Det årlige tjek: Er vi en religion?
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
