Hvis jeg var Mattæus' discipel....
15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. 16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? 17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. 18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. 19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. 20 I kan altså kende dem på deres frugter.
21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mattæus 7,15-21
Hvis jeg var Mattæus' discipel og sad og kiggede på, at Mattæus smurte blæk på pergament - iagttog hvordan blækket endnu var vådt og blankt, indtil det trænger ned i materialet og bliver tørt og mat - og så ham skrive ordene: "ikke alle som siger Herre, Herre! skal komme i himmeriget" så ville jeg sidde og nikke og tænke, det er så sandt så sandt, det, Mattæus skriver. Jeg ville vide, at han gengav selveste frelserens tale og jeg ville vide, at de gerninger vi gør her i Mattæus' flok, de gerninger er frugten på vores gode træs gode grene. Jeg ville vide, at vores måde at sige Herre! på, er den rette i den rette sammenhæng og jeg ville vide, at falskheden er udenfor derude. Jeg ville vide, at himlen er til os, fordi vi forstår på den rigtige måde og gør de rigtige ting.
Men jeg er ikke Mattæus' discipel. Mattæus er død og hans menighed er gået til grunde. Hans skrift lever videre i andre fællesskaber og er blevet kanon. Verdens mest eksklusive tale er blevet hver mans eje og gældende!
Den sikkerhed, jeg ville føle, hvis jeg så blækket blive lagt på, er nu afløst af en ødelæggende usikkerhed: Hvem er de falske? Er det mig, er det dig? Er det dem i andre lande? Hvad mener de om mig? Bærer jeg god frugt eller skal jeg i ilden?
Jeg mener bestemt at Jesus har talt om dom og dommedag. Han har enten overgået Johannes døberen i voldsomhed eller han har overgået ham med en form for mildhed, men jeg har svært ved at forestille mig Jesus uden endetids- og domsord. En ny virkelighed ligger på den anden side af stor alvor.
Min tvivl bliver alvorlig på grund af mit brændende ønske om at høre til hos Gud. Selve himmeriget tænker jeg ikke særlig konkret ( jeg har mange fantasier om himmeriget og det evige liv). Flammer skræmmer mig ikke og jeg forestiller mig ikke noget ved den historie. Min ængstelse går på, om jeg er eller ikke er en del af et budskab, som har altings ophav og mål i sig.
Det tror jeg på, jeg er. Jeg kan ikke gøre andet. Tekstens forfærdige skæbne, at blive alles og blive gældende og al den tvivl det afføder, kalder på det fineste i mig: Tillid. Den tillid, som hedder tro.
Disposition:
Fortælling
En Mattæusdiscipel kigger på det våde blæk. Bjergprædikenen (se blogindlæg 6.s.e.t) er færdig. Alt er sikkerhed, himlen er indenfor rækkevidde.
Forvandling.
Teksten bliver kanon, mistænkeligheden er alles: du kommer ikke med, du kommer heller ikke med. Sandheden tilhører den, som tager magten. Hvis alle kan være de falske ... så kan ingen ligesåvel! Så kommer det an på noget andet: Tro. Jeg må tro på, at jeg er med i Guds projekt. Mine gerninger er ikke kun gode frugter. Gud må forvandle mig, hvis det skal lykkes. Det gør han. Han lader Jesus bære al min forkerthed væk ved sin dødsstraf. Det er jeg gået i kirke for at blive styrket i min tro på.
Landsætning
Nu skal det tørre blæk blive til safter. Nu skal de hårde ord blive til glæde. Jeg er med i et projekt som er altings ophav og mål. Jeg vil lade det boble i mig og strømme gennem mig og min glæde skal være i nåhøjde, lige til at plukke, navnlig for den, der trænger.
