12. Søndag efter Trinitatis, første række

31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; 34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« 35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. 37 Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Markus 7,31-37

Åbne ører og skjult guddommelighed.



Jeg har en trosfælle, Markus, som er død for mange år siden. Han har skrevet et enestående værk, Markusevangeliet, som har dannet skole for senere evangelister. Han skriver på en særlig måde og navnlig hemmeligheden omkring Jesu guddommelighed (de må aldrig tale om det, når Jesus har vist Guds nærvær ved fx helbredelser) er en spændende måde at udsætte herligheden, som er fornedrelsen: Jesu kongegerning er hans korsdød. Før den, må det ikke komme frem, hvad hans sendelse er.

Markus har en anden opfattelse af sygdom og guddommelighed, end jeg har. Markus fortæller om Jesus som Guds søn og denne guddommelighed viser sig i følge Markus ved at syge bliver raske uden videre.

I oldtiden har mennesker muligvis oplevet en styrkelse af deres tro og en styrkelse af troværdigheden i budskabet om Jesus som en, der åbner til det guddommelige ved netop at høre om, at han gjorde mirakler. I dag er mirakelfortællingerne mere til besvær, de må oversættes til lignelser: med min tro er det som med en døv, der fik åbnet både ørerne og himlen i et suk.

Ud over troværdighedskrisen ved mirakelkommunikation, er der et andet forhold, der støder mig: Ved at bruge fortællinger om døve, blinde, lamme stumme, nasser den kristne tradition på menneskers handicaps.

Det er dejligt for mig, at give mig selv lov til at tænke min tro, som noget, der får ben at gå på og øjnene op og ører med hul igennem og tungen på gled: men hvad med dem, der har og aldrig slipper af med disse handicaps? Er de blevet spurgt, om vi andre må bruge deres livssituation som metafor, eller burde man ikke snarere lade dem være de første i brugsretten?

Nå, Markus troede som han troede og det blev fikseret med bogstaver og kanoniseret. Her er vi: med et enestående værk fuld af tro på en fælles herre, adskilt i tid og verdensopfattelse.

Lad os dele troen.

Ordet Effatha kunne muligvis være blevet hængende i gudstjenesten som en semitisksproget term ligesom amen, halleluja og hosianna. Man kunne godt indlede en prædiken med at lægge nakken tilbage og sukke, Effatha! som et ønske om, at himlen skal åbne sig, åbne sig så mennesker åbner sig for hinanden, så båndene løsner sig fra tungen, så vi får sagt det, der skal siges, så vi hører hinanden, så vi hører Gud. Effatha er aramæisk, hvilket er medvirkende til opfattelsen af, at Jesus skulle have talt aramæisk i almindelighed. Jeg mener, at han nok har talt en art hebraisk.


Kontekst/geografi
Jesus befinder sig stadig i grænseegne. Forrige episode er den syrofønikiske kvinde, hvor Jesus bliver udfordret på køn, offentlighed religion/etnicitet. Grænseegne er ikke noget geografisk, men noget menneskeligt/teologisk. Hvis man vil omsætte denne pointe til en fortælling, kan man fortælle om grænseegnene for ens egen tolerance.

Spyt.
Ud over at Jesus sukker og kigger mod himlen og siger eksotisksprogede lyde (en sjælden beskrivelse af helbredelsespraksis - det plejer bare at ske, evt efter et ord), bruger han spyt og fingre. Det er ikke til at sige, hvor hans spyt havner, men det er nærliggende at forestille sig, at de fingre, han rører tungen med, er spytvædede. Jeg ville foretrække, at ὁ δεσμὸς oversættes med lænke, i stedet for "bånd". Bånd kan være noget anatomisk, mens lænker er udtryk for fangenskab. Ved at vælge lænken bliver allusionen til befrielse i en større sammenhæng mere nærliggende.

Spyt er en væske og den helbredte får muligvis jesusvæske ind i sig. Denne sanselighed åbner både for temaet intimitet og for dåb og nadver.

Disposition:

Fortælling:
Jeg vil fortælle om min erfaring med åbninger. Om trykkede stemninger, der letter og bliver til latter, om spændte maver, der bliver til lettelse. Om fastlåste forhandlinger, der bliver til lyst til at høre og lyst til at tale for at blive forstået. Jeg vil fortælle om sandheder, der ikke bare må pible frem og blive genstand for det nemme, billige wow.

Forvandling.
Jeg er med i en historie om en himmel, der åbner sig. Om en gudsvirkelighed, som er tæt på, men ikke må blive en sensation, fordi den er større end en sensation. Jeg er med i en historie, hvor lænker falder væk. Det er ikke et tilfældigt tryllenummer, men selve døden, som mister sin magt, da Jesus dør på korset.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og finde bånd, der bliver løst og lænker der falder. Jeg vil lytte til dem, jeg ikke har lyttet til før og åbne mig for dem, jeg før var lukket for. Jeg vil lade de handicappede fortælle mig om deres liv, hvordan de åbner det, der for mig synes lukket. Måske kan jeg også befri en fange...