15, 446, 441 -- 272 (14, 192), 427, 6
Teksten:
25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? 29 – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham 30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! 31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? 32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. 34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Tekst slut, Lukas 14,25-35
---
Velkommen til en tilsyneladende pæn religion, som i sit væsen er fanatisk. De krav, der stilles i dagens tekst, ligger langt fra Lukasevangeliets hyggenygge således som engle og hyrder klinger om kap med Rudolf i et butiksvindue.
Kravet om at være discipel og bibeholde saltets rensende kraft, er på en gang gældende og samtidig ophævet - kun han kunne gøre det. ...
Hvis vi kunne frelse os selv, behøvede vi ingen frelser, så opfordringen til efterfølgelse kan ikke have til formål, at vi skal frelses. Det må være en slags følge.
Hadet, som udsiges i vers 25, er ikke det, jeg kalder det Strindbergske had, dvs denne psykologiske tilstand af tilintetgørelsestrang, der kun kan øges. μισεῖ kendes også fra låneordssammensætninger med miso- (fx kvindehader, misogyn) . I denne sammenhæng er miso mere at sky eller forsage, have et teflonagtigt forhold til eller som to BRIO-tog, der vender polerne mod hinanden.
Uanset, om det er er had eller afsky, er det overraskende, at Jesus modsiger Moseslovens bud om at ære far og mor.
Santa Lucia er et eksempel på en, der skyede forældre for troens sag. Stor skandale på Sicilien det år.
Det de to verber στραφεὶς εἶπεν, hvoraf det første teknisk set forholder sig adverbielt til det andet, kunne blive til en disposition til en prædiken, hvor bevægelsesmetaforen er dispositionen: han vender sig mod skaren, mens den og han er på vej, og taler. Bevægelsen med skaren hedder Mainstream. στραφεὶς er udgangspunktet for talen, som er mod mainstream. Kristendom begynder der. Overraskende nok.
-----
Parafrase.
25. Transportsituation og talesituation, afbrudt transport, modbevægelse til ὄχλοι.
26 talens indhold generelt: ingen kan være discipel til jesus uden afkald på nærmeste relation.
27 specifikt: bære kors og følge efter
28-29: Eksemplificeret ved lignelse 1: tårnbyggeri. 28 beregningen af tårnet, 29 eventuel gennemførelse af byggeriet og eventuel undgåelse af omtale af mislykket byggeprojekt.
30-31 Eksemplificeret ved lignelse 2: En militær situation på kongeniveau: 30 beregning af styrkeforhold titusinde mod tyvetusinde. 31 fredsforhandling ved umage styrkeforhold
33. Genoptagelse af talens hovedformål: Discipel, afkald.
34-35a Lignelse 3: Saltbillede: 34a Salt er en god ting. 34b spørgsmål om saltets irreversible gensaltning. 35: om saltets uanvendelighed ved tab af salthed.
35b Opfordring til at høre.
---
Kontekst: en del af stort taleafsnit. Perikopen er naturlig, dvs ikke afbrudt i forhold til Lk teksten.
---
Situationen er en mod-tale til skaren med en opfordring til at høre og fatte en alvor. Den, der kommer til Jesus og vil være discipel skal bære kors, hvilket må forstås som at acceptere lidelsen i yderste konsekvens, samt være klar til, ja allerede har, cuttet båndene til de ellers kendteste og kæreste relationer. Der kræves afkald på ens eget.
Eksemplerne, billedtalen er ikke helt klar. Billedtale er ellers til, for at skære et budskab ud i pap, men her kræves mere pap for at skære selv billedet ud. De to mislykkede entrepaneurbilleder (tårnet og krigen) kan enten betyde det mislykkede discipelskab eller det fravalgskvalificerede liv, der hører til discipelskabet. Jeg vælger den sidste tolkning. Den første vil betyde, at den der ikke lykkes med sine fravalg ligner den, der måtte opgive byggeriet og blev til grin og blev nedkæmpet på grund af uigennemtænkt styrkeforhold. Det andet vil betyde, at den, der vælger discipelskabet ligner den, der fravalgte byggeriet og fravalgte militæraktionen. Den sidste tolkning passer til de fravalg, der nævnes i v26 og 33.
Saltbilledet er endnu sværere. Salt er muligvis et konserveringsmiddel eller noget, der holder noget andet rent eller friskt. Erfaringen af, at salt mister sin kraft, virker som en almindelig erfaring i tekstens eget forståelsesfelt, men ligger uden for en nutidig læsers horisont. Jeg kender ikke til kassabelt salt. Imidlertid er der et forkastelsesbillede knyttet til en erfaring af salt uden kraft, hvilket fører til en opfordring til at høre. Meningen må altså være den (evt støttet af synoptisk parr) at tilhøreren er salt med kraft, dersom tilhøreren hører (og hører hvad der hører til at være discipel) men tilhøreren er salt uden kraft (kassabel, forkastet) hvis ikke.
----
Ordene er skrevet af ham, der kaldes Lukas, på et tidspunkt, hvor discipelskab og martyrium kunne blive en kombination (slutn 1.årh). De relationelle fravalg og parathed til forfølgelse er altså aktuelle for forfatter og læser i affatelsestiden.
En tolkning af teksten kunne således være: Godt vi ikke lever i den tid, hvor man skal træffe disse valg, tak til dem, der gjorde det, så budskabet kunne nå frem til os. Lad os hjælpe dem, der andetsteds oplever det samme nu om stunder.
Man kan også bruge mainstream metaforen og sige: Kristendom er altid modsigelse, er altid ny, er altid overraskende - og tilføje som protestant, at alle (katolske) forsøg på at sætte selvopofrelsen, de relationelle fravalg i system har kun medført nye mainstreames, som krævede fornyet στραφεὶς.
Hvis man vil finde Kristus som herre og frelser i teksten, må det være ved at bruge teksten som syndespejl og sige: hvor meget jeg end stræber, kan jeg ikke leve op til det, hjælp mig, giv mig lov til at være mig med mit ordentlige liv og mine relationer. Kristus er den konge, der vinder ved at være i undertal og den bygning, der rejses ved at være en ruin. Hans hæder er at være til grin. Det er den nye begyndelse, vender sig imod mig og kalder mig og giver mig kræfter til at tage de kampe jeg skal i den tid jeg er sat....
"Led os ikke i fristelse" betyder: stil mig ikke der, hvor jeg skal opgive livet, fordi der hvor livet kommer fra og der hvor livet fører til er vigtigere end livet. Fordi det, jeg ikke kan se, er vigtigere end det, jeg kan se - dets udtryk.
(Fortsættes)
25 Συνεπορεύοντο δὲ αὐτῷ ὄχλοι πολλοί, καὶ στραφεὶς εἶπεν πρὸς αὐτούς• 26 εἴ τις ἔρχεται πρός με καὶ οὐ μισεῖ τὸν πατέρα ἑαυτοῦ καὶ τὴν μητέρα καὶ τὴν γυναῖκα καὶ τὰ τέκνα καὶ τοὺς ἀδελφοὺς καὶ τὰς ἀδελφὰς ἔτι τε καὶ τὴν ψυχὴν ἑαυτοῦ, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής. 27 ὅστις οὐ βαστάζει τὸν σταυρὸν ἑαυτοῦ καὶ ἔρχεται ὀπίσω μου, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
28 Τίς γὰρ ἐξ ὑμῶν θέλων πύργον οἰκοδομῆσαι οὐχὶ πρῶτον καθίσας ψηφίζει τὴν δαπάνην, εἰ ἔχει εἰς ἀπαρτισμόν; 29 ἵνα μήποτε θέντος αὐτοῦ θεμέλιον καὶ μὴ ἰσχύοντος ἐκτελέσαι πάντες οἱ θεωροῦντες ἄρξωνται αὐτῷ ἐμπαίζειν 30 λέγοντες ὅτι οὗτος ὁ ἄνθρωπος ἤρξατο οἰκοδομεῖν καὶ οὐκ ἴσχυσεν ἐκτελέσαι. 31 Ἢ τίς βασιλεὺς πορευόμενος ἑτέρῳ βασιλεῖ συμβαλεῖν εἰς πόλεμον οὐχὶ καθίσας πρῶτον βουλεύσεται εἰ δυνατός ἐστιν ἐν δέκα χιλιάσιν ὑπαντῆσαι τῷ μετὰ εἴκοσι χιλιάδων ἐρχομένῳ ἐπʼ αὐτόν; 32 εἰ δὲ μή γε, ἔτι αὐτοῦ πόρρω ὄντος πρεσβείαν ἀποστείλας ἐρωτᾷ τὰ πρὸς εἰρήνην. 33 οὕτως οὖν πᾶς ἐξ ὑμῶν ὃς οὐκ ἀποτάσσεται πᾶσιν τοῖς ἑαυτοῦ ὑπάρχουσιν οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
34 Καλὸν οὖν τὸ ἅλας• ἐὰν δὲ καὶ τὸ ἅλας μωρανθῇ, ἐν τίνι ἀρτυθήσεται; 35 οὔτε εἰς γῆν οὔτε εἰς κοπρίαν εὔθετόν ἐστιν, ἔξω βάλλουσιν αὐτό. ὁ ἔχων ὦτα ἀκούειν ἀκουέτω
lørdag den 2. juni 2018
1. Søndag efter Trinitatis
Salmer: 726 Gak ud min sjæl, 448 Fyldt af glæde, 442 Enhver som tror -- 683 Den nåde som, 473 Dit minde, 427 Tak for al
Teksten:
13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. 17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. 18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. 19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? 21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Tekst slut, Lukas 12,13-21
---
Oversættelsen af 1948 har sjælen med, der, hvor der står, Min ven v 19. Der er et skift i terminologien vedr Liv (bios og psyke)
1948 oversættelsen:
13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. 17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ 18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; 19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ 20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ 21 – Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
----
Parafrase
13 Råb fra skaren med det ærinde, at Jesus skal få den råbendes bror til at indgå en bestemt arveretlig aftale med den råbende.
14 modspørgsmål fra Jesus som svar til den råbende: modspørgsmålets funktion er at lukke ærindet.
15 advarsel mod griskhed henvendt til alle:
15 a-21 : tag jer i agt for griskhed
15 b : begrundelse 1: et menneskes liv (ζωὴ) afhænger ikke af resultatet af griskhed.
16-21 begrundelse 2: en eksempelfortælling kaldet lignelse (παραβολὴν)
16a: ansats til παραβολὴ
16b fortællingens indledning, situation: en mand med et stort mark-udbytte.
Indre samtale I:
17 samtale i mandens indre vedr pladsproblem.
18 resultat af indre samtale: udskiftning af ladekapacitet til korn og gods.
Indre samtale II, fremtidig:
19: samtale mellem manden og hans sjæl i fremtiden: ro, spise, drikke, være glad.
20 intervention fra Gud: mandens sjæl suspenderes for planlagt fremtid.
21 konklusion: hændelsesforløbet vil ramme gruppe 1: dem der samler griskt, men ikke gruppe 2: dem der er rige hos Gud.
----
V14 På fortælleplanet er modspørgsmålets funtion at stoppe forehavendet, men på et teologisk, kristologisk plan kan modspørgsmålet: "Hvem har sat mig til at dømme?" afføde svaret: Gud!
Lignelsen eller hvad det er, fungerer ikke godt. Sammenligningsleddet hænger ikke sammen med billeddelen særligt tydeligt og sammenhængen med talesituationen er heller ikke klar. Billeddelen skrider, idet afgrøder udvides med gods, som også skal i en lade, som jo ellers er et afgrødested, hvilket er nødvendigt for at få ophøret af aktivitet hos manden til at kunne gennemføres, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis der kun var tale om afgrøder, fordi de ikke kan holde sig, hvorved han ville være nødt til at omsætte dem og altså være fortsat agerende og ikke i ro.
(Den eneste økonomi, som lignelsen passer til, er flaskesamlerens - hvis han ophober dem i meget stort antal - jeg har set østeuropæere og afrikanere samle flasker her på Nørrebro efter Distortion i kubikmeter, kapacitetsudfordring og samarbejde om at vogte læsset).
Fravalget af "sjæl" i 1992 oversættelsen er angiveligt for at hjælpe teksten fri af middelalderteologiske mistolkninger, hvor sjælens fortabelse kunne blive et issue.
1992 oversættelsen har "liv" både for ζωὴ og for ψυχή. Hvad der menes med det ene eller det andet vides ikke præcist. Der er tale om et generelt opgør med en forestilling om, at den rige er rig hos Gud, hvorved rig hos Gud bliver noget andet, som dog ikke er tydeligt i fortællingen. Man må til andre passager i det lukanske dobbeltværk, fx "dine almisser er blevet hørt" apg 10. Med en sådan reference er den rige hos Gud en, der afstår fra rigdom for snarere at give til fattige. Der er en social profil gennem Lk/Apg. Set i et sådant perspektiv kunne ζωὴ være det synlige liv, mens ψυχή er livet, som følelse (sikkerhed i fremtiden) og som liv med Gud. Lignelsen åbner ikke for at sjælen ψυχή skulle være livet hos gud efter døden.
I en protestantisk arbejdsliderlig (webersk) kultur, kunne lignelsens farlige nulpunkt være mandens ophør af arbejde.
De indledende vers er vigtige, idet Jesus ikke går ind i den konkrete sag og dermed ikke danner præcedens og ikke skaber en kristen praksis for skifteret, men derimod vender sig mod havesyge generelt.
Fortællingen har ikke nogen kristologi, men trækker på en omkalfatring af rig/fattig, som dog trækker på den lukanske kristologi.
Til en prædiken, som vil have en frelsergerning, kan man finde Kristi sonende død ved at gøre det indledende råb fra skaren til menighedens bøn: min bror skal skifte arven! Hvis min bror er Jesus Kristus, bliver bønnen hørt, for han har givet afkald for at jeg kan blive arving. Det er her, det gode begynder.
Tanken om at blive rig hos Gud er smuk og jeg synes ikke man skal snyde sig for den tanke, at det at give og skænke og skabe for andre er rigdom i en anden dimension, selvom det er arveskiftet mellem Kristus og mennesket, der er det afgørende. Det er denne rigdom, der skaber giverglæden. ...
----
Fortælling
Begær, arv. Næsten alle kender nogen, som er havnet i en arvestrid. Ikke sjældent må politiet afspærre et dødsbo, fordi arvingerne med hver deres fortælling har en naturlig følelse af ret til dette er hint. Kun boet er juridisk genstand, men som ofte er det fortællingerne, der er drivkraften bag ulykken (manglen på lykke). Personerne vil ha ret.
Forvandling
I arvesager såvel som i andet begær og anden ufredelighed kan en uventet fred, en gæst, indfinde sig. Man kan nogle gange grine af, hvor meget, man ville noget bestemt og hvor meget man ville have ret. Villen og retten kan skifte med fred. Denne fred er en gave og stammer fra at Gud bytter det ud inden i os. Det ultimative bytte er min død for hans evighed. Han ville det så meget, at han gav afkald på alt... Han kørte den helt ud for at jeg skulle blive arving
Landsætning
Jeg vil møde verden med fred - den fred der kan indfinde sig, når man er en sikker, elsket arving med en god historie, en fortælling om at være elsket...
----
13 Εἶπεν δέ τις ἐκ τοῦ ὄχλου αὐτῷ• διδάσκαλε, εἰπὲ τῷ ἀδελφῷ μου μερίσασθαι μετʼ ἐμοῦ τὴν κληρονομίαν. 14 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ἄνθρωπε, τίς με κατέστησεν κριτὴν ἢ μεριστὴν ἐφʼ ὑμᾶς; 15 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς• ὁρᾶτε καὶ φυλάσσεσθε ἀπὸ πάσης πλεονεξίας, ὅτι οὐκ ἐν τῷ περισσεύειν τινὶ ἡ ζωὴ αὐτοῦ ἐστιν ἐκ τῶν ὑπαρχόντων αὐτῷ.
16 Εἶπεν δὲ παραβολὴν πρὸς αὐτοὺς λέγων• ἀνθρώπου τινὸς πλουσίου εὐφόρησεν ἡ χώρα. 17 καὶ διελογίζετο ἐν ἑαυτῷ λέγων• τί ποιήσω, ὅτι οὐκ ἔχω ποῦ συνάξω τοὺς καρπούς μου; 18 καὶ εἶπεν• τοῦτο ποιήσω, καθελῶ μου τὰς ἀποθήκας καὶ μείζονας οἰκοδομήσω καὶ συνάξω ἐκεῖ πάντα τὸν σῖτον καὶ τὰ ἀγαθά μου 19 καὶ ἐρῶ τῇ ψυχῇ μου• ψυχή, ἔχεις πολλὰ ἀγαθὰ κείμενα εἰς ἔτη πολλά• ἀναπαύου, φάγε, πίε, εὐφραίνου. 20 εἶπεν δὲ αὐτῷ ὁ θεός• ἄφρων, ταύτῃ τῇ νυκτὶ τὴν ψυχήν σου ἀπαιτοῦσιν ἀπὸ σοῦ• ἃ δὲ ἡτοίμασας, τίνι ἔσται; 21 οὕτως ὁ θησαυρίζων ἑαυτῷ καὶ μὴ εἰς θεὸν πλουτῶν
Teksten:
13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. 17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. 18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. 19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? 21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Tekst slut, Lukas 12,13-21
---
Oversættelsen af 1948 har sjælen med, der, hvor der står, Min ven v 19. Der er et skift i terminologien vedr Liv (bios og psyke)
1948 oversættelsen:
13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. 17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ 18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; 19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ 20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ 21 – Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
----
Parafrase
13 Råb fra skaren med det ærinde, at Jesus skal få den råbendes bror til at indgå en bestemt arveretlig aftale med den råbende.
14 modspørgsmål fra Jesus som svar til den råbende: modspørgsmålets funktion er at lukke ærindet.
15 advarsel mod griskhed henvendt til alle:
15 a-21 : tag jer i agt for griskhed
15 b : begrundelse 1: et menneskes liv (ζωὴ) afhænger ikke af resultatet af griskhed.
16-21 begrundelse 2: en eksempelfortælling kaldet lignelse (παραβολὴν)
16a: ansats til παραβολὴ
16b fortællingens indledning, situation: en mand med et stort mark-udbytte.
Indre samtale I:
17 samtale i mandens indre vedr pladsproblem.
18 resultat af indre samtale: udskiftning af ladekapacitet til korn og gods.
Indre samtale II, fremtidig:
19: samtale mellem manden og hans sjæl i fremtiden: ro, spise, drikke, være glad.
20 intervention fra Gud: mandens sjæl suspenderes for planlagt fremtid.
21 konklusion: hændelsesforløbet vil ramme gruppe 1: dem der samler griskt, men ikke gruppe 2: dem der er rige hos Gud.
----
V14 På fortælleplanet er modspørgsmålets funtion at stoppe forehavendet, men på et teologisk, kristologisk plan kan modspørgsmålet: "Hvem har sat mig til at dømme?" afføde svaret: Gud!
Lignelsen eller hvad det er, fungerer ikke godt. Sammenligningsleddet hænger ikke sammen med billeddelen særligt tydeligt og sammenhængen med talesituationen er heller ikke klar. Billeddelen skrider, idet afgrøder udvides med gods, som også skal i en lade, som jo ellers er et afgrødested, hvilket er nødvendigt for at få ophøret af aktivitet hos manden til at kunne gennemføres, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis der kun var tale om afgrøder, fordi de ikke kan holde sig, hvorved han ville være nødt til at omsætte dem og altså være fortsat agerende og ikke i ro.
(Den eneste økonomi, som lignelsen passer til, er flaskesamlerens - hvis han ophober dem i meget stort antal - jeg har set østeuropæere og afrikanere samle flasker her på Nørrebro efter Distortion i kubikmeter, kapacitetsudfordring og samarbejde om at vogte læsset).
Fravalget af "sjæl" i 1992 oversættelsen er angiveligt for at hjælpe teksten fri af middelalderteologiske mistolkninger, hvor sjælens fortabelse kunne blive et issue.
1992 oversættelsen har "liv" både for ζωὴ og for ψυχή. Hvad der menes med det ene eller det andet vides ikke præcist. Der er tale om et generelt opgør med en forestilling om, at den rige er rig hos Gud, hvorved rig hos Gud bliver noget andet, som dog ikke er tydeligt i fortællingen. Man må til andre passager i det lukanske dobbeltværk, fx "dine almisser er blevet hørt" apg 10. Med en sådan reference er den rige hos Gud en, der afstår fra rigdom for snarere at give til fattige. Der er en social profil gennem Lk/Apg. Set i et sådant perspektiv kunne ζωὴ være det synlige liv, mens ψυχή er livet, som følelse (sikkerhed i fremtiden) og som liv med Gud. Lignelsen åbner ikke for at sjælen ψυχή skulle være livet hos gud efter døden.
I en protestantisk arbejdsliderlig (webersk) kultur, kunne lignelsens farlige nulpunkt være mandens ophør af arbejde.
De indledende vers er vigtige, idet Jesus ikke går ind i den konkrete sag og dermed ikke danner præcedens og ikke skaber en kristen praksis for skifteret, men derimod vender sig mod havesyge generelt.
Fortællingen har ikke nogen kristologi, men trækker på en omkalfatring af rig/fattig, som dog trækker på den lukanske kristologi.
Til en prædiken, som vil have en frelsergerning, kan man finde Kristi sonende død ved at gøre det indledende råb fra skaren til menighedens bøn: min bror skal skifte arven! Hvis min bror er Jesus Kristus, bliver bønnen hørt, for han har givet afkald for at jeg kan blive arving. Det er her, det gode begynder.
Tanken om at blive rig hos Gud er smuk og jeg synes ikke man skal snyde sig for den tanke, at det at give og skænke og skabe for andre er rigdom i en anden dimension, selvom det er arveskiftet mellem Kristus og mennesket, der er det afgørende. Det er denne rigdom, der skaber giverglæden. ...
----
Fortælling
Begær, arv. Næsten alle kender nogen, som er havnet i en arvestrid. Ikke sjældent må politiet afspærre et dødsbo, fordi arvingerne med hver deres fortælling har en naturlig følelse af ret til dette er hint. Kun boet er juridisk genstand, men som ofte er det fortællingerne, der er drivkraften bag ulykken (manglen på lykke). Personerne vil ha ret.
Forvandling
I arvesager såvel som i andet begær og anden ufredelighed kan en uventet fred, en gæst, indfinde sig. Man kan nogle gange grine af, hvor meget, man ville noget bestemt og hvor meget man ville have ret. Villen og retten kan skifte med fred. Denne fred er en gave og stammer fra at Gud bytter det ud inden i os. Det ultimative bytte er min død for hans evighed. Han ville det så meget, at han gav afkald på alt... Han kørte den helt ud for at jeg skulle blive arving
Landsætning
Jeg vil møde verden med fred - den fred der kan indfinde sig, når man er en sikker, elsket arving med en god historie, en fortælling om at være elsket...
----
13 Εἶπεν δέ τις ἐκ τοῦ ὄχλου αὐτῷ• διδάσκαλε, εἰπὲ τῷ ἀδελφῷ μου μερίσασθαι μετʼ ἐμοῦ τὴν κληρονομίαν. 14 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ἄνθρωπε, τίς με κατέστησεν κριτὴν ἢ μεριστὴν ἐφʼ ὑμᾶς; 15 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς• ὁρᾶτε καὶ φυλάσσεσθε ἀπὸ πάσης πλεονεξίας, ὅτι οὐκ ἐν τῷ περισσεύειν τινὶ ἡ ζωὴ αὐτοῦ ἐστιν ἐκ τῶν ὑπαρχόντων αὐτῷ.
16 Εἶπεν δὲ παραβολὴν πρὸς αὐτοὺς λέγων• ἀνθρώπου τινὸς πλουσίου εὐφόρησεν ἡ χώρα. 17 καὶ διελογίζετο ἐν ἑαυτῷ λέγων• τί ποιήσω, ὅτι οὐκ ἔχω ποῦ συνάξω τοὺς καρπούς μου; 18 καὶ εἶπεν• τοῦτο ποιήσω, καθελῶ μου τὰς ἀποθήκας καὶ μείζονας οἰκοδομήσω καὶ συνάξω ἐκεῖ πάντα τὸν σῖτον καὶ τὰ ἀγαθά μου 19 καὶ ἐρῶ τῇ ψυχῇ μου• ψυχή, ἔχεις πολλὰ ἀγαθὰ κείμενα εἰς ἔτη πολλά• ἀναπαύου, φάγε, πίε, εὐφραίνου. 20 εἶπεν δὲ αὐτῷ ὁ θεός• ἄφρων, ταύτῃ τῇ νυκτὶ τὴν ψυχήν σου ἀπαιτοῦσιν ἀπὸ σοῦ• ἃ δὲ ἡτοίμασας, τίνι ἔσται; 21 οὕτως ὁ θησαυρίζων ἑαυτῷ καὶ μὴ εἰς θεὸν πλουτῶν
torsdag den 24. maj 2018
Trinitatis søndag, anden række
16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. 17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. 18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28, 16-20
Der er nok at tage fat på: hvorledes skal kirken fortsætte arbejdet med at døbe og skabe disciple med imperialisme i bagagen? Hvad er verdens ende? Hvordan gebærder kristendommen sig i modernitetens individualisme med sit budskab om hele universets totale herre? Er triniteten klar i Mattæus eller er det bare en triadisk besværgelse? Betyder τηρεῖν i v20 "overholde" eller "bevare"?
Kirken er missionerende og for mig at se, er den væsentligste ambassadøropgave for kærlighedens budskab at være troværdig på aktiv kærlighed: vi er det, vi siger. Vi giver mad til sultne fx.
Verdens ende er for mig. Jeg opfatter ikke verdens ende som en fysisk begivenhed med en dato. Min herre er Kristus. Han er herre over min himmel og jord, som nok ligesåvel er noget indre.
Triniteten er en tanke senere end det ny testamente. Materialet til en trinitetsteologi er tilstede i det ny testamente, men er ikke færdig.
Den treenige Gud er for mig garanten for at Gud ikke bliver gammel. Det ny testamente er altid nyt. Skaberen, genløseren og fornyeren er samme Gud. Det er Guds Ånd, som gør, at min oplevelse af at være skabt (gave, liv) bliver ny i lyset af, at jeg er genløst - dvs skabt til midlertidighed og befriet til evighed, hvilket indvirker på min måde at varetage mit midlertidige liv.
Med evigt liv i sigte, kan jeg stoppe med at være nærig med mit liv, hvilket giver min næste ny betydning. Evighedens skænkes af sønnens gerning, at han blev mit medmenneske, hvorved ethvert medmenneske bliver mit møde med Gud.
Således bliver Fader, Søn, Helligånd til Gave, Ven, varme.
Fortælling:
Faster Anna står af toget i Korsbæk. Hun forarges over, at hendes brødre Mads og Kresten beholder, men ikke overholder hendes bud.
Forvandling
Den levende tro med ånden, er, at hun bliver sat på toget igen.
Landsætning
Jeg vil mærke at ånden altid gør min tro fri fra tvang, altid gør den ny. Gud fader som gav mig livet og Guds Søn, som befriede mig ind i evigheden sender hele tiden Ånden, så glæden pver gaven bliver glæden over at møde mit medmenneske og sætte tvangen på toget og modtage lysten...
(Fortsættes)
----
16 Οἱ δὲ ἕνδεκα μαθηταὶ ἐπορεύθησαν εἰς τὴν Γαλιλαίαν εἰς τὸ ὄρος οὗ ἐτάξατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς, 17 καὶ ἰδόντες αὐτὸν προσεκύνησαν, οἱ δὲ ἐδίστασαν. 18 καὶ προσελθὼν ὁ Ἰησοῦς ἐλάλησεν αὐτοῖς λέγων· ἐδόθη μοι πᾶσα ἐξουσία ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπὶ [τῆς] γῆς. 19 πορευθέντες οὖν μαθητεύσατε πάντα τὰ ἔθνη, βαπτίζοντες αὐτοὺς εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος, 20 διδάσκοντες αὐτοὺς τηρεῖν πάντα ὅσα ἐνετειλάμην ὑμῖν· καὶ ἰδοὺ ἐγὼ μεθ᾽ ὑμῶν εἰμι πάσας τὰς ἡμέρας ἕως τῆς συντελείας τοῦ αἰῶνος
Der er nok at tage fat på: hvorledes skal kirken fortsætte arbejdet med at døbe og skabe disciple med imperialisme i bagagen? Hvad er verdens ende? Hvordan gebærder kristendommen sig i modernitetens individualisme med sit budskab om hele universets totale herre? Er triniteten klar i Mattæus eller er det bare en triadisk besværgelse? Betyder τηρεῖν i v20 "overholde" eller "bevare"?
Kirken er missionerende og for mig at se, er den væsentligste ambassadøropgave for kærlighedens budskab at være troværdig på aktiv kærlighed: vi er det, vi siger. Vi giver mad til sultne fx.
Verdens ende er for mig. Jeg opfatter ikke verdens ende som en fysisk begivenhed med en dato. Min herre er Kristus. Han er herre over min himmel og jord, som nok ligesåvel er noget indre.
Triniteten er en tanke senere end det ny testamente. Materialet til en trinitetsteologi er tilstede i det ny testamente, men er ikke færdig.
Den treenige Gud er for mig garanten for at Gud ikke bliver gammel. Det ny testamente er altid nyt. Skaberen, genløseren og fornyeren er samme Gud. Det er Guds Ånd, som gør, at min oplevelse af at være skabt (gave, liv) bliver ny i lyset af, at jeg er genløst - dvs skabt til midlertidighed og befriet til evighed, hvilket indvirker på min måde at varetage mit midlertidige liv.
Med evigt liv i sigte, kan jeg stoppe med at være nærig med mit liv, hvilket giver min næste ny betydning. Evighedens skænkes af sønnens gerning, at han blev mit medmenneske, hvorved ethvert medmenneske bliver mit møde med Gud.
Således bliver Fader, Søn, Helligånd til Gave, Ven, varme.
Fortælling:
Faster Anna står af toget i Korsbæk. Hun forarges over, at hendes brødre Mads og Kresten beholder, men ikke overholder hendes bud.
Forvandling
Den levende tro med ånden, er, at hun bliver sat på toget igen.
Landsætning
Jeg vil mærke at ånden altid gør min tro fri fra tvang, altid gør den ny. Gud fader som gav mig livet og Guds Søn, som befriede mig ind i evigheden sender hele tiden Ånden, så glæden pver gaven bliver glæden over at møde mit medmenneske og sætte tvangen på toget og modtage lysten...
(Fortsættes)
----
16 Οἱ δὲ ἕνδεκα μαθηταὶ ἐπορεύθησαν εἰς τὴν Γαλιλαίαν εἰς τὸ ὄρος οὗ ἐτάξατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς, 17 καὶ ἰδόντες αὐτὸν προσεκύνησαν, οἱ δὲ ἐδίστασαν. 18 καὶ προσελθὼν ὁ Ἰησοῦς ἐλάλησεν αὐτοῖς λέγων· ἐδόθη μοι πᾶσα ἐξουσία ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπὶ [τῆς] γῆς. 19 πορευθέντες οὖν μαθητεύσατε πάντα τὰ ἔθνη, βαπτίζοντες αὐτοὺς εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος, 20 διδάσκοντες αὐτοὺς τηρεῖν πάντα ὅσα ἐνετειλάμην ὑμῖν· καὶ ἰδοὺ ἐγὼ μεθ᾽ ὑμῶν εἰμι πάσας τὰς ἡμέρας ἕως τῆς συντελείας τοῦ αἰῶνος
lørdag den 12. maj 2018
2. Pinsedag, anden række
Salmer: 725, 396, 332 -- 458, 290
Teksten:
44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. 46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« johs 6,44-51
---
Har Johannes erstattet en nadver med rigtig mad med en troshandling: er det at spise brødet noget overført? Johannesevangeliets skærtorsdag har en fodvaskning der, hvor de tre andre evangelister har indstiftelsen af Nadveren. Til gengæld er Johannesevangeliet fuld af brødteologi.
Teksten kan blive ubehagelig i sin eksklusivitet, hvis man læser v44 som "KUN dem, faderen driver..." Det pædagogiske sigte må være, at lade Faderen drive den troende til sønnen, som giver evighed ved at være givet til verden og dermed være evighedsmad, som kan indtages.
Relevansen af denne bevægelse er svær at se i selve teksten, hvis man vil omsætte forvandlingen til handling. "Liv for verden" er muligvis verdens udfrielse ind i evigheden - men liv og levende kan udlægges parænetisk: kom, lad os leve, fordi vi har livet i verden...
"Alle skal være oplært af Gud" er et brud eller et alternativ til den meget eksklusive åndsmeddelelse, som kendes fra GT. Der er tale om et eskatologisk scenarie, som altså er brudt igennem, idet ånden nu gives til hele flokken. Ånden som almindelig og særlig er i øvrigt spændende som emne for en samtale med troende mennesker. Kirken taler om ånd i almindelighed (skænket i dåben) men kan vi rumme de mange subjektive fortællinger om åndsmeddelelser, som noget særligt?
----
Jeg vil nok helst prædike over Ezekiel teksten, da jeg er ved at være træt af johannes...
Disposition:
Fortælling
Jeg trækker vejret og mærker åndepust i sommerluften, men er det noget særligt? Er den ånd, jeg fik i dåben særlig? Skal jeg mærke mere end det?
Forvandling.
Jeg er i verden, men er samtidig lukket ind i Guds evige virkelighed. Jeg tror det og har evigt liv. Mit liv er mere end det jeg lan tage at føle på. Evigheden er tilstede som himmelmad. Jeg spiser en fortælling om livets sejr.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og prøve mig selv som himmelmenneske. Jeg vil ikke spekulere over ånden som noget særligt, men min næste som noget særligt. Jeg vil dele ud af evigheden som kærlighed og opmærksomhed, for jeg har liv nok. Liv i evighed...
---
Disposition II
Fortælling
Næring: jeg indtager mad, brød, det kommer ind i min krop og bliver nedbrudt og udsætter dermed den uafvendelige nedbrydning af mig selv.
Forvandling
Noget nyt kommer ind i mig, fordi jeg er med i noget større. Mad til evighed. Nedbrydning er al min erfaring, men nu skal jeg oplæres til noget nyt
Landsætning
Jeg er i gang med at blive oplært til det modsatte af nedbrydning. Jeg vil prøve det på relationer. Relationer kommer og går, men jeg vil se det evige i dem - det, der bærer fra kærlighedsdimensionen.
---
44 οὐδεὶς δύναται ἐλθεῖν πρός με ἐὰν μὴ ὁ πατὴρ ὁ πέμψας με ἑλκύσῃ αὐτόν, κἀγὼ ἀναστήσω αὐτὸν ἐν τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. 45 ἔστιν γεγραμμένον ἐν τοῖς προφήταις• καὶ ἔσονται πάντες διδακτοὶ θεοῦ• πᾶς ὁ ἀκούσας παρὰ τοῦ πατρὸς καὶ μαθὼν ἔρχεται πρὸς ἐμέ. 46 οὐχ ὅτι τὸν πατέρα ἑώρακέν τις εἰ μὴ ὁ ὢν παρὰ τοῦ θεοῦ, οὗτος ἑώρακεν τὸν πατέρα. 47 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὁ πιστεύων ἔχει ζωὴν αἰώνιον. 48 Ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς. 49 οἱ πατέρες ὑμῶν ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ τὸ μάννα καὶ ἀπέθανον• 50 οὗτός ἐστιν ὁ ἄρτος ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβαίνων, ἵνα τις ἐξ αὐτοῦ φάγῃ καὶ μὴ ἀποθάνῃ. 51 ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος ὁ ζῶν ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβάς• ἐάν τις φάγῃ ἐκ τούτου τοῦ ἄρτου ζήσει εἰς τὸν αἰῶνα, καὶ ὁ ἄρτος δὲ ὃν ἐγὼ δώσω ἡ σάρξ μού ἐστιν ὑπὲρ τῆς τοῦ κόσμου ζωῆς.
Teksten:
44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. 46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« johs 6,44-51
---
Har Johannes erstattet en nadver med rigtig mad med en troshandling: er det at spise brødet noget overført? Johannesevangeliets skærtorsdag har en fodvaskning der, hvor de tre andre evangelister har indstiftelsen af Nadveren. Til gengæld er Johannesevangeliet fuld af brødteologi.
Teksten kan blive ubehagelig i sin eksklusivitet, hvis man læser v44 som "KUN dem, faderen driver..." Det pædagogiske sigte må være, at lade Faderen drive den troende til sønnen, som giver evighed ved at være givet til verden og dermed være evighedsmad, som kan indtages.
Relevansen af denne bevægelse er svær at se i selve teksten, hvis man vil omsætte forvandlingen til handling. "Liv for verden" er muligvis verdens udfrielse ind i evigheden - men liv og levende kan udlægges parænetisk: kom, lad os leve, fordi vi har livet i verden...
"Alle skal være oplært af Gud" er et brud eller et alternativ til den meget eksklusive åndsmeddelelse, som kendes fra GT. Der er tale om et eskatologisk scenarie, som altså er brudt igennem, idet ånden nu gives til hele flokken. Ånden som almindelig og særlig er i øvrigt spændende som emne for en samtale med troende mennesker. Kirken taler om ånd i almindelighed (skænket i dåben) men kan vi rumme de mange subjektive fortællinger om åndsmeddelelser, som noget særligt?
----
Jeg vil nok helst prædike over Ezekiel teksten, da jeg er ved at være træt af johannes...
Disposition:
Fortælling
Jeg trækker vejret og mærker åndepust i sommerluften, men er det noget særligt? Er den ånd, jeg fik i dåben særlig? Skal jeg mærke mere end det?
Forvandling.
Jeg er i verden, men er samtidig lukket ind i Guds evige virkelighed. Jeg tror det og har evigt liv. Mit liv er mere end det jeg lan tage at føle på. Evigheden er tilstede som himmelmad. Jeg spiser en fortælling om livets sejr.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og prøve mig selv som himmelmenneske. Jeg vil ikke spekulere over ånden som noget særligt, men min næste som noget særligt. Jeg vil dele ud af evigheden som kærlighed og opmærksomhed, for jeg har liv nok. Liv i evighed...
---
Disposition II
Fortælling
Næring: jeg indtager mad, brød, det kommer ind i min krop og bliver nedbrudt og udsætter dermed den uafvendelige nedbrydning af mig selv.
Forvandling
Noget nyt kommer ind i mig, fordi jeg er med i noget større. Mad til evighed. Nedbrydning er al min erfaring, men nu skal jeg oplæres til noget nyt
Landsætning
Jeg er i gang med at blive oplært til det modsatte af nedbrydning. Jeg vil prøve det på relationer. Relationer kommer og går, men jeg vil se det evige i dem - det, der bærer fra kærlighedsdimensionen.
---
44 οὐδεὶς δύναται ἐλθεῖν πρός με ἐὰν μὴ ὁ πατὴρ ὁ πέμψας με ἑλκύσῃ αὐτόν, κἀγὼ ἀναστήσω αὐτὸν ἐν τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. 45 ἔστιν γεγραμμένον ἐν τοῖς προφήταις• καὶ ἔσονται πάντες διδακτοὶ θεοῦ• πᾶς ὁ ἀκούσας παρὰ τοῦ πατρὸς καὶ μαθὼν ἔρχεται πρὸς ἐμέ. 46 οὐχ ὅτι τὸν πατέρα ἑώρακέν τις εἰ μὴ ὁ ὢν παρὰ τοῦ θεοῦ, οὗτος ἑώρακεν τὸν πατέρα. 47 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὁ πιστεύων ἔχει ζωὴν αἰώνιον. 48 Ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς. 49 οἱ πατέρες ὑμῶν ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ τὸ μάννα καὶ ἀπέθανον• 50 οὗτός ἐστιν ὁ ἄρτος ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβαίνων, ἵνα τις ἐξ αὐτοῦ φάγῃ καὶ μὴ ἀποθάνῃ. 51 ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος ὁ ζῶν ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβάς• ἐάν τις φάγῃ ἐκ τούτου τοῦ ἄρτου ζήσει εἰς τὸν αἰῶνα, καὶ ὁ ἄρτος δὲ ὃν ἐγὼ δώσω ἡ σάρξ μού ἐστιν ὑπὲρ τῆς τοῦ κόσμου ζωῆς.
Pinsedag, anden række
Salmer: 291, 282 -- 294, 321, 290
Teksten:
15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).
---
Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.
Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?
Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.
Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.
Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.
Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.
Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.
Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .
Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..
Disposition
Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.
Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!
Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.
15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν
Teksten:
15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).
---
Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.
Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?
Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.
Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.
Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.
Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.
Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.
Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .
Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..
Disposition
Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.
Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!
Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.
15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν
fredag den 11. maj 2018
6. Søndag efter Påske, anden række
292, 512 -- 492, 288
Teksten
20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26
V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.
Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.
Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".
Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.
Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.
Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .
Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.
----
Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.
En pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.
----
20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς
Teksten
20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26
V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.
Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.
Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".
Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.
Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.
Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .
Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.
----
Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.
En pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.
----
20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς
tirsdag den 8. maj 2018
Kristi himmelfarts dag, anden række
Salmer: 250, 253, 256v4 -- 252, 473, 251
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Kristi Himmelfart er den højtid, som i højeste grad udfordrer mit verdensbillede med dets skelnen mellem konkret og abstrakt. Hvor er han nu?
Jeg kan uden videre forstå, at apostlene så ham forsvinde og blive løftet - men hvad de så, kan jeg ikke forstå.
Men jeg vil lede efter svaret i Jesu ord og Kristi gerning. Jesu ord handler om at tilgive og ophæve de love, som ellers holder mennesker nede. Rig og fattig, bundet og løst. Kristi gerning om liv og død.
Jeg vil lede efter svaret ved at efterleve og støtte ophævelserne. Se den fornedrede som den ophøjede. Ophæve den lov, at den forkerte også er den forhadte.
Måske vil disse ophævelser kaste lys over ophævelsen af de love og grænser, Apostlenes oplevelse indeholder...
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Kristi Himmelfart er den højtid, som i højeste grad udfordrer mit verdensbillede med dets skelnen mellem konkret og abstrakt. Hvor er han nu?
Jeg kan uden videre forstå, at apostlene så ham forsvinde og blive løftet - men hvad de så, kan jeg ikke forstå.
Men jeg vil lede efter svaret i Jesu ord og Kristi gerning. Jesu ord handler om at tilgive og ophæve de love, som ellers holder mennesker nede. Rig og fattig, bundet og løst. Kristi gerning om liv og død.
Jeg vil lede efter svaret ved at efterleve og støtte ophævelserne. Se den fornedrede som den ophøjede. Ophæve den lov, at den forkerte også er den forhadte.
Måske vil disse ophævelser kaste lys over ophævelsen af de love og grænser, Apostlenes oplevelse indeholder...
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
Abonner på:
Opslag (Atom)