Text: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. 2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, 3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« 4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. 5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« 6 Det kunne de ikke svare på.
7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: 8 »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, 9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. 10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. 11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Text slut. Luk 14,1-11
Nær kontext: (12 Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. 13 Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. 14 Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« Luk 14, 11-14 )
Kontext: læs gerne hele kapitel 14. - så ses sammenhængen med levevis, socialt ansvar og Guds rige. Den nære kontext er repræsenteret ved de læsninger, der hører til 2. Søndag efter Trinitatis (1og2) dog ikke Luk 14,12-14, som desværre ikke hører til nogen prædikentext.
Lidt sprog: bemærk, at måltidsbilledet er et bryllup, altså en fest for det, der forenes. På dansk bruges udtrykket "indbudt" hvilket er oversat fra forskellige former af kaleå, som bøjes gennem hele perikopen. Der er tale om kaldelse og kærlighed. "Ven" er korrekt oversat fra φίλε, men det danske ord rummer ikke synligt betydningen elske. Den græske text støtter tydeligere "kalde, elske, forene".
---
Dagens tekst består af to perikoper og det vil være forståeligt, hvis prædikanten vælger den ene frem for den anden og siger: hvad den anden perikope handler om, må I høre om en anden dag.
At bryde en sabbatsregel er en typisk konflikt mellem Jesus og jødedommen - og mellem de ældste menigheder og den etablerede jødedom i deres nærmiljø. For en jøde samtidig med Jesus, er det blasfemi, når Jesus taler imod moseloven (skønt dilemmaet fører til tavshed). For en jøde efter Jesu død er situationen en anden i konkurrencen med den nye, messianske jødedom, kristendommen, som netop opfatter den død, som Jesus døde på grund af blasfemi, som en ophævelse af den lov, han udfordrede.
Hvad første perikope angår, helbredelsen, er miraklet en tidsfremmedhed, men pointen: Guds egen kraft må være større end de regler, mennesker mener er Guds, er altid aktuel.
Den ene regel vil altid kunne sætte den anden ud af kraft.
Det er gådefuldt, at den anden perikope kaldes en lignelse (v7), da der ikke er en billeddel, en sammenligningsdel og en sagdel. Man skal nok ikke tage ordet Lignelse alt for bogstaveligt, men lytte til det græske ord, parabolæ, som nok betyder en slags sammenstilling.
Det er først i anden perikopes anden del ( v 12-14 som ikke er med i alterbogen) at talen afslører sig som en tale som lignelse, idet måltidet bringer opstandelsen frem som den sag, måltidet er billede på. Den nære kontekst er da også lignelsen om det himmelske måltid. ( Luk 14,15ff).
Til en prædiken, der søger et forvandlingsbillede har både første perikope (1-6), samt anden perikopes (7-14) første del (7-11) og anden del (11-12) hver sine kristologiske pointer - dvs pointer, der siger, hvorfor jeg bliver forvandlet af Kristus.
V1-6: Kristus er enden på loven, han opfylder den en gang for alle.
V7-11 Giv ham din plads! Kristus har byttet med mig, jeg får hans plads, han får min. Han bliver skyldneren i stedet for mig, jeg får hans frihed og herlighed.
V 12-14 Jeg er den skodeksisens, som er indbudt til måltid.
I de tre forvandlinger ligger også muligheden for at handle på en ny måde. Regler og lovmæssigheder kan ses på nye måder. Værdifulde og mindre værdifulde borgere kan ses i ny værdighed. Lurvede mennesker kan blive de fineste gæster.
14 Καὶ ἐγένετο ἐν τῷ ἐλθεῖν αὐτὸν εἰς οἶκόν τινος τῶν ἀρχόντων [τῶν] Φαρισαίων σαββάτῳ φαγεῖν ἄρτον καὶ αὐτοὶ ἦσαν παρατηρούμενοι αὐτόν.
2 Καὶ ἰδοὺ ἄνθρωπός τις ἦν ὑδρωπικὸς ἔμπροσθεν αὐτοῦ. 3 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς τοὺς νομικοὺς καὶ Φαρισαίους λέγων• ἔξεστιν τῷ σαββάτῳ θεραπεῦσαι ἢ οὔ; 4 οἱ δὲ ἡσύχασαν. καὶ ἐπιλαβόμενος ἰάσατο αὐτὸν καὶ ἀπέλυσεν. 5 καὶ πρὸς αὐτοὺς εἶπεν• τίνος ὑμῶν υἱὸς ἢ βοῦς εἰς φρέαρ πεσεῖται, καὶ οὐκ εὐθέως ἀνασπάσει αὐτὸν ἐν ἡμέρᾳ τοῦ σαββάτου; 6 καὶ οὐκ ἴσχυσαν ἀνταποκριθῆναι πρὸς ταῦτα.
7 Ἔλεγεν δὲ πρὸς τοὺς κεκλημένους παραβολήν, ἐπέχων πῶς τὰς πρωτοκλισίας ἐξελέγοντο, λέγων πρὸς αὐτούς• 8 ὅταν κληθῇς ὑπό τινος εἰς γάμους, μὴ κατακλιθῇς εἰς τὴν πρωτοκλισίαν, μήποτε ἐντιμότερός σου ᾖ κεκλημένος ὑπʼ αὐτοῦ, 9 καὶ ἐλθὼν ὁ σὲ καὶ αὐτὸν καλέσας ἐρεῖ σοι• δὸς τούτῳ τόπον, καὶ τότε ἄρξῃ μετὰ αἰσχύνης τὸν ἔσχατον τόπον κατέχειν. 10 ἀλλʼ ὅταν κληθῇς, πορευθεὶς ἀνάπεσε εἰς τὸν ἔσχατον τόπον, ἵνα ὅταν ἔλθῃ ὁ κεκληκώς σε ἐρεῖ σοι• φίλε, προσανάβηθι ἀνώτερον• τότε ἔσται σοι δόξα ἐνώπιον πάντων τῶν συνανακειμένων σοι. 11 ὅτι πᾶς ὁ ὑψῶν ἑαυτὸν ταπεινωθήσεται, καὶ ὁ ταπεινῶν ἑαυτὸν ὑψωθήσεται.
(12 Ἔλεγεν δὲ καὶ τῷ κεκληκότι αὐτόν• ὅταν ποιῇς ἄριστον ἢ δεῖπνον, μὴ φώνει τοὺς φίλους σου μηδὲ τοὺς ἀδελφούς σου μηδὲ τοὺς συγγενεῖς σου μηδὲ γείτονας πλουσίους, μήποτε καὶ αὐτοὶ ἀντικαλέσωσίν σε καὶ γένηται ἀνταπόδομά σοι. 13 ἀλλʼ ὅταν δοχὴν ποιῇς, κάλει πτωχούς, ἀναπείρους, χωλούς, τυφλούς• 14 καὶ μακάριος ἔσῃ, ὅτι οὐκ ἔχουσιν ἀνταποδοῦναί σοι, ἀνταποδοθήσεται γάρ σοι ἐν τῇ ἀναστάσει τῶν δικαίων. )
