Jeg tror jeg ved jeg kan
Teksten:
26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; 27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. 28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. 29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? 31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, 32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
(33 Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; 34 han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple). (Markusevangeliet kapitel 4 versene 26-34. Tekst slut.)
Lidt sprog. Nogle græske låneord findes i dagens tekst og kan bruges som disposition: kokon (frø/korn) automat (af sig selv), mikro (meget lille). Dagens tema: mikroautomatkokon?
Teksten falder i tre dele.
Først to lignelser, som er beslægtede (og beslægtede med så-lignelsen i kap 4s begyndelse+lignelsesforklaringen) herefter et summarion, hvor lignelsespraksis er generel.
26-29
I denne lignelse er der 2x "ved" (viden). Væksten ligger uden for bondens viden, mens høsten ligger indenfor. Væksten (frembruddet) kan han han ikke handle på, men derimod høsten.
En lignelse har skematisk set tre dele: Sagen, billedet og sammenligningen. I dette tilfælde er det ikke ganske klart, hvad der er hvad. Guds Rige er sagen. "Noget med så, gro, høst, viden" er billedet. Sammenligningsleddet ligger et eller andet sted hos modtageren af fortællingen (hvad enten det er modtageren på fortælleplanet eller modtageren af det skriftlige produkt). Guds rige er i frembrud og en høst er til at kende. Mon ikke høsten er dommen og opfordringen: Der skal være noget at komme efter? Det, der i kirkelig term hedder Troens Frugt.
30-32
I den anden lignelse er der ikke eksplicit et vidensforhold. Implicit måske, hvis vi læser perikopen samlet, idet "mikro" svarer til at ligge uden for viden, mens fuglenes skygge er frembruddet (åbenbaringen, altså kendt). Det er let at associere fulgleskyggebilledet som et himmerige.
Således kunne de to billeder hænge sammen som dom og forløsning (belønning)
33-34
Den tredje del, summariet, genoptager viden/kende/høre fra kapitlets indledning, idet der omtales et høreforhold (oversat "fatte") Ikke en del af alterbogens tekst.
---
Temaerne viden/frembrud hænger sammen med Markusevangeliets væsentligste nyskabelse: Messiashemmeligheden, som er en forstællestrategi, som svarer på spørgsmålet: Hvis Jesus er Guds søn, hvor blev så herligheden af? Den er skjult, på vej, forpligtende. Jeg tror, jeg ved, jeg kan.
Disposition:
Fortælling
Jeg vil bo i en køje i en plante højt over jorden. Den skal skygge og rasle og dufte og mit liv der er let som af vinger og toner.
Forvandling:
Planten vokser ud af en fortælling. Om et frø og en høst. Høsten er frugten af det, der lever i mig - frembringer jeg det gode? Fortællingen handler om en bonde, der forstår høsten, men ikke væksten. Jeg er omvendt, jeg forstår væksten, men ikke høsten. Jeg ved at et frø er en kokon, med kim og hvide, hviden er næring for kimen, som er den nye plantes eget materiale, skallen er moderplantens og er et semipermeabelt værn. Det hele er produkt af en bestøvning og kimens vækst er celledelinger befordret af vilkår, signaleret kemisk. Fint. Men høsten, hvad er den? Høsten kommer af en lille prik, som er mindre end alt andet, fortalt af ham, som gjorde sig lille for at gøre alle store. Hans herligheds hemmelighed er en prik. Hans herlighed er altoverskyggende.
Landsætning.
Jeg vi finde prikken. Det lille. Det omvendte. Det ikke-herlige. Mit fattige medmenneske. Her slutter og begynder væksten.
26 Καὶ ἔλεγεν• οὕτως ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ ὡς ἄνθρωπος βάλῃ τὸν σπόρον ἐπὶ τῆς γῆς 27 καὶ καθεύδῃ καὶ ἐγείρηται νύκτα καὶ ἡμέραν, καὶ ὁ σπόρος βλαστᾷ καὶ μηκύνηται ὡς οὐκ οἶδεν αὐτός. 28 αὐτομάτη ἡ γῆ καρποφορεῖ, πρῶτον χόρτον εἶτα στάχυν εἶτα πλήρη[ς] σῖτον ἐν τῷ στάχυϊ. 29 ὅταν δὲ παραδοῖ ὁ καρπός, εὐθὺς ἀποστέλλει τὸ δρέπανον, ὅτι παρέστηκεν ὁ θερισμός.
30 Καὶ ἔλεγεν• πῶς ὁμοιώσωμεν τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ἢ ἐν τίνι αὐτὴν παραβολῇ θῶμεν; 31 ὡς κόκκῳ σινάπεως, ὃς ὅταν σπαρῇ ἐπὶ τῆς γῆς, μικρότερον ὂν πάντων τῶν σπερμάτων τῶν ἐπὶ τῆς γῆς, 32 καὶ ὅταν σπαρῇ, ἀναβαίνει καὶ γίνεται μεῖζον πάντων τῶν λαχάνων καὶ ποιεῖ κλάδους μεγάλους, ὥστε δύνασθαι ὑπὸ τὴν σκιὰν αὐτοῦ τὰ πετεινὰ τοῦ οὐρανοῦ κατασκηνοῦν.
33 Καὶ τοιαύταις παραβολαῖς πολλαῖς ἐλάλει αὐτοῖς τὸν λόγον καθὼς ἠδύναντο ἀκούειν• 34 χωρὶς δὲ παραβολῆς οὐκ ἐλάλει αὐτοῖς, κατʼ ἰδίαν δὲ τοῖς ἰδίοις μαθηταῖς ἐπέλυεν πάντα.
