1. Søndag efter Påske, anden række

At elske og bevare...
Kærlighed er evig. Planer er tidslige. Jesus stresser kærligheden med en evig plan...
Salmer: 408, 448, 442. -- 192, 473, 696

Teksten:
15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« 16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« 17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« 19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannes21,15-19 tekst slut
---
Kærlighed er mange ting og at elske og elske er ikke altid det samme. Da de når hinanden er det det samme verbum, der bruges. Kærlighed mellem mænd i østlige egne er fascinerende; det er mere naturligt at holde i hånd, ligge i ske og nusse. I vore egne er det stadig grænseoverskridende adfærd.

Stikord. Kærlighed/evighed. Plan, opgave/forløb. Magt, afmagt. Fortid, nutid, fremtid, evighed.
----
Når jeg elsker et menneske føles det som evigt, bestandigt og alligevel som et sårbart nu. Når jeg elsker føler jeg en kæmpe energi, men man kan ikke stille krav til den. Følelsen retter på en måde sin energi mod fremtiden, men lan ikke eje den. Kærligheden har energien til en plans begyndelse, men idet det bliver en strategi, er det ikke-tidslige forrådt.

I dagens tekst bruges flere udtryk for at elske. De har nok forskellig betydning. Jeg vil ikke rode mig ud i hvilket. Men for at åbne viften af betydninger:
Være forelsket, optaget af, knytte bånd, tiltrukket af, sætte højere end andet, givet hen til, opslugt af, beskæftiger mig med hele tiden.

Det er en provokation, at Jesus spørger til kærligheden. Den har lidt, idet der spørges. 3 gange er rigeligt. Den opstandne reparerer de tre fornægtelser ved hanens galen.

Da de tre tilsagn har repareret svigtet, stilles opgaven for tredje gang og fuldes med en efterfølgelsesforudsigelse.

Dermed bringes tid og evighed i spil som følger.
Jesus krænker den kærlighed, der kun kan være nutid og evig ved st spørge kontrollerende (efter-prøvende) til den. Når man er død, er det for sent at forlige fortiden, men Jesus er opstanden og taler på den anden side af den grænse. Derfor gør han fortiden god, selvom han er død.
Han giver Simon Peter en opgave, som indebærer hans egen død (efterfølgelse) og som handler om at bevare et budskab levende i en flok (kaldet får). Dette budskab er en genfortælling af fortiden (jesu sonende død) som skal holdes i live i fremtiden, for at de hørende skal blive evige. Målet er evighed og kærlighed.

Hvad Simon Peters vogteropgave går ud på, kan retrospektivt beskrives som en mangefacetteret virkningshistorie: embeder, pavedømmer, dogmer, alment præstedømme etc.

Alt dette må man lægge bag sig og se det væsentlige. Der bliver spurgt til kærligheden og målet er kærligheden. Den evighed, der er så sårbar i sit evige nu, bliver vundet fra fortiden ind i nutiden og ud i fremtiden gennem en soning, som er tidsophævende.

Disposition

Fortælling
Jeg lever i nuet og elsker i nuet.
Planer og krav gør min kærlighed til strategi og ophæver det magiske.

Forvandling.
Jeg møder et tripple spørgsmål om kærlighed, et sonende gentagende spørgsmål, som genindsætter mig i nuet. Jeg husker buet, mærker den ubundne kærlighed, som kan alt.

Landsætning
Jeg skal vogte et budskab, passe på en historie, som er så fantastisk, at den kan sætte et menneske ind i den virkelighed, som ellers kun kendes fra det sarte nu, bestandigt.



15 Ὅτε οὖν ἠρίστησαν λέγει τῷ Σίμωνι Πέτρῳ ὁ Ἰησοῦς• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με πλέον τούτων; λέγει αὐτῷ• ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• βόσκε τὰ ἀρνία μου. 16 λέγει αὐτῷ πάλιν δεύτερον• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με; λέγει αὐτῷ. ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• ποίμαινε τὰ πρόβατά μου. 17 λέγει αὐτῷ τὸ τρίτον• Σίμων Ἰωάννου, φιλεῖς με; ἐλυπήθη ὁ Πέτρος ὅτι εἶπεν αὐτῷ τὸ τρίτον• φιλεῖς με; καὶ λέγει αὐτῷ• κύριε, πάντα σὺ οἶδας, σὺ γινώσκεις ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ [ὁ Ἰησοῦς]• βόσκε τὰ πρόβατά μου. 18 ἀμὴν ἀμὴν λέγω σοι, ὅτε ἦς νεώτερος, ἐζώννυες σεαυτὸν καὶ περιεπάτεις ὅπου ἤθελες• ὅταν δὲ γηράσῃς, ἐκτενεῖς τὰς χεῖράς σου, καὶ ἄλλος σε ζώσει καὶ οἴσει ὅπου οὐ θέλεις. 19 τοῦτο δὲ εἶπεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ δοξάσει τὸν θεόν. καὶ τοῦτο εἰπὼν λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι

2. Påskedag, anden række

Min tro løber om kap med dem, der så det. Og den er sart...

218, 236 -- 369, 245

Teksten:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. 2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« 3 Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. 4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; 5 han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. 6 Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der 7 og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. 8 Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. 9 Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. 10 Disciplene gik så hjem igen.
Den opstandne Jesus og Maria Magdalene
11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven 12 og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. 13 De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« 14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16 Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. 17 Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« 18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Johannes 20,1-18 tekst slut

Hvem er den elskede, ukendte discipel? Det er dig, min elskede. Til jul kan vi spørge: "Hvad sker der for dig?" Og svare: "Der sker det for mig, at verden er fuld af sang, himlen er åben og jeg elsker dig." Anden påskedag kan vi spørge:"Hvad sker der med dig?" Og svare: "Jeg er den elskede discipel, som løber om kap med førstehåndsvidnerne og ser og tror og er sart og ulykkelig i troen, men bliver trøstet af min levende herre ... " tænk at have en herre. En herre, som byder mig at tro og elske.

Påskedag.

Jeg har fået fuld oprejsning.
219, 223, 236 -- 226, 192, 234

Vi har mistet Jesus ... Aprilsnar, han er midt iblandt os!

Jeg har ingen anden ære, end at Jesus har rejst mig op igen.

Jeg vil nu leve op, frem for at "leve op til".

"Leve op til" er lov, den gamle pagt, fordi den binder mig til tidens rækkefølge (grøn, grå, død).

Der er navnlig tre udtryk, der vidner om denne bundethed til "følgen".

Succes, en følge (Erfolg)
Konsekvens, det, der følger efter
Effekt, det eftergjorte.

Nu vil jeg bare leve op. Det giver ikke længere mening at "leve op til". Ingen succes kan måle sig. Jesus har taget konsekvensen, taget den væk fra mig. Givet en ny dimension: den, hvor tidens bundethed kan gå flere veje, død, grå, grøn. Det gjorte kan synes ugjort, tilgivelse er tiden reversibel. Hvad er al tale om effekt ved siden af ren væren?

Påskelørdagnat

Påskelørdag
Salmer: 202, 213, 222
Under jorden

Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.

"Det var en tvekamp underfuld".

Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.

Hvis man holder midnatsgudstjeneste frem mod påskemorgen, er Jonas 2 god at prædike over

Langfredag, anden række

Langfredag
191 v 1-3, v4-6, v7-10 -- v11, v12(nadver) v14-16

Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.

Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.

Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.

Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.

----

Teksten.

For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.

2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.

4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«

10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!

13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.

26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.

28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)

Skærtorsdag, anden række

Salmer 366, 671, 473 -- 178, 321, 472.

Skærtorsdag, anden række

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)

Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.

Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.

Johannesevangeliet har i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregning af dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.

Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.

Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....

En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med forvandling, idet teologer til alle tider har villet forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.

Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.

Disposition:

Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.

Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.

Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes

13 Πρὸ δὲ τῆς ἑορτῆς τοῦ πάσχα εἰδὼς ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἦλθεν αὐτοῦ ἡ ὥρα ἵνα μεταβῇ ἐκ τοῦ κόσμου τούτου πρὸς τὸν πατέρα, ἀγαπήσας τοὺς ἰδίους τοὺς ἐν τῷ κόσμῳ εἰς τέλος ἠγάπησεν αὐτούς. 2 καὶ δείπνου γινομένου, τοῦ διαβόλου ἤδη βεβληκότος εἰς τὴν καρδίαν ἵνα παραδοῖ αὐτὸν Ἰούδας Σίμωνος Ἰσκαριώτου, 3 εἰδὼς ὅτι πάντα ἔδωκεν αὐτῷ ὁ πατὴρ εἰς τὰς χεῖρας * καὶ ὅτι ἀπὸ θεοῦ ἐξῆλθεν καὶ πρὸς τὸν θεὸν ὑπάγει, 4 ἐγείρεται ἐκ τοῦ δείπνου καὶ τίθησιν τὰ ἱμάτια καὶ λαβὼν λέντιον διέζωσεν ἑαυτόν• 5 εἶτα βάλλει ὕδωρ εἰς τὸν νιπτῆρα καὶ ἤρξατο νίπτειν τοὺς πόδας τῶν μαθητῶν καὶ ἐκμάσσειν τῷ λεντίῳ ᾧ ἦν διεζωσμένος. 6 ἔρχεται οὖν πρὸς Σίμωνα Πέτρον• λέγει αὐτῷ• κύριε, σύ μου νίπτεις τοὺς πόδας; 7 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὃ ἐγὼ ποιῶ σὺ οὐκ οἶδας ἄρτι, γνώσῃ δὲ μετὰ ταῦτα. 8 λέγει αὐτῷ Πέτρος• οὐ μὴ νίψῃς μου τοὺς πόδας εἰς τὸν αἰῶνα. ἀπεκρίθη Ἰησοῦς αὐτῷ• ἐὰν μὴ νίψω σε, οὐκ ἔχεις μέρος μετʼ ἐμοῦ. 9 λέγει αὐτῷ Σίμων Πέτρος• κύριε, μὴ τοὺς πόδας μου μόνον ἀλλὰ καὶ τὰς χεῖρας καὶ τὴν κεφαλήν. 10 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὁ λελουμένος οὐκ ἔχει χρείαν εἰ μὴ τοὺς πόδας νίψασθαι, ἀλλʼ ἔστιν καθαρὸς ὅλος• καὶ ὑμεῖς καθαροί ἐστε, ἀλλʼ οὐχὶ πάντες. 11 ᾔδει γὰρ τὸν παραδιδόντα αὐτόν• διὰ τοῦτο εἶπεν ὅτι οὐχὶ πάντες καθαροί ἐστε.

12 Ὅτε οὖν ἔνιψεν τοὺς πόδας αὐτῶν [καὶ] ἔλαβεν τὰ ἱμάτια αὐτοῦ καὶ ἀνέπεσεν πάλιν, εἶπεν αὐτοῖς• γινώσκετε τί πεποίηκα ὑμῖν; 13 ὑμεῖς φωνεῖτέ με• ὁ διδάσκαλος, καί• ὁ κύριος, καὶ καλῶς λέγετε• εἰμὶ γάρ. 14 εἰ οὖν ἐγὼ ἔνιψα ὑμῶν τοὺς πόδας ὁ κύριος καὶ ὁ διδάσκαλος, καὶ ὑμεῖς ὀφείλετε ἀλλήλων νίπτειν τοὺς πόδας• 15 ὑπόδειγμα γὰρ ἔδωκα ὑμῖν ἵνα καθὼς ἐγὼ ἐποίησα ὑμῖν καὶ ὑμεῖς ποιῆτε. 16 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ ἔστιν δοῦλος μείζων τοῦ κυρίου αὐτοῦ οὐδὲ ἀπόστολος μείζων τοῦ πέμψαντος αὐτόν. 17 εἰ ταῦτα οἴδατε, μακάριοί ἐστε ἐὰν ποιῆτε αὐτά.

Mariæ Bebudelse, anden række

Løfte og løfte
Nå og nå
(Salmer: 71, 448, 441, -- 72, 201, 80)
Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55

Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.

Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).

Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.

Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"

Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.

Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.

Nb Marias lovsang er en del af en Lukansk fuga (se julesøndag, første række) hvor den gamle pagt battler med den nye (Zakarias lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang). Det er to musikstemmer, der kappes om glansen. Den gamle pagt hedder: "du skal eller jeg smadrer dig", den bye hedder: "jeg elsker dig og jeg ved, du kan". Eller er det en ung og ny pagt, som kæmper med at give ansvaret sit sidste udtryk?

-----

46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα