11. Søndag efter Trinitatis, første række

9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: 10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. 11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. 12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. 13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! 14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Luk 18,9-14

Skamfingeren og pegelæberne...

Den, der har sit på det tørre, er langt fra dåbens vand.

Lignelsen er et hamsterhjul, der har brug for en kæp i hjulet.

Med disse tre overskrifter, vil jeg gerne tydeliggøre, at lignelsen til denne søndag har nogle kvaliteter, men også en dynamik, som gør lignelsen i sig selv problematisk.

En kvalitet er dens modstand mod selvretfærdighed og pegen fingre. "Godt jeg ikke er sådan!" er et virkemiddel, som kan ensrette og skabe had både religiøst og politisk. Det kunne være spændende at undersøge rent kemisk, hvad der sker i et rethaverisk, selvretfærdigt menneske, når følelsen af retfærd og lede ved de andre er på sit højeste. Hvis det stof, der løber i mine årer, når jeg er allermest selvgod og peger fingre af de andre - hvis det stof kunne sprøjtes ind i armene på vælgere, lige før de går i stemmeboksen. Hvad ville de så stemme? Jeg har valgt at bytte om på stavelserne i to legemsdele for at understrege, at det burde være pegefingeren, der kom til at hedde noget med skam, den gang Adam og Eva og slangen krydsede beskyldninger. Det er den finger, der stritter på den selvretfærdige, mens hans taler med Gud om den anden.

Som hamsterhjul fungerer lignelsen (som nok bare er en eksempelfortælling) således: Den selvretfærdige bliver forkastet og den selvfornedrede bliver taget ind; dermed bytter de. Her slutter fortællingen, men konklusionens konsekvens bliver: Det er nu sanktioneret, at vejen til at blive taget ind (ophøjet) er selvfornedrelsen, hvorved der er skabt præcedens for en ny selvophøjelse, nemlig selvfornedrelsen, som derved bliver den nye selvophøjelse, der står i modsætning til en fornedrelse af en anden art, som så bliver den nye selvophøjelse. (En elektromotor fungerer ved, at plus- og minuspolen hele tiden bytter ladning).

Den løsning, som dette selvsving kalder på, er, at selvfornedrelsen og selvophøjelsen bliver til fornedrelse og ophøjelse - altså at "selv-" forsvinder fra verbet. Fornedrelsen og ophøjelsen må komme udefra, som en kæp i hjulet. Det er Jesu fornedrelse og ophøjelse, som er ophævelsen af dette spinn off i kampen om at være retfærdig. Hans kors er en kæp i hjulet.

Så er der ikke længere min eller din retfærdighed, men hans. Vejen til ophøjelse er at følge hans fornedrelse og hans ophøjelse. Det er en trosproces, hvor man går ind i hans historie og får lov til at blive et med den. I dåben er vi sænket ned og rejst op igen (Romerbrevet 6,4). Dermed er vi inde i bevægelsen.

Disposition

Fortælling:
Glæden ved at være anerkendt. Glæden ved at stå i den anden ende af en pegepinger, som ikke er en skamfinger, men en "dig kender jeg, du er go'". Glæden ved at blive peget på med læber: et kys er på vej.

Forvandling.
Dette "lykkes" kender jeg fra min tro, fordi kapløbet om at være rigtig er blevet vundet af en, som har taget al fornedrelse og nået det højeste og som kan give af det. Jeg er med i den historie via min dåb. Når jeg tænker på min dåb, tænker jeg en giga nedtur og en giga optur i følgeskab med Gud. En forvandling, som gør at jeg er lige med alle i kampen om at være rigtig.

Landsætning
Jeg er rigtig og jeg er elsket. Jeg vil pege på andre og sige. Se, der er et elsket menneske, elsket ligesom jeg.