Teksten: 24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? 26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? 27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. 29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? 31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? 32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. 33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. 34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Matt 6,24-34 tekst slut
Sequor=jeg følger
Sequens=følgende
Consequens=medfølegende (efterfølgende)
Jeg nævner disse tre oversættelser af et latinsk ord, som er blevet til det danske "konsekvens" , fordi bekymring, penge, lade (lo) så/høste, er fænomener, som er ordnet i tid på en bundet måde, til hvilket talen om Guds Rige er et befriende alternativ.
Menneskets tale og skriftssprog er fascinerende i sine måder at beskrive relativ tid. Der findes sproglige midler til at udtrykke, hvilke handlinger og foreteelser, der sker før og efter hvilke i fortiden og før og efter hvilke i fremtiden. Og hvilken fremtid, der er afledt af hvilken fortid osv. Sproget afspejler rimeligvis vores evne til at ordne begivenheder i før, under og efter.
Bekymringer kender jeg som tankerækker, der ordner endnu ikke indtrufne fremtidige begivenheder i en ubehagelig hændelsesrække. "Der sker nok det og det, så jeg ikke opnår det og det".
Penge er i familie med bekymringer, fordi de er potentielle tidsrækker. Hvis jeg får de og de penge, vil jeg kunne realisere det og det. Bemærk de udtryk, der knytter sig til penge: realisere (gøre virkelig) . Solvent/insolvent betyder at kunne løses, indløses, ikke indløses. I penge er der et system til at binde, løse og virkeliggøre.
Hvis man giver et barn en stor pengeseddel, vil man opleve, at den ikke-indløste seddel er magisk, fordi den kan bruges på et utal af indløsningsmuligheder, mens den indløste pengeseddels bytte hurtigt taber sin glans. Det er den uvirkelige fremtid, der er pengenes magi.
Fremtid som konsekvens af fortid kender jeg ikke som bekymring, men som skyld. Dog kan visse former for bekymring oversættes til skyld, idet den ubehagelige fremtid ventes som et konstant underskud, noget jeg altid er skyldig at præstere ("jeg er nok forkert"-agtig) .
Tid kan kun gå een vej og kan derfor kun ordnes sprogligt een vej, men Jesus præsenterer et alternativ til bundne tidsrækker: Guds Rige.
Hans opstandelse er et tidsknæk eller en tidskrænkelse. Det, der kun kan gå een vej, gik frem igen.
Det er provokerende at sige til ansvarlige mennesker, at de skal søge guds rige først. Det første må da være at skaffe det, der skal skaffes. Men nej. En ny frihed kan opnås ved altid at lade det nødvendige være sekundært og ikke-tid eller anti-tid være det primære.
Indenfor dette rige regerer kærlighed, konsekvensfrit uden et "for at" eller et "så at." Uden ordning i en tidsrække så man fortjener det efter noget. Der er ikke noget før og efter, for han har taget konsekvensen.....
Guds Rige er et forvandlingsrum, jeg kan gå ind i, før jeg skal det nødvendige.
(Vedr bjergprædikenen, se 6. Søndag efter Trinitatis)
24 Οὐδεὶς δύναται δυσὶ κυρίοις δουλεύειν• ἢ γὰρ τὸν ἕνα μισήσει καὶ τὸν ἕτερον ἀγαπήσει, ἢ ἑνὸς ἀνθέξεται καὶ τοῦ ἑτέρου καταφρονήσει. οὐ δύνασθε θεῷ δουλεύειν καὶ μαμωνᾷ.
25 Διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν• μὴ μεριμνᾶτε τῇ ψυχῇ ὑμῶν τί φάγητε [ἢ τί πίητε], μηδὲ τῷ σώματι ὑμῶν τί ἐνδύσησθε. οὐχὶ ἡ ψυχὴ πλεῖόν ἐστιν τῆς τροφῆς καὶ τὸ σῶμα τοῦ ἐνδύματος; 26 ἐμβλέψατε εἰς τὰ πετεινὰ τοῦ οὐρανοῦ ὅτι οὐ σπείρουσιν οὐδὲ θερίζουσιν οὐδὲ συνάγουσιν εἰς ἀποθήκας, καὶ ὁ πατὴρ ὑμῶν ὁ οὐράνιος τρέφει αὐτά• οὐχ ὑμεῖς μᾶλλον διαφέρετε αὐτῶν; 27 τίς δὲ ἐξ ὑμῶν μεριμνῶν δύναται προσθεῖναι ἐπὶ τὴν ἡλικίαν αὐτοῦ πῆχυν ἕνα; 28 καὶ περὶ ἐνδύματος τί μεριμνᾶτε; καταμάθετε τὰ κρίνα τοῦ ἀγροῦ πῶς αὐξάνουσιν• οὐ κοπιῶσιν οὐδὲ νήθουσιν• 29 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι οὐδὲ Σολομὼν ἐν πάσῃ τῇ δόξῃ αὐτοῦ περιεβάλετο ὡς ἓν τούτων. 30 εἰ δὲ τὸν χόρτον τοῦ ἀγροῦ σήμερον ὄντα καὶ αὔριον εἰς κλίβανον βαλλόμενον ὁ θεὸς οὕτως ἀμφιέννυσιν, οὐ πολλῷ μᾶλλον ὑμᾶς, ὀλιγόπιστοι; 31 μὴ οὖν μεριμνήσητε λέγοντες• τί φάγωμεν; ἤ• τί πίωμεν; ἤ• τί περιβαλώμεθα; 32 πάντα γὰρ ταῦτα τὰ ἔθνη ἐπιζητοῦσιν• οἶδεν γὰρ ὁ πατὴρ ὑμῶν ὁ οὐράνιος ὅτι χρῄζετε τούτων ἁπάντων. 33 ζητεῖτε δὲ πρῶτον τὴν βασιλείαν [τοῦ θεοῦ] καὶ τὴν δικαιοσύνην αὐτοῦ, καὶ ταῦτα πάντα προστεθήσεται ὑμῖν. 34 μὴ οὖν μεριμνήσητε εἰς τὴν αὔριον, ἡ γὰρ αὔριον μεριμνήσει ἑαυτῆς• ἀρκετὸν τῇ ἡμέρᾳ ἡ κακία αὐτῆς
