Få fingeren ud, Thomas
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side.
Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31
Kontekst
Tekstafsnittet er ikke skåret over og er som sådan helt. Umiddelbart forinden læser vi kapitel 20, 1-18, hvor Maria og 2 disciple "springer buk" i en slags erkendelseskapløb, hvor det handler om at møde, tro og forstå den opstandne.
Vinderen af erkendelsesdisciplinen synes at være Maria, som reagerer på en stemme - altså indenfor katagorien "at høre".
For en forkyndende fortolker er det gavnligt at opleve alle de implicerede personer, som eet og samme menneskes forsøg på at nå til tro gennem erkendelse. (1. s.e.påske første række)
Selvom dagens tekst slutter med en opsummering, som sagtens kunne være hele Johannesevangeliets afslutning, fortsættes der med et kap 21, som så enten er den rigtige slutning eller en klump tillægslegender. Jeg vil ikke kaste mig ind i den leg med konfetti, som Johannesevangeliets redaktionshistorie kan være.
Dagens tekst falder i følgende afsnit:
Visning af Jesus: Fred.
Glæde, Mer' fred.
Den lille Pinse.
Thomas tror ikke.
Thomas tror alligevel.
Opsummering - det handler om at tro.
Jeg lyver, sagde løgneren
Teksten refererer på en sjov måde til sig selv. På den ene side bliver man ikke i tvivl om, at den fineste måde at tro på, er at droppe kravet om et fysisk bevis - på den anden side servicerer teksten dem, der har brug for et sådant bevis.
Fred, Kirke, tro, fup/fakta, salighed
Det må være disse temaer, der kan vælges imellem, når dispositionen lægges. De hænger naturligvis sammen:
Ufred har den, der er i tvivl og ikke har Ånd. Kirken forkynder tro og dermed Ånd og dermed fred, salighed.
Afsnittet om Ånden og forsamlingens mandat til at forlade eller ikke forlade synder, ville jeg notere kort i en prædiken og derefter love at det bliver uddybet en anden dag - den store pinse.
På sanseniveauet er det dog gavnligt at snuse ind og huske, at han blæste ånde i deres næsebor, hvilket er en gentagelse af Adams komme til livet. Alle kender snuset af frisk ilt efter et langt møde eller efter en lang køretur til naturen - eller iltindtaget ved en lettelse.
Tro er ikke transport af valid information
Johannesevangeliet er skrevet med formålet tro. Tegnene er til tro. Skriftet nærmest trækker vejret gennem biller af noget, der er inden i hinanden: De troende er i Jesus som er i Faderen. (Bemærk slutordet i Marias genkendelse af Jesus' stemme: Jesus siger: Minm Gud og Jeres Gud).
Når Thomas stikker fingeren ind hullerne i Jesus, overvinder han en afstand og får vished, men misser dermed troens kvalitet, som netop henter sin energi fra fraværet, afstanden og dermed mangelen på vished.
Tro er altså overvindelsen af en afstand og overvindelsen af fraværet af vished.
Tro er en bevægelse. En bevægelse mellem den, der tror og det, der tros. Denne bevægelse er noget særligt netop fordi, der er en afstand og netop fordi der er uvished.
Bevægelsen, eller "mellemenergien" er lavet af kærlighed og kommer til udtryk ved kærlighed.
Måske kan den sammenlignes med at savne, som også er en vældig energi mellem et subjekt og et objekt.
Derfor skal Thomas få fingeren ud og derfor skal vi have lov at tro med uvished og afstand lavet af kærlighed og kendetegnet ved kærlighed.
Hvis man endelig skulle stikke fingeren i troen, kunne det være i den troende. Jeg tror, at tro er konkret og jeg er sikker på at der er lavet målinger af den troendes blodtryk, endorfinniveau etc.
Salig betyder at jeg hænger sammen med Gud i Evighed. Det gør jeg i kraft af kærlighed, gennem Jesus ved tro.
Teksten giver et eksempel på vished, men også en lovprisning af den salighed, der hører til den kærlighedsenergi, som afstand giver.
Disposition
Fortælling
Frisk luft i næsen. Nyt liv til Adam, nyt liv til den, der er lettet, den der holder pause fra et møde, den der stiger ud af bilen, den der får ilten tilbage.
Forvandling
Jeg kender til nyt liv fra min vejrtrækning og jeg får et budskab om liv sammen med selve livets herkomst: Gud. Det går gennem tro. Tro er en energi over afstand på trods af uvished. Den er lavet af kærlighed. Jeg er nu sammen med Gud i evighed, fordi jeg elsker ham og elsker andre mennesker og har tillid til at hans Søn har vundet over døden.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og mærke kærligheden mellem mennesker som noget, der binder sammen over afstand. En bevægelse fra den ene til den anden. Jeg vil minde mig selv om, at den samme bevægelse mellem Gud og mig gør mig evig.
