13. Søndag efter Trinitatis, første række, Lukas 10,23-37
23 Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. 24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
25 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« 26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« 27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« 28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« 29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« 30 Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. 31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. 32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. 33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. 34 Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. 35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. 36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« 37 Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
13. Søndag efter Trinitatis er en fornem søndag. Kollekten er enestående smuk, teksterne er centrale for kristendommen i almindelighed og Luthersk kristendom i særdeleshed.
Man kunne godt lave en v-prædiken, hvor nedturen er vores slette tilbøjelighed til at ville definere, hvem vores næste skal være og vores magtesløshed i dette projekt. Vores næste er den, der viser os uventet barmhjertighed på tværs af menneskelige skel, det er skjult for vore øjne, men ligger åbent på et andet plan; det plan Jesus henvender sig disciplene på. Forjættelsens plan: I ser det, profeter har ønsket at se. Den, der uventet elsker os, er ham selv, Jesus, som løfter os op og betaler for os. Hvem skulle have troet det om en håndværkersøn fra Mellemøsten? Lykkelige øjne, som kan se det.
Pi-prædiken over verbet splanknizomai (v 33 ἐσπλαγχνίσθη )
Dette verbum er oversat med "fik medynk med ham", hvorved "ynk" bliver en del af scenariet. For mig er ynk noget slattent og skadeligt. Splankna, derimod - det substantiv, der ligger bag splanknizomai - betyder indvolde. Hvilke indvolde er ikke entydigt. De to nitter går forbi den overfaldne (bemærk, at røverne har smadret ham, hvilket er en almindelig og unødvendig menneskelig fornøjelse, som giver en følelse af magt) uden reaktion. Deres gladhed er uændret før som efter synet af den overfaldne. Denne uændrede gladhed hedder "lige glad."
Samaritaneren, derimod, har en splankna-reaktion. Det betyder, at hans indvolde reagerer og giver energi til handling. Indvoldsreaktion kan være mange, men centralt er det, at det, han ser, kommer ind i ham. Måske vender det sig i ham, som skal han kaste op. Måske er det hans "guts" altså noget maskulint, nosser, mavemuskler, som siger: kom så! Måske bliver hans indre til en livmor og den forslåede kommer ind i ham og gror og skal fødes. Måske er det det altsammen. Tjek Paulus' forhold til den bortløbne slave Onesimos. Omsorgen og bevægelsen beskrives som splankna. Han er mit indre...(oversat med "hjerte")
12 ὃν ἀνέπεμψά σοι, αὐτόν, τοῦτʼ ἔστιν τὰ ἐμὰ σπλάγχνα• Filem 1,12
Disposition.
Fortælling
Jeg vil fortælle om vellykkede forhold mellem mennesker. Om et menneskeligt indre, der bevæger sig på smukkeste vis ligesom et barn, har sommerfugle i maven i forventningen om mormor og morfars ankomst - ankomst af mennesker, hvis kærlighed er ubetinget og utænkeligt kan fejle. Jeg fortælle om soulmades, mennesker hvis indre svinger i takt - og så om det uventede møde med en, man bare kan li' fra første færd. Og så om det upassende, der hvor der er en usynlig frastødelse, ligesom BRIO tog, der vender forkert og pludselig siger klik og passer som med et kys, fordi den ene bliver vendt rigtigt.
Forvandling
Jeg vil forttælle om Guds søn, som fortalte en lignelse for at lokke det umulige svar ud af ham, som spurgte med en fælde. En lignelse om en, der mødte en næste, som hjalp ham, fordi noget i ham vendte sig den rigtige vej. Hans medmenneske kom ind i ham.
Jeg er kommet ind i ham, som fortæller denne lignelse. Det er en opfyldelse, som jeg får lov at se. Et løfte. Jeg er i ham, han føder mig (dåb) og løfter mig og heler mig og betaler for mig. Han lægger ud for mig, lægger sig ud med verden for at betale for mig.
Landsætning
Jeg er løftet af et løfte, jeg vil gå med et løfte og løfte. Jeg vil mærke mødet med andre, mærke, at det vender sig i mig, vender den rigtige vej. Mærke, at andre vender min vej og bliver min næste, når de ser mig... Jeg vil løfte andre mennesker i tanken, så de bliver båret og helet. Jeg vil stole på en ny valuta, som er lagt ud for mig. Mit helende ophold er betalt
