Klamhed.
Teksten.
8 Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. 2 Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« 3 Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. 4 Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«
Officeren i Kapernaum
5 Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: 6 »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« 7 Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« 8 Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. 9 Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« 10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. 11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, 12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« 13 Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time. (Matt 8,1-13 Tekst slut).
Kontekst: "ned fra bjerget" betyder, at bjergprædikenen er slut. Bjergprædikenen rummer Fadervor og er i det hele taget en centrum i vestlig litteratur og selvforståelse. Nedturen fra bjerget kan sammenlignes med nedturen fra bjerget i Markus efter "forklarelsen på bjerget". Måske er det sigende at sammenligne de to evangeliers tilbagevenden til jorden og arbejdet fra hhv tåge og lærdom.
Et signifikant mattæusfingeraftryk er vægtlæggen på det oprindelige gudsfolks forkastelse (v12) som rummer synsvinkelen "hvad sagde jeg" til Jerusalems katastrofe. Disse udkastelsesformler gør, at jeg kalder mattæusevangeliet "en indbydelse skrevet af en udsmider".
Pædagogik.
Mattæusevangeliet anvender altså trusler til at fremme sit budskab. En sådan pædagogik er ikke moderne og skal derfor oversættes. Pædagogikken er sandsynligvis også Jesus' egen.
Helbredelsesfortællingen er også et pædagogisk virkemiddel til at stimulere tilhøreren til at holde sig til Jesus som sin frelser. Også dette virkemiddel er umoderne, idet den moderne tilhører skræmmes af det usandsynlige og lokkes af det sandsynlige. Omvendt for mattæusevangeliets oprindelige målgruppe. Her må vi formode, at det usandsynlige er det lokkende. Skelnen mellem sandsynlig og usandsynlig er forholdsvis ny i historisk perspektiv (oplysningstid).
Vi står altså med et budskab, som skal oplæses og fremmes, men som har en indre pædagogisk logik, der er dobbelt kontraproduktiv.
Så er spørgsmålet: Hvilket budskab skal denne læsning fremme? Svar: At Jesus er Herre og frelser opnåelig gennem tro.
Denne frelser fører os fra tilstand 1 til tilstand 2.
1: død, 2: levende.
1: forkastet, 2: antaget.
1: uren, 2: ren.
1: ulydig, 2: lydig.
1: uværdig, 2: værdig.
Det er disse "før" og "efter", er til stede i gudstjenesten. Teksten bringer dem i spil, men i former, der ikke længere er aktuelle.
Spedalskhed forstået som urenhed, har vi forladt. Dermed ikke sagt, at urenhed er forladt - det er bare andre "klamheder" der er på spil i andre tider. Klamheder, som gør mennesker udstødte fra dem selv og fra andre.
"For ringe" (v8) er en anden forkastelsesproblematik. Her ser vi en repræsentant for verdens stærkeste militærmagt gøre sig ydmyg hos en fremmed. Der er tale om en narrativ, strategisk prestigeombytning. Ved at fortælle denne helbredelsesberetning, opnås det, at herrefolket kommer på plads i den store trosfortælling.
Helbredelsesberetningerne kan genfortælles som lignelser. Derved kan vi åbne for, at helbredelserne som begivenhed er fiktive:
Med gudsriget er det som med en mand, der var klam, men rakte hånden ud - og det stoppede. Med gudsriget er det som med med en fra verdens stærkeste militærmagt, der sagde til en perker: din gud er stor og din kraft tror jeg på, fordi jeg kender magt. Og det skete..
Mættæus vil fortælle, at Gud har det, vi mangler og at det får vi i troen på Jesus: værdighed, kærlighed, evighed. Dette er ubegribeligt, bl.a. fordi før og efter er til stede i samme nu og virker med mig som både subjekt og objekt.
Fortælling:
Jeg står i et forhold til min kollega mattæus, som er en udsmider, der vil lave en indbydelse. Jeg vil så gerne læse hans indbydelse, men støder mig på mod-byde-ligheder. Jeg elsker hans ærinde: at Gud er evig, kærlig, værdig og vil give mig det samme gennem sin søn, min frelser.
Forvandling:
Jeg oversætter nu mattæus. Jeg kasserer hans skadefro over jødernes skæbne og fokuserer på det, der skiller mennesker fra gud og det, der skiller menneske fra menneske: mangel på evighed og kærlighed (synd), etnicitet og klamhed (smålighed).
Jeg læser et oldtidsskrift, der jubler over disse skel, der bliver ophævet og at det er guds søn, det gør det.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og lege med min nye virkelighed: jeg blev rørt og ren, jeg blev hørt og forstået. Jeg er nu evig. Jeg vil røre og elske alle klamme, fordi de ikke er klamme, jeg vil lade alle gå ind under mit tag g føle mig velkommen under guds tag, jeg vil tro på ordet.
8 Καταβάντος δὲ αὐτοῦ ἀπὸ τοῦ ὄρους ἠκολούθησαν αὐτῷ ὄχλοι πολλοί. 2 καὶ ἰδοὺ λεπρὸς προσελθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων• κύριε, ἐὰν θέλῃς δύνασαί με καθαρίσαι. 3 καὶ ἐκτείνας τὴν χεῖρα ἥψατο αὐτοῦ λέγων• θέλω, καθαρίσθητι• καὶ εὐθέως ἐκαθαρίσθη αὐτοῦ ἡ λέπρα. 4 καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὅρα μηδενὶ εἴπῃς, ἀλλὰ ὕπαγε σεαυτὸν δεῖξον τῷ ἱερεῖ καὶ προσένεγκον τὸ δῶρον ὃ προσέταξεν Μωϋσῆς, εἰς μαρτύριον αὐτοῖς.
5 Εἰσελθόντος δὲ αὐτοῦ εἰς Καφαρναοὺμ προσῆλθεν αὐτῷ ἑκατόνταρχος παρακαλῶν αὐτὸν 6 καὶ λέγων• κύριε, ὁ παῖς μου βέβληται ἐν τῇ οἰκίᾳ παραλυτικός, δεινῶς βασανιζόμενος. 7 καὶ λέγει αὐτῷ• ἐγὼ ἐλθὼν θεραπεύσω αὐτόν. 8 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ ἑκατόνταρχος ἔφη• κύριε, οὐκ εἰμὶ ἱκανὸς ἵνα μου ὑπὸ τὴν στέγην εἰσέλθῃς, ἀλλὰ μόνον εἰπὲ λόγῳ, καὶ ἰαθήσεται ὁ παῖς μου. 9 καὶ γὰρ ἐγὼ ἄνθρωπός εἰμι ὑπὸ ἐξουσίαν, ἔχων ὑπʼ ἐμαυτὸν στρατιώτας, καὶ λέγω τούτῳ• πορεύθητι, καὶ πορεύεται, καὶ ἄλλῳ• ἔρχου, καὶ ἔρχεται, καὶ τῷ δούλῳ μου• ποίησον τοῦτο, καὶ ποιεῖ. 10 ἀκούσας δὲ ὁ Ἰησοῦς ἐθαύμασεν καὶ εἶπεν τοῖς ἀκολουθοῦσιν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, παρʼ οὐδενὶ τοσαύτην πίστιν ἐν τῷ Ἰσραὴλ εὗρον. 11 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι πολλοὶ ἀπὸ ἀνατολῶν καὶ δυσμῶν ἥξουσιν καὶ ἀνακλιθήσονται μετὰ Ἀβραὰμ καὶ Ἰσαὰκ καὶ Ἰακὼβ ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν, 12 οἱ δὲ υἱοὶ τῆς βασιλείας ἐκβληθήσονται εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον• ἐκεῖ ἔσται ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων. 13 καὶ εἶπεν ὁ Ἰησοῦς τῷ ἑκατοντάρχῃ• ὕπαγε, ὡς ἐπίστευσας γενηθήτω σοι. καὶ ἰάθη ὁ παῖς [αὐτοῦ] ἐν τῇ ὥρᾳ ἐκείνῃ.
