Sexagesima søndag, første række

Nedfaren i jorden

Markus 4,1-20


Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så.

Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.

Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«

Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«



Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.


Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.

Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.

Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.

V-prædiken eller Pi-prædiken?

Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.

I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.

Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.

Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:

Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.

Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.

Korn og fattigdom

En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.

At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.

www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)

Bekymring som mangel på evighed

Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.

Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.

Med hvad så med bekymringen?

Disposition

Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.

Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.

Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?

Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.