1. Søndag efter H3K

Hjemme hos Gud


Teksten
41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. 42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. 43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. 45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; 46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. 48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« 49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« 50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.


Luk 2,41-52

Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig.

Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt.

Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.

Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.

Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.

En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning

Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).

Synd eller forandring?

Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.

Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring.

Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?

Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig.

En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.

En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).

Disposition "Hjem" og "Findes"

Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.

Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.

Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her.

----

Markus 10,13 ff

Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.

Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.

Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.

i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.


Lukas 2,41 Καὶ ἐπορεύοντο οἱ γονεῖς αὐτοῦ κατʼ ἔτος εἰς Ἰερουσαλὴμ τῇ ἑορτῇ τοῦ πάσχα. 42 Καὶ ὅτε ἐγένετο ἐτῶν δώδεκα, ἀναβαινόντων αὐτῶν κατὰ τὸ ἔθος τῆς ἑορτῆς 43 καὶ τελειωσάντων τὰς ἡμέρας, ἐν τῷ ὑποστρέφειν αὐτοὺς ὑπέμεινεν Ἰησοῦς ὁ παῖς ἐν Ἰερουσαλήμ, καὶ οὐκ ἔγνωσαν οἱ γονεῖς αὐτοῦ. 44 νομίσαντες δὲ αὐτὸν εἶναι ἐν τῇ συνοδίᾳ ἦλθον ἡμέρας ὁδὸν καὶ ἀνεζήτουν αὐτὸν ἐν τοῖς συγγενεῦσιν καὶ τοῖς γνωστοῖς, 45 καὶ μὴ εὑρόντες ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ ἀναζητοῦντες αὐτόν. 46 καὶ ἐγένετο μετὰ ἡμέρας τρεῖς εὗρον αὐτὸν ἐν τῷ ἱερῷ καθεζόμενον ἐν μέσῳ τῶν διδασκάλων καὶ ἀκούοντα αὐτῶν καὶ ἐπερωτῶντα αὐτούς• 47 ἐξίσταντο δὲ πάντες οἱ ἀκούοντες αὐτοῦ ἐπὶ τῇ συνέσει καὶ ταῖς ἀποκρίσεσιν αὐτοῦ. 48 καὶ ἰδόντες αὐτὸν ἐξεπλάγησαν, * καὶ εἶπεν πρὸς αὐτὸν ἡ μήτηρ αὐτοῦ• τέκνον, τί ἐποίησας ἡμῖν οὕτως; ἰδοὺ ὁ πατήρ σου κἀγὼ ὀδυνώμενοι ἐζητοῦμέν σε. 49 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• τί ὅτι ἐζητεῖτέ με; οὐκ ᾔδειτε ὅτι ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου δεῖ εἶναί με; 50 καὶ αὐτοὶ οὐ συνῆκαν τὸ ῥῆμα ὃ ἐλάλησεν αὐτοῖς. 51 καὶ κατέβη μετʼ αὐτῶν καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρὲθ καὶ ἦν ὑποτασσόμενος αὐτοῖς. καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ διετήρει πάντα τὰ ῥήματα ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτῆς. 52 Καὶ Ἰησοῦς προέκοπτεν [ἐν τῇ] σοφίᾳ καὶ ἡλικίᾳ καὶ χάριτι παρὰ θεῷ καὶ ἀνθρώποις.