Sidste søndag i kirkeåret, første række

Evighed som (op)gave.

Diskurs:
Den dobbelte udgang er en diskussion, der føres mellem mennesker (kun?*), blandt hvilke mindst een part udelukkende tænker guds evighed som forstået på tidens præmisser: fremadskridende/irreversibel. Et apokalyptisk scenarie er imidlertid skabelsen spillet baglæns og forlæns samtidig, hvorfor en nutidig deltagelse i apokalyptiken bliver amputeret og dennesidig, dersom tidens fortsatte logik tænkes med.
Tiden beskrives i sproget som fx følge, for hvilken vi har navnlig tre udtryk: succes, effekt, konsekvens.
Dagens tekst ophæver succes og lader ikke-succes stå sammen med herligthed hvilket er overraskende. Ligeså overraskende er, at ild og ligegyldighed hænger sammen.
Men at lave en mekanisme, hvor mennesket kan have herlighedssucces som en effekt af konsekvenstænkning, er ikkegud.
Evighed er noget andet end tid.
(*den bør føres med ånd blandt engle).

Teksten:

31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. 34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. 44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46
Tekst slut

-----

Jeg er fascineret af, at kirkeåret slutter med Menneskesønnen og begynder med menneskevordelsen. Hele kirkeåret er som en Pi-prædiken: Den løfter med fortællingen om skaberordet, der kommer ind i verden, et menneske som dig og mig. Det forvandler med budskabet om dette menneskes sejr over døden og det landsætter mig med opgaven: Det andet menneske.

Forvandler jeg mit medmenneske fra tanke til handling gennem Jesus, frelser, gudmand, dommer?

----

To fremmede kvaliteter, to udfald. Og det, i midten.

Jeg hæfter mig ved to kvaliteter i tekstens begyndelse og slutning. Det ene er Herlighed (og herligheds trone) og det andet er Evig (som i Evig straf og Evigt liv. (Det modsatte af straf er normalt belønning, men her, liv). Jeg mener, at både Herlighed og Evig er to kvaliteter, vi ikke må skøjte hen over bare fordi kalkmalere og andre har låst os fast på, hvad det betyder.

Herlighed (gr Doxa, lat Maiestas) og Evig (gr aiånos og lat Aeternus) skal forstås religiøst og dermed noget, der ligger udenfor det normale, det fattelige.

Herlighed er noget, som kan mærkes, det kan fx bestå af lys og/eller lyd. Det er en form for synlig eller usynlig energi, som omspænder noget ophøjet og styrker det ophøjede i at være ophøjet.

Det særlige ved denne Doxa er, at vi tilsyneladende skal i kontakt med den, muligvis præges af den og indlemmes i den.

Evig er mere forbundet med Herlig, end man skulle tro. Jeg kunne godt tænke mig en oversættelse, hvor aiånos ikke blev forvekslet med uendelig eller uophørlig. Man kunne skrive "til æonisk liv og til æonisk fornedrelse" så ville kvaliteten stå mere åben.

Evig betyder ikke nødvendigvis uendelig, men meget mere. Det er udenfor tid og over tid. Det er uendeligt i den forstand, at det er hævet over tidsafslutning, som kendes.

Idet, jeg kommer i kontakt med budskabet i dagens tekst, bliver jeg smittet med herlighed og evighed som energi fra en anden verden. Disse bye virkeligheder virker magnetiske på mig - på andre vil de virke modsat og skal nedtones, mens noget andet i teksten skal fremhæves.

Jeg bliver således suget ind i et scenarie, hvor der venter mig en gave og en opgave. Man kunne tolke på ordet Opgave, som en gave, der er smittet med dimensionen Op.

Gaven er, at jeg får afsløret, at herligheden kendes ved sin modsætning, nøgen, fremmed, fanget, sulten. Gaven er, at herlighedsdommeren selv lader sig finde i modsætningen. Gaven er, at herlighedsdommeren allerede har byttet med mig, idet min ikke-æoniske gøren og laden betales af hans ikke-æoniske fornedrelse, som således bliver til min æoniske ikke-fornedrelse.

Vi møder altså dommeren både som eksemplet på ikke-herlighed og som bærer af ikke-liv. Dette giver mig evighed og herlighed, som er ikke-tid og dermed også nu.

Gave og opgave.

31 Ὅταν δὲ ἔλθῃ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐν τῇ δόξῃ αὐτοῦ καὶ πάντες οἱ ἄγγελοι μετʼ αὐτοῦ, τότε καθίσει ἐπὶ θρόνου δόξης αὐτοῦ• 32 καὶ συναχθήσονται ἔμπροσθεν αὐτοῦ πάντα τὰ ἔθνη, καὶ ἀφορίσει αὐτοὺς ἀπʼ ἀλλήλων, ὥσπερ ὁ ποιμὴν ἀφορίζει τὰ πρόβατα ἀπὸ τῶν ἐρίφων, 33 καὶ στήσει τὰ μὲν πρόβατα ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ, τὰ δὲ ἐρίφια ἐξ εὐωνύμων. 34 τότε ἐρεῖ ὁ βασιλεὺς τοῖς ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ• δεῦτε οἱ εὐλογημένοι τοῦ πατρός μου, κληρονομήσατε τὴν ἡτοιμασμένην ὑμῖν βασιλείαν ἀπὸ καταβολῆς κόσμου. 35 ἐπείνασα γὰρ καὶ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ ἐποτίσατέ με, ξένος ἤμην καὶ συνηγάγετέ με, 36 γυμνὸς καὶ περιεβάλετέ με, ἠσθένησα καὶ ἐπεσκέψασθέ με, ἐν φυλακῇ ἤμην καὶ ἤλθατε πρός με. 37 τότε ἀποκριθήσονται αὐτῷ οἱ δίκαιοι λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα καὶ ἐθρέψαμεν, ἢ διψῶντα καὶ ἐποτίσαμεν; 38 πότε δέ σε εἴδομεν ξένον καὶ συνηγάγομεν, ἢ γυμνὸν καὶ περιεβάλομεν; 39 πότε δέ σε εἴδομεν ἀσθενοῦντα ἢ ἐν φυλακῇ καὶ ἤλθομεν πρός σε; 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ βασιλεὺς ἐρεῖ αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἀδελφῶν μου τῶν ἐλαχίστων, ἐμοὶ ἐποιήσατε. 41 τότε ἐρεῖ καὶ τοῖς ἐξ εὐωνύμων• πορεύεσθε ἀπʼ ἐμοῦ [οἱ] κατηραμένοι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον τὸ ἡτοιμασμένον τῷ διαβόλῳ καὶ τοῖς ἀγγέλοις αὐτοῦ. 42 ἐπείνασα γὰρ καὶ οὐκ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ οὐκ ἐποτίσατέ με, 43 ξένος ἤμην καὶ οὐ συνηγάγετέ με, γυμνὸς καὶ οὐ περιεβάλετέ με, ἀσθενὴς καὶ ἐν φυλακῇ καὶ οὐκ ἐπεσκέψασθέ με. 44 τότε ἀποκριθήσονται καὶ αὐτοὶ λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα ἢ διψῶντα ἢ ξένον ἢ γυμνὸν ἢ ἀσθενῆ ἢ ἐν φυλακῇ καὶ οὐ διηκονήσαμέν σοι; 45 τότε ἀποκριθήσεται αὐτοῖς λέγων• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον οὐκ ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἐλαχίστων, οὐδὲ ἐμοὶ ἐποιήσατε. 46 καὶ ἀπελεύσονται οὗτοι εἰς κόλασιν αἰώνιον, οἱ δὲ δίκαιοι εἰς ζωὴν αἰώνιον.