En latterlig vikar for mit eget liv.
Teksten:.11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Tekst slut Johs 10,11-16)
(Se ældre indlæg nedenfor)
Kontekst. Teksten er en helstøbt perikope, men lader sig bedst forstå, hvis man læser den nære kontekst med. Umiddelbart i den teksten er der et mærkeligt åben-dør/tyv/død billede, men efter perikopen er der en forklarende sammenhæng mellem at give og få liv.
Til den fjernere kontekst hører alle de øvrige "jeg er" formler som igen viser til den endnu fjernere brændende tornebusk "jeg er jeg er". Sammenhængen er, at sand væren er i Kristus.
Som billede på dagens tekst kan bruges fortællinger om den dårlige vikar - eller sndigere: fortællinger om vikaren, der tager glansen fra den, der tager sliddet (slængkappeconsultant).
Hyrden er et anti-moderne billede, idet det moderne menneske er selvberoende, hvorved 'pastor' og 'fader' bliver uvedkommende figurer. Hyrden er dermed noget i mig selv ligesom den dårlige vikar.
Når jeg skal elske min næste, som mig selv, er min kærlighed til medmennesket altså afhængigt at et selvelskende aktiv. Dette selvelskende aktiv er blandet af negativt og positivt. For at kunne elske mig selv på den måde, som gør kærligheden til medmennesket god, skal jeg kunne passe ægte på mig selv. Dette ægte er hyrdebilledet.
Hvornår er jeg en latterlig vikar for mit liv? Måske, når jeg passer på mit selv ud fra belønning. Hurra-vikaren vil levere glimmer, som falder til jorden. Men mit virkelige selvkærlighed er at være elsket uden forbindelse til så at eller for at. Altså uden tid - dvs evigt og i forbindelse til ER.
Disposition:
Fortælling:
den latterlige vikar og umuligheden af en hyrde i moderniteten.
Forvandling:
det i mig, som skal passe på mig, er ægte, når det ER. Dvs når det ikke er fedtet ind i opnå-trummerummen, løsrevet fra tidens irreversible 'for at' og 'så at' - alt det, der handler om konsekvens. Jesus har taget konsekvensen og erstattet den med evighed (anti-konsekvens, som ikke er inkonsekvens) for at jeg kan fyre latterlighedsvikaren i mig og erstatte den med ER.
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke og elske mennesker som de ER, fordi jeg kan elske mig selv.
11 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλός. ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς τὴν ψυχὴν αὐτοῦ τίθησιν ὑπὲρ τῶν προβάτων• 12 ὁ μισθωτὸς καὶ οὐκ ὢν ποιμήν, οὗ οὐκ ἔστιν τὰ πρόβατα ἴδια, θεωρεῖ τὸν λύκον ἐρχόμενον καὶ ἀφίησιν τὰ πρόβατα καὶ φεύγει - καὶ ὁ λύκος ἁρπάζει αὐτὰ καὶ σκορπίζει - 13 ὅτι μισθωτός ἐστιν καὶ οὐ μέλει αὐτῷ περὶ τῶν προβάτων.
14 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς καὶ γινώσκω τὰ ἐμὰ καὶ γινώσκουσί με τὰ ἐμά, 15 καθὼς γινώσκει με ὁ πατὴρ κἀγὼ γινώσκω τὸν πατέρα, * καὶ τὴν ψυχήν μου τίθημι ὑπὲρ τῶν προβάτων. 16 καὶ ἄλλα πρόβατα ἔχω ἃ οὐκ ἔστιν ἐκ τῆς αὐλῆς ταύτης• κἀκεῖνα δεῖ με ἀγαγεῖν καὶ τῆς φωνῆς μου ἀκούσουσιν, καὶ γενήσονται μία ποίμνη, εἷς ποιμήν.
Ældre indlæg:
2. Søndag efter påske
ER!
Johannes 10,11-16
Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.
Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.
Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...
Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.
I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.
Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger
1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.
2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.
3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.
----
Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.
Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.
Disposition:
Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.
Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu
