748, 331, 579v5 -- 29, 427, 13
"Men"
Ingen er fuldkommen - handler det om at komme i mål?
Teksten:
43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, 45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. 47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. 48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Matt 5,43-48
---
Kontekst.
Dagens tekst er en del af bjergprædikenen. Den er den 7. af de syv "men-ord" (I har hørt.., men jeg...), som kommer efter de ti saligprisninger og før Fadervor. Fadervor er på en måde centrum i Bjergprædikenen og centrum i fadervor er "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere", hvilket igen kan bredes ud til hele bjergprædikenen.
Den danske bibeloversættelse har udstyret teksten med en del overskrifter, som det er klogt at se bort fra. Dagens tekst har fået overskriften "om fjendekærlighed"
De syv men'er (skærpelser) kan også forstås som syv eksempler på, hvad loven er, når Jesus taler. Det giver et bedre flow, når der ikke er overskrifter, fordi så fremstår eksemplerne bedre som en udfoldelse af indledningen, som er det første men-ord.
(5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.)
(17 Μὴ νομίσητε ὅτι ἦλθον καταλῦσαι τὸν νόμον ἢ τοὺς προφήτας• οὐκ ἦλθον καταλῦσαι ἀλλὰ πληρῶσαι. )
Bemærk, at det handler om at opfylde indledningsvis nr.1 v17, men om at være fuldkommen i nr7 v48. Det er ikke samme ord, der er brugt. I første men-ord er det πληρῶσαι, der er brugt, hvilket er noget med at fylde ud, opfylde, fylde, mens det i vers 48 er τέλειός, der er brugt, oversat med "fuldkommen" eng/lat "perfect" af telos, som betyder "mål". τέλειός er altså "mål-agtig" eller "komme-i-mål-agtig". Det kan også betyde imødekommende eller bønhørende. Denne dobbelte betydning er interessant, idet lovens skærpelse handler om relationen til Næsten som fuldendelsen samtidig med, at fuldenderen er Jesus. "Jeg er kommet for at fuldende/opfylde..." "Vær fuldendte/imødekommende" . Begyndelsen og slutningen på de syv men-ord er fylde og ende med relationen i midten. Imødekommenhedsaspektet støttes af den rummelighed, der ligger i Guds laden sol stå op over begge slags.
(Der lagt op til en korsprædiken i mere end en forstand. Korset er både tegnet på den soning, der bringer os videre efter mødet med lovens krav og samtidig linierne for de relationer der rummes i loven:
Der gives en lov: elsk din fjende. Ovenfra og ned vedr relationen Hen. To linier, kors. Jeg magter ikke lovens krav: bøn, råb, linie op! Min mangelfuldhed sones: linie ned, gave. Min tak rettes mod Gud, linie op og virkeliggøres i forholdet til, næsten: linie hen. På den måde bliver korset lovens fuldendelse og min magt til at magte loven smittes af Jesu magt og sonende afmagt. )
"I er.."
Det første ord i dagens tekst er "i" , men i den græske tekst er dette subjekt implicit i verbet (Ἠκούσατε). På samme måde er det samme subjekt implicit i den tiende saligprisning 5, 11 μακάριοί ἐστε (salige er I..) som er en ændring fra de ni foregående saligprisninger, som har tredjepersons subjekter. Første persons flertals subjektet er stadig implicit i tiende saligprisning, men straks herefter (spring overskriften over i den danske!) nærmest eksploderer den eksplicitte "Ὑμεῖς ἐστε τὸ φῶς..." 5,14.
Når jeg beskriver fremkomsten, crescendoet, af dette eksplicitte subjekt "I" er det fordi dette "I" er tekstens væsensligste forvandling. Jesus gør skaren til noget...
Med bjergprædikenen er Guds virkelighed og loven ikke længere noget andet end tilhøreren, talens tilhører. Det er en forvandling.
Det danske ord "men" modsvarer den adversative græske αλλα, som ikke er brugt her. Det er derimod ἐγὼ δὲ . Tyngden i det adversative ligger ikke i partiklen, men i pronomenet. Det er altså Jesu Jeg og skarens I, der danner den nye virkelighedhed.
I denne virkelighed er Gud en himmelsk far. Dette er nyt. Tilhørsforholdet til denne far er et barneforhold, der indbefatter samme rummelighed som Guds. Før skulle der deles op mellem frænde og fjende, men den nye virkelighed skal tage begge forhold ind ligesom Gud. Forfølgerne er en genoptagelse af tiende saligprisning, nok mere aktuelt på affattelsestidspunktet end på talens evt historiske tid. (Hvem var skarens samtidige forfølgere?). At det er en skærpelse af Guds folkets lov understreges af det usærlige ved at fortsætte opdelingen ven/fjende elsket/genelsket. Det gør nemlig "dem udenfor" også. "Dem udenfor" er delt i to: dem, der er født udenfor (οἱ ἐθνικοὶ) og dem, der har sat sig udenfor (οἱ τελῶναι).
Guds rummeLIGHED eksemplificeret ved at sol og regn dækker "både og" er udtrykt ved gode og onde samt retfærdige og uretfærdige. At være retfærdig vil sige at være inde i Guds virkelighed.
Teksten er spændende i historisk set og dens relevans er et åndshistorisk oversættelsesarbejde. Den mattæiske jødiske menighed og dens virkeliggørelse af af den nye lov i lyset af en snarlige verdens undergang (og evt aktuel forfølgelse) er en anden virkelighed end den moderne dansker med de venner og fjender en tilværelse kan opbyde og den udfordring det kan være at elske begge. En vinkel kunne være at forfølge temaet, indenfor/udenfor , født udenfor, sat sig udenfor. Elske tilbage og hilse...
----
Disposition: hadet, der forsvandt
Fortælling
Jeg husker, hvordan hadet til den formastelige forduftede uden at jeg kan sige hvornår. Det var et blik, der gjorde det. Det var i skolen. Ingen var i tvivl om, hvem fjenden var - ham, der brugte vold, den uartikulerede. Hvis vi hadede ham, var det hans egen skyld og de voksne måtte være klar over, at hadet havde nået sit mål. Så kom der en ny voksen. Han kiggede på os allesammen med et blik så mildt og fuld af glæde og kærlighed til os allesammen, at vi blev et vi. Bare børn, lige. Vi var alle lige elskede, fordi han virkelig var glad for at møde os allesammen.
Forvandling.
Jeg lever i evighed under sådant et blik og jeg vil smittes med det, så jeg kan blive et vi med min fjende, ham der tager min plads i køen, ham der tager mot job, ham der vil mig til livs, ham der vil udslette hele verden og sætte ondskab i stedet.
Jeg vil stille mig i lyskeglen ved det blik . Der er et Jeg, som gør det muligt. Alt i mig stritter og finder kun sødme i at opbygge had, indtil hadet bliver slugt af han, som siger jeg. Ham, som fuldender loven. Han blev den formastelige for at ingen skal være det i evighed (evighed er guds dimension)
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og glæde mig til at møde en fjende. Smile i trafikken der, hvor jeg ville have brugt horn og finger. Smile og se med mildhed på verdens farligste mennesker, fordi vi er under samme blik, bare børn. Alle nødvendige grænser vil jeg sætte uden had, blot for at det onde ikke får fat, hverken i mig eller andre. Jeg vil stemme på dem, der magter at tale om andre uden foragt.
---
43 Ἠκούσατε ὅτι ἐρρέθη• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου καὶ μισήσεις τὸν ἐχθρόν σου. 44 ἐγὼ δὲ λέγω ὑμῖν• ἀγαπᾶτε τοὺς ἐχθροὺς ὑμῶν καὶ προσεύχεσθε ὑπὲρ τῶν διωκόντων ὑμᾶς, 45 ὅπως γένησθε υἱοὶ τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς, ὅτι τὸν ἥλιον αὐτοῦ ἀνατέλλει ἐπὶ πονηροὺς καὶ ἀγαθοὺς καὶ βρέχει ἐπὶ δικαίους καὶ ἀδίκους. 46 ἐὰν γὰρ ἀγαπήσητε τοὺς ἀγαπῶντας ὑμᾶς, τίνα μισθὸν ἔχετε; οὐχὶ καὶ οἱ τελῶναι τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 47 καὶ ἐὰν ἀσπάσησθε τοὺς ἀδελφοὺς ὑμῶν μόνον, τί περισσὸν ποιεῖτε; οὐχὶ καὶ οἱ ἐθνικοὶ τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 48 ἔσεσθε οὖν ὑμεῖς τέλειοι ὡς ὁ πατὴρ ὑμῶν ὁ οὐράνιος τέλειός ἐστιν
