Joh 15,26-16,4
26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
16 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Hvis man synes, at Jesu afskedstale kører i ring (hvilket den gør, det skal den - det er ringe i vandet se 5. s.e.p.) kan man begynde at lede after korset i oversættelserne af "for at I ikke skal falde fra"
Ældre dansk oversættelse siger: for at I ikke skal forarges.
Den græske tekst bruger et verbum med "skandalon" som kerne (Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα μὴ σκανδαλισθῆτε) og Vulgata (den latinske) kan ikke oversætte det, men laver sit eget græsk/latinske ord: scandalizemini.
King James siger: "not be offended"
Vi venter på Ånden, som kommer til pinse. Uden ånd er det hele åndssvagt eller van-vid. Det er det, der ligger i skandalon, forargelsen, angrebet, frafaldet: At det enten ikke giver mening mere eller at jeg kommer væk fra budskabet, fordi andre skubber mig væk fra det...
Jesu kors er et skandalon. Var det fordi, at jeg var en skandale? Der er stof til en god V-prædiken.
Kød falder fra
Når jeg læser oversættelsen: for at I ikke skal falde fra, kommer jeg til at tænke på at lave hønsekødsuppe og koge hønen, indtil kødet falder fra. Dette frafald er helt udramatisk, det er yderst moderne i sin farveløshed og slaskede måde at lade tidligere muskler forlade sine knogler.
Det er et helt andet frafald end ved forfølgelse med blod og tortur. Her er det suppedasen, det udkogte, der er på færde.
Når min egen kristendom bliver slap og farveløs og jeg ikke kan kende min tro, vil jeg ikke være mig selv bekendt. Slapheden skænder mig.
Skænde kommer af tysk schanden, som kommer af det gotiske ord for skam: Skanda! Mon ikke det er lånt fra scandalizemini? og skandalon?
Jesus har taget min skam - bort væk med den. Ingen skanda her og ingen slaphed og kød, der falder fra og suppedas....
En, man kan kalde på.
Talsmanden, hedder parakleten, advokaten, den, man kan kalde på: Ånden.
Jesu afskedstale er, sådan som en afskedstale skal være, en tale, der lader en fortidig person fremstå med betydning ved at kaste sin egen levetid ind i en fælles fremtid.
Samværet afbrydes og Ånden kastes ind for at afbrydelsen ikke skal føre til at kontakten med Faderen går tabt.
Nu sidder kødet igen fast til min krop, fordi Ånden er kommet! Det sidder der, og jeg hænger sammen og jeg virker og jeg skal afgive et vidnesbyrd:
Jeg hænger i evighed sammen med Faderen. Det gør jeg gennem Sønnens kærlighed i kraft af Ånden, som jeg kan kalde på.
Frafaldet er slut: Jeg hænger sammen og det skal min næste få at mærke.
tirsdag den 23. maj 2017
Kristi Himmelfarts dag.
Kristi Himmelfart.
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
Abonner på:
Opslag (Atom)