Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet
torsdag den 14. december 2017
Fjerde søndag i advent, anden række
Den glade forlover...
Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.
Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.
Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.
Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.
Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.
I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).
Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.
Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.
Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.
Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.
Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---
25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν
Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.
Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.
Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.
Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.
Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.
I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).
Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.
Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.
Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.
Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.
Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---
25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν
3. Søndag i advent, anden række
En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
Abonner på:
Opslag (Atom)