Salmer: 403, 242 -- 662, 236, 234
'Mobbe' kommer af "the mob", hoben.
Teksten:
22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, 23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. 24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« 25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. 26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. 27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. 29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. 30 Jeg og Faderen er ét.« (31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.) johannes 10,22-30(31) tekst slut
----
Kontekst: det er ikke helt tydeligt, hvorvidt v 31 er begyndelsen på en ny perikope eller resultatet af 22-30. Noget kunne tyde på, at v31 er en ny situation en nyt sted, men det hænger sammen og anklagen om blasfemi er gennemgående.
Inden vi hører om, at jøderne slår ring om ham, gives et par stedsangivelser, som rummer koder til forståelse af perikopen. Templet nævnes ikke specifikt i grundteksten, men ἐγκαίνια må forstås som omhandlende templet. Byen og templet har altså en fest, som handler om fornyelse. Byen og templet er forbindelsessted til Gud. "Ny forbindelse" er en kode. At det er vinter hentyder til det vejr som gør det plausibelt at opholde sig i søjlegangen (regn?). "Salomon" er navnet på den vise og på det legitime tempel, den lykkelige forbindelse til Gud. Det er netop visdom, Jesus leverer som uimodsigeligt svar til "the mob". Denne visdom handler om en ny og eksklusiv forbindelse til Gud.
"Hvor længe vil du holde os hen?" Er en mild oversættelse. Grundteksten har sjælen med og der menes noget med: hvor langt vil du køre vores sjæl til kanten?
Jesus er altså omringet af mennesker, som er nået til en grænse. Det er opskriften på mobning. Mobning har en særlig energi i sig en slags rus. Noget destruktivt, som konstituerer hoben som rigtig og levedygtig på en primitiv måde.
Jesus svarer dem med: hørelse, syn, fader, tro, forgæves.
Herefter med den vellykkede relation: høre, kende, følge, evighed.
Som en understregning af det vellykkede forhold bruges Hånd som ikke kan rives ud af. Dette billede køres parallelt jesus/fader som samme hånd. Denne kombination leder til blasfemianklagen 31f. At de samler sten op, er hånd-billedet på vrangen, under mobbefortegnet.
Disposition:
Teksten med nærmeste kontekst kan ses som bestående af følgende:
Ny forbindelse til Gud (genindvielse)
Visdom (Salomon)
Ond kreds
Krise: uvidenhed
Søn/fader, høre, kende, evig, hyrde/hånd, fader/hånd
(Hånd/sten).
En disposition kan være en tematisk baglænsspilning af billeder:
Jeg står med en sten i hånden. Jeg kan kaste den, fordi jeg har ret. Stenen kan forlade min hånd med ond kraft. Jeg forvandles, fordi jeg kender en stemme. Jeg husker at jeg selv er i en hånd. En hånd som har god kraft. Jeg skal ikke forlade den hånd. Den er god. Den er lavet af sammenhæng mellem søn og fader. Det er visdom. Det er en ny indvielse. En ny forbindelse til Gud. Jeg står med en sten i hånden. Jeg vil bygge et hus til Gud og mennesker.
----
22 Ἐγένετο τότε τὰ ἐγκαίνια ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις, χειμὼν ἦν, 23 καὶ περιεπάτει ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ ἐν τῇ στοᾷ τοῦ Σολομῶνος. 24 ἐκύκλωσαν οὖν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ ἔλεγον αὐτῷ• ἕως πότε τὴν ψυχὴν ἡμῶν αἴρεις; εἰ σὺ εἶ ὁ χριστός, εἰπὲ ἡμῖν παρρησίᾳ. 25 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἶπον ὑμῖν καὶ οὐ πιστεύετε• τὰ ἔργα ἃ ἐγὼ ποιῶ ἐν τῷ ὀνόματι τοῦ πατρός μου ταῦτα μαρτυρεῖ περὶ ἐμοῦ• 26 ἀλλὰ ὑμεῖς οὐ πιστεύετε, ὅτι οὐκ ἐστὲ ἐκ τῶν προβάτων τῶν ἐμῶν. 27 τὰ πρόβατα τὰ ἐμὰ τῆς φωνῆς μου ἀκούουσιν, κἀγὼ γινώσκω αὐτὰ καὶ ἀκολουθοῦσίν μοι, 28 κἀγὼ δίδωμι αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον καὶ οὐ μὴ ἀπόλωνται εἰς τὸν αἰῶνα καὶ οὐχ ἁρπάσει τις αὐτὰ ἐκ τῆς χειρός μου. 29 ὁ πατήρ μου ὃ δέδωκέν μοι πάντων μεῖζόν ἐστιν, καὶ οὐδεὶς δύναται ἁρπάζειν ἐκ τῆς χειρὸς τοῦ πατρός. 30 ἐγὼ καὶ ὁ πατὴρ ἕν ἐσμεν.
31 Ἐβάστασαν πάλιν λίθους οἱ Ἰουδαῖοι ἵνα λιθάσωσιν αὐτόν
