11 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. 12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. 13 Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« 14 Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« 15 Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. 16 Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« 17 Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7, 11-17
Jeg glæder mig til at beskrive byen Nain som et livsfællesskab med en mur omkring. Indenfor muren er liv - derude bærer vi de døde hen. Et optog bevæger sig fra livet og væk. Set ovenfra ligner byen et øje og optoget, som passerer yderkanten ligner en mørk tåre, som har taget mascaraen med .
Vi mødes til gudstjeneste, fordi det går den anden vej...
At være kirke er at flyde i en tåre, der løber opad.
Kontekst:
Dagens tekst befinder sig i den del af Lukasevangeliet, hvor Jesus demonstrerer Guds Rige herlighed. Opvækkelsen af enkes søn fra Nain ligger lige før helbredelsen af officerens tjener som ligger ligger før Johannes Døberens spørgsmål om Jesus. På den måde er dagens tekst med til at bygge op til, at Johannes får et svar, som er en profetopfyldelse. Johannes er den gamle pagts repræsentant og afleveringen af budskabet til ham, er en opfyldelsesbegivenhed. Om forholdet mellem Jesus og Johannes, se 3. Søndag i Advent.
Lidt sprog:
Bemærk igen, hvad der får optoget til at standse: splankna! (Se 13.Søndag efter Trinitatis). Altså den indre reaktion, som oversættes med "ynkedes".
I den nye oversættelse har man misset opstandelsesallusionen i vers 16, hvor "fremstået" burde hedde "opstået" , hvilket Vulgata, King James og 1948 oversættelsen støtter.
Forsørgelse.
Det er værd at bemærke, at kvinden nu står uden mand og søn, hvilket gør hende forsørgelsesløs og muligvis retsløs. En etisk dagsorden til landsætningen (se, Hvad er en pi-prædiken) er, at ingen skal være uden livsfællesskab, ingen skal være uden forsørgelse, ingen skal være retsløs.
Disposition
Fortælling.
Ved gråd er der to væsker, de forlader ansigtet. Tårer og snot. Når man diskvalificerer andres sorg, kalder man det "at græde snot" eller" tudefjæs". Snot kan man selv hive ind ved at snøfte. Tårer har ingen snøftefunktion. De løber selv og kan kun stanses af trøst, ikke ved at gøre som man gør med snot. Det skal komme fra en anden. Medmennesket. Tudefjæs betyder sorg uden fællesskab.
Forvandling.
Vi er i kirke, fordi vi er med i en meget stor sammenhæng, som handler om, at Gud tager al menneskelig sorg og gråd alvorligt. Der sker noget inden i et menneske, når det forstår en andens sorg. Der sker bevægelse. Vi er med i en bevægelse. Den dag kom det til syne i en dreng, der satte sig op og snakkede. Drengens oprejsning og grådstoppet er tegn på Jesu opstandelse og vores evige salighed. Vi flyder i en tåre, der løber opad.
Landsætning.
Jeg vil rejse mig op. Jeg vil rejse mig og tale med et andet menneske. Jeg vil mærke det, der sker i mig, når jeg forstår den anden. Jeg vil mærke det og vide, at det er den samme bevægelse i Gud, som gør mig evig.
11 Καὶ ἐγένετο ἐν τῷ ἑξῆς ἐπορεύθη εἰς πόλιν καλουμένην Ναῒν καὶ συνεπορεύοντο αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ὄχλος πολύς. 12 ὡς δὲ ἤγγισεν τῇ πύλῃ τῆς πόλεως, καὶ ἰδοὺ ἐξεκομίζετο τεθνηκὼς μονογενὴς υἱὸς τῇ μητρὶ αὐτοῦ καὶ αὐτὴ ἦν χήρα, καὶ ὄχλος τῆς πόλεως ἱκανὸς ἦν σὺν αὐτῇ. 13 καὶ ἰδὼν αὐτὴν ὁ κύριος ἐσπλαγχνίσθη ἐπʼ αὐτῇ καὶ εἶπεν αὐτῇ• μὴ κλαῖε. 14 καὶ προσελθὼν ἥψατο τῆς σοροῦ, οἱ δὲ βαστάζοντες ἔστησαν, καὶ εἶπεν• νεανίσκε, σοὶ λέγω, ἐγέρθητι. 15 καὶ ἀνεκάθισεν ὁ νεκρὸς καὶ ἤρξατο λαλεῖν, καὶ ἔδωκεν αὐτὸν τῇ μητρὶ αὐτοῦ. 16 ἔλαβεν δὲ φόβος πάντας καὶ ἐδόξαζον τὸν θεὸν λέγοντες ὅτι προφήτης μέγας ἠγέρθη ἐν ἡμῖν καὶ ὅτι ἐπεσκέψατο ὁ θεὸς τὸν λαὸν αὐτοῦ. 17 καὶ ἐξῆλθεν ὁ λόγος οὗτος ἐν ὅλῃ τῇ Ἰουδαίᾳ περὶ αὐτοῦ καὶ πάσῃ τῇ περιχώρῳ.
