15, 446, 441 -- 272 (14, 192), 427, 6
Teksten:
25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? 29 – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham 30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! 31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? 32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. 34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Tekst slut, Lukas 14,25-35
---
Velkommen til en tilsyneladende pæn religion, som i sit væsen er fanatisk. De krav, der stilles i dagens tekst, ligger langt fra Lukasevangeliets hyggenygge således som engle og hyrder klinger om kap med Rudolf i et butiksvindue.
Kravet om at være discipel og bibeholde saltets rensende kraft, er på en gang gældende og samtidig ophævet - kun han kunne gøre det. ...
Hvis vi kunne frelse os selv, behøvede vi ingen frelser, så opfordringen til efterfølgelse kan ikke have til formål, at vi skal frelses. Det må være en slags følge.
Hadet, som udsiges i vers 25, er ikke det, jeg kalder det Strindbergske had, dvs denne psykologiske tilstand af tilintetgørelsestrang, der kun kan øges. μισεῖ kendes også fra låneordssammensætninger med miso- (fx kvindehader, misogyn) . I denne sammenhæng er miso mere at sky eller forsage, have et teflonagtigt forhold til eller som to BRIO-tog, der vender polerne mod hinanden.
Uanset, om det er er had eller afsky, er det overraskende, at Jesus modsiger Moseslovens bud om at ære far og mor.
Santa Lucia er et eksempel på en, der skyede forældre for troens sag. Stor skandale på Sicilien det år.
Det de to verber στραφεὶς εἶπεν, hvoraf det første teknisk set forholder sig adverbielt til det andet, kunne blive til en disposition til en prædiken, hvor bevægelsesmetaforen er dispositionen: han vender sig mod skaren, mens den og han er på vej, og taler. Bevægelsen med skaren hedder Mainstream. στραφεὶς er udgangspunktet for talen, som er mod mainstream. Kristendom begynder der. Overraskende nok.
-----
Parafrase.
25. Transportsituation og talesituation, afbrudt transport, modbevægelse til ὄχλοι.
26 talens indhold generelt: ingen kan være discipel til jesus uden afkald på nærmeste relation.
27 specifikt: bære kors og følge efter
28-29: Eksemplificeret ved lignelse 1: tårnbyggeri. 28 beregningen af tårnet, 29 eventuel gennemførelse af byggeriet og eventuel undgåelse af omtale af mislykket byggeprojekt.
30-31 Eksemplificeret ved lignelse 2: En militær situation på kongeniveau: 30 beregning af styrkeforhold titusinde mod tyvetusinde. 31 fredsforhandling ved umage styrkeforhold
33. Genoptagelse af talens hovedformål: Discipel, afkald.
34-35a Lignelse 3: Saltbillede: 34a Salt er en god ting. 34b spørgsmål om saltets irreversible gensaltning. 35: om saltets uanvendelighed ved tab af salthed.
35b Opfordring til at høre.
---
Kontekst: en del af stort taleafsnit. Perikopen er naturlig, dvs ikke afbrudt i forhold til Lk teksten.
---
Situationen er en mod-tale til skaren med en opfordring til at høre og fatte en alvor. Den, der kommer til Jesus og vil være discipel skal bære kors, hvilket må forstås som at acceptere lidelsen i yderste konsekvens, samt være klar til, ja allerede har, cuttet båndene til de ellers kendteste og kæreste relationer. Der kræves afkald på ens eget.
Eksemplerne, billedtalen er ikke helt klar. Billedtale er ellers til, for at skære et budskab ud i pap, men her kræves mere pap for at skære selv billedet ud. De to mislykkede entrepaneurbilleder (tårnet og krigen) kan enten betyde det mislykkede discipelskab eller det fravalgskvalificerede liv, der hører til discipelskabet. Jeg vælger den sidste tolkning. Den første vil betyde, at den der ikke lykkes med sine fravalg ligner den, der måtte opgive byggeriet og blev til grin og blev nedkæmpet på grund af uigennemtænkt styrkeforhold. Det andet vil betyde, at den, der vælger discipelskabet ligner den, der fravalgte byggeriet og fravalgte militæraktionen. Den sidste tolkning passer til de fravalg, der nævnes i v26 og 33.
Saltbilledet er endnu sværere. Salt er muligvis et konserveringsmiddel eller noget, der holder noget andet rent eller friskt. Erfaringen af, at salt mister sin kraft, virker som en almindelig erfaring i tekstens eget forståelsesfelt, men ligger uden for en nutidig læsers horisont. Jeg kender ikke til kassabelt salt. Imidlertid er der et forkastelsesbillede knyttet til en erfaring af salt uden kraft, hvilket fører til en opfordring til at høre. Meningen må altså være den (evt støttet af synoptisk parr) at tilhøreren er salt med kraft, dersom tilhøreren hører (og hører hvad der hører til at være discipel) men tilhøreren er salt uden kraft (kassabel, forkastet) hvis ikke.
----
Ordene er skrevet af ham, der kaldes Lukas, på et tidspunkt, hvor discipelskab og martyrium kunne blive en kombination (slutn 1.årh). De relationelle fravalg og parathed til forfølgelse er altså aktuelle for forfatter og læser i affatelsestiden.
En tolkning af teksten kunne således være: Godt vi ikke lever i den tid, hvor man skal træffe disse valg, tak til dem, der gjorde det, så budskabet kunne nå frem til os. Lad os hjælpe dem, der andetsteds oplever det samme nu om stunder.
Man kan også bruge mainstream metaforen og sige: Kristendom er altid modsigelse, er altid ny, er altid overraskende - og tilføje som protestant, at alle (katolske) forsøg på at sætte selvopofrelsen, de relationelle fravalg i system har kun medført nye mainstreames, som krævede fornyet στραφεὶς.
Hvis man vil finde Kristus som herre og frelser i teksten, må det være ved at bruge teksten som syndespejl og sige: hvor meget jeg end stræber, kan jeg ikke leve op til det, hjælp mig, giv mig lov til at være mig med mit ordentlige liv og mine relationer. Kristus er den konge, der vinder ved at være i undertal og den bygning, der rejses ved at være en ruin. Hans hæder er at være til grin. Det er den nye begyndelse, vender sig imod mig og kalder mig og giver mig kræfter til at tage de kampe jeg skal i den tid jeg er sat....
"Led os ikke i fristelse" betyder: stil mig ikke der, hvor jeg skal opgive livet, fordi der hvor livet kommer fra og der hvor livet fører til er vigtigere end livet. Fordi det, jeg ikke kan se, er vigtigere end det, jeg kan se - dets udtryk.
(Fortsættes)
25 Συνεπορεύοντο δὲ αὐτῷ ὄχλοι πολλοί, καὶ στραφεὶς εἶπεν πρὸς αὐτούς• 26 εἴ τις ἔρχεται πρός με καὶ οὐ μισεῖ τὸν πατέρα ἑαυτοῦ καὶ τὴν μητέρα καὶ τὴν γυναῖκα καὶ τὰ τέκνα καὶ τοὺς ἀδελφοὺς καὶ τὰς ἀδελφὰς ἔτι τε καὶ τὴν ψυχὴν ἑαυτοῦ, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής. 27 ὅστις οὐ βαστάζει τὸν σταυρὸν ἑαυτοῦ καὶ ἔρχεται ὀπίσω μου, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
28 Τίς γὰρ ἐξ ὑμῶν θέλων πύργον οἰκοδομῆσαι οὐχὶ πρῶτον καθίσας ψηφίζει τὴν δαπάνην, εἰ ἔχει εἰς ἀπαρτισμόν; 29 ἵνα μήποτε θέντος αὐτοῦ θεμέλιον καὶ μὴ ἰσχύοντος ἐκτελέσαι πάντες οἱ θεωροῦντες ἄρξωνται αὐτῷ ἐμπαίζειν 30 λέγοντες ὅτι οὗτος ὁ ἄνθρωπος ἤρξατο οἰκοδομεῖν καὶ οὐκ ἴσχυσεν ἐκτελέσαι. 31 Ἢ τίς βασιλεὺς πορευόμενος ἑτέρῳ βασιλεῖ συμβαλεῖν εἰς πόλεμον οὐχὶ καθίσας πρῶτον βουλεύσεται εἰ δυνατός ἐστιν ἐν δέκα χιλιάσιν ὑπαντῆσαι τῷ μετὰ εἴκοσι χιλιάδων ἐρχομένῳ ἐπʼ αὐτόν; 32 εἰ δὲ μή γε, ἔτι αὐτοῦ πόρρω ὄντος πρεσβείαν ἀποστείλας ἐρωτᾷ τὰ πρὸς εἰρήνην. 33 οὕτως οὖν πᾶς ἐξ ὑμῶν ὃς οὐκ ἀποτάσσεται πᾶσιν τοῖς ἑαυτοῦ ὑπάρχουσιν οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
34 Καλὸν οὖν τὸ ἅλας• ἐὰν δὲ καὶ τὸ ἅλας μωρανθῇ, ἐν τίνι ἀρτυθήσεται; 35 οὔτε εἰς γῆν οὔτε εἰς κοπρίαν εὔθετόν ἐστιν, ἔξω βάλλουσιν αὐτό. ὁ ἔχων ὦτα ἀκούειν ἀκουέτω
lørdag den 2. juni 2018
1. Søndag efter Trinitatis
Salmer: 726 Gak ud min sjæl, 448 Fyldt af glæde, 442 Enhver som tror -- 683 Den nåde som, 473 Dit minde, 427 Tak for al
Teksten:
13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. 17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. 18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. 19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? 21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Tekst slut, Lukas 12,13-21
---
Oversættelsen af 1948 har sjælen med, der, hvor der står, Min ven v 19. Der er et skift i terminologien vedr Liv (bios og psyke)
1948 oversættelsen:
13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. 17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ 18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; 19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ 20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ 21 – Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
----
Parafrase
13 Råb fra skaren med det ærinde, at Jesus skal få den råbendes bror til at indgå en bestemt arveretlig aftale med den råbende.
14 modspørgsmål fra Jesus som svar til den råbende: modspørgsmålets funktion er at lukke ærindet.
15 advarsel mod griskhed henvendt til alle:
15 a-21 : tag jer i agt for griskhed
15 b : begrundelse 1: et menneskes liv (ζωὴ) afhænger ikke af resultatet af griskhed.
16-21 begrundelse 2: en eksempelfortælling kaldet lignelse (παραβολὴν)
16a: ansats til παραβολὴ
16b fortællingens indledning, situation: en mand med et stort mark-udbytte.
Indre samtale I:
17 samtale i mandens indre vedr pladsproblem.
18 resultat af indre samtale: udskiftning af ladekapacitet til korn og gods.
Indre samtale II, fremtidig:
19: samtale mellem manden og hans sjæl i fremtiden: ro, spise, drikke, være glad.
20 intervention fra Gud: mandens sjæl suspenderes for planlagt fremtid.
21 konklusion: hændelsesforløbet vil ramme gruppe 1: dem der samler griskt, men ikke gruppe 2: dem der er rige hos Gud.
----
V14 På fortælleplanet er modspørgsmålets funtion at stoppe forehavendet, men på et teologisk, kristologisk plan kan modspørgsmålet: "Hvem har sat mig til at dømme?" afføde svaret: Gud!
Lignelsen eller hvad det er, fungerer ikke godt. Sammenligningsleddet hænger ikke sammen med billeddelen særligt tydeligt og sammenhængen med talesituationen er heller ikke klar. Billeddelen skrider, idet afgrøder udvides med gods, som også skal i en lade, som jo ellers er et afgrødested, hvilket er nødvendigt for at få ophøret af aktivitet hos manden til at kunne gennemføres, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis der kun var tale om afgrøder, fordi de ikke kan holde sig, hvorved han ville være nødt til at omsætte dem og altså være fortsat agerende og ikke i ro.
(Den eneste økonomi, som lignelsen passer til, er flaskesamlerens - hvis han ophober dem i meget stort antal - jeg har set østeuropæere og afrikanere samle flasker her på Nørrebro efter Distortion i kubikmeter, kapacitetsudfordring og samarbejde om at vogte læsset).
Fravalget af "sjæl" i 1992 oversættelsen er angiveligt for at hjælpe teksten fri af middelalderteologiske mistolkninger, hvor sjælens fortabelse kunne blive et issue.
1992 oversættelsen har "liv" både for ζωὴ og for ψυχή. Hvad der menes med det ene eller det andet vides ikke præcist. Der er tale om et generelt opgør med en forestilling om, at den rige er rig hos Gud, hvorved rig hos Gud bliver noget andet, som dog ikke er tydeligt i fortællingen. Man må til andre passager i det lukanske dobbeltværk, fx "dine almisser er blevet hørt" apg 10. Med en sådan reference er den rige hos Gud en, der afstår fra rigdom for snarere at give til fattige. Der er en social profil gennem Lk/Apg. Set i et sådant perspektiv kunne ζωὴ være det synlige liv, mens ψυχή er livet, som følelse (sikkerhed i fremtiden) og som liv med Gud. Lignelsen åbner ikke for at sjælen ψυχή skulle være livet hos gud efter døden.
I en protestantisk arbejdsliderlig (webersk) kultur, kunne lignelsens farlige nulpunkt være mandens ophør af arbejde.
De indledende vers er vigtige, idet Jesus ikke går ind i den konkrete sag og dermed ikke danner præcedens og ikke skaber en kristen praksis for skifteret, men derimod vender sig mod havesyge generelt.
Fortællingen har ikke nogen kristologi, men trækker på en omkalfatring af rig/fattig, som dog trækker på den lukanske kristologi.
Til en prædiken, som vil have en frelsergerning, kan man finde Kristi sonende død ved at gøre det indledende råb fra skaren til menighedens bøn: min bror skal skifte arven! Hvis min bror er Jesus Kristus, bliver bønnen hørt, for han har givet afkald for at jeg kan blive arving. Det er her, det gode begynder.
Tanken om at blive rig hos Gud er smuk og jeg synes ikke man skal snyde sig for den tanke, at det at give og skænke og skabe for andre er rigdom i en anden dimension, selvom det er arveskiftet mellem Kristus og mennesket, der er det afgørende. Det er denne rigdom, der skaber giverglæden. ...
----
Fortælling
Begær, arv. Næsten alle kender nogen, som er havnet i en arvestrid. Ikke sjældent må politiet afspærre et dødsbo, fordi arvingerne med hver deres fortælling har en naturlig følelse af ret til dette er hint. Kun boet er juridisk genstand, men som ofte er det fortællingerne, der er drivkraften bag ulykken (manglen på lykke). Personerne vil ha ret.
Forvandling
I arvesager såvel som i andet begær og anden ufredelighed kan en uventet fred, en gæst, indfinde sig. Man kan nogle gange grine af, hvor meget, man ville noget bestemt og hvor meget man ville have ret. Villen og retten kan skifte med fred. Denne fred er en gave og stammer fra at Gud bytter det ud inden i os. Det ultimative bytte er min død for hans evighed. Han ville det så meget, at han gav afkald på alt... Han kørte den helt ud for at jeg skulle blive arving
Landsætning
Jeg vil møde verden med fred - den fred der kan indfinde sig, når man er en sikker, elsket arving med en god historie, en fortælling om at være elsket...
----
13 Εἶπεν δέ τις ἐκ τοῦ ὄχλου αὐτῷ• διδάσκαλε, εἰπὲ τῷ ἀδελφῷ μου μερίσασθαι μετʼ ἐμοῦ τὴν κληρονομίαν. 14 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ἄνθρωπε, τίς με κατέστησεν κριτὴν ἢ μεριστὴν ἐφʼ ὑμᾶς; 15 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς• ὁρᾶτε καὶ φυλάσσεσθε ἀπὸ πάσης πλεονεξίας, ὅτι οὐκ ἐν τῷ περισσεύειν τινὶ ἡ ζωὴ αὐτοῦ ἐστιν ἐκ τῶν ὑπαρχόντων αὐτῷ.
16 Εἶπεν δὲ παραβολὴν πρὸς αὐτοὺς λέγων• ἀνθρώπου τινὸς πλουσίου εὐφόρησεν ἡ χώρα. 17 καὶ διελογίζετο ἐν ἑαυτῷ λέγων• τί ποιήσω, ὅτι οὐκ ἔχω ποῦ συνάξω τοὺς καρπούς μου; 18 καὶ εἶπεν• τοῦτο ποιήσω, καθελῶ μου τὰς ἀποθήκας καὶ μείζονας οἰκοδομήσω καὶ συνάξω ἐκεῖ πάντα τὸν σῖτον καὶ τὰ ἀγαθά μου 19 καὶ ἐρῶ τῇ ψυχῇ μου• ψυχή, ἔχεις πολλὰ ἀγαθὰ κείμενα εἰς ἔτη πολλά• ἀναπαύου, φάγε, πίε, εὐφραίνου. 20 εἶπεν δὲ αὐτῷ ὁ θεός• ἄφρων, ταύτῃ τῇ νυκτὶ τὴν ψυχήν σου ἀπαιτοῦσιν ἀπὸ σοῦ• ἃ δὲ ἡτοίμασας, τίνι ἔσται; 21 οὕτως ὁ θησαυρίζων ἑαυτῷ καὶ μὴ εἰς θεὸν πλουτῶν
Teksten:
13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. 17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. 18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. 19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? 21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Tekst slut, Lukas 12,13-21
---
Oversættelsen af 1948 har sjælen med, der, hvor der står, Min ven v 19. Der er et skift i terminologien vedr Liv (bios og psyke)
1948 oversættelsen:
13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. 17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ 18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; 19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ 20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ 21 – Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
----
Parafrase
13 Råb fra skaren med det ærinde, at Jesus skal få den råbendes bror til at indgå en bestemt arveretlig aftale med den råbende.
14 modspørgsmål fra Jesus som svar til den råbende: modspørgsmålets funktion er at lukke ærindet.
15 advarsel mod griskhed henvendt til alle:
15 a-21 : tag jer i agt for griskhed
15 b : begrundelse 1: et menneskes liv (ζωὴ) afhænger ikke af resultatet af griskhed.
16-21 begrundelse 2: en eksempelfortælling kaldet lignelse (παραβολὴν)
16a: ansats til παραβολὴ
16b fortællingens indledning, situation: en mand med et stort mark-udbytte.
Indre samtale I:
17 samtale i mandens indre vedr pladsproblem.
18 resultat af indre samtale: udskiftning af ladekapacitet til korn og gods.
Indre samtale II, fremtidig:
19: samtale mellem manden og hans sjæl i fremtiden: ro, spise, drikke, være glad.
20 intervention fra Gud: mandens sjæl suspenderes for planlagt fremtid.
21 konklusion: hændelsesforløbet vil ramme gruppe 1: dem der samler griskt, men ikke gruppe 2: dem der er rige hos Gud.
----
V14 På fortælleplanet er modspørgsmålets funtion at stoppe forehavendet, men på et teologisk, kristologisk plan kan modspørgsmålet: "Hvem har sat mig til at dømme?" afføde svaret: Gud!
Lignelsen eller hvad det er, fungerer ikke godt. Sammenligningsleddet hænger ikke sammen med billeddelen særligt tydeligt og sammenhængen med talesituationen er heller ikke klar. Billeddelen skrider, idet afgrøder udvides med gods, som også skal i en lade, som jo ellers er et afgrødested, hvilket er nødvendigt for at få ophøret af aktivitet hos manden til at kunne gennemføres, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis der kun var tale om afgrøder, fordi de ikke kan holde sig, hvorved han ville være nødt til at omsætte dem og altså være fortsat agerende og ikke i ro.
(Den eneste økonomi, som lignelsen passer til, er flaskesamlerens - hvis han ophober dem i meget stort antal - jeg har set østeuropæere og afrikanere samle flasker her på Nørrebro efter Distortion i kubikmeter, kapacitetsudfordring og samarbejde om at vogte læsset).
Fravalget af "sjæl" i 1992 oversættelsen er angiveligt for at hjælpe teksten fri af middelalderteologiske mistolkninger, hvor sjælens fortabelse kunne blive et issue.
1992 oversættelsen har "liv" både for ζωὴ og for ψυχή. Hvad der menes med det ene eller det andet vides ikke præcist. Der er tale om et generelt opgør med en forestilling om, at den rige er rig hos Gud, hvorved rig hos Gud bliver noget andet, som dog ikke er tydeligt i fortællingen. Man må til andre passager i det lukanske dobbeltværk, fx "dine almisser er blevet hørt" apg 10. Med en sådan reference er den rige hos Gud en, der afstår fra rigdom for snarere at give til fattige. Der er en social profil gennem Lk/Apg. Set i et sådant perspektiv kunne ζωὴ være det synlige liv, mens ψυχή er livet, som følelse (sikkerhed i fremtiden) og som liv med Gud. Lignelsen åbner ikke for at sjælen ψυχή skulle være livet hos gud efter døden.
I en protestantisk arbejdsliderlig (webersk) kultur, kunne lignelsens farlige nulpunkt være mandens ophør af arbejde.
De indledende vers er vigtige, idet Jesus ikke går ind i den konkrete sag og dermed ikke danner præcedens og ikke skaber en kristen praksis for skifteret, men derimod vender sig mod havesyge generelt.
Fortællingen har ikke nogen kristologi, men trækker på en omkalfatring af rig/fattig, som dog trækker på den lukanske kristologi.
Til en prædiken, som vil have en frelsergerning, kan man finde Kristi sonende død ved at gøre det indledende råb fra skaren til menighedens bøn: min bror skal skifte arven! Hvis min bror er Jesus Kristus, bliver bønnen hørt, for han har givet afkald for at jeg kan blive arving. Det er her, det gode begynder.
Tanken om at blive rig hos Gud er smuk og jeg synes ikke man skal snyde sig for den tanke, at det at give og skænke og skabe for andre er rigdom i en anden dimension, selvom det er arveskiftet mellem Kristus og mennesket, der er det afgørende. Det er denne rigdom, der skaber giverglæden. ...
----
Fortælling
Begær, arv. Næsten alle kender nogen, som er havnet i en arvestrid. Ikke sjældent må politiet afspærre et dødsbo, fordi arvingerne med hver deres fortælling har en naturlig følelse af ret til dette er hint. Kun boet er juridisk genstand, men som ofte er det fortællingerne, der er drivkraften bag ulykken (manglen på lykke). Personerne vil ha ret.
Forvandling
I arvesager såvel som i andet begær og anden ufredelighed kan en uventet fred, en gæst, indfinde sig. Man kan nogle gange grine af, hvor meget, man ville noget bestemt og hvor meget man ville have ret. Villen og retten kan skifte med fred. Denne fred er en gave og stammer fra at Gud bytter det ud inden i os. Det ultimative bytte er min død for hans evighed. Han ville det så meget, at han gav afkald på alt... Han kørte den helt ud for at jeg skulle blive arving
Landsætning
Jeg vil møde verden med fred - den fred der kan indfinde sig, når man er en sikker, elsket arving med en god historie, en fortælling om at være elsket...
----
13 Εἶπεν δέ τις ἐκ τοῦ ὄχλου αὐτῷ• διδάσκαλε, εἰπὲ τῷ ἀδελφῷ μου μερίσασθαι μετʼ ἐμοῦ τὴν κληρονομίαν. 14 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ἄνθρωπε, τίς με κατέστησεν κριτὴν ἢ μεριστὴν ἐφʼ ὑμᾶς; 15 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς• ὁρᾶτε καὶ φυλάσσεσθε ἀπὸ πάσης πλεονεξίας, ὅτι οὐκ ἐν τῷ περισσεύειν τινὶ ἡ ζωὴ αὐτοῦ ἐστιν ἐκ τῶν ὑπαρχόντων αὐτῷ.
16 Εἶπεν δὲ παραβολὴν πρὸς αὐτοὺς λέγων• ἀνθρώπου τινὸς πλουσίου εὐφόρησεν ἡ χώρα. 17 καὶ διελογίζετο ἐν ἑαυτῷ λέγων• τί ποιήσω, ὅτι οὐκ ἔχω ποῦ συνάξω τοὺς καρπούς μου; 18 καὶ εἶπεν• τοῦτο ποιήσω, καθελῶ μου τὰς ἀποθήκας καὶ μείζονας οἰκοδομήσω καὶ συνάξω ἐκεῖ πάντα τὸν σῖτον καὶ τὰ ἀγαθά μου 19 καὶ ἐρῶ τῇ ψυχῇ μου• ψυχή, ἔχεις πολλὰ ἀγαθὰ κείμενα εἰς ἔτη πολλά• ἀναπαύου, φάγε, πίε, εὐφραίνου. 20 εἶπεν δὲ αὐτῷ ὁ θεός• ἄφρων, ταύτῃ τῇ νυκτὶ τὴν ψυχήν σου ἀπαιτοῦσιν ἀπὸ σοῦ• ἃ δὲ ἡτοίμασας, τίνι ἔσται; 21 οὕτως ὁ θησαυρίζων ἑαυτῷ καὶ μὴ εἰς θεὸν πλουτῶν
Abonner på:
Opslag (Atom)