4. Søndag efter H3K, første

Alternative facts

Teksten

23 Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. 24 Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. 25 Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« 26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. 27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« matt 8,23-27



Hvis jeg nu siger, at jeg skal leve evigt og at denne sandhed indvirker på min evne til at elske lige nu, vil folk kunne glæde sig med mig over det, eftersom det er et subjektivt udsagn med udgangspunkt i en subjektiv sandhed, som ikke kan efterprøves. I det øjeblik, sandheden kan efterprøves, ophører den med at være subjektiv.



Jeg vil glæde mig til at gå ind i kirkerummet på søndag, for det er bygget til subjektive sandheder. Derfor er det anderledes. Eller måske er det netop bygget som om det er til objektive sandheder (retssagen, basilikaen) for at hjælpe den subjektive sandhed på vej.

Når jeg går fra kirke, vil jeg prale på facebook og på gaden med at jeg havde ti tusind syngende mennesker i kirke. Det er alternative facts. Ligesom Trumps tilhængere ved indsættelsesceremonien tælles subjektivt og ikke objektivt. Talsmanden måtte derfor udråbe et "punktum!" som dekret, eftersom denne påstand ikke kunne tåle en videre samtale.

Jeg tror på Guds Ånd som talsmand og derfor kan trosudsagn ikke slutte med punktum; kun med komma, semikolon og allerhelst kolon.

En pi-prædiken har som sin midte forvandlingen. En samtale er en forvandlende begivenhed og den parænese begynder med kolon. Derfor!

De mennesker, som har fulgtes med Jesus har oplevet noget. De mennesker, der fortæller, at de har mødt, den opstandne Jesus, har oplevet noget. Hvad denne oplevelse går ud på, er subjektiv for dem. Jeg går i dialog med dem på afstand af tid og kultur. En frugtbar dialog, som føder en fordring.

Jesus betyder for mig, at jeg er reddet fra tid til evighed. Jeg er ikke længere bundet til forgængelighed. Det er min subjektive sandhed. Hvordan det sker, ved jeg ikke, men jeg mærker det bare.

Jeg kan fortælle om det poetisk: det føles ligesom hvis alle destruktive kræfter reagerer på: Schhh..

Vær stille, alt som kan blive min undergang! Alt det, hvorhen jeg sender mørke, trusler om meningsløshed og kaos.

(Bemærk, at vandet i genesis 1 hedder tohuwawohu, det betyder et hulter til bulter, der er opkaldt efter Tiamat eller Tehom, monsteret. Dette hulter til bulter hedder i LXX αορατος και ακατασκευαστος, hvilket betyder ikke til at se og bruge og at Vulgata kalder det Inanis er Vacua, ugyldigt og tomt. Hvis vi fortsætter til den nære kontekst, matt 28-34 (de besatte i gerasenernes land parr) er havet det sted, hvor svin og onde ånder kan pakke sig med deres romernavne (mk)).

Det er vandets element som beskrivelse. Derhen, hvor ligegyldighedens monstersnot kan pakke sig.

Det er dette element, som der i mit sind bliver sagt Schhh! til. Det er en subjektiv sandhed, som jeg vil dele i dialog., frugtbar dialog. Om det reelt har fundet sted, kan vi sludre om, gisne om. Men at det udtrykker min kærlighed, min evighed, kan vi dele.