7. Søndag efter Trinitatis, første række

7. Søndag efter Trinitatis, første række

1 Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. 2 Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. 3 Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. 5 Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« 6 Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. 7 Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« 8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« 9 Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. 10 For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Luk 19,1-10

Min gavmildhed er en gnom som trænger til en tur i trækronen.

Sted og kontekst: "Jeriko" er konnoteret med "erobring" på grund af Josva, som Jesus deler navn med. Vi er meget tæt på indtoget i (indtagelsen af) Jerusalem. Forud for dagens tekst ligger helbredelsen af den blinde. Temaet "se" er altså sat, inden Zakæus ønsker at se. Efter dagens tekst og inden indtoget ligger lignelsen om de betroede pund, som foruden et overført pengetema (mision) har nogle politiske sideben til romersk/jødisk historie (magt/svigt).

Fjern kontekst. Ved Josvas erobring af Jeriko, var det en prostitueret, som blev åbningsfigur. Zakæus' forhold til indtjening og manglende social accept er en parallel.

Forløb

Zakæus ønsker at se Jesus, men ender med at blive genoptaget som abrahamssøn (frelst). Se, kalde, samvær, afgive, (gen)optage.

Fælles/solo

Zakæus er alene om sit se-projekt, hvilket står i kontrast til "rig" og "skaren". Overtolder og undervækst er også et par. Den lille mand gør sig stor på bekostning af fællesskabet.

Oversættelse: Det danske "men" i vers 8 er for kraftigt adversativt og virker som en panisk reaktion på skarens uvilje. Derved virker det som om Zakæus redder sin egen genoptagelse (frelse) gennem sin økonomi - og ikke gennem Jesu kaldelse (v 5). Jeg kunne tænke mig en mindre responsiv konstruktion: "imidlertid havde Zakæus rejst sig og sagde nu til Herren:..."

Penge
Selvom jeg ønsker en konstruktion, som formindsker årsag/virkning forholdet i vers 8, (og hellere ser hele forløbet som en samlet optagelse) er jeg meget opmærksom på evangelisten Lukas' sociale engagement. Zakæus' uddeling er muligvis en model for den første kirkes økonomi. (Apg5) . Lukas lægger vægt på, at kristustro hænger sammen med at rige giver fattige.

Forvandling

Jeg ønsker mig en prædiken, som ser mennesket (mig) som en helhed, der kan splittes. Således bliver aktørerne i teksten til dele af mig selv, som er blevet væk fra hinanden.

Mit lille nærige jeg er en gnom, som gerne vil kigge, men helst ikke kaldes på, men som bliver så glad så glad, når kaldet til at give lykkes. Åh, jeg vil op i den trækrone!

Disposition

Fortælling
Tænk hvis mine alt for korte ben en dag bar mig hurtigt i retning af noget, jeg bare MÅTTE SE. En nysgerrighed overfor en dimension, som jeg ikke selv tør åbne op for...

Forvandling
Pludselig befinder jeg mig på en udkigspost, som er helt uvan. Det er da kun børn, der klatrer i træer, det er kun børn, der lytter til eventyr. Kirken om søndagen er at træde ind i et eventyr, tonerne er kronens blade, der giver lyd i vinden, frugterne hænger lige der og der. Her bliver der kaldt på mig. På hele mig også den lille mig, som ikke er med. Jeg er inviteret. Jeg mærker en gavmildhed fra Gud. Gud vil give mig alt, han vil have hele mig i sin fest.

Landsætning
Jeg hopper ned fra træet, ud af kirken. Jeg har været til måltid med Gud, invitationen er i gang. Jeg skal mærke gavmildheden rykke, jeg skal give til de fattige...

Endvidere (strøtanker)

Ned fra træet og op på træet. Vi kom ned fra træet, da vi blev en civilisation. Jesus måtte op på træet for at betale prisen. Mennesket kom væk fra Gud på grund af et træ.

Magt og penge.
Zakæus er et lille stikkersvin. Han er en del af en besættelsesmagts økonomi.
Magt, penge og evighed hænger således sammen:
Magt er at eje en stump af et medmenneskes fremtid. Med tilblivelsen af økonomi bliver dette ejerskab formaliseret. Spiller man Ludo, kunne man orkestrere dette ejerskab af fremtiden ved at sige: "Alle dine 6'ere er mine!" Eller: "Dine globusser er kun dine, så længe jeg ikke har brikker inde. Første når mine brikker er ude, gælder dine globusser!" Magt bliver således, at gavne sit eget udfald frem for andres.
Dette magtforhold kan kun lade sig gøre på tidens lineære præmisser. Evighed er noget andet end tid. Evighed er større end tid. Tid kan kun gå - evighed kommer. Flere veje. Evighed kan hærge ridens linearitet - fx gennem tilgivelse, som ændrer fortiden.
Det lille magtmenneske får ændret sin fortid. De urene, besmittede mønter i hans lomme hærger ikke længere hans skønhed i Guds øjne - hvorefter han får lyst (træ?) til at give.

Zakæus bidrager som synder til en gavnlig økonomi: Prisen for forræderiet er Pax Romana: Fred, vand, handel, sameksistens, varer, veje, undervisning, underholdning. Sammenbruddet af samme økonomi er borgerkrig og isolation.

Som vesteuropæere er vi en del af en økonomi, som kan ses på flere måder: god for verden som interessefællesskab, ond som ekskluderende instrument. Rigdomsskabende, fattigdomsskabende. Lykke for mange - ulykke for flere, hvis vi afskaffer den.

En v-prædiken kunne have optur ved at frikende os i dilemmaet. En π-prædiken vil i nåden (forvandlingen) finde kraften til at udfordre dimensioneringen af uligheden...


Καὶ εἰσελθὼν διήρχετο τὴν Ἰεριχώ. 2 Καὶ ἰδοὺ ἀνὴρ ὀνόματι καλούμενος Ζακχαῖος, καὶ αὐτὸς ἦν ἀρχιτελώνης καὶ αὐτὸς πλούσιος• 3 καὶ ἐζήτει ἰδεῖν τὸν Ἰησοῦν τίς ἐστιν καὶ οὐκ ἠδύνατο ἀπὸ τοῦ ὄχλου, ὅτι τῇ ἡλικίᾳ μικρὸς ἦν. 4 καὶ προδραμὼν εἰς τὸ ἔμπροσθεν ἀνέβη ἐπὶ συκομορέαν ἵνα ἴδῃ αὐτὸν ὅτι ἐκείνης ἤμελλεν διέρχεσθαι. 5 καὶ ὡς ἦλθεν ἐπὶ τὸν τόπον, ἀναβλέψας ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Ζακχαῖε, σπεύσας κατάβηθι, σήμερον γὰρ ἐν τῷ οἴκῳ σου δεῖ με μεῖναι. 6 καὶ σπεύσας κατέβη καὶ ὑπεδέξατο αὐτὸν χαίρων. 7 καὶ ἰδόντες πάντες διεγόγγυζον λέγοντες ὅτι παρὰ ἁμαρτωλῷ ἀνδρὶ εἰσῆλθεν καταλῦσαι. 8 σταθεὶς δὲ Ζακχαῖος εἶπεν πρὸς τὸν κύριον• ἰδοὺ τὰ ἡμίσιά μου τῶν ὑπαρχόντων, κύριε, τοῖς πτωχοῖς δίδωμι, καὶ εἴ τινός τι ἐσυκοφάντησα ἀποδίδωμι τετραπλοῦν. 9 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ὅτι σήμερον σωτηρία τῷ οἴκῳ τούτῳ ἐγένετο, καθότι καὶ αὐτὸς υἱὸς Ἀβραάμ ἐστιν• 10 ἦλθεν γὰρ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ζητῆσαι καὶ σῶσαι τὸ ἀπολωλός.

6. Søndag efter Trinitatis, første række.

Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?


20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)


Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?
Er det en Jesustale til alle?
Er det en Kristustale til nogle?
Er det en Kristustale til alle?
Er det en Mattæustale til nogle?
Er det en Matthæustale til alle?


Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse.

Alle jøder.
Visse jøder.
Alle kristne
Visse kristne.
Jesu discipe
Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)
Visse kristne i tid (fx munke og nonner)
Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.


Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:
Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...


Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død".

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper

5. Søndag efter Trinitatis, første række

Mad, frygt, glæde


Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, 2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. 3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« 5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« 6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. 7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« 9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået 10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« 11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. LK 6,1-11



Mirakler.

Det er lidt kedeligt at være bundet til en tekst, hvor mirakler er et positivt virkemiddel. Pædagogik idag er bundet til det almindelige og det forståelige, dengang til det ualmindelige og det uforståelige.

"Mad" er forståeligt.



Teksthygge

Når jeg rigtig skal hygge mig med en tekst og finde de stumper og energier, der kan udfoldes til forvandlingsdelen af en pi-prædiken, hvilket er det første jeg leder efter - begynder jeg med en oversættelse fra græsk til dansk (lurerkigger også i king james og vulgata). Herefter laver jeg en parafrase. Herefter igen en bestemmelse af nær og fjern kontekst.

Det er ikke altid jeg når det - så henter jeg mere tilfældigt et billede ud af teksten, måske ligefrem ud fra en fordom, jeg har om teksten.

I oversættelsen af dagens tekst er jeg stødt på en vidunderlig indledning: Og det skete i skarens trængsel om ham og deres høren guds ord og han stod ved søen Genezareth...

Lukas imiterer med sine substantiverede akkusativer med inifinitiver i dativ de septuagintæiske gengivelser af præfigerede infinitiv construktus. Sammen med indgangsformlen Og det skete, giver det hele perikoen et stærkt hebraiseret præg.

Med andre ord: Lukas spiller på GT-banjo for fuld skrue.
At imitere det gamle testamente, er en måde at vinde autoritet. Men man skal kende koden - ellers er det bare dårligt sprog.

Parafrase

Parafrasen er en måde at forsøge at registrere, hvad man finder i teksten. Jeg har aldrig lavet en parafrase uden at finde mere, end ved blot at læse teksten.

v1 scenen sættes: Sø (plus lille forkyndelsessummarion)

v2 Scenespecifikation til nyt hændelsesscenarie: 2 både og nogle fiskere i fiskerislutfase.

v3 anvendelse nr 1 af 1 båd. Navn på 1 fisker: Simon

v4 Inledning af anvendelse 2 af fisker både. Hevendelse til Simon om fiskeristartfase.

5 erfaringbaseret negativ kvalificering af initiativ. Herefter accept på grundlag af ord (autoritet).

v6-8 gennemførelse af initiativ med eskalerende positivt resultat: Fangst.

Underet ikke forstået: Rædsel, afstand.
v9-10a Simons reaktion på positivt resultat: Underkastelse og ønske om afstand på grund af syndighed. Simons og øvriges reaktion på resultat: Rædsel.

Underet forstået: Tegn, inklusion, opgave.
10b Jesu eliminering af Simons frygt. Ny opgave til Simon: Fiske mennesker.

v11 anvendelse nr 3 af både: Forlades. De implicerede forlader alt og følger Jesus.

Nær kontekst: Perikopen falder indenfor en række af helbredelser og kaldelser i begyndelsen af Jesu virke i Galilæa. Jesus har kort forinden helbredt Simons svigermor og kort efter perikopen færdiggøres kaldelsen af de 12 med Levi til sidst.

Fjern kontekst: I Apg 2 og 10 ser vi Peter i funktion som menneskefisker. Mange føjes til fællesskabet ved hans prædiken i 2 og specifikt cornelius (romersk officer) i 10.

Jeg oplever noget fantastisk, wåuw hvor er jeg lækker!

Peters reaktion på underet, svarer ikke til et moderne menneskes forventede reaktion.

Spørgsmålet er, om en ikke-jødisk, græsktalende førstegenerationsbruger af Lukas' tekst også har været fremmed overfor en negativ kvalificering af et unders oplever. Tekstens skal muligvis netop understrege Guds majestæt og den troendes nye status som nåderamt synder.

En Gudstjeneste

Det, der foregår i teksten, er ud fra en klassisk betragtning en gudstjeneste: Et troende menneske eksponeres for Guds majestæt, tages til nåde som synder og går derfra med en opgave. Det er ikke mere mirakuløst end hvad der sker 1000 gange hver søndag :-)

Missionsfest

Hvis man elsker at se sit gudsforhold som en strategisk platform, hvorfra andre også skal bringes til tro, er denne dag en festdag. Den missionerende kanonkonge kan lægge sig godt til i bunden af kanonen og lade sig slynge ud i verden. Fremad!

Hvis man er historisk bevidst, kan man glæde sig over, at Peters opgave blev taget alvorligt: Ordet kom til vore kolde egne. Nu dræber vi ikke hinden til fest og for sjov. Vi skuer bagud med tak.

Forvandlingen

Jeg vil gerne lave en prædiken, hvis forvandlingsdel tager udgangspunkt i den åndshistoriske forandring, der er sket i tid og rum, siden Lukas' blæk lå og tørrede, påsmurt for første gang.

Der er tre forhold, jeg vil se på:

Forholdet til mirakler (som pædagogik)
Forholdet til synd (som gudsforhold)
forholdet til mad (solidarisk)

(fortsættes)...

4. Søndag efter Trinitatis, første række

Syn og relation, Lk 6,36-42

Teksten
36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

39 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.

41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? 42 Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
(Tekst slut)

Kontekst:

Vi befinder os midt i den såkaldte sletteprædiken, som er Lukasevangeliets pendant til Mattæus' bjergprædiken. Det kan give indhold til en prædiken, at den ene evangelist siger, at Jesus taler på et bjerg, mens den anden udførligt anfører et ikke-bjerg, hvis bjerget forstås som lovstedet.

Inden vores perikope handler det om fjendekærlighed og om at yde uden modydelse - og umiddelbart efter perikopen kommer det gode træ og dets frugter samt huset på klippegrund. Der er et crescendo i retning af dom.


"Fordøm...".

Den græske verbum καταδικάζετε, som er oversat til "fordøm", ser jeg som indeholdende kata (ned) og dik- (noget med retfærdighed, hæderlighed). Jeg læser verbet som en talehandling, der hiver et andet menneskes værdighed / ry / social habilitet ned. Når værdigheden er trukket ned, kan den bedømmes af en lav dommer (hyppokritæs, engelsk: hypocrite, da: hykler).



Se:


1 Der er det, jeg selv kan se og som andre også kan se.
2 Der er det, som jeg selv kan se, som andre ikke kan se.
3 Der er det, de andre kan se, som jeg ikke selv kan se.
4 Der er det, som jeg ikke selv kan se og som andre heller ikke kan se.

Dagens evangelium handler om, hvilken rolle man hhv. tager og får i kommunikationen om nr 2 og 3. Hvis man læser hele sletteprædikenen, vil der være kraft til at oversætte interaktionen i 2 og 3 til noget, der svarer til 1 og 4.

1'eren er en relation uden udfordringer. 4'eren er så udfordrende, at den er Guds område. 4'eren synes at henligge helt i mørke, men er dog den, der giver lys til de tre andre: Vi skal være overfor hinanden, som om det, vi tror, vi ser, er lige så guddommeligt, som det, ingen ser.

Det interne dømmeri og kiggen på hinanden er hevet ud og hedder nu: Dommen (Menneskesønnen 6,22 ødelæggelsen 6,49) og ligger derfor et andet sted, hvilket gør parterne menneske/menneske til een part i menneske/gud-forholdet.


Far/Barmhjertig

Den store forvandling i teksten ligger i den første sætning: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.

Vi glemmer tit, at det er Israels Gud, som af Jesus får disse prædikater overfor mennesker, for hvem lykken kan beskrives som et topfyldt mål (mad).

En Pi-prædikens forvandlingsdel kunne sagtens udfoldes ved at beskrive en vred og straffende Gud, der styrer gennem konger og profeter, og som forvandles til de fattiges kærlige far.

Forvandlingen kan overføres til et parallelt personligt plan ved at forandre mig selv fra vred og straffende til barmhjertig - og til seende.

Den, der taler, hænger selv på bjælken, hvilket i evighed forandrer Guds rolle og tager dommen bort...


36 Γίνεσθε οἰκτίρμονες καθὼς [καὶ] ὁ πατὴρ ὑμῶν οἰκτίρμων ἐστίν. 37 Καὶ μὴ κρίνετε, καὶ οὐ μὴ κριθῆτε• καὶ μὴ καταδικάζετε, καὶ οὐ μὴ καταδικασθῆτε. ἀπολύετε, καὶ ἀπολυθήσεσθε• 38 δίδοτε, καὶ δοθήσεται ὑμῖν• μέτρον καλὸν πεπιεσμένον σεσαλευμένον ὑπερεκχυννόμενον δώσουσιν εἰς τὸν κόλπον ὑμῶν• ᾧ γὰρ μέτρῳ μετρεῖτε ἀντιμετρηθήσεται ὑμῖν.
39 Εἶπεν δὲ καὶ παραβολὴν αὐτοῖς• μήτι δύναται τυφλὸς τυφλὸν ὁδηγεῖν; οὐχὶ ἀμφότεροι εἰς βόθυνον ἐμπεσοῦνται; 40 οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον• κατηρτισμένος δὲ πᾶς ἔσται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ.
41 Τί δὲ βλέπεις τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ τοῦ ἀδελφοῦ σου, τὴν δὲ δοκὸν τὴν ἐν τῷ ἰδίῳ ὀφθαλμῷ οὐ κατανοεῖς; 42 πῶς δύνασαι λέγειν τῷ ἀδελφῷ σου• ἀδελφέ, ἄφες ἐκβάλω τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ σου, αὐτὸς τὴν ἐν τῷ ὀφθαλμῷ σου δοκὸν οὐ βλέπων; ὑποκριτά, ἔκβαλε πρῶτον τὴν δοκὸν ἐκ τοῦ ὀφθαλμοῦ σου, καὶ τότε διαβλέψεις τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ τοῦ ἀδελφοῦ σου ἐκβαλεῖν.

3. Søndag efter trinitatis, første række

Når jeg findes, er jeg ikke alene. Eksistere, må jeg klare selv...


15,1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse: 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, 6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. 7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Lk 15,1-10


Kontekst: trip, trap - og en manglende træsko.

Teksten udgøres af to ud af tre findelignelser, som kulminerer med den lignelse, som fejlagtigt har fået navnet Den fortabte Søn, hvilket er et navn lavet af nogen, der har ligeså ondt i røven som dem, lignelsen var rettet imod. Denne lignelse har i fortælledelen en hovedperson, sønnen, som meget vel kan forstås som Kristus - derfor er det uheldigt, når de ikke læses sammen: Hyrden, kvinden og sønnen. I de første to lignelser, som altså er dagens tekst, er findegenstanden passiv, hvilket gør omvendelsen uforståelig, som akt.

Kirke-noi'eren

Jeg gentager gerne, at "omvendelse" bør transkiberes fra græsk, således at vi får udtrykket metanoia. Det er lettere at forstå end "omvendelse". De fleste kender para-noia og vil kunne forstå, at meta-noia er, når sindet er koblet til det øvre. "Jeg får noi'eren," kunne blive til kirkenoi'eren, som er noget godt.

Mønter på tøjet

Jeg forestiller mig, at kvinden har haft mønterne hængende som pynt i kanten af sit tørklæde, således at ansigtet har været omkranset af skinnende mønter - og at det er en af disse mønter, der er røget af. Det er træls, og alle har vidst det og har vidst, at hun gik og ledte efter den og har måttet gennemgå alt strøelset i gulvet. Jubelråbet tænker jeg som dette syngende trillefløjtehyl, som tiltrækker alle med glæde.

Jeg har mistet mig selv - eller noget af det

I dag kunne man forestille sig, at en person går rundt, mens alle ved at personen arbejder med sig selv, fordi der er noget, der ikke er på plads. Der mangler en stump, eller der er en relation, som er blokkeret eller et traume, der skal forliges eller have sin plads. Pludselig er det fundet og genkendt, og alle er velkomne til at dele glæden.

Findes

Vi bruger udtrykket "findes" om det, der er. Det er værd at lytte til verbet i dette udtryk. For at det findes, må der være nogen til at finde det. Derfor, når jeg findes, er jeg ikke alene. En gidseltagers vigtigste bedrift er at fratage sin fange troen på, at nogen vil finde fangen. Fangens mentale sundhed beror på fangens evne til at fastholde, at der foregår en proces derude - at viljen til at finde er intakt. Findes kan jeg ikke alene, det er en relation. Dette "ikke-alene" er "meta-noia" - jeg er koblet op.. Eksistere gør jeg alene.

Slås

Findes og slås er begge passiver af hhv. finde og slå. Det ene har dog en interaktion i sig: Slås. Det gør vi indbyrdes. Jeg elsker at slås, kappes, i politik, fægtining: Når klingerne hvisker stållyd, ved jeg, hvor jeg skal sætte min fod næste gang. Tænk, hvis man kunne hente energien og interaktionen i slås og oversætte den til findes.

Så kunne man sige: Kom, lad os findes!

Så ville korset være tegnet lodret: Vi er koblet op, metanoia, findes, glæde i himlen. Vandret: Vi finder hinanden.


Disposition:

Fortælling:
En kvinde har hængt sin medgift i kanten af sit tørklæde. Mønterne glimter og oplyser skiftevis hendes øjne og smilehuller i genskinnet. Jeg har omhængt mit ansigt med en identitet, men der mangler en stump, og det ved alle. Kvinden har tabt en af mønterne. Hun fejer og gennemgår alt lergulvets strøelse. Jeg roder i kit liv for at finde det, der mangler.

Forvandling:
Vi finder det. Vi vil gerne fortælle det. Vi findes. Fordi jeg kender glæden ved at finde det, der var væk, kender jeg en himmelsk glæde ved at jeg findes og bliver fundet. Historien om dette fund af mig, handler om finde-manden (trin III), der ikke fandt sig i at blive i svineriet: Jesus (svinesønnen, der gik til sin far og blev modtaget på trods af den sure storebror, den gamle pagt). Tænk, hvis Gud er så stor, at jeg ved siden af ham intet er. Så er det hele mig, der skal findes.

Landsætning:
Kom, lad os findes. Jeg vil gå fra kirke og blive dygtig til at se, hvad andre finder i deres liv og glæde mig ved det. Jeg vil oversætte energien fra at slås til at findes, så at min fundethed bliver til min evne til at finde andre og blive fundet af dem