Han, til død; vi, til liv
Matt 17,1-9
Teksten:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. 4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. 7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« 8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« tekst slut ( fortsætter: 10 Så spurgte disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først skal komme?« 11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette alt, 12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.« 13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.)
---
Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.
Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.
Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.
Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.
Kontekst:
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.
Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.
Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...
Disposition
Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt. Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.
Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...
Tekst
Καὶ μεθʼ ἡμέρας ἓξ παραλαμβάνει ὁ Ἰησοῦς τὸν Πέτρον καὶ Ἰάκωβον καὶ Ἰωάννην τὸν ἀδελφὸν αὐτοῦ καὶ ἀναφέρει αὐτοὺς εἰς ὄρος ὑψηλὸν κατʼ ἰδίαν. 2 καὶ μετεμορφώθη ἔμπροσθεν αὐτῶν, καὶ ἔλαμψεν τὸ πρόσωπον αὐτοῦ ὡς ὁ ἥλιος, τὰ δὲ ἱμάτια αὐτοῦ ἐγένετο λευκὰ ὡς τὸ φῶς. 3 καὶ ἰδοὺ ὤφθη αὐτοῖς Μωϋσῆς καὶ Ἠλίας συλλαλοῦντες μετʼ αὐτοῦ. 4 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Πέτρος εἶπεν τῷ Ἰησοῦ• κύριε, καλόν ἐστιν ἡμᾶς ὧδε εἶναι• εἰ θέλεις, ποιήσω ὧδε τρεῖς σκηνάς, σοὶ μίαν καὶ Μωϋσεῖ μίαν καὶ Ἠλίᾳ μίαν. 5 ἔτι αὐτοῦ λαλοῦντος ἰδοὺ νεφέλη φωτεινὴ ἐπεσκίασεν αὐτούς, καὶ ἰδοὺ φωνὴ ἐκ τῆς νεφέλης λέγουσα• οὗτός ἐστιν ὁ υἱός μου ὁ ἀγαπητός, ἐν ᾧ εὐδόκησα• ἀκούετε αὐτοῦ.
6 καὶ ἀκούσαντες οἱ μαθηταὶ ἔπεσαν ἐπὶ πρόσωπον αὐτῶν καὶ ἐφοβήθησαν σφόδρα. 7 καὶ προσῆλθεν ὁ Ἰησοῦς καὶ ἁψάμενος αὐτῶν εἶπεν• ἐγέρθητε καὶ μὴ φοβεῖσθε. 8 ἐπάραντες δὲ τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτῶν οὐδένα εἶδον εἰ μὴ αὐτὸν Ἰησοῦν μόνον.
9 Καὶ καταβαινόντων αὐτῶν ἐκ τοῦ ὄρους ἐνετείλατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς λέγων• μηδενὶ εἴπητε τὸ ὅραμα ἕως οὗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐκ νεκρῶν ἐγερθῇ. Tekst slut, fortsætter: 10 Καὶ ἐπηρώτησαν αὐτὸν οἱ μαθηταὶ λέγοντες• τί οὖν οἱ γραμματεῖς λέγουσιν ὅτι Ἠλίαν δεῖ ἐλθεῖν πρῶτον; 11 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• Ἠλίας μὲν ἔρχεται καὶ ἀποκαταστήσει πάντα• 12 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι Ἠλίας ἤδη ἦλθεν, καὶ οὐκ ἐπέγνωσαν αὐτὸν ἀλλὰ ἐποίησαν ἐν αὐτῷ ὅσα ἠθέλησαν• οὕτως καὶ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου μέλλει πάσχειν ὑπʼ αὐτῶν. 13 τότε συνῆκαν οἱ μαθηταὶ ὅτι περὶ Ἰωάννου τοῦ βαπτιστοῦ εἶπεν αὐτοῖς.
lørdag den 17. januar 2015
søndag den 11. januar 2015
2. Søndag efter Hellig tre Konger, første række
2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
Masser af forvandling
Teksten:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; 2 også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. 3 Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« 4 Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« 5 Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. 7 Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. 8 Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. 9 Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen 10 og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
11 Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
12 Derefter gik han og hans mor og hans brødre og hans disciple ned til Kapernaum, og dér blev de nogle få dage.
Tekst slut
Johs 2,1-11
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.
Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.
Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.
Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...
Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.
Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.
Hvis jeg var vandet i karret...
En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.
Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter.
Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?
Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed.
Hvorfor "ind i"?
Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden.
Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof.
Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.
Disposition
Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.
Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.
---
Καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ γάμος ἐγένετο ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας, καὶ ἦν ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ ἐκεῖ• 2 ἐκλήθη δὲ καὶ ὁ Ἰησοῦς καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ εἰς τὸν γάμον. 3 καὶ ὑστερήσαντος οἴνου λέγει ἡ μήτηρ τοῦ Ἰησοῦ πρὸς αὐτόν• οἶνον οὐκ ἔχουσιν. 4 [καὶ] λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• τί ἐμοὶ καὶ σοί, γύναι; οὔπω ἥκει ἡ ὥρα μου. 5 λέγει ἡ μήτηρ αὐτοῦ τοῖς διακόνοις• ὅ τι ἂν λέγῃ ὑμῖν ποιήσατε. 6 ἦσαν δὲ ἐκεῖ λίθιναι ὑδρίαι ἓξ κατὰ τὸν καθαρισμὸν τῶν Ἰουδαίων κείμεναι, χωροῦσαι ἀνὰ μετρητὰς δύο ἢ τρεῖς. 7 λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• γεμίσατε τὰς ὑδρίας ὕδατος. καὶ ἐγέμισαν αὐτὰς ἕως ἄνω. 8 καὶ λέγει αὐτοῖς• ἀντλήσατε νῦν καὶ φέρετε τῷ ἀρχιτρικλίνῳ• οἱ δὲ ἤνεγκαν. 9 ὡς δὲ ἐγεύσατο ὁ ἀρχιτρίκλινος τὸ ὕδωρ οἶνον γεγενημένον καὶ οὐκ ᾔδει πόθεν ἐστίν, οἱ δὲ διάκονοι ᾔδεισαν οἱ ἠντληκότες τὸ ὕδωρ, φωνεῖ τὸν νυμφίον ὁ ἀρχιτρίκλινος 10 καὶ λέγει αὐτῷ• πᾶς ἄνθρωπος πρῶτον τὸν καλὸν οἶνον τίθησιν καὶ ὅταν μεθυσθῶσιν τὸν ἐλάσσω• σὺ τετήρηκας τὸν καλὸν οἶνον ἕως ἄρτι.
11 Ταύτην ἐποίησεν ἀρχὴν τῶν σημείων ὁ Ἰησοῦς ἐν Κανὰ τῆς Γαλιλαίας καὶ ἐφανέρωσεν τὴν δόξαν αὐτοῦ, καὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτὸν οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
(12 Μετὰ τοῦτο κατέβη εἰς Καφαρναοὺμ αὐτὸς καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ καὶ οἱ ἀδελφοὶ [αὐτοῦ] καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ καὶ ἐκεῖ ἔμειναν οὐ πολλὰς ἡμέρας.)
tirsdag den 6. januar 2015
1. Søndag efter H3K
Hjemme hos Gud
Teksten
41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. 42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. 43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. 45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; 46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. 48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« 49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« 50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52
Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig.
Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt.
Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.
Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.
Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.
En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning
Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).
Synd eller forandring?
Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.
Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring.
Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?
Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig.
En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.
En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).
Disposition "Hjem" og "Findes"
Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.
Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.
Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her.
----
Markus 10,13 ff
Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.
Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.
Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.
i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.
Lukas 2,41 Καὶ ἐπορεύοντο οἱ γονεῖς αὐτοῦ κατʼ ἔτος εἰς Ἰερουσαλὴμ τῇ ἑορτῇ τοῦ πάσχα. 42 Καὶ ὅτε ἐγένετο ἐτῶν δώδεκα, ἀναβαινόντων αὐτῶν κατὰ τὸ ἔθος τῆς ἑορτῆς 43 καὶ τελειωσάντων τὰς ἡμέρας, ἐν τῷ ὑποστρέφειν αὐτοὺς ὑπέμεινεν Ἰησοῦς ὁ παῖς ἐν Ἰερουσαλήμ, καὶ οὐκ ἔγνωσαν οἱ γονεῖς αὐτοῦ. 44 νομίσαντες δὲ αὐτὸν εἶναι ἐν τῇ συνοδίᾳ ἦλθον ἡμέρας ὁδὸν καὶ ἀνεζήτουν αὐτὸν ἐν τοῖς συγγενεῦσιν καὶ τοῖς γνωστοῖς, 45 καὶ μὴ εὑρόντες ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ ἀναζητοῦντες αὐτόν. 46 καὶ ἐγένετο μετὰ ἡμέρας τρεῖς εὗρον αὐτὸν ἐν τῷ ἱερῷ καθεζόμενον ἐν μέσῳ τῶν διδασκάλων καὶ ἀκούοντα αὐτῶν καὶ ἐπερωτῶντα αὐτούς• 47 ἐξίσταντο δὲ πάντες οἱ ἀκούοντες αὐτοῦ ἐπὶ τῇ συνέσει καὶ ταῖς ἀποκρίσεσιν αὐτοῦ. 48 καὶ ἰδόντες αὐτὸν ἐξεπλάγησαν, * καὶ εἶπεν πρὸς αὐτὸν ἡ μήτηρ αὐτοῦ• τέκνον, τί ἐποίησας ἡμῖν οὕτως; ἰδοὺ ὁ πατήρ σου κἀγὼ ὀδυνώμενοι ἐζητοῦμέν σε. 49 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• τί ὅτι ἐζητεῖτέ με; οὐκ ᾔδειτε ὅτι ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου δεῖ εἶναί με; 50 καὶ αὐτοὶ οὐ συνῆκαν τὸ ῥῆμα ὃ ἐλάλησεν αὐτοῖς. 51 καὶ κατέβη μετʼ αὐτῶν καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρὲθ καὶ ἦν ὑποτασσόμενος αὐτοῖς. καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ διετήρει πάντα τὰ ῥήματα ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτῆς. 52 Καὶ Ἰησοῦς προέκοπτεν [ἐν τῇ] σοφίᾳ καὶ ἡλικίᾳ καὶ χάριτι παρὰ θεῷ καὶ ἀνθρώποις.
Teksten
41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. 42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. 43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. 45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; 46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. 48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« 49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« 50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52
Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig.
Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt.
Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.
Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.
Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.
En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning
Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).
Synd eller forandring?
Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.
Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring.
Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?
Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig.
En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.
En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).
Disposition "Hjem" og "Findes"
Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.
Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.
Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her.
----
Markus 10,13 ff
Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.
Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.
Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.
i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.
Lukas 2,41 Καὶ ἐπορεύοντο οἱ γονεῖς αὐτοῦ κατʼ ἔτος εἰς Ἰερουσαλὴμ τῇ ἑορτῇ τοῦ πάσχα. 42 Καὶ ὅτε ἐγένετο ἐτῶν δώδεκα, ἀναβαινόντων αὐτῶν κατὰ τὸ ἔθος τῆς ἑορτῆς 43 καὶ τελειωσάντων τὰς ἡμέρας, ἐν τῷ ὑποστρέφειν αὐτοὺς ὑπέμεινεν Ἰησοῦς ὁ παῖς ἐν Ἰερουσαλήμ, καὶ οὐκ ἔγνωσαν οἱ γονεῖς αὐτοῦ. 44 νομίσαντες δὲ αὐτὸν εἶναι ἐν τῇ συνοδίᾳ ἦλθον ἡμέρας ὁδὸν καὶ ἀνεζήτουν αὐτὸν ἐν τοῖς συγγενεῦσιν καὶ τοῖς γνωστοῖς, 45 καὶ μὴ εὑρόντες ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ ἀναζητοῦντες αὐτόν. 46 καὶ ἐγένετο μετὰ ἡμέρας τρεῖς εὗρον αὐτὸν ἐν τῷ ἱερῷ καθεζόμενον ἐν μέσῳ τῶν διδασκάλων καὶ ἀκούοντα αὐτῶν καὶ ἐπερωτῶντα αὐτούς• 47 ἐξίσταντο δὲ πάντες οἱ ἀκούοντες αὐτοῦ ἐπὶ τῇ συνέσει καὶ ταῖς ἀποκρίσεσιν αὐτοῦ. 48 καὶ ἰδόντες αὐτὸν ἐξεπλάγησαν, * καὶ εἶπεν πρὸς αὐτὸν ἡ μήτηρ αὐτοῦ• τέκνον, τί ἐποίησας ἡμῖν οὕτως; ἰδοὺ ὁ πατήρ σου κἀγὼ ὀδυνώμενοι ἐζητοῦμέν σε. 49 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• τί ὅτι ἐζητεῖτέ με; οὐκ ᾔδειτε ὅτι ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου δεῖ εἶναί με; 50 καὶ αὐτοὶ οὐ συνῆκαν τὸ ῥῆμα ὃ ἐλάλησεν αὐτοῖς. 51 καὶ κατέβη μετʼ αὐτῶν καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρὲθ καὶ ἦν ὑποτασσόμενος αὐτοῖς. καὶ ἡ μήτηρ αὐτοῦ διετήρει πάντα τὰ ῥήματα ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτῆς. 52 Καὶ Ἰησοῦς προέκοπτεν [ἐν τῇ] σοφίᾳ καὶ ἡλικίᾳ καὶ χάριτι παρὰ θεῷ καὶ ἀνθρώποις.
fredag den 2. januar 2015
Hellig 3 Konger, første række
Hellig 3 Konger
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.
----
Yderligere:
Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.
De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.
De gik ikke magtens vej hjem
Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.
Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.
Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.
Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.
Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.
Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.
---
Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.
----
Yderligere:
Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.
De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.
De gik ikke magtens vej hjem
Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.
Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.
Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.
Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.
Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.
Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.
---
Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.
tirsdag den 30. december 2014
Nytår, første række
Nytår
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
lørdag den 20. december 2014
Julesøndag, Første række
Julesøndag, første tekstrække
Vi lever i lysets tid
25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
----
Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.
Simeon har mindst tre roller.
For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".
For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.
For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).
Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....
Udad og indad
Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...
Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.
I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.
Poesi
Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.
Disposition 1 At se lys
Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...
Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.
Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)
Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.
Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.
Vi lever i lysets tid
25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
----
Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.
Simeon har mindst tre roller.
For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".
For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.
For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).
Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....
Udad og indad
Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...
Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.
I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.
Poesi
Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.
Disposition 1 At se lys
Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...
Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.
Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)
Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.
Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.
2. Juledag, Stefans Dag
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Abonner på:
Opslag (Atom)