2. Pinsedag, første række.

Kap 3 v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Johs 3,16-21

Lys og kærlighed:

Når foråret og sommeren og solskinnet kommer, begynder jeg at gøre lys-ting, som gør mig klogere på johannesevangeliet.

Folk bliver kåde og glade i det første lys og jeg er en af dem.

Jeg cykler mig en tur og lader solen varme mine kinder.

Jeg smiler til folk og de smiler tilbage. Vi kender ikke hinanden, men vi er glade sammen over at lyset er kommet tilbage.

Jeg tør godt smile til dem, hvilket ellers ville være en pinlig indladenhed. Jeg tør godt komme frem i lyset som en, der bare er glad for at cykle forbi nogle andre mennesker i solskin.

Mørket er væk og vi bliver bundet sammen af det nye lys.

Jeg elsker de mennesker, jeg cykler forbi, bare fordi vi er i det samme lys.

Jeg er ikke bange for at blive afsløret som en smilende tosse.


Jeg har været sur hele vinteren, men jeg tør godt stille mig ud i lyset alligevel.



Verden:

Hvis man vil holde en ordentlig v-prædiken, er det godt at huske på, hvad "verden" betyder i johannesevangeliet.

Verden er ikke bare menneskenes sted, skabt af Gud. Nej, verden er negativ: Den er stedet, hvor onde mekanismer råder og hvor kontakten til Gud er gået tabt. Mørket hersker her. Vi er en del af disse mekanismer og vi er så afhængige af dem, at vi helst ikke vil ud i lyset og blive afsløret. Denne onde verden elsker Gud! Så meget, at han giver sin søn, overgiver ham, osv...

Men hvis man vil holde en pi-prædiken vil det være på sin plads at lade vores kendskab til lys være den læsefærdighed, der gør at vi kan tyde invitationen til at komme ind i et meget stort lys.

I Johannesevangeliet bliver det, vi kender sat til at runge, det får en klangoverbygning, så det vi kender, bliver kendt i en større dimension og oversat til samvær med Gud - og samvær med mennesker:

Lys er ikke bare lys. Sandt er ikke bare sandt, brød er ikke bare brød. Det er koder til kontakt med væren i ren form.

Disposition:

Fortælling:
Jeg kender lyset og jeg genkender, at jeg elsker andre mennesker spontant, når vi er i det samme lys.

Forvandling:
Jeg får en invitation af Gud: Læs med lys, at det lys du kender er større end du kan fatte: Overgiv dig til lyset ved at tro på at Gud har foretaget en overgivelse. Mørket kan stadig få fat i dig, men dets magt er brudt og du er med i denne bevægelse.

Landsætning:
Elsk nu i lys. Brug erfaringen af lys og brug øvelsen at tro til at tænke det mørke væk, som har mistet sin magt. Det mørke, der nogle gange sænker sig over mennesker og mellem mennesker kan tænkes væk og skubbes ud. Så lyset vinder: Med venner i lys vi tale.

Med venner i lys vi tale:
PS: et billede:
Et menneske lægger sig til at sove i ensomhed, i ked af det hed. Lyset bliver slukket. Mobilen bliver sat til kl 0630, alarm til. Der er mørkt. Så lyser telefonen: Et menneske vil noget: skal vi ses...?
Vedr at hade lyset: se indlægget til trinitatis søndag

Pinsedag

Pinsedag

Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.

Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.

Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.

Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.

Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.

Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.

Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.

Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...

Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...