Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...
(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)
Teksten:
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut
Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:
"Min elskede er en rose"
Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."
Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.
Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.
Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.
I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.
Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).
Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.
Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.
Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.
Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.
Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....
Disposition:
Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.
Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.
Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.
Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν
