Johannes: Et skrift, der trækker vejret
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
lørdag den 13. maj 2017
mandag den 8. maj 2017
4. Søndag efter Påske, første række
Fravær, afsløring og det ondes afmagt
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Bededag, første række
Er jeg en etnisk øgle?
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Abonner på:
Opslag (Atom)