1. Søndag efter Trinitatis, første række
Hvis jeg var en slatten lutheraner...
19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. 20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, 21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. 22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. 24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. 25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. 26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. 27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, 28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. 29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. 30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. 31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Kirkeårets fester er forbi. Hvis man har messehageler, er det arbejdstøjet, der skal på: Grøn. Vi skal tage fat. Korsets tværgående bjælke skal styrkes. Gud har ved tre store fester + Trinitatis etableret en lodret forbindelse af kærlighed og tak. Nu skal den oversættes til tværgående: Næstekærlighed.
Hvis jeg var en slatten lutheraner, ville jeg holde en prædiken om, at vores velstand er et vilkår og at Jesu død tilgiver os for vores fortsatte og dermed velsignede og uforandrede forhold til de fattige. Men jeg er ikke en slatten lutheraner og jeg vil bruge lignelsen til at tænke det evige liv som en gave, som skal omsættes til mad og vand lige nu.
Frihed til at tænker mange slags evigt liv
Jeg elsker "salonkommunisten" Lukas. Jeg elsker hans på een gang leflen for de rige med snobberi som historieskrivning, fortællekunst, LXX imitationer, adressen til Theofilus og samtidig den vedvarende insisteren på, at fattigdom er en blivende opgave for en kristen kirke.
Der tales så meget meget om kirkelukninger, kirkefremmede, tab af salmesangstradition osv. Jesus har så vidt jeg ved aldrig bedt nogen om hænge en malmklokke op i et tegltårn, at bygge orgeler, at ansætte organister og præster, at sidde på bænke og synge salmer. Men de fattige har har vi. Kirken består af budskab og opgave. Resten er stads.
Ud over Lukas' stil og indignation, elsker jeg fortællingen. Navnlig denne fortælling, fordi den giver en alternativ efterlivsfiktion. Her er det ikke himmel og helvede, men eet dødsrige med to afdelinger. En for dem, der har haft det godt - og en for dem, der havde det til gode.
Jeg hæfter mig ved, at Lukas, som kender andre saligheds- og efterlivsscenarier, kan lade denne fortælling finde plads.
Det er en åbenhed, jeg vil lade mig inspirere af. Det evige liv, livet efter døden kan ikke låses til een model. Det er hele tiden i gang med at blive bygget af kærlige tanker.
Abrahams skød
Jeg elsker at sidde på skødet, men jeg er blevet for stor til det. Måske er saligheden at sidde på skødet af pagten: Det vil sige på det, der var meningen hele tiden, den oprindelige kærlighed og trofasthed.
Skød kan også være underliv. Altså der, hvor man avler fra. På den måde kan det være at Lazarus går i sin mor igen i hankøn. Måske bliver han en sædcelle, der svømmer der, hvor man har det bedst. Jeg giver mig selv lov til at tænke det evige liv som det bedste af alt. Lys og frihed og relationer med noget andet end konsekvenser, noget ukendt.
(konsekvens er en tidsfølge, der kan kan køre een vej; evighed er noget andet end tid, derfor tænker jeg evighed som konsekvens ophøjet til noget reversibelt eller "multiversibelt". Tilgivelse er et tegn på reversibel konsekvens).
Lukas II og kærligheden
Når så jeg læser "Lukas II" (også kendt som apostlenes gerninger) bliver jeg klar over, at jeg som troende kristen er med i en kirke, der har lov at læse Lazaruslignelsen bagfra:
En er opstået fra de døde. Han har placeret mig i Abrahams skød. Her lever jeg fuld af kærlighed og herfra skydes jeg tilbage til verden, hvor jeg giver de fattige mad og fest.
Bli'r det så til noget?
Ja, inden næste års Trinitatis, har jeg giver mad til i hvert fald en håndfuld Lazarusser og givet dem fest. Hvis ikke, må jeg tilbage og smage på den fest, som etablerede forbindelsen af kærlighed fra himlen til mig. Mærke den og begynde igen....
søndag den 31. maj 2015
torsdag den 28. maj 2015
Trinitatis søndag, første række
Trinitatis søndag, første række
Fuck, hvor skal jeg i bad...
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. 2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« 3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« 4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« 5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. 7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
9 Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« 10 Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? 11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. 12 Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? 13 Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, 15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Johs 3,1-15
Kontekst og lidt sprogligt.
Bemærk, at "Født på ny" også kan oversættes: Født ovenfra. Sidstnævnte mulighed lægger sig op af min forståelse af metanoia (at være koblet op på noget mentalt i stedet for omvendelse) og min forståelse af Evighed som noget man kan hænge sammen med (Olam).
Den nære kontekst til dagens tekst er den begrundende: "Thi således elskede Gud verden... " (2. pinsedag). Det er gavnligt at tænke disse sammen, idet Nikodemus' mørke kommer til at hænge sammen med de mørke "de elskede" og slangens ophøjelse kommer til at hænge sammen med "gav" eller "overgav".
Tømmermanden:
Der er ingen tvivl om, at man kan lave en meget lang og fin teologisk prædiken om Nikodemus og Jesus. Til Trinitatis søndag kan det også være spændende at fortælle, hvordan fader, søn og ånd næsten er klar til en egentlig trinitetsteologi i johannesevangeliet. Man kan også glæde sig over, at Ånden er det dynamiske princip (vinden) som sikrer, at kristendom aldrig bliver fundamentalisme.
Når det er sagt, vil jeg prøve at oversætte Nikodemusdialogen (som er en mærkelig dialog, fordi den begynder med et svar på et spørgsmål, som ikke er stillet osv) til et genkendeligt scenarie: Hvor glad man er for mørke, når man har tømmermænd!
"Jeg vågner ved at en lyskile hamrer ind i mine øjne og bliver til et lydløst negle-mod-tavle bagest i mine øjne. Det er langt op ad formiddagen og lyset tegnes af en lille sprække mellem mine gardiner. Jeg vender mig om, Jeg hader lyset nu. Det smertefulde lys har sat sig fast i min nethinde og aftenens mange lys begynder at vende tilbage. Discokuglens glimt i de mange og alt for forskellige glas jeg har fået. Blandede jeg champagne og små grå? yrf. jeg skal kaste op. Endnu er lys i hukommelsen: Et glimt. Lys op vor synd som lyn. Det var en blitz! Jo, jeg blev fotograferet. Hvad var det jeg havde på hovedet, mens jeg dansede til Sussi og Leo? Jeg kan ikke huske det, men det ligger ude på facebook nu. Jeg hader mig selv og jeg hader lyset.
Jeg står på benene. Måske skal jeg tale i den store hvide telefon, måske ikke. Det vil være skidt men gøre godt. Jeg ser mig i spejlet: Jeg ligner noget, der er løgn.
Jeg ligner løgn og jeg elsker mørke. Hvordan bliver jeg et menneske igen?
Kort efter står jeg under bruseren. Bare lyden af det klaskende vand giver mig hukommelsen tilbage. Det er muligt at vende tilbage til livet. Jeg bliver omgivet af vand. Lunt vand. Nænsomt vand. Den hårde stråle masserer min hovedbund, løber på mit ansigt og mit bryst.
Jeg bliver født på ny. Smerten er ikke væk, men den mister sin magt. Jeg må vist hellere ringe og spørge om jeg skal komme over og hjælpe med at rydde op efter festen... og få hjælp til at rydde op i mit liv.
Jeg er blæst og har brug for andre mennesker. Det er Ånd.
Treenighed og dåb - korsets tegn
For mig er Trinitatis Søndag en festdag, afslutningen på kirkeårets festdel. Jeg kunne derfor ønske mig en prædikentekst, som var mere lys og mindre finurlig end nikodemushistorien.
Men med udgangspunkt i nat-samtalen, mener jeg godt, man kan lave en opsummering af kirkeåret fuld af liv og tak.
Faderens kærlighed (jul). Jeg er skabt: født første gang
Sønnens gerning: Han har forløst mig ved at blive givet og ophøjet (født anden gang)
Ånden gør denne historie levende inden i mig og blæser mig i armene på mit medmenneske og blæser liv i mit forhold til medmennesket.
korsets lnier tegnet af livets gave: Ovenfra og ned. Tak for liv og forløsning: Nedefra og op. Blæsten hen og hen: Den vandrette....
Fuck, hvor skal jeg i bad...
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. 2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« 3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« 4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« 5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. 7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
9 Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« 10 Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? 11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. 12 Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? 13 Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, 15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Johs 3,1-15
Kontekst og lidt sprogligt.
Bemærk, at "Født på ny" også kan oversættes: Født ovenfra. Sidstnævnte mulighed lægger sig op af min forståelse af metanoia (at være koblet op på noget mentalt i stedet for omvendelse) og min forståelse af Evighed som noget man kan hænge sammen med (Olam).
Den nære kontekst til dagens tekst er den begrundende: "Thi således elskede Gud verden... " (2. pinsedag). Det er gavnligt at tænke disse sammen, idet Nikodemus' mørke kommer til at hænge sammen med de mørke "de elskede" og slangens ophøjelse kommer til at hænge sammen med "gav" eller "overgav".
Tømmermanden:
Der er ingen tvivl om, at man kan lave en meget lang og fin teologisk prædiken om Nikodemus og Jesus. Til Trinitatis søndag kan det også være spændende at fortælle, hvordan fader, søn og ånd næsten er klar til en egentlig trinitetsteologi i johannesevangeliet. Man kan også glæde sig over, at Ånden er det dynamiske princip (vinden) som sikrer, at kristendom aldrig bliver fundamentalisme.
Når det er sagt, vil jeg prøve at oversætte Nikodemusdialogen (som er en mærkelig dialog, fordi den begynder med et svar på et spørgsmål, som ikke er stillet osv) til et genkendeligt scenarie: Hvor glad man er for mørke, når man har tømmermænd!
"Jeg vågner ved at en lyskile hamrer ind i mine øjne og bliver til et lydløst negle-mod-tavle bagest i mine øjne. Det er langt op ad formiddagen og lyset tegnes af en lille sprække mellem mine gardiner. Jeg vender mig om, Jeg hader lyset nu. Det smertefulde lys har sat sig fast i min nethinde og aftenens mange lys begynder at vende tilbage. Discokuglens glimt i de mange og alt for forskellige glas jeg har fået. Blandede jeg champagne og små grå? yrf. jeg skal kaste op. Endnu er lys i hukommelsen: Et glimt. Lys op vor synd som lyn. Det var en blitz! Jo, jeg blev fotograferet. Hvad var det jeg havde på hovedet, mens jeg dansede til Sussi og Leo? Jeg kan ikke huske det, men det ligger ude på facebook nu. Jeg hader mig selv og jeg hader lyset.
Jeg står på benene. Måske skal jeg tale i den store hvide telefon, måske ikke. Det vil være skidt men gøre godt. Jeg ser mig i spejlet: Jeg ligner noget, der er løgn.
Jeg ligner løgn og jeg elsker mørke. Hvordan bliver jeg et menneske igen?
Kort efter står jeg under bruseren. Bare lyden af det klaskende vand giver mig hukommelsen tilbage. Det er muligt at vende tilbage til livet. Jeg bliver omgivet af vand. Lunt vand. Nænsomt vand. Den hårde stråle masserer min hovedbund, løber på mit ansigt og mit bryst.
Jeg bliver født på ny. Smerten er ikke væk, men den mister sin magt. Jeg må vist hellere ringe og spørge om jeg skal komme over og hjælpe med at rydde op efter festen... og få hjælp til at rydde op i mit liv.
Jeg er blæst og har brug for andre mennesker. Det er Ånd.
Treenighed og dåb - korsets tegn
For mig er Trinitatis Søndag en festdag, afslutningen på kirkeårets festdel. Jeg kunne derfor ønske mig en prædikentekst, som var mere lys og mindre finurlig end nikodemushistorien.
Men med udgangspunkt i nat-samtalen, mener jeg godt, man kan lave en opsummering af kirkeåret fuld af liv og tak.
Faderens kærlighed (jul). Jeg er skabt: født første gang
Sønnens gerning: Han har forløst mig ved at blive givet og ophøjet (født anden gang)
Ånden gør denne historie levende inden i mig og blæser mig i armene på mit medmenneske og blæser liv i mit forhold til medmennesket.
korsets lnier tegnet af livets gave: Ovenfra og ned. Tak for liv og forløsning: Nedefra og op. Blæsten hen og hen: Den vandrette....
tirsdag den 19. maj 2015
2. Pinsedag første række
2. Pinsedag, første række
Kap 3 v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Johs 3,16-21
Lys og kærlighed:
Når foråret og sommeren og solskinnet kommer, begynder jeg at gøre lys-ting, som gør mig klogere på johannesevangeliet.
Folk bliver kåde og glade i det første lys og jeg er en af dem.
Jeg cykler mig en tur og lader solen varme mine kinder.
Jeg smiler til folk og de smiler tilbage. Vi kender ikke hinanden, men vi er glade sammen over at lyset er kommet tilbage.
Jeg tør godt smile til dem, hvilket ellers ville være en pinlig indladenhed. Jeg tør godt komme frem i lyset som en, der bare er glad for at cykle forbi nogle andre mennesker i solskin.
Mørket er væk og vi bliver bundet sammen af det nye lys.
Jeg elsker de mennesker, jeg cykler forbi, bare fordi vi er i det samme lys.
Jeg er ikke bange for at blive afsløret som en smilende tosse.
Jeg har været sur hele vinteren, men jeg tør godt stille mig ud i lyset alligevel.
Verden:
Hvis man vil holde en ordentlig v-prædiken, er det godt at huske på, hvad "verden" betyder i johannesevangeliet.
Verden er ikke bare menneskenes sted, skabt af Gud. Nej, verden er negativ: Den er stedet, hvor onde mekanismer råder og hvor kontakten til Gud er gået tabt. Mørket hersker her. Vi er en del af disse mekanismer og vi er så afhængige af dem, at vi helst ikke vil ud i lyset og blive afsløret. Denne onde verden elsker Gud! Så meget, at han giver sin søn, overgiver ham, osv...
Men hvis man vil holde en pi-prædiken vil det være på sin plads at lade vores kendskab til lys være den læsefærdighed, der gør at vi kan tyde invitationen til at komme ind i et meget stort lys.
I Johannesevangeliet bliver det, vi kender sat til at runge, det får en klangoverbygning, så det vi kender, bliver kendt i en større dimension og oversat til samvær med Gud - og samvær med mennesker:
Lys er ikke bare lys. Sandt er ikke bare sandt, brød er ikke bare brød. Det er koder til kontakt med væren i ren form.
Disposition:
Fortælling:
Jeg kender lyset og jeg genkender, at jeg elsker andre mennesker spontant, når vi er i det samme lys.
Forvandling:
Jeg får en invitation af Gud: Læs med lys, at det lys du kender er større end du kan fatte: Overgiv dig til lyset ved at tro på at Gud har foretaget en overgivelse. Mørket kan stadig få fat i dig, men dets magt er brudt og du er med i denne bevægelse.
Landsætning:
Elsk nu i lys. Brug erfaringen af lys og brug øvelsen at tro til at tænke det mørke væk, som har mistet sin magt. Det mørke, der nogle gange sænker sig over mennesker og mellem mennesker kan tænkes væk og skubbes ud. Så lyset vinder: Med venner i lys vi tale.
Med venner i lys vi tale:
PS: et billede:
Et menneske lægger sig til at sove i ensomhed, i ked af det hed. Lyset bliver slukket. Mobilen bliver sat til kl 0630, alarm til. Der er mørkt. Så lyser telefonen: Et menneske vil noget: skal vi ses...?
Kap 3 v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Johs 3,16-21
Lys og kærlighed:
Når foråret og sommeren og solskinnet kommer, begynder jeg at gøre lys-ting, som gør mig klogere på johannesevangeliet.
Folk bliver kåde og glade i det første lys og jeg er en af dem.
Jeg cykler mig en tur og lader solen varme mine kinder.
Jeg smiler til folk og de smiler tilbage. Vi kender ikke hinanden, men vi er glade sammen over at lyset er kommet tilbage.
Jeg tør godt smile til dem, hvilket ellers ville være en pinlig indladenhed. Jeg tør godt komme frem i lyset som en, der bare er glad for at cykle forbi nogle andre mennesker i solskin.
Mørket er væk og vi bliver bundet sammen af det nye lys.
Jeg elsker de mennesker, jeg cykler forbi, bare fordi vi er i det samme lys.
Jeg er ikke bange for at blive afsløret som en smilende tosse.
Jeg har været sur hele vinteren, men jeg tør godt stille mig ud i lyset alligevel.
Verden:
Hvis man vil holde en ordentlig v-prædiken, er det godt at huske på, hvad "verden" betyder i johannesevangeliet.
Verden er ikke bare menneskenes sted, skabt af Gud. Nej, verden er negativ: Den er stedet, hvor onde mekanismer råder og hvor kontakten til Gud er gået tabt. Mørket hersker her. Vi er en del af disse mekanismer og vi er så afhængige af dem, at vi helst ikke vil ud i lyset og blive afsløret. Denne onde verden elsker Gud! Så meget, at han giver sin søn, overgiver ham, osv...
Men hvis man vil holde en pi-prædiken vil det være på sin plads at lade vores kendskab til lys være den læsefærdighed, der gør at vi kan tyde invitationen til at komme ind i et meget stort lys.
I Johannesevangeliet bliver det, vi kender sat til at runge, det får en klangoverbygning, så det vi kender, bliver kendt i en større dimension og oversat til samvær med Gud - og samvær med mennesker:
Lys er ikke bare lys. Sandt er ikke bare sandt, brød er ikke bare brød. Det er koder til kontakt med væren i ren form.
Disposition:
Fortælling:
Jeg kender lyset og jeg genkender, at jeg elsker andre mennesker spontant, når vi er i det samme lys.
Forvandling:
Jeg får en invitation af Gud: Læs med lys, at det lys du kender er større end du kan fatte: Overgiv dig til lyset ved at tro på at Gud har foretaget en overgivelse. Mørket kan stadig få fat i dig, men dets magt er brudt og du er med i denne bevægelse.
Landsætning:
Elsk nu i lys. Brug erfaringen af lys og brug øvelsen at tro til at tænke det mørke væk, som har mistet sin magt. Det mørke, der nogle gange sænker sig over mennesker og mellem mennesker kan tænkes væk og skubbes ud. Så lyset vinder: Med venner i lys vi tale.
Med venner i lys vi tale:
PS: et billede:
Et menneske lægger sig til at sove i ensomhed, i ked af det hed. Lyset bliver slukket. Mobilen bliver sat til kl 0630, alarm til. Der er mørkt. Så lyser telefonen: Et menneske vil noget: skal vi ses...?
Pinsedag
Pinsedag
Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.
Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.
Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.
Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.
Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.
Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.
Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.
Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...
Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...
Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.
Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.
Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.
Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.
Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.
Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.
Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.
Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...
Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...
tirsdag den 12. maj 2015
6. Søndag efter påske, første række
6. søndag efter påske, første række
Joh 15,26-16,4
26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
16 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Hvis man synes, at Jesu afskedstale kører i ring (hvilket den gør, det skal den - det er ringe i vandet se 5. s.e.p.) kan man begynde at lede after korset i oversættelserne af "for at I ikke skal falde fra"
Ældre dansk oversættelse siger: for at I ikke skal forarges.
Den græske tekst bruger et verbum med "skandalon" som kerne (Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα μὴ σκανδαλισθῆτε) og Vulgata (den latinske) kan ikke oversætte det, men laver sit eget græsk/latinske ord: scandalizemini.
King James siger: "not be offended"
Vi venter på Ånden, som kommer til pinse. Uden ånd er det hele åndssvagt eller van-vid. Det er det, der ligger i skandalon, forargelsen, angrebet, frafaldet: At det enten ikke giver mening mere eller at jeg kommer væk fra budskabet, fordi andre skubber mig væk fra det...
Jesu kors er et skandalon. Var det fordi, at jeg var en skandale? Der er stof til en god V-prædiken.
Kød falder fra
Når jeg læser oversættelsen: for at I ikke skal falde fra, kommer jeg til at tænke på at lave hønsekødsuppe og koge hønen, indtil kødet falder fra. Dette frafald er helt udramatisk, det er yderst moderne i sin farveløshed og slaskede måde at lade tidligere muskler forlade sine knogler.
Det er et helt andet frafald end ved forfølgelse med blod og tortur. Her er det suppedasen, det udkogte, der er på færde.
Når min egen kristendom bliver slap og farveløs og jeg ikke kan kende min tro, vil jeg ikke være mig selv bekendt. Slapheden skænder mig.
Skænde kommer af tysk schanden, som kommer af det gotiske ord for skam: Skanda! Mon ikke det er lånt fra scandalizemini? og skandalon?
Jesus har taget min skam - bort væk med den. Ingen skanda her og ingen slaphed og kød, der falder fra og suppedas....
En, man kan kalde på.
Talsmanden, hedder parakleten, advokaten, den, man kan kalde på: Ånden.
Jesu afskedstale er, sådan som en afskedstale skal være, en tale, der lader en fortidig person fremstå med betydning ved at kaste sin egen levetid ind i en fælles fremtid.
Samværet afbrydes og Ånden kastes ind for at afbrydelsen ikke skal føre til at kontakten med Faderen går tabt.
Nu sidder kødet igen fast til min krop, fordi Ånden er kommet! Det sidder der, og jeg hænger sammen og jeg virker og jeg skal afgive et vidnesbyrd:
Jeg hænger i evighed sammen med Faderen. Det gør jeg gennem Sønnens kærlighed i kraft af Ånden, som jeg kan kalde på.
Frafaldet er slut: Jeg hænger sammen og det skal min næste få at mærke.
Joh 15,26-16,4
26 Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. 27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
16 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. 2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. 3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. 4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.
Hvis man synes, at Jesu afskedstale kører i ring (hvilket den gør, det skal den - det er ringe i vandet se 5. s.e.p.) kan man begynde at lede after korset i oversættelserne af "for at I ikke skal falde fra"
Ældre dansk oversættelse siger: for at I ikke skal forarges.
Den græske tekst bruger et verbum med "skandalon" som kerne (Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα μὴ σκανδαλισθῆτε) og Vulgata (den latinske) kan ikke oversætte det, men laver sit eget græsk/latinske ord: scandalizemini.
King James siger: "not be offended"
Vi venter på Ånden, som kommer til pinse. Uden ånd er det hele åndssvagt eller van-vid. Det er det, der ligger i skandalon, forargelsen, angrebet, frafaldet: At det enten ikke giver mening mere eller at jeg kommer væk fra budskabet, fordi andre skubber mig væk fra det...
Jesu kors er et skandalon. Var det fordi, at jeg var en skandale? Der er stof til en god V-prædiken.
Kød falder fra
Når jeg læser oversættelsen: for at I ikke skal falde fra, kommer jeg til at tænke på at lave hønsekødsuppe og koge hønen, indtil kødet falder fra. Dette frafald er helt udramatisk, det er yderst moderne i sin farveløshed og slaskede måde at lade tidligere muskler forlade sine knogler.
Det er et helt andet frafald end ved forfølgelse med blod og tortur. Her er det suppedasen, det udkogte, der er på færde.
Når min egen kristendom bliver slap og farveløs og jeg ikke kan kende min tro, vil jeg ikke være mig selv bekendt. Slapheden skænder mig.
Skænde kommer af tysk schanden, som kommer af det gotiske ord for skam: Skanda! Mon ikke det er lånt fra scandalizemini? og skandalon?
Jesus har taget min skam - bort væk med den. Ingen skanda her og ingen slaphed og kød, der falder fra og suppedas....
En, man kan kalde på.
Talsmanden, hedder parakleten, advokaten, den, man kan kalde på: Ånden.
Jesu afskedstale er, sådan som en afskedstale skal være, en tale, der lader en fortidig person fremstå med betydning ved at kaste sin egen levetid ind i en fælles fremtid.
Samværet afbrydes og Ånden kastes ind for at afbrydelsen ikke skal føre til at kontakten med Faderen går tabt.
Nu sidder kødet igen fast til min krop, fordi Ånden er kommet! Det sidder der, og jeg hænger sammen og jeg virker og jeg skal afgive et vidnesbyrd:
Jeg hænger i evighed sammen med Faderen. Det gør jeg gennem Sønnens kærlighed i kraft af Ånden, som jeg kan kalde på.
Frafaldet er slut: Jeg hænger sammen og det skal min næste få at mærke.
torsdag den 7. maj 2015
Kristi Himmelfarts Dag
Kristi Himmelfart
Kristi Himmelfart.
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
Kristi Himmelfart.
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer, forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk, nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om. Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”. Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”. Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig, fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro: Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens. Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige, evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser. Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
5. Søndag efter påske, første række.
5. søndag efter påske, første række Johs 16,23b-28
Johannes: Et skrift, der trækker vejret
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
Johannes: Et skrift, der trækker vejret
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
Abonner på:
Opslag (Atom)