Salmer: 736, 396 -- 54, 462, 726
Røv og nøgler. Det ene er tilværelsen, det andet en guddommelig opgave. Er det kristendommens bud på et liv? (Fortsættes)
Teksten:
13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« 15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« 17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. 18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« 24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Tekst slut Matt 16,13-26
(27 For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. 28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«)
---
Jeg har lige medtaget den nære kontekst efter perikopen, så Menneskesønnen er med først og sidst.
Teksten kan deles i to. Herlighed og uherlighed. I første del (13-19) åbenbares Jesu herlighed (kristus, dvs den salvede konge som er forudsagt) og Peter udnævnes til klippe og nøglebærer (binde, løse). I anden afdeling (21-26) er Jesu lidelse en betingelse for fuldbyrdelsen af herligheden og samme Peter forbandes for ikke at ville give lidelsen plads.
---
Mage af ordene har en lang virkninghistorie, hvilket man vil erfarer, hvis man slår ordene "nøglemagt" og "efterfølgelse" efter.
Som protestant står jeg i en særlig tradition, hvor en del af virkninghistorien er afbrudt for snart 500 år siden, idet pavens brug af peters nøgler i sit våbenskjold regnes for et misbrug.
Jeg opfatter peter som klippe og som nøglebærer som en historisk notits. På evangeliernes affattelsestid er Peter blevet regnet som kirkens retmæssige viderefører.
Efterfølgelse er for mig at se historisk set, at man tager fx forfølgelsen på sig om nødvendigt. Dette kan også være aktuel nutid. Derudover, at man accepterer tilværelsen, ikke med påtaget lidelse men med den lidelse, som ikke kan undgås i bevidsthed om, at der er noget større. I et moderne perspektiv kan efterfølgelse betyde et liv, hvor det at give er vigtigere end at få - hvilket fx gør os fri fra nutidens krav om konstant lykke.
Et liv under giverens fortegn er en prøvelse, hvorfor nøglen er en åbning (det er mere naturligt at ville ha' , hvorfor nøglen åbner til noget andet) Nøglen skal åbne til den dimension, fra hvilken Jesu herlighed er forudsagt. Denne dimension kan kaldes himlen. Den kan også kaldes den store fortælling. Nøglen ligger hos den kirke, Peter, trods alle sine svigt, videreførte. Kirken er os. Nøglen er en gensidig forpligtelse til at åbne, der, hvor livet har lukket sig. Åbne himlen, så den kan myldre ind som engle, varme, lys midt i vores liv.
Åbne der, hvor vores svigt havde lukket sig om os. Svig er ikke-give
