16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. 17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. 18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28, 16-20
Der er nok at tage fat på: hvorledes skal kirken fortsætte arbejdet med at døbe og skabe disciple med imperialisme i bagagen? Hvad er verdens ende? Hvordan gebærder kristendommen sig i modernitetens individualisme med sit budskab om hele universets totale herre? Er triniteten klar i Mattæus eller er det bare en triadisk besværgelse? Betyder τηρεῖν i v20 "overholde" eller "bevare"?
Kirken er missionerende og for mig at se, er den væsentligste ambassadøropgave for kærlighedens budskab at være troværdig på aktiv kærlighed: vi er det, vi siger. Vi giver mad til sultne fx.
Verdens ende er for mig. Jeg opfatter ikke verdens ende som en fysisk begivenhed med en dato. Min herre er Kristus. Han er herre over min himmel og jord, som nok ligesåvel er noget indre.
Triniteten er en tanke senere end det ny testamente. Materialet til en trinitetsteologi er tilstede i det ny testamente, men er ikke færdig.
Den treenige Gud er for mig garanten for at Gud ikke bliver gammel. Det ny testamente er altid nyt. Skaberen, genløseren og fornyeren er samme Gud. Det er Guds Ånd, som gør, at min oplevelse af at være skabt (gave, liv) bliver ny i lyset af, at jeg er genløst - dvs skabt til midlertidighed og befriet til evighed, hvilket indvirker på min måde at varetage mit midlertidige liv.
Med evigt liv i sigte, kan jeg stoppe med at være nærig med mit liv, hvilket giver min næste ny betydning. Evighedens skænkes af sønnens gerning, at han blev mit medmenneske, hvorved ethvert medmenneske bliver mit møde med Gud.
Således bliver Fader, Søn, Helligånd til Gave, Ven, varme.
Fortælling:
Faster Anna står af toget i Korsbæk. Hun forarges over, at hendes brødre Mads og Kresten beholder, men ikke overholder hendes bud.
Forvandling
Den levende tro med ånden, er, at hun bliver sat på toget igen.
Landsætning
Jeg vil mærke at ånden altid gør min tro fri fra tvang, altid gør den ny. Gud fader som gav mig livet og Guds Søn, som befriede mig ind i evigheden sender hele tiden Ånden, så glæden pver gaven bliver glæden over at møde mit medmenneske og sætte tvangen på toget og modtage lysten...
(Fortsættes)
----
16 Οἱ δὲ ἕνδεκα μαθηταὶ ἐπορεύθησαν εἰς τὴν Γαλιλαίαν εἰς τὸ ὄρος οὗ ἐτάξατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς, 17 καὶ ἰδόντες αὐτὸν προσεκύνησαν, οἱ δὲ ἐδίστασαν. 18 καὶ προσελθὼν ὁ Ἰησοῦς ἐλάλησεν αὐτοῖς λέγων· ἐδόθη μοι πᾶσα ἐξουσία ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπὶ [τῆς] γῆς. 19 πορευθέντες οὖν μαθητεύσατε πάντα τὰ ἔθνη, βαπτίζοντες αὐτοὺς εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος, 20 διδάσκοντες αὐτοὺς τηρεῖν πάντα ὅσα ἐνετειλάμην ὑμῖν· καὶ ἰδοὺ ἐγὼ μεθ᾽ ὑμῶν εἰμι πάσας τὰς ἡμέρας ἕως τῆς συντελείας τοῦ αἰῶνος
