disse skel, der bliver ophævet og at det er guds søn, det gør det.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og lege med min nye virkelighed: jeg blev rørt og ren, jeg blev hørt og forstået. Jeg er nu evig. Jeg vil røre og elske alle klamme, fordi de ikke er klamme, jeg vil lade alle gå ind under mit tag g føle mig velkommen under guds tag, jeg vil tro på ordet.
8 Καταβάντος δὲ αὐτοῦ ἀπὸ τοῦ ὄρους ἠκολούθησαν αὐτῷ ὄχλοι πολλοί. 2 καὶ ἰδοὺ λεπρὸς προσελθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων• κύριε, ἐὰν θέλῃς δύνασαί με καθαρίσαι. 3 καὶ ἐκτείνας τὴν χεῖρα ἥψατο αὐτοῦ λέγων• θέλω, καθαρίσθητι• καὶ εὐθέως ἐκαθαρίσθη αὐτοῦ ἡ λέπρα. 4 καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὅρα μηδενὶ εἴπῃς, ἀλλὰ ὕπαγε σεαυτὸν δεῖξον τῷ ἱερεῖ καὶ προσένεγκον τὸ δῶρον ὃ προσέταξεν Μωϋσῆς, εἰς μαρτύριον αὐτοῖς.
5 Εἰσελθόντος δὲ αὐτοῦ εἰς Καφαρναοὺμ προσῆλθεν αὐτῷ ἑκατόνταρχος παρακαλῶν αὐτὸν 6 καὶ λέγων• κύριε, ὁ παῖς μου βέβληται ἐν τῇ οἰκίᾳ παραλυτικός, δεινῶς βασανιζόμενος. 7 καὶ λέγει αὐτῷ• ἐγὼ ἐλθὼν θεραπεύσω αὐτόν. 8 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ ἑκατόνταρχος ἔφη• κύριε, οὐκ εἰμὶ ἱκανὸς ἵνα μου ὑπὸ τὴν στέγην εἰσέλθῃς, ἀλλὰ μόνον εἰπὲ λόγῳ, καὶ ἰαθήσεται ὁ παῖς μου. 9 καὶ γὰρ ἐγὼ ἄνθρωπός εἰμι ὑπὸ ἐξουσίαν, ἔχων ὑπʼ ἐμαυτὸν στρατιώτας, καὶ λέγω τούτῳ• πορεύθητι, καὶ πορεύεται, καὶ ἄλλῳ• ἔρχου, καὶ ἔρχεται, καὶ τῷ δούλῳ μου• ποίησον τοῦτο, καὶ ποιεῖ. 10 ἀκούσας δὲ ὁ Ἰησοῦς ἐθαύμασεν καὶ εἶπεν τοῖς ἀκολουθοῦσιν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, παρʼ οὐδενὶ τοσαύτην πίστιν ἐν τῷ Ἰσραὴλ εὗρον. 11 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι πολλοὶ ἀπὸ ἀνατολῶν καὶ δυσμῶν ἥξουσιν καὶ ἀνακλιθήσονται μετὰ Ἀβραὰμ καὶ Ἰσαὰκ καὶ Ἰακὼβ ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν, 12 οἱ δὲ υἱοὶ τῆς βασιλείας ἐκβληθήσονται εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον• ἐκεῖ ἔσται ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων. 13 καὶ εἶπεν ὁ Ἰησοῦς τῷ ἑκατοντάρχῃ• ὕπαγε, ὡς ἐπίστευσας γενηθήτω σοι. καὶ ἰάθη ὁ παῖς [αὐτοῦ] ἐν τῇ ὥρᾳ ἐκείνῃ.
Teksten.
8 Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. 2 Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« 3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. 4 Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«
Officeren i Kapernaum
5 Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: 6 »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« 7 Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« 8 Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. 9 Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« 10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. 11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, 12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« 13 Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time. (Matt 8,1-13 Tekst slut).
Kontekst: "ned fra bjerget" betyder, at bjergprædikenen er slut. Bjergprædikenen rummer Fadervor og er i det hele taget en centrum i vestlig litteratur og selvforståelse. Nedturen fra bjerget kan sammenlignes med nedturen fra bjerget i Markus efter "forklarelsen på bjerget". Måske er det sigende at sammenligne de to evangeliers tilbagevenden til jorden og arbejdet fra hhv tåge og lærdom.
Et signifikant mattæusfingeraftryk er vægtlæggen på det oprindelige gudsfolks forkastelse (v12) som rummer synsvinkelen "hvad sagde jeg" til Jerusalems katastrofe. Disse udkastelsesformler gør, at jeg kalder mattæusevangeliet "en indbydelse skrevet af en udsmider".
Pædagogik.
Mattæusevangeliet anvender altså trusler til at fremme sit budskab. En sådan pædagogik er ikke moderne og skal derfor oversættes. Pædagogikken er sandsynligvis også Jesus' egen.
Helbredelsesfortællingen er også et pædagogisk virkemiddel til at stimulere tilhøreren til at holde sig til Jesus som sin frelser. Også dette virkemiddel er umoderne, idet den moderne tilhører skræmmes af det usandsynlige og lokkes af det sandsynlige. Omvendt for mattæusevangeliets oprindelige målgruppe. Her må vi formode, at det usandsynlige er det lokkende. Skelnen mellem sandsynlig og usandsynlig er forholdsvis ny i historisk perspektiv (oplysningstid).
Vi står altså med et budskab, som skal oplæses og fremmes, men som har en indre pædagogisk logik, der er dobbelt kontraproduktiv.
Så er spørgsmålet: Hvilket budskab skal denne læsning fremme? Svar: At Jesus er Herre og frelser opnåelig gennem tro.
Denne frelser fører os fra tilstand 1 til tilstand 2.
1: død, 2: levende.
1: forkastet, 2: antaget.
1: uren, 2: ren.
1: ulydig, 2: lydig.
1: uværdig, 2: værdig.
Det er disse "før" og "efter", er til stede i gudstjenesten. Teksten bringer dem i spil, men i former, der ikke længere er aktuelle.
Spedalskhed forstået som urenhed, har vi forladt. Dermed ikke sagt, at urenhed er forladt - det er bare andre "klamheder" der er på spil i andre tider. Klamheder, som gør mennesker udstødte fra dem selv og fra andre.
"For ringe" (v8) er en anden forkastelsesproblematik. Her ser vi en repræsentant for verdens stærkeste militærmagt gøre sig ydmyg hos en fremmed. Der er tale om en narrativ, strategisk prestigeombytning. Ved at fortælle denne helbredelsesberetning, opnås det, at herrefolket kommer på plads i den store trosfortælling.
Helbredelsesberetningerne kan genfortælles som lignelser. Derved kan vi åbne for, at helbredelserne som begivenhed er fiktive:
Med gudsriget er det som med en mand, der var klam, men rakte hånden ud - og det stoppede. Med gudsriget er det som med med en fra verdens stærkeste militærmagt, der sagde til en perker: din gud er stor og din kraft tror jeg på, fordi jeg kender magt. Og det skete..
Mættæus vil fortælle, at Gud har det, vi mangler og at det får vi i troen på Jesus: værdighed, kærlighed, evighed. Dette er ubegribeligt, bl.a. fordi før og efter er til stede i samme nu og virker med mig som både subjekt og objekt.
Fortælling:
Jeg står i et forhold til min kollega mattæus, som er en udsmider, der vil lave en indbydelse. Jeg vil så gerne læse hans indbydelse, men støder mig på mod-byde-ligheder. Jeg elsker hans ærinde: at Gud er evig, kærlig, værdig og vil give mig det samme gennem sin søn, min frelser.
Forvandling:
Jeg oversætter nu mattæus. Jeg kasserer hans skadefro over jødernes skæbne og fokuserer på det, der skiller mennesker fra gud og det, der skiller menneske fra menneske: mangel på evighed og kærlighed (synd), etnicitet og klamhed (smålighed).
Jeg læser et oldtidsskrift, der jubler over disse skel, der bliver ophævet og at det er guds søn, det gør det.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og lege med min nye virkelighed: jeg blev rørt og ren, jeg blev hørt og forstået. Jeg er nu evig. Jeg vil røre og elske alle klamme, fordi de ikke er klamme, jeg vil lade alle gå ind under mit tag g føle mig velkommen under guds tag, jeg vil tro på ordet.
8 Καταβάντος δὲ αὐτοῦ ἀπὸ τοῦ ὄρους ἠκολούθησαν αὐτῷ ὄχλοι πολλοί. 2 καὶ ἰδοὺ λεπρὸς προσελθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων• κύριε, ἐὰν θέλῃς δύνασαί με καθαρίσαι. 3 καὶ ἐκτείνας τὴν χεῖρα ἥψατο αὐτοῦ λέγων• θέλω, καθαρίσθητι• καὶ εὐθέως ἐκαθαρίσθη αὐτοῦ ἡ λέπρα. 4 καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὅρα μηδενὶ εἴπῃς, ἀλλὰ ὕπαγε σεαυτὸν δεῖξον τῷ ἱερεῖ καὶ προσένεγκον τὸ δῶρον ὃ προσέταξεν Μωϋσῆς, εἰς μαρτύριον αὐτοῖς.
5 Εἰσελθόντος δὲ αὐτοῦ εἰς Καφαρναοὺμ προσῆλθεν αὐτῷ ἑκατόνταρχος παρακαλῶν αὐτὸν 6 καὶ λέγων• κύριε, ὁ παῖς μου βέβληται ἐν τῇ οἰκίᾳ παραλυτικός, δεινῶς βασανιζόμενος. 7 καὶ λέγει αὐτῷ• ἐγὼ ἐλθὼν θεραπεύσω αὐτόν. 8 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ ἑκατόνταρχος ἔφη• κύριε, οὐκ εἰμὶ ἱκανὸς ἵνα μου ὑπὸ τὴν στέγην εἰσέλθῃς, ἀλλὰ μόνον εἰπὲ λόγῳ, καὶ ἰαθήσεται ὁ παῖς μου. 9 καὶ γὰρ ἐγὼ ἄνθρωπός εἰμι ὑπὸ ἐξουσίαν, ἔχων ὑπʼ ἐμαυτὸν στρατιώτας, καὶ λέγω τούτῳ• πορεύθητι, καὶ πορεύεται, καὶ ἄλλῳ• ἔρχου, καὶ ἔρχεται, καὶ τῷ δούλῳ μου• ποίησον τοῦτο, καὶ ποιεῖ. 10 ἀκούσας δὲ ὁ Ἰησοῦς ἐθαύμασεν καὶ εἶπεν τοῖς ἀκολουθοῦσιν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, παρʼ οὐδενὶ τοσαύτην πίστιν ἐν τῷ Ἰσραὴλ εὗρον. 11 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι πολλοὶ ἀπὸ ἀνατολῶν καὶ δυσμῶν ἥξουσιν καὶ ἀνακλιθήσονται μετὰ Ἀβραὰμ καὶ Ἰσαὰκ καὶ Ἰακὼβ ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν, 12 οἱ δὲ υἱοὶ τῆς βασιλείας ἐκβληθήσονται εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον• ἐκεῖ ἔσται ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων. 13 καὶ εἶπεν ὁ Ἰησοῦς τῷ ἑκατοντάρχῃ• ὕπαγε, ὡς ἐπίστευσας γενηθήτω σοι. καὶ ἰάθη ὁ παῖς [αὐτοῦ] ἐν τῇ ὥρᾳ ἐκείνῃ.
søndag den 8. januar 2017
2. Søndag efterH3K, første række
2. Søndag efter Hellig tre Konger, første række
2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
torsdag den 5. januar 2017
1. Søndag efter h3k, første række
1.søndag efter Hellig tre Konger
Hvad er status?
Teksten:
13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, 14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« 16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markus 10,13-16 tekst slut
Børn er ikke søde og har ingen status. Dette er angiveligt den kulturelle baggrund for scenariet.
De, der bærer børnene er med overvejende sandsynlighed kvinder. Indholdet af kvindernes ønske om at Jesus skal røre ved børnene er ikke udtalt, men må forstås som noget vigtigt og positivt. På gættelinien ligger alt lige fra almindelig beskyttelse mod fx sygdom og onde kræfter til kraftoverførsel ind i en Samuelrolle eller noget messiansk; alt fra fastholdelse af det normale tol ønsker om det mere end normale.
Disciplenes negative afvisning af kvinder og børn kan være en slags forkontor, som beskytter Jesus, men også en beskyttelse af dem selv mod statustab.
Almindelige børn som vigtige og verdens centrum og søde og statusforbundne ligger i min optik uden for tekstens horisont.
Pointen er, at Guds Rige tilhører den, der ingen status har. Så vidt jeg kan min gramatik, kan παιδίον både være subjekt i sammenligningssætningen, hvorved Der er mulighed for to forståelser: man kan modtage guds rige og modtage børn sidestillet. Tag imod statusløse, så tager du imod Riget. Eller: statusløse kan modtage på den måde, hvormed Riget skal modtages.
Statusløse børn kendes stadig fra tredjeverden. Det er ikke svært at gribe ud after et barn og løfte det op i kraven eller håret og bruge det som genstand i en tale. Et nutidigt barn i vores kultur vil enten kræve sin ret eller en hovedrolle i scenariet.
Spørgsmålet: "Hvad er status?" Kan forstås på to måder. 1 Definér venligst "status". 2 Giv mig venligst en opdatering på nuværende situation og/eller udvikling i samme.
Som indledning og afslutning på en prædiken kunne spørsmålet stilles i begge betydninger.
Hvad er status? Status er alt det, jeg tænker væk, i at være Guds barn. Den nøgenhed som åbner.
Hvad er status? Status er pt, at Kristus har byttet status med mig og taget den fornedrelse, jeg ikke magter at tage for at give den herlighed, som er ufortjent.
Min statusløshed er en tanke om fuldstændig frihed. En barnelatter i mig.
-----
13 Καὶ προσέφερον αὐτῷ παιδία ἵνα αὐτῶν ἅψηται• οἱ δὲ μαθηταὶ ἐπετίμησαν αὐτοῖς. 14 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ἠγανάκτησεν καὶ εἶπεν αὐτοῖς• ἄφετε τὰ παιδία ἔρχεσθαι πρός με, μὴ κωλύετε αὐτά, τῶν γὰρ τοιούτων ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 15 ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὃς ἂν μὴ δέξηται τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ὡς παιδίον, οὐ μὴ εἰσέλθῃ εἰς αὐτήν. 16 καὶ ἐναγκαλισάμενος αὐτὰ κατευλόγει τιθεὶς τὰς χεῖρας ἐπʼ αὐτά.
Hvad er status?
Teksten:
13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, 14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« 16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markus 10,13-16 tekst slut
Børn er ikke søde og har ingen status. Dette er angiveligt den kulturelle baggrund for scenariet.
De, der bærer børnene er med overvejende sandsynlighed kvinder. Indholdet af kvindernes ønske om at Jesus skal røre ved børnene er ikke udtalt, men må forstås som noget vigtigt og positivt. På gættelinien ligger alt lige fra almindelig beskyttelse mod fx sygdom og onde kræfter til kraftoverførsel ind i en Samuelrolle eller noget messiansk; alt fra fastholdelse af det normale tol ønsker om det mere end normale.
Disciplenes negative afvisning af kvinder og børn kan være en slags forkontor, som beskytter Jesus, men også en beskyttelse af dem selv mod statustab.
Almindelige børn som vigtige og verdens centrum og søde og statusforbundne ligger i min optik uden for tekstens horisont.
Pointen er, at Guds Rige tilhører den, der ingen status har. Så vidt jeg kan min gramatik, kan παιδίον både være subjekt i sammenligningssætningen, hvorved Der er mulighed for to forståelser: man kan modtage guds rige og modtage børn sidestillet. Tag imod statusløse, så tager du imod Riget. Eller: statusløse kan modtage på den måde, hvormed Riget skal modtages.
Statusløse børn kendes stadig fra tredjeverden. Det er ikke svært at gribe ud after et barn og løfte det op i kraven eller håret og bruge det som genstand i en tale. Et nutidigt barn i vores kultur vil enten kræve sin ret eller en hovedrolle i scenariet.
Spørgsmålet: "Hvad er status?" Kan forstås på to måder. 1 Definér venligst "status". 2 Giv mig venligst en opdatering på nuværende situation og/eller udvikling i samme.
Som indledning og afslutning på en prædiken kunne spørsmålet stilles i begge betydninger.
Hvad er status? Status er alt det, jeg tænker væk, i at være Guds barn. Den nøgenhed som åbner.
Hvad er status? Status er pt, at Kristus har byttet status med mig og taget den fornedrelse, jeg ikke magter at tage for at give den herlighed, som er ufortjent.
Min statusløshed er en tanke om fuldstændig frihed. En barnelatter i mig.
-----
13 Καὶ προσέφερον αὐτῷ παιδία ἵνα αὐτῶν ἅψηται• οἱ δὲ μαθηταὶ ἐπετίμησαν αὐτοῖς. 14 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ἠγανάκτησεν καὶ εἶπεν αὐτοῖς• ἄφετε τὰ παιδία ἔρχεσθαι πρός με, μὴ κωλύετε αὐτά, τῶν γὰρ τοιούτων ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 15 ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὃς ἂν μὴ δέξηται τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ὡς παιδίον, οὐ μὴ εἰσέλθῃ εἰς αὐτήν. 16 καὶ ἐναγκαλισάμενος αὐτὰ κατευλόγει τιθεὶς τὰς χεῖρας ἐπʼ αὐτά.
torsdag den 22. december 2016
Nytår, 1. række
Nytår, første række
Nytår
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
Nytår
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
Anden juledag, Stefans Dag, 1. række
2. Juledag, Stefans Dag
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Juledag, 1. række
Juledag, første række
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Abonner på:
Opslag (Atom)