Var finanskrisen en god ørken?
(Hvis man hellere vil tale om terror, kan man analysere det ældre udtryk: Så tog fanden ved ham).
Matt 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Moral eller religion?
Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.
Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.
Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.
Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.
For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.
Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.
Koder
De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.
I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".
Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23
I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.
Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.
Fanden findes ikke
For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.
Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"
Selve fingergivningen kunne ritualiseres.
Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.
Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.
For mig er denne fortælling virkelig således:
Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.
Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.
Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.
Matt 4 1-11 er en af disse.
Tilbage til virkeligheden
Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.
Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.
Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.
Disposition I
Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.
Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.
Disposition II...
Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.
De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.
Adam er en eventyrfigur, men..
Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.
Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.
Skamfingeren og pegelæberne
Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".
Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.
Menneskets bestemmelse
Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.
Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.
Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.
Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.
Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.
Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?
Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.
Brød og flyvning
Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.
Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?
Jeg æder ikke støv
Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.
Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.
Disposition
Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.
Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..
Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed
