Fastelavns søndag, første række
Jeg er i kontakt med ild og åbne himle
Nederst i dette blogindlæg har jeg sat dagens tekst (Matt 3,13-17) med sin nærmeste forudgående kontekst. Teksten til fastelavns søndag er nemlig en kulmination efter en trinvis stigning:
Præsentation af Johannes og hans praksis, hans Esajasforbindelse, hans domsprædiken, hans foreløbige dåbspraksis med syndsbekendelse, hans skideballe til farisæere og saddukæere (Abraham og sten, se Store Bededag 1) og ikke mindst præsentationen af hans efterfølger: Ånd og ild, skovl og tærskeplads - evig ild.
Det er med denne baggrund, Jesus bliver døbt.
Efter at Jesus er blevet døbt, slutter fortælingen brat. Hvis jeg var en søvnig afskriver af Mattæus i håndskrifternes tid kunne jeg nemt være faldet for vanen med at skrive: Dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten der siger: ... Men det står der ikke. Både Esajas os Ps 2 er inkluderet i selve fortællingen og den hopper direkte over i ørken og fristelse (4,1f).
Når jeg gør opmærksom på den nære forudgående kontekst, er det for at forhindre, at scenariet omkring Jesu dåb, bliver for yndigt. De åbne himle er kulminationen på fortællingen om en praksis og en forkyndelse, som er voldsom. Afgørende voldsom.
Til den fjerne kontekst hører Matt 28,19-20 bedre kendt som missionsbefalingen, hvor det at døbe og lære er omtalt helt kort og uden ild og skovle og med Fader, Søn og Helligånd som tre navne og ikke tre aktører, som i fortællingen og Jesu dåb.
Hvis man gerne vil holde en V-prædiken, er det gavnligt at forklare om dåben dogmatisk: Et bad, en pagt til syndernes forladelse.
Udfordringen ved at holde en Pi-prædiken over denne tekst er, at dåben let bliver en Johannes-dåb; altså en omvendelsesdåb, idet Pi-prædikenen som sit omdrejningspunkt har forandringen/forvandlingen. De, der kom til Johannes, blev vasket efter at have bekendt deres synder. Det er en gang fra tilstand 1 til tilstand 2.
Forvandlingen
Den forvandling, jeg vil fokusere på i denne Pi-disposition er forvandlingen fra at tænke dåb som noget lille (borgerlig yndig barnedåb) til at tænke dåb som noget stort (apokalyptisk scenarie med ild og åbne himle).
Denne forvandling kunne være at gå fra at tænke min dåb som Johannæisk til at være en Kristus-dåb.
Den kan også fortælles som at være en forandring fra den gamle pagt (jeg gør noget for Gud) til den nye pagt (Gud gør noget for mig).
En prædiken om dåbens dogmatiske indhold, ville jeg afholde mig fra.
Disposition
Fortælling:
Jeg drømmer om min egen dåb. Jeg drømmer om, at vand løber over mit hoved og at det betyder noget. Alverdens mørke bliver skyllet væk. Jeg associerer til alle lykkelige badescener: Fra morgengrimhed til sang under bruser - fra sved til dukkert i Vesterhav. Jeg går fra at være verdens grimmeste til at være verdens lækreste.
Forvandling:
Jeg vil tænke hele universets kraft ind i min dåb. Jeg vil tillade min fantasi at forstå verdens tilblivelse og verdens fuldendelse som noget mere end det kolde mekaniske univers. De dråber, der faldt på min pande, da jeg var spæd, var dråber indeholdende Ånd, som både kan være ild og due. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i gyset ved, at være i hænderne på ham, der har en skovl - det skal være et gys fuld af kærlighed. Jeg vil tro på, at han virkelig er Guds Søn, fordi flere himle åbner sig over mig og kæmpestemmen råber det ud.
Landsætning
Når jeg er færdig med at bruge min fantasi, vil jeg stille og roligt gå fra kirke med en ild inden i mig. Det er levende ånd, som fortæller mig at jeg er med i et stort projekt. I det projekt bliver menesker befriet af Gud. jeg har for et minut siden siddet på en skovl og er blevet kastet den rigtige vej - nu vil jeg åbne himle for andre og dømme dem frie. Jeg vil tænke på et bad, der gør menesker dejlige...
v1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2 »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3 Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
v4 Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
v7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? v8 Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, v9 og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. v10 Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
v11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. v12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«
Jesu dåb
v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
tirsdag den 10. februar 2015
mandag den 2. februar 2015
Sexagesima, første række
Sexagesima søndag, første række
Nedfaren i jorden
Markus 4,1-20
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så.
Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.
Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.
Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.
Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«
Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.
Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.
Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.
De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.
Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.
V-prædiken eller Pi-prædiken?
Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.
I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.
Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.
Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:
Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.
Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.
Korn og fattigdom
En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.
At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.
www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)
Bekymring som mangel på evighed
Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.
Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.
Med hvad så med bekymringen?
Disposition
Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.
Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.
Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?
Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.
Nedfaren i jorden
Markus 4,1-20
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så.
Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.
Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.
Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.
Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«
Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.
Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.
Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.
De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.
Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.
V-prædiken eller Pi-prædiken?
Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.
I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.
Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.
Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:
Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.
Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.
Korn og fattigdom
En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.
At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.
www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)
Bekymring som mangel på evighed
Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.
Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.
Med hvad så med bekymringen?
Disposition
Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.
Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.
Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?
Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.
mandag den 26. januar 2015
Septuagesima, første række
Søndag septuagesima, første række
Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse
Teksten:
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, 4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. 6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. 9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. 10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. 11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren 12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. 15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? 16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jesus forudsiger sin lidelse og korsfæstelse og opstandelse
Matt 20,1-16 tekst slut. (Perikopen er hel, der er ikke hugget noget af)
Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).
I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.
I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!
Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre.
Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.
Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).
Historiske kontekster
Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider.
Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.
Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.
Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.
Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven
For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.
Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).
Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.
Disposition
Fortælling
Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.
Forvandling
Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.
Landsætning
Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.
Dagen Septuagesima
Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.
Denne scene kan være en prædiken i sig selv.
Ὁμοία γάρ ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ οἰκοδεσπότῃ, ὅστις ἐξῆλθεν ἅμα πρωῒ μισθώσασθαι ἐργάτας εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 2 συμφωνήσας δὲ μετὰ τῶν ἐργατῶν ἐκ δηναρίου τὴν ἡμέραν ἀπέστειλεν αὐτοὺς εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 3 καὶ ἐξελθὼν περὶ τρίτην ὥραν εἶδεν ἄλλους ἑστῶτας ἐν τῇ ἀγορᾷ ἀργοὺς 4 καὶ ἐκείνοις εἶπεν• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα, καὶ ὃ ἐὰν ᾖ δίκαιον δώσω ὑμῖν. 5 οἱ δὲ ἀπῆλθον. πάλιν [δὲ] ἐξελθὼν περὶ ἕκτην καὶ ἐνάτην ὥραν ἐποίησεν ὡσαύτως. 6 περὶ δὲ τὴν ἑνδεκάτην ἐξελθὼν εὗρεν ἄλλους ἑστῶτας καὶ λέγει αὐτοῖς• τί ὧδε ἑστήκατε ὅλην τὴν ἡμέραν ἀργοί; 7 λέγουσιν αὐτῷ• ὅτι οὐδεὶς ἡμᾶς ἐμισθώσατο. λέγει αὐτοῖς• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα. 8 ὀψίας δὲ γενομένης λέγει ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος τῷ ἐπιτρόπῳ αὐτοῦ• κάλεσον τοὺς ἐργάτας καὶ ἀπόδος αὐτοῖς τὸν μισθὸν ἀρξάμενος ἀπὸ τῶν ἐσχάτων ἕως τῶν πρώτων. 9 καὶ ἐλθόντες οἱ περὶ τὴν ἑνδεκάτην ὥραν ἔλαβον ἀνὰ δηνάριον. 10 καὶ ἐλθόντες οἱ πρῶτοι ἐνόμισαν ὅτι πλεῖον λήμψονται• καὶ ἔλαβον [τὸ] ἀνὰ δηνάριον καὶ αὐτοί. 11 λαβόντες δὲ ἐγόγγυζον κατὰ τοῦ οἰκοδεσπότου 12 λέγοντες• οὗτοι οἱ ἔσχατοι μίαν ὥραν ἐποίησαν, καὶ ἴσους ἡμῖν αὐτοὺς ἐποίησας τοῖς βαστάσασι τὸ βάρος τῆς ἡμέρας καὶ τὸν καύσωνα. 13 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς ἑνὶ αὐτῶν εἶπεν• ἑταῖρε, οὐκ ἀδικῶ σε• οὐχὶ δηναρίου συνεφώνησάς μοι; 14 ἆρον τὸ σὸν καὶ ὕπαγε. θέλω δὲ τούτῳ τῷ ἐσχάτῳ δοῦναι ὡς καὶ σοί• 15 [ἢ] οὐκ ἔξεστίν μοι ὃ θέλω ποιῆσαι ἐν τοῖς ἐμοῖς; ἢ ὁ ὀφθαλμός σου πονηρός ἐστιν ὅτι ἐγὼ ἀγαθός εἰμι; 16 οὕτως ἔσονται οἱ ἔσχατοι πρῶτοι καὶ οἱ πρῶτοι ἔσχατοι.
Mt20,1-16
Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse
Teksten:
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, 4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. 6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. 9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. 10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. 11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren 12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. 15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? 16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jesus forudsiger sin lidelse og korsfæstelse og opstandelse
Matt 20,1-16 tekst slut. (Perikopen er hel, der er ikke hugget noget af)
Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).
I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.
I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!
Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre.
Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.
Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).
Historiske kontekster
Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider.
Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.
Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.
Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.
Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven
For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.
Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).
Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.
Disposition
Fortælling
Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.
Forvandling
Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.
Landsætning
Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.
Dagen Septuagesima
Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.
Denne scene kan være en prædiken i sig selv.
Ὁμοία γάρ ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ οἰκοδεσπότῃ, ὅστις ἐξῆλθεν ἅμα πρωῒ μισθώσασθαι ἐργάτας εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 2 συμφωνήσας δὲ μετὰ τῶν ἐργατῶν ἐκ δηναρίου τὴν ἡμέραν ἀπέστειλεν αὐτοὺς εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 3 καὶ ἐξελθὼν περὶ τρίτην ὥραν εἶδεν ἄλλους ἑστῶτας ἐν τῇ ἀγορᾷ ἀργοὺς 4 καὶ ἐκείνοις εἶπεν• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα, καὶ ὃ ἐὰν ᾖ δίκαιον δώσω ὑμῖν. 5 οἱ δὲ ἀπῆλθον. πάλιν [δὲ] ἐξελθὼν περὶ ἕκτην καὶ ἐνάτην ὥραν ἐποίησεν ὡσαύτως. 6 περὶ δὲ τὴν ἑνδεκάτην ἐξελθὼν εὗρεν ἄλλους ἑστῶτας καὶ λέγει αὐτοῖς• τί ὧδε ἑστήκατε ὅλην τὴν ἡμέραν ἀργοί; 7 λέγουσιν αὐτῷ• ὅτι οὐδεὶς ἡμᾶς ἐμισθώσατο. λέγει αὐτοῖς• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα. 8 ὀψίας δὲ γενομένης λέγει ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος τῷ ἐπιτρόπῳ αὐτοῦ• κάλεσον τοὺς ἐργάτας καὶ ἀπόδος αὐτοῖς τὸν μισθὸν ἀρξάμενος ἀπὸ τῶν ἐσχάτων ἕως τῶν πρώτων. 9 καὶ ἐλθόντες οἱ περὶ τὴν ἑνδεκάτην ὥραν ἔλαβον ἀνὰ δηνάριον. 10 καὶ ἐλθόντες οἱ πρῶτοι ἐνόμισαν ὅτι πλεῖον λήμψονται• καὶ ἔλαβον [τὸ] ἀνὰ δηνάριον καὶ αὐτοί. 11 λαβόντες δὲ ἐγόγγυζον κατὰ τοῦ οἰκοδεσπότου 12 λέγοντες• οὗτοι οἱ ἔσχατοι μίαν ὥραν ἐποίησαν, καὶ ἴσους ἡμῖν αὐτοὺς ἐποίησας τοῖς βαστάσασι τὸ βάρος τῆς ἡμέρας καὶ τὸν καύσωνα. 13 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς ἑνὶ αὐτῶν εἶπεν• ἑταῖρε, οὐκ ἀδικῶ σε• οὐχὶ δηναρίου συνεφώνησάς μοι; 14 ἆρον τὸ σὸν καὶ ὕπαγε. θέλω δὲ τούτῳ τῷ ἐσχάτῳ δοῦναι ὡς καὶ σοί• 15 [ἢ] οὐκ ἔξεστίν μοι ὃ θέλω ποιῆσαι ἐν τοῖς ἐμοῖς; ἢ ὁ ὀφθαλμός σου πονηρός ἐστιν ὅτι ἐγὼ ἀγαθός εἰμι; 16 οὕτως ἔσονται οἱ ἔσχατοι πρῶτοι καὶ οἱ πρῶτοι ἔσχατοι.
Mt20,1-16
lørdag den 17. januar 2015
Sidste søndag efter Hellig 3 Konger, første række.
Han, til død; vi, til liv
Matt 17,1-9
Teksten:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. 4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. 7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« 8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« tekst slut ( fortsætter: 10 Så spurgte disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først skal komme?« 11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette alt, 12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.« 13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.)
---
Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.
Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.
Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.
Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.
Kontekst:
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.
Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.
Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...
Disposition
Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt. Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.
Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...
Tekst
Καὶ μεθʼ ἡμέρας ἓξ παραλαμβάνει ὁ Ἰησοῦς τὸν Πέτρον καὶ Ἰάκωβον καὶ Ἰωάννην τὸν ἀδελφὸν αὐτοῦ καὶ ἀναφέρει αὐτοὺς εἰς ὄρος ὑψηλὸν κατʼ ἰδίαν. 2 καὶ μετεμορφώθη ἔμπροσθεν αὐτῶν, καὶ ἔλαμψεν τὸ πρόσωπον αὐτοῦ ὡς ὁ ἥλιος, τὰ δὲ ἱμάτια αὐτοῦ ἐγένετο λευκὰ ὡς τὸ φῶς. 3 καὶ ἰδοὺ ὤφθη αὐτοῖς Μωϋσῆς καὶ Ἠλίας συλλαλοῦντες μετʼ αὐτοῦ. 4 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Πέτρος εἶπεν τῷ Ἰησοῦ• κύριε, καλόν ἐστιν ἡμᾶς ὧδε εἶναι• εἰ θέλεις, ποιήσω ὧδε τρεῖς σκηνάς, σοὶ μίαν καὶ Μωϋσεῖ μίαν καὶ Ἠλίᾳ μίαν. 5 ἔτι αὐτοῦ λαλοῦντος ἰδοὺ νεφέλη φωτεινὴ ἐπεσκίασεν αὐτούς, καὶ ἰδοὺ φωνὴ ἐκ τῆς νεφέλης λέγουσα• οὗτός ἐστιν ὁ υἱός μου ὁ ἀγαπητός, ἐν ᾧ εὐδόκησα• ἀκούετε αὐτοῦ.
6 καὶ ἀκούσαντες οἱ μαθηταὶ ἔπεσαν ἐπὶ πρόσωπον αὐτῶν καὶ ἐφοβήθησαν σφόδρα. 7 καὶ προσῆλθεν ὁ Ἰησοῦς καὶ ἁψάμενος αὐτῶν εἶπεν• ἐγέρθητε καὶ μὴ φοβεῖσθε. 8 ἐπάραντες δὲ τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτῶν οὐδένα εἶδον εἰ μὴ αὐτὸν Ἰησοῦν μόνον.
9 Καὶ καταβαινόντων αὐτῶν ἐκ τοῦ ὄρους ἐνετείλατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς λέγων• μηδενὶ εἴπητε τὸ ὅραμα ἕως οὗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐκ νεκρῶν ἐγερθῇ. Tekst slut, fortsætter: 10 Καὶ ἐπηρώτησαν αὐτὸν οἱ μαθηταὶ λέγοντες• τί οὖν οἱ γραμματεῖς λέγουσιν ὅτι Ἠλίαν δεῖ ἐλθεῖν πρῶτον; 11 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• Ἠλίας μὲν ἔρχεται καὶ ἀποκαταστήσει πάντα• 12 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι Ἠλίας ἤδη ἦλθεν, καὶ οὐκ ἐπέγνωσαν αὐτὸν ἀλλὰ ἐποίησαν ἐν αὐτῷ ὅσα ἠθέλησαν• οὕτως καὶ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου μέλλει πάσχειν ὑπʼ αὐτῶν. 13 τότε συνῆκαν οἱ μαθηταὶ ὅτι περὶ Ἰωάννου τοῦ βαπτιστοῦ εἶπεν αὐτοῖς.
Matt 17,1-9
Teksten:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. 4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. 7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« 8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« tekst slut ( fortsætter: 10 Så spurgte disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først skal komme?« 11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette alt, 12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.« 13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.)
---
Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.
Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.
Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.
Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.
Kontekst:
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.
Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.
Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...
Disposition
Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt. Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.
Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...
Tekst
Καὶ μεθʼ ἡμέρας ἓξ παραλαμβάνει ὁ Ἰησοῦς τὸν Πέτρον καὶ Ἰάκωβον καὶ Ἰωάννην τὸν ἀδελφὸν αὐτοῦ καὶ ἀναφέρει αὐτοὺς εἰς ὄρος ὑψηλὸν κατʼ ἰδίαν. 2 καὶ μετεμορφώθη ἔμπροσθεν αὐτῶν, καὶ ἔλαμψεν τὸ πρόσωπον αὐτοῦ ὡς ὁ ἥλιος, τὰ δὲ ἱμάτια αὐτοῦ ἐγένετο λευκὰ ὡς τὸ φῶς. 3 καὶ ἰδοὺ ὤφθη αὐτοῖς Μωϋσῆς καὶ Ἠλίας συλλαλοῦντες μετʼ αὐτοῦ. 4 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Πέτρος εἶπεν τῷ Ἰησοῦ• κύριε, καλόν ἐστιν ἡμᾶς ὧδε εἶναι• εἰ θέλεις, ποιήσω ὧδε τρεῖς σκηνάς, σοὶ μίαν καὶ Μωϋσεῖ μίαν καὶ Ἠλίᾳ μίαν. 5 ἔτι αὐτοῦ λαλοῦντος ἰδοὺ νεφέλη φωτεινὴ ἐπεσκίασεν αὐτούς, καὶ ἰδοὺ φωνὴ ἐκ τῆς νεφέλης λέγουσα• οὗτός ἐστιν ὁ υἱός μου ὁ ἀγαπητός, ἐν ᾧ εὐδόκησα• ἀκούετε αὐτοῦ.
6 καὶ ἀκούσαντες οἱ μαθηταὶ ἔπεσαν ἐπὶ πρόσωπον αὐτῶν καὶ ἐφοβήθησαν σφόδρα. 7 καὶ προσῆλθεν ὁ Ἰησοῦς καὶ ἁψάμενος αὐτῶν εἶπεν• ἐγέρθητε καὶ μὴ φοβεῖσθε. 8 ἐπάραντες δὲ τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτῶν οὐδένα εἶδον εἰ μὴ αὐτὸν Ἰησοῦν μόνον.
9 Καὶ καταβαινόντων αὐτῶν ἐκ τοῦ ὄρους ἐνετείλατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς λέγων• μηδενὶ εἴπητε τὸ ὅραμα ἕως οὗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐκ νεκρῶν ἐγερθῇ. Tekst slut, fortsætter: 10 Καὶ ἐπηρώτησαν αὐτὸν οἱ μαθηταὶ λέγοντες• τί οὖν οἱ γραμματεῖς λέγουσιν ὅτι Ἠλίαν δεῖ ἐλθεῖν πρῶτον; 11 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• Ἠλίας μὲν ἔρχεται καὶ ἀποκαταστήσει πάντα• 12 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι Ἠλίας ἤδη ἦλθεν, καὶ οὐκ ἐπέγνωσαν αὐτὸν ἀλλὰ ἐποίησαν ἐν αὐτῷ ὅσα ἠθέλησαν• οὕτως καὶ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου μέλλει πάσχειν ὑπʼ αὐτῶν. 13 τότε συνῆκαν οἱ μαθηταὶ ὅτι περὶ Ἰωάννου τοῦ βαπτιστοῦ εἶπεν αὐτοῖς.
søndag den 11. januar 2015
2. Søndag efter Hellig tre Konger, første række
2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
tirsdag den 6. januar 2015
1. Søndag efter H3K
Hjemme hos Gud
Teksten
41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. 42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. 43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. 45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; 46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. 48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« 49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« 50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52
Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig.
Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt.
Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.
Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.
Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.
En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning
Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).
Synd eller forandring?
Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.
Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring.
Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?
Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig.
En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.
En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).
Disposition "Hjem" og "Findes"
Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.
Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.
Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her.
----
Markus 10,13 ff
Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.
Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.
Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.
i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.
Lukas 2,41 Καὶ ἐπορεύοντο οἱ γονεῖς αὐτοῦ κατʼ ἔτος εἰς Ἰερουσαλὴμ τῇ ἑορτῇ τοῦ πάσχα. 42 Καὶ ὅτε ἐγένετο ἐτῶν δώδεκα, ἀναβαινόντων αὐτῶν κατὰ τὸ ἔθος τῆς ἑορτῆς 43 καὶ τελειωσάντων τὰς ἡμέρας, ἐν τῷ ὑποστρέφειν αὐτοὺς ὑπέμεινεν Ἰησοῦς ὁ παῖς ἐν Ἰερουσαλήμ, καὶ οὐκ ἔγνωσαν οἱ γονεῖς αὐτοῦ. 44 νομίσαντες δὲ αὐτὸν εἶναι ἐν τῇ συνοδίᾳ ἦλθον ἡμέρας ὁδὸν καὶ ἀνεζήτουν αὐτὸν ἐν τοῖς συγγενεῦσιν καὶ τοῖς γνωστοῖς, 45 καὶ μὴ εὑρόντες ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ ἀναζητοῦντες αὐτόν. 46 καὶ ἐγένετο μετὰ ἡμέρας τρεῖς εὗρον αὐτὸν ἐν τῷ ἱερῷ καθεζόμενον ἐν μέσῳ τῶν διδασκάλων καὶ ἀκούοντα αὐτῶν καὶ ἐπερωτῶντα αὐτούς• 47 ἐξίσταντο δὲ πάντες οἱ ἀκούοντες αὐτοῦ ἐπὶ τῇ συνέσει καὶ ταῖς ἀποκρίσεσιν αὐτοῦ. 48 καὶ ἰδόντες αὐτὸν ἐξεπλάγησαν, * καὶ εἶπεν πρὸς αὐτὸν ἡ μήτηρ αὐτοῦ• τέκνον, τί ἐποίησας ἡμῖν οὕτως; ἰδοὺ ὁ πατήρ σου κἀγὼ ὀδυνώμενοι ἐζητοῦμέν σε. 49 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• τί ὅτι ἐζητεῖτέ με; οὐκ ᾔδειτε ὅτι ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου δεῖ εἶναί με; 50 καὶ αὐτοὶ οὐ συνῆκαν τὸ ῥῆμα ὃ ἐλάλησεν αὐτοῖς. 51 καὶ κατέβη μετʼ αὐτῶν καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρὲθ καὶ ἦν ὑποτασσόμενος αὐτοῖς. καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ διετήρει πάντα τὰ ῥήματα ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτῆς. 52 Καὶ Ἰησοῦς προέκοπτεν [ἐν τῇ] σοφίᾳ καὶ ἡλικίᾳ καὶ χάριτι παρὰ θεῷ καὶ ἀνθρώποις.
Teksten
41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. 42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. 43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. 45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; 46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. 48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« 49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« 50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52
Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig.
Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt.
Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.
Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.
Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.
En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning
Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).
Synd eller forandring?
Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.
Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring.
Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?
Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig.
En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.
En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).
Disposition "Hjem" og "Findes"
Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.
Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.
Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her.
----
Markus 10,13 ff
Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.
Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.
Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.
i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.
Lukas 2,41 Καὶ ἐπορεύοντο οἱ γονεῖς αὐτοῦ κατʼ ἔτος εἰς Ἰερουσαλὴμ τῇ ἑορτῇ τοῦ πάσχα. 42 Καὶ ὅτε ἐγένετο ἐτῶν δώδεκα, ἀναβαινόντων αὐτῶν κατὰ τὸ ἔθος τῆς ἑορτῆς 43 καὶ τελειωσάντων τὰς ἡμέρας, ἐν τῷ ὑποστρέφειν αὐτοὺς ὑπέμεινεν Ἰησοῦς ὁ παῖς ἐν Ἰερουσαλήμ, καὶ οὐκ ἔγνωσαν οἱ γονεῖς αὐτοῦ. 44 νομίσαντες δὲ αὐτὸν εἶναι ἐν τῇ συνοδίᾳ ἦλθον ἡμέρας ὁδὸν καὶ ἀνεζήτουν αὐτὸν ἐν τοῖς συγγενεῦσιν καὶ τοῖς γνωστοῖς, 45 καὶ μὴ εὑρόντες ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ ἀναζητοῦντες αὐτόν. 46 καὶ ἐγένετο μετὰ ἡμέρας τρεῖς εὗρον αὐτὸν ἐν τῷ ἱερῷ καθεζόμενον ἐν μέσῳ τῶν διδασκάλων καὶ ἀκούοντα αὐτῶν καὶ ἐπερωτῶντα αὐτούς• 47 ἐξίσταντο δὲ πάντες οἱ ἀκούοντες αὐτοῦ ἐπὶ τῇ συνέσει καὶ ταῖς ἀποκρίσεσιν αὐτοῦ. 48 καὶ ἰδόντες αὐτὸν ἐξεπλάγησαν, * καὶ εἶπεν πρὸς αὐτὸν ἡ μήτηρ αὐτοῦ• τέκνον, τί ἐποίησας ἡμῖν οὕτως; ἰδοὺ ὁ πατήρ σου κἀγὼ ὀδυνώμενοι ἐζητοῦμέν σε. 49 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• τί ὅτι ἐζητεῖτέ με; οὐκ ᾔδειτε ὅτι ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου δεῖ εἶναί με; 50 καὶ αὐτοὶ οὐ συνῆκαν τὸ ῥῆμα ὃ ἐλάλησεν αὐτοῖς. 51 καὶ κατέβη μετʼ αὐτῶν καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρὲθ καὶ ἦν ὑποτασσόμενος αὐτοῖς. καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ διετήρει πάντα τὰ ῥήματα ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτῆς. 52 Καὶ Ἰησοῦς προέκοπτεν [ἐν τῇ] σοφίᾳ καὶ ἡλικίᾳ καὶ χάριτι παρὰ θεῷ καὶ ἀνθρώποις.
fredag den 2. januar 2015
Hellig 3 Konger, første række
Hellig 3 Konger
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.
----
Yderligere:
Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.
De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.
De gik ikke magtens vej hjem
Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.
Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.
Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.
Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.
Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.
Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.
---
Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.
----
Yderligere:
Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.
De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.
De gik ikke magtens vej hjem
Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.
Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.
Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.
Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.
Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.
Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.
---
Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.
Abonner på:
Opslag (Atom)