Hvor er Kristus?
Inden for vesten. Bank-bank. Mærk hjertet. In-vestere, bank.
Teksten.
14 Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; 15 én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. 16 Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. 17 Ligeledes tjente han med de to talenter to til. 18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. 19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. 20 Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. 21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 22 Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. 23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 24 Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, 25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. 26 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. 27 Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. 28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. 29 For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Matt 25,14-30 tekst slut
-----
Med det velkendte mattæiske pædagogiske virkemiddel "trussel og frygt" opfordres vi til at investere (iklæde) vores iboende himmerige. Heldigvis ved vi fra i søndags, hvad der gik i jorden: Kristus selv. Hen er den nedgravede talent, som fordømmes. Herfra gror min indre bank. Bank bank, siger hjertet...
Jeg opdeler altså min forståelse af teksten i to dele: Lov og Evangelium, eller: Jesus og Kristus, forstået som den historiske Jesus og de troendes Kristus. Samlet giver dette at Jesus er Kristus, altså at den, der skærper loven, opfylder den. Jesus befaler at fuldføre Guds vilje og fuldfører den selv ved sit offer. Dermed bliver han forkastet, puttet i jorden, men er samtidig investeringen, der lykkes til min glæde, som er noget andet end trussel. Guds vilje kommer af glæde. Gud elsker først.
---
Disposition:
Fortælling:
Jeg har lukket mit talent inde. Jeg burde have sat det i spil. I mig er troen på Guds Søns forsonende død og hans opstandelse som den første af os mennesker til glæde og evighed - evighed, som skal investeres som kærlighed. Men jeg har gemt det i et hul. Kirken. Jeg siger det kun højt om søndagen, når alle sover. Jeg omkranser det med musik, som kun 3% af de levende er fortrolig med. Jeg ytrer det i svært forståelige tekster og hæmmer min egen udfoldelse af det ved at iklæde mig sort tøj og min hovede hvilende på en skærm, så jeg taler uden krop. Den krop, jeg måtte ønske at få med i budskabet, er skjult af udskæringer i træ. Jeg burde kaste mig ud på spillepladen og bygge huse på Grønningen og hoteller på Rådhuspladsen, så riget kan vokse ved afkast og atter afkast, men her står jeg på Hvidovrevej og har overset at bygge et eneste hus. Ingen, der kommer forbi mit felt, bidrager til vækst. Jeg kan lige så godt øve mig i at skære tænder, så de er klar, når kulden og udstødelsen rammer mig!
Forvandling?
Hvem sagde udstødelse? Det gjorde den udstødte! Det er den guddommelige forvandling, der bringer mig tilbage på brættet. Jeg burde for længst være forkastet, men betingelsen er ændret. Jeg er kastet ind og ikke ud. Han, som befalede under trusler, har selv taget alt det på sig, som truslen handlede om. Han blev kastet ud, han kom i jorden, han blev fordømt. Jeg derimod står i den smukkeste redning. Jeg mærker, hvordan udstødelsen kører baglæns; jeg løfter mig fra den kolde jord, svæver langsom tilbage i varmen, mine kindmuskler blive frie til at smile, tale, spise, gabe, snorke, sige: "Godmorgen!" kysse. Kysse livet.
Landsætning
Jeg mærker glæden i mig. Den in-vesteres. Den er inden for vesten. Mit hjerte er en bank. Mærk selv! Bank, bank. Jeg vil ud og gentage den baglæns bevægelse: ind i varmen. Jeg vil give varme til den, der fryser. Den, der er ude, skal lukkes ind med den forvandlende kraft, der lever inden for min vest.
-----
Det kan diskuteres, hvor vidt ovenstående er en ægte pi-disposition, idet den læner sig kraftigt op ad V-prædikenen med sit narrativ, der anskueliggør synden (se Hvad er en Pi-prædiken). Pi-prædiken skal ikke som v-prædiken anskueliggøre synden for at postulere nåden, men anskueliggøre nåden for at vække kærligheden. I den skabelon er det mere ideelt at have et positivt narrativ: "jeg kender det, der lykkes, OG jeg mærker en forvandling" (fremfor: "jeg kender det, der mislykkes, MEN jeg mærker en forvandling"). Teksten i dag lægger mest op til MEN modellen, men man kan godt lave et narrativ, der tager udgangspunkt i den gode investering, så man får en tre-hed: lyst, lyst, lyst
mandag den 22. januar 2018
onsdag den 17. januar 2018
Sidste søndag efter Hellig 3 Konger, anden række
Sidste søndag H3K II
Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?
Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.
---
Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.
Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.
----
Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).
De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.
Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".
---
Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.
Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.
At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).
Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.
Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.
Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.
...
23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.
27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν
Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?
Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.
---
Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.
Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.
----
Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).
De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.
Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".
---
Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.
Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.
At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).
Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.
Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.
Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.
...
23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.
27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν
onsdag den 10. januar 2018
2. Søndag efter H3K anden række
2. Søndag H3K
Jeg falder gennem lag af anerkendelse.
Slægt og sted erstattes af ånd og sandhed.
Teksten:
5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. 6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« 8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« 17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; 18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« 25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« 26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
johannes 4,5-26
Tekst slut
Jeg vil drømme om min dåb som lag af forvandlende anerkendelse, jeg falder ned igennem.
I dagens tekst finder der mange overskridelser sted:
Jesus overskrider grænsen til "forkertland".
Han træder ind i fortællingen om Jakobskilden.
Han henvender sig til en kvinde, han ikke kender og som ikke kender ham, overskridelse af at kende ikkekende.
I samtalen overskrides jøde-samaritanergrænsen.
Mand-kvindegrænsen overskrides.
Status ikke-status overskrides.
Grænsen mellem ikke-kende og kende bliver udfordret, idet Jesus kender til hendes parforhold.
Denne overskrides på den måde, at Jesus vil rette op på den med skam forbundne situation at han taler med en uledsaget kvinde på et offentligt sted. Oprettelsen skal ske ved at hendes mand tilgår. Jesus ved, at denne oprettelse ikke kan finde sted, hvilket giver ham status som vidende, profet.
Med denne demonstration åbner kvinden for at dyrkelsen af Gud sker i Samaria, men at Jesus kommer fra en tradition, hvor den eneste rette dyrkelse sker i Jerusalem. Også dette er en overskridelse.
Jesus lader denne forskel skride ind i en ny virkelighed: Geografi erstattet af ånd. Gud er ånd. Tilbedelse i ånd og sandhed.
Kvinden griber stikordet sandhed og henviser til Messias, som vil fortælle dem alt, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om viden og ikke en zone hvor ikke-væren er væk.
Så overskrides grænsen mellem foreløbig og nu. Messias taler.
Samtalen handler om vand i almindelighed og vand i særdeleshed. Vand i særdeleshed må være dåben. Jeg er døbt med vand i sandhed og ånd.
Jeg vil tænke på min dåb, som at falde igennem overflader af overskridelser, som jeg kender.
Være på rette sted.
Ind i "uden skam zonen".
Være kendt som den jeg er
Være til i evighed
Aldrig tørste
-----
Disposition:
Fortælling:
At opdage, at de grænser, men plejer at frygte, var væk. Dem man ikke kunne med, kunne man med. Dem,man aldrig ville få anerkendelse fra, fik man samvær med, ligeværdigt, den tid, der aldrig ville slå til var der i rigt mål
Forvandling:
Jeg er i kirke og hører, at sted og slægt er skiftet ud med sandhed og Ånd. De grænser, vi skal gå og kæmpe med at overskride (eller forsvare) er forsvundet, som en jomfruhinde (dengang man troede sådan en fandtes). Gå og kæmpe er en vandret bevægelse. Et møde mellem en mand og en kvinde og en kilde finder sted, men bevægelsen, overskridelsen er lodret.
Landsætning.
Jeg er faldet lodret ned gennem lag af grænser. Lighed, skyldfri, evig, sand. Gud er med mig overalt og vil hjælpe mig med at møde mit medmenneske, frit, lige, ...
4 Ὡς οὖν ἔγνω ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἤκουσαν οἱ Φαρισαῖοι ὅτι Ἰησοῦς πλείονας μαθητὰς ποιεῖ καὶ βαπτίζει ἢ Ἰωάννης 2 - καίτοιγε Ἰησοῦς αὐτὸς οὐκ ἐβάπτιζεν ἀλλʼ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ - 3 ἀφῆκεν τὴν Ἰουδαίαν καὶ ἀπῆλθεν πάλιν εἰς τὴν Γαλιλαίαν.
4 Ἔδει δὲ αὐτὸν διέρχεσθαι διὰ τῆς Σαμαρείας. 5 ἔρχεται οὖν εἰς πόλιν τῆς Σαμαρείας λεγομένην Συχὰρ πλησίον τοῦ χωρίου ὃ ἔδωκεν Ἰακὼβ [τῷ] Ἰωσὴφ τῷ υἱῷ αὐτοῦ• 6 ἦν δὲ ἐκεῖ πηγὴ τοῦ Ἰακώβ. ὁ οὖν Ἰησοῦς κεκοπιακὼς ἐκ τῆς ὁδοιπορίας ἐκαθέζετο οὕτως ἐπὶ τῇ πηγῇ• ὥρα ἦν ὡς ἕκτη. 7 ἔρχεται γυνὴ ἐκ τῆς Σαμαρείας ἀντλῆσαι ὕδωρ. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• δός μοι πεῖν• 8 οἱ γὰρ μαθηταὶ αὐτοῦ ἀπεληλύθεισαν εἰς τὴν πόλιν ἵνα τροφὰς ἀγοράσωσιν. 9 λέγει οὖν αὐτῷ ἡ γυνὴ ἡ Σαμαρῖτις• πῶς σὺ Ἰουδαῖος ὢν παρʼ ἐμοῦ πεῖν αἰτεῖς γυναικὸς Σαμαρίτιδος οὔσης; οὐ γὰρ συγχρῶνται Ἰουδαῖοι Σαμαρίταις. 10 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• εἰ ᾔδεις τὴν δωρεὰν τοῦ θεοῦ καὶ τίς ἐστιν ὁ λέγων σοι• δός μοι πεῖν, σὺ ἂν ᾔτησας αὐτὸν καὶ ἔδωκεν ἄν σοι ὕδωρ ζῶν. 11 λέγει αὐτῷ [ἡ γυνή]• κύριε, οὔτε ἄντλημα ἔχεις καὶ τὸ φρέαρ ἐστὶν βαθύ• πόθεν οὖν ἔχεις τὸ ὕδωρ τὸ ζῶν; 12 μὴ σὺ μείζων εἶ τοῦ πατρὸς ἡμῶν Ἰακώβ, ὃς ἔδωκεν ἡμῖν τὸ φρέαρ καὶ αὐτὸς ἐξ αὐτοῦ ἔπιεν καὶ οἱ υἱοὶ αὐτοῦ καὶ τὰ θρέμματα αὐτοῦ; 13 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• πᾶς ὁ πίνων ἐκ τοῦ ὕδατος τούτου διψήσει πάλιν• 14 ὃς δʼ ἂν πίῃ ἐκ τοῦ ὕδατος οὗ ἐγὼ δώσω αὐτῷ, οὐ μὴ διψήσει εἰς τὸν αἰῶνα, ἀλλὰ τὸ ὕδωρ ὃ δώσω αὐτῷ γενήσεται ἐν αὐτῷ πηγὴ ὕδατος ἁλλομένου εἰς ζωὴν αἰώνιον. 15 λέγει πρὸς αὐτὸν ἡ γυνή• κύριε, δός μοι τοῦτο τὸ ὕδωρ, ἵνα μὴ διψῶ μηδὲ διέρχωμαι ἐνθάδε ἀντλεῖν. 16 λέγει αὐτῇ• ὕπαγε φώνησον τὸν ἄνδρα σου καὶ ἐλθὲ ἐνθάδε. 17 ἀπεκρίθη ἡ γυνὴ καὶ εἶπεν αὐτῷ• οὐκ ἔχω ἄνδρα. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• καλῶς εἶπας ὅτι ἄνδρα οὐκ ἔχω• 18 πέντε γὰρ ἄνδρας ἔσχες καὶ νῦν ὃν ἔχεις οὐκ ἔστιν σου ἀνήρ• τοῦτο ἀληθὲς εἴρηκας. 19 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• κύριε, θεωρῶ ὅτι προφήτης εἶ σύ. 20 οἱ πατέρες ἡμῶν ἐν τῷ ὄρει τούτῳ προσεκύνησαν• καὶ ὑμεῖς λέγετε ὅτι ἐν Ἱεροσολύμοις ἐστὶν ὁ τόπος ὅπου προσκυνεῖν δεῖ. 21 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• πίστευέ μοι, γύναι, ὅτι ἔρχεται ὥρα ὅτε οὔτε ἐν τῷ ὄρει τούτῳ οὔτε ἐν Ἱεροσολύμοις προσκυνήσετε τῷ πατρί. 22 ὑμεῖς προσκυνεῖτε ὃ οὐκ οἴδατε• ἡμεῖς προσκυνοῦμεν ὃ οἴδαμεν, ὅτι ἡ σωτηρία ἐκ τῶν Ἰουδαίων ἐστίν. 23 ἀλλὰ ἔρχεται ὥρα καὶ νῦν ἐστιν, ὅτε οἱ ἀληθινοὶ προσκυνηταὶ προσκυνήσουσιν τῷ πατρὶ ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ• καὶ γὰρ ὁ πατὴρ τοιούτους ζητεῖ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτόν. 24 πνεῦμα ὁ θεός, καὶ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτὸν ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ δεῖ προσκυνεῖν. 25 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• οἶδα ὅτι Μεσσίας ἔρχεται ὁ λεγόμενος χριστός• ὅταν ἔλθῃ ἐκεῖνος, ἀναγγελεῖ ἡμῖν ἅπαντα. 26 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι, ὁ λαλῶν σοι
Jeg falder gennem lag af anerkendelse.
Slægt og sted erstattes af ånd og sandhed.
Teksten:
5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. 6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« 8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« 17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; 18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« 25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« 26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
johannes 4,5-26
Tekst slut
Jeg vil drømme om min dåb som lag af forvandlende anerkendelse, jeg falder ned igennem.
I dagens tekst finder der mange overskridelser sted:
Jesus overskrider grænsen til "forkertland".
Han træder ind i fortællingen om Jakobskilden.
Han henvender sig til en kvinde, han ikke kender og som ikke kender ham, overskridelse af at kende ikkekende.
I samtalen overskrides jøde-samaritanergrænsen.
Mand-kvindegrænsen overskrides.
Status ikke-status overskrides.
Grænsen mellem ikke-kende og kende bliver udfordret, idet Jesus kender til hendes parforhold.
Denne overskrides på den måde, at Jesus vil rette op på den med skam forbundne situation at han taler med en uledsaget kvinde på et offentligt sted. Oprettelsen skal ske ved at hendes mand tilgår. Jesus ved, at denne oprettelse ikke kan finde sted, hvilket giver ham status som vidende, profet.
Med denne demonstration åbner kvinden for at dyrkelsen af Gud sker i Samaria, men at Jesus kommer fra en tradition, hvor den eneste rette dyrkelse sker i Jerusalem. Også dette er en overskridelse.
Jesus lader denne forskel skride ind i en ny virkelighed: Geografi erstattet af ånd. Gud er ånd. Tilbedelse i ånd og sandhed.
Kvinden griber stikordet sandhed og henviser til Messias, som vil fortælle dem alt, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om viden og ikke en zone hvor ikke-væren er væk.
Så overskrides grænsen mellem foreløbig og nu. Messias taler.
Samtalen handler om vand i almindelighed og vand i særdeleshed. Vand i særdeleshed må være dåben. Jeg er døbt med vand i sandhed og ånd.
Jeg vil tænke på min dåb, som at falde igennem overflader af overskridelser, som jeg kender.
Være på rette sted.
Ind i "uden skam zonen".
Være kendt som den jeg er
Være til i evighed
Aldrig tørste
-----
Disposition:
Fortælling:
At opdage, at de grænser, men plejer at frygte, var væk. Dem man ikke kunne med, kunne man med. Dem,man aldrig ville få anerkendelse fra, fik man samvær med, ligeværdigt, den tid, der aldrig ville slå til var der i rigt mål
Forvandling:
Jeg er i kirke og hører, at sted og slægt er skiftet ud med sandhed og Ånd. De grænser, vi skal gå og kæmpe med at overskride (eller forsvare) er forsvundet, som en jomfruhinde (dengang man troede sådan en fandtes). Gå og kæmpe er en vandret bevægelse. Et møde mellem en mand og en kvinde og en kilde finder sted, men bevægelsen, overskridelsen er lodret.
Landsætning.
Jeg er faldet lodret ned gennem lag af grænser. Lighed, skyldfri, evig, sand. Gud er med mig overalt og vil hjælpe mig med at møde mit medmenneske, frit, lige, ...
4 Ὡς οὖν ἔγνω ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἤκουσαν οἱ Φαρισαῖοι ὅτι Ἰησοῦς πλείονας μαθητὰς ποιεῖ καὶ βαπτίζει ἢ Ἰωάννης 2 - καίτοιγε Ἰησοῦς αὐτὸς οὐκ ἐβάπτιζεν ἀλλʼ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ - 3 ἀφῆκεν τὴν Ἰουδαίαν καὶ ἀπῆλθεν πάλιν εἰς τὴν Γαλιλαίαν.
4 Ἔδει δὲ αὐτὸν διέρχεσθαι διὰ τῆς Σαμαρείας. 5 ἔρχεται οὖν εἰς πόλιν τῆς Σαμαρείας λεγομένην Συχὰρ πλησίον τοῦ χωρίου ὃ ἔδωκεν Ἰακὼβ [τῷ] Ἰωσὴφ τῷ υἱῷ αὐτοῦ• 6 ἦν δὲ ἐκεῖ πηγὴ τοῦ Ἰακώβ. ὁ οὖν Ἰησοῦς κεκοπιακὼς ἐκ τῆς ὁδοιπορίας ἐκαθέζετο οὕτως ἐπὶ τῇ πηγῇ• ὥρα ἦν ὡς ἕκτη. 7 ἔρχεται γυνὴ ἐκ τῆς Σαμαρείας ἀντλῆσαι ὕδωρ. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• δός μοι πεῖν• 8 οἱ γὰρ μαθηταὶ αὐτοῦ ἀπεληλύθεισαν εἰς τὴν πόλιν ἵνα τροφὰς ἀγοράσωσιν. 9 λέγει οὖν αὐτῷ ἡ γυνὴ ἡ Σαμαρῖτις• πῶς σὺ Ἰουδαῖος ὢν παρʼ ἐμοῦ πεῖν αἰτεῖς γυναικὸς Σαμαρίτιδος οὔσης; οὐ γὰρ συγχρῶνται Ἰουδαῖοι Σαμαρίταις. 10 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• εἰ ᾔδεις τὴν δωρεὰν τοῦ θεοῦ καὶ τίς ἐστιν ὁ λέγων σοι• δός μοι πεῖν, σὺ ἂν ᾔτησας αὐτὸν καὶ ἔδωκεν ἄν σοι ὕδωρ ζῶν. 11 λέγει αὐτῷ [ἡ γυνή]• κύριε, οὔτε ἄντλημα ἔχεις καὶ τὸ φρέαρ ἐστὶν βαθύ• πόθεν οὖν ἔχεις τὸ ὕδωρ τὸ ζῶν; 12 μὴ σὺ μείζων εἶ τοῦ πατρὸς ἡμῶν Ἰακώβ, ὃς ἔδωκεν ἡμῖν τὸ φρέαρ καὶ αὐτὸς ἐξ αὐτοῦ ἔπιεν καὶ οἱ υἱοὶ αὐτοῦ καὶ τὰ θρέμματα αὐτοῦ; 13 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• πᾶς ὁ πίνων ἐκ τοῦ ὕδατος τούτου διψήσει πάλιν• 14 ὃς δʼ ἂν πίῃ ἐκ τοῦ ὕδατος οὗ ἐγὼ δώσω αὐτῷ, οὐ μὴ διψήσει εἰς τὸν αἰῶνα, ἀλλὰ τὸ ὕδωρ ὃ δώσω αὐτῷ γενήσεται ἐν αὐτῷ πηγὴ ὕδατος ἁλλομένου εἰς ζωὴν αἰώνιον. 15 λέγει πρὸς αὐτὸν ἡ γυνή• κύριε, δός μοι τοῦτο τὸ ὕδωρ, ἵνα μὴ διψῶ μηδὲ διέρχωμαι ἐνθάδε ἀντλεῖν. 16 λέγει αὐτῇ• ὕπαγε φώνησον τὸν ἄνδρα σου καὶ ἐλθὲ ἐνθάδε. 17 ἀπεκρίθη ἡ γυνὴ καὶ εἶπεν αὐτῷ• οὐκ ἔχω ἄνδρα. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• καλῶς εἶπας ὅτι ἄνδρα οὐκ ἔχω• 18 πέντε γὰρ ἄνδρας ἔσχες καὶ νῦν ὃν ἔχεις οὐκ ἔστιν σου ἀνήρ• τοῦτο ἀληθὲς εἴρηκας. 19 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• κύριε, θεωρῶ ὅτι προφήτης εἶ σύ. 20 οἱ πατέρες ἡμῶν ἐν τῷ ὄρει τούτῳ προσεκύνησαν• καὶ ὑμεῖς λέγετε ὅτι ἐν Ἱεροσολύμοις ἐστὶν ὁ τόπος ὅπου προσκυνεῖν δεῖ. 21 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• πίστευέ μοι, γύναι, ὅτι ἔρχεται ὥρα ὅτε οὔτε ἐν τῷ ὄρει τούτῳ οὔτε ἐν Ἱεροσολύμοις προσκυνήσετε τῷ πατρί. 22 ὑμεῖς προσκυνεῖτε ὃ οὐκ οἴδατε• ἡμεῖς προσκυνοῦμεν ὃ οἴδαμεν, ὅτι ἡ σωτηρία ἐκ τῶν Ἰουδαίων ἐστίν. 23 ἀλλὰ ἔρχεται ὥρα καὶ νῦν ἐστιν, ὅτε οἱ ἀληθινοὶ προσκυνηταὶ προσκυνήσουσιν τῷ πατρὶ ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ• καὶ γὰρ ὁ πατὴρ τοιούτους ζητεῖ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτόν. 24 πνεῦμα ὁ θεός, καὶ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτὸν ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ δεῖ προσκυνεῖν. 25 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• οἶδα ὅτι Μεσσίας ἔρχεται ὁ λεγόμενος χριστός• ὅταν ἔλθῃ ἐκεῖνος, ἀναγγελεῖ ἡμῖν ἅπαντα. 26 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι, ὁ λαλῶν σοι
lørdag den 6. januar 2018
1. Søndag efter Hellig 3 Konger, anden række
Hvad er status?
Teksten:
13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, 14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« 16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markus 10,13-16 tekst slut
Børn er ikke søde og har ingen status. Dette er angiveligt den kulturelle baggrund for scenariet.
De, der bærer børnene er med overvejende sandsynlighed kvinder. Indholdet af kvindernes ønske om at Jesus skal røre ved børnene er ikke udtalt, men må forstås som noget vigtigt og positivt. På gættelinien ligger alt lige fra almindelig beskyttelse mod fx sygdom og onde kræfter til kraftoverførsel ind i en Samuelrolle eller noget messiansk; alt fra fastholdelse af det normale tol ønsker om det mere end normale.
Disciplenes negative afvisning af kvinder og børn kan være en slags forkontor, som beskytter Jesus, men også en beskyttelse af dem selv mod statustab.
Almindelige børn som vigtige og verdens centrum og søde og statusforbundne ligger i min optik uden for tekstens horisont.
Pointen er, at Guds Rige tilhører den, der ingen status har. Så vidt jeg kan min gramatik, kan παιδίον både være subjekt i sammenligningssætningen, hvorved Der er mulighed for to forståelser: man kan modtage guds rige og modtage børn sidestillet. Tag imod statusløse, så tager du imod Riget. Eller: statusløse kan modtage på den måde, hvormed Riget skal modtages.
Statusløse børn kendes stadig fra tredjeverden. Det er ikke svært at gribe ud after et barn og løfte det op i kraven eller håret og bruge det som genstand i en tale. Et nutidigt barn i vores kultur vil enten kræve sin ret eller en hovedrolle i scenariet.
Spørgsmålet: "Hvad er status?" Kan forstås på to måder. 1 Definér venligst "status". 2 Giv mig venligst en opdatering på nuværende situation og/eller udvikling i samme.
Som indledning og afslutning på en prædiken kunne spørsmålet stilles i begge betydninger.
Hvad er status? Status er alt det, jeg tænker væk, i at være Guds barn. Den nøgenhed som åbner.
Hvad er status? Status er pt, at Kristus har byttet status med mig og taget den fornedrelse, jeg ikke magter at tage for at give den herlighed, som er ufortjent.
Min statusløshed er en tanke om fuldstændig frihed. En barnelatter i mig.
-----
13 Καὶ προσέφερον αὐτῷ παιδία ἵνα αὐτῶν ἅψηται• οἱ δὲ μαθηταὶ ἐπετίμησαν αὐτοῖς. 14 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ἠγανάκτησεν καὶ εἶπεν αὐτοῖς• ἄφετε τὰ παιδία ἔρχεσθαι πρός με, μὴ κωλύετε αὐτά, τῶν γὰρ τοιούτων ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 15 ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὃς ἂν μὴ δέξηται τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ὡς παιδίον, οὐ μὴ εἰσέλθῃ εἰς αὐτήν. 16 καὶ ἐναγκαλισάμενος αὐτὰ κατευλόγει τιθεὶς τὰς χεῖρας ἐπʼ αὐτά.
fredag den 5. januar 2018
H3K
Hellig 3 Konger
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv
lørdag den 23. december 2017
Julesøndag, anden række
Julesøndag, anden række
Asyl, advarsel, pagt, opfyldelse, pogrom, skrig, liv.
13 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« 14 Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. 15 Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«
16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. 17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
18 I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten 20 og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« 21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. 22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, 23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Mattæus 2,13-23 tekst slut
----
Ramaskriget. En mors skrig ved tabet af sit barn er i min erfaring verdens værste lyd. Hvorfor? Fordi livet er stort. Det er livet selv, der kalder. Tilblivelsen råber gennem sin modsætning.
---
I dagens tekst får Mattæus løst en del af sine egne problemer, men skabt et tilsvarende antal for en moderne læser.
For Mattæus er det tilsyneladende vigtigt at få den gamle pagt afløst af den nye pagt gennem opfyldelser og geografi. Derfor må Jesus en tur til Ægypten som barn, hvilket næppe er historisk. I nyere tid er der opstået et behov for, at Jesus har været i Indien og jeg vil snart plædere for, at han har været på Christiania.
Lad os holde Mattæus i hånden i en fælles tro på, at den gamle pagt er afløst af den nye med Guds vilje. Den gamle pagt er dømmende, den nye frikendende. Lad os i fællesskab digte alle relevante historier, som lader dom blive afløst af frihed.
Også baby-pogromen er opspind. Men det gør ikke noget. Verdenshistorien savner ikke pogromer og døde børn. Den 24 december blev der fundet en massegrav i Sudan. Tusinder er flygtet uden at engle har talt til dem.
Asyl betyder, at man er i sikkerhed. Asyl betyder, at et menneske kan lave i et nyt rum, med sit liv intakt.
Evangeliet til os er, at det er Guds kærlige vilje, at give os et nyt rum, en ny værdighed. Jeg er nu borger i Guds Rige. Det er en anerkendelse til mig. Lad mig bære den videre...
Disposition
Fortælling
Jeg husker de glædelige øjeblikke, hvor jeg blev anerkendt. Hvor hverdagens krav og trummerummen og truslen om nederlag blev afløst af et hurraråb, anerkendelse, hyldest. Tid til at rose.
Forvandling
Jeg er med i universets største historie, hvor anerkendelsens rum skal afløse alt andet. Jeg er allerede flyttet ind i dette rum med min sjæl. Jeg ser folk flygte, jeg hører mødre skrige, alt andet end hurra og anerkendelse. Men jeg er med i en større virkelighed. Gud har taget den på sig ved sin søn. Den åbne grav er en ny begyndelse
Landsætning.
Jeg vil være den engel, der siger til en anden. Gå derhen, her er sikkert. Blev her så længe, det behøves. Jeg vil skaffe mig adgang til at se, hvilket menneske, der har dette behov. Jeg vil hjælpe med at åbne grave, fordi mødres skrig aldrig er ligegyldige. Denne lyd er en himmeltone på vrangen. Men himmeltonen er i den, den klinger i det rum, Gud har åbnet.
---
"Josef" betyder "anerkendelse". "Fra Ægypten" betyder "Exodus=Ud-af-Trældom" . Hvad er du slave af? Hvilken ros(e) trænger du til i ørkenen?
Asyl, advarsel, pagt, opfyldelse, pogrom, skrig, liv.
13 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« 14 Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. 15 Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«
16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. 17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
18 I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten 20 og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« 21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. 22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, 23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Mattæus 2,13-23 tekst slut
----
Ramaskriget. En mors skrig ved tabet af sit barn er i min erfaring verdens værste lyd. Hvorfor? Fordi livet er stort. Det er livet selv, der kalder. Tilblivelsen råber gennem sin modsætning.
---
I dagens tekst får Mattæus løst en del af sine egne problemer, men skabt et tilsvarende antal for en moderne læser.
For Mattæus er det tilsyneladende vigtigt at få den gamle pagt afløst af den nye pagt gennem opfyldelser og geografi. Derfor må Jesus en tur til Ægypten som barn, hvilket næppe er historisk. I nyere tid er der opstået et behov for, at Jesus har været i Indien og jeg vil snart plædere for, at han har været på Christiania.
Lad os holde Mattæus i hånden i en fælles tro på, at den gamle pagt er afløst af den nye med Guds vilje. Den gamle pagt er dømmende, den nye frikendende. Lad os i fællesskab digte alle relevante historier, som lader dom blive afløst af frihed.
Også baby-pogromen er opspind. Men det gør ikke noget. Verdenshistorien savner ikke pogromer og døde børn. Den 24 december blev der fundet en massegrav i Sudan. Tusinder er flygtet uden at engle har talt til dem.
Asyl betyder, at man er i sikkerhed. Asyl betyder, at et menneske kan lave i et nyt rum, med sit liv intakt.
Evangeliet til os er, at det er Guds kærlige vilje, at give os et nyt rum, en ny værdighed. Jeg er nu borger i Guds Rige. Det er en anerkendelse til mig. Lad mig bære den videre...
Disposition
Fortælling
Jeg husker de glædelige øjeblikke, hvor jeg blev anerkendt. Hvor hverdagens krav og trummerummen og truslen om nederlag blev afløst af et hurraråb, anerkendelse, hyldest. Tid til at rose.
Forvandling
Jeg er med i universets største historie, hvor anerkendelsens rum skal afløse alt andet. Jeg er allerede flyttet ind i dette rum med min sjæl. Jeg ser folk flygte, jeg hører mødre skrige, alt andet end hurra og anerkendelse. Men jeg er med i en større virkelighed. Gud har taget den på sig ved sin søn. Den åbne grav er en ny begyndelse
Landsætning.
Jeg vil være den engel, der siger til en anden. Gå derhen, her er sikkert. Blev her så længe, det behøves. Jeg vil skaffe mig adgang til at se, hvilket menneske, der har dette behov. Jeg vil hjælpe med at åbne grave, fordi mødres skrig aldrig er ligegyldige. Denne lyd er en himmeltone på vrangen. Men himmeltonen er i den, den klinger i det rum, Gud har åbnet.
---
"Josef" betyder "anerkendelse". "Fra Ægypten" betyder "Exodus=Ud-af-Trældom" . Hvad er du slave af? Hvilken ros(e) trænger du til i ørkenen?
2. Juledag, første række
Se evt første række...
Ikke mere fis.
Tekst:
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10, 32-42
Tekst slut.
-----
En fis er et ældre udtryk for en lille væge, egentlig for lille til at brænde. En fis i en hornlygte er svaret på et falsk rygte, som om noget lysende er på vej over bakkekammen, og så er det bare en lille væge, der er ved at brænde ud.
Julen er fuld af hyggenygge og små væger.
Jesus blev ikke født for sjov.
Efterfølgelse er at stå inde med sit liv. Lige nu er der mennesker, som vedbliver at tro, selvom det koster liv og lemmer. Sancta Lucia satte sig imod mors og fars vilje og døde af det.
Jesu tale om ikke-fred er en forudsigelse af de lidelser, som 2. Juledag er et minde om: Stefans dag.
Anden juledag er et tiltræng tilskud af alvor i julen. Hygge er når pejsen holder på ilden og huset holder på varmen og vinen varmer kinderne og kroppen holder på ansigtets rødmen.
Men den verden, Jesus blev født for at frelse, er en verden, hvor ilden er løs, stenene flyver, blod flyder fra kroppen.
Denne verden får en ny begyndelse
Ikke mere fis.
Tekst:
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10, 32-42
Tekst slut.
-----
En fis er et ældre udtryk for en lille væge, egentlig for lille til at brænde. En fis i en hornlygte er svaret på et falsk rygte, som om noget lysende er på vej over bakkekammen, og så er det bare en lille væge, der er ved at brænde ud.
Julen er fuld af hyggenygge og små væger.
Jesus blev ikke født for sjov.
Efterfølgelse er at stå inde med sit liv. Lige nu er der mennesker, som vedbliver at tro, selvom det koster liv og lemmer. Sancta Lucia satte sig imod mors og fars vilje og døde af det.
Jesu tale om ikke-fred er en forudsigelse af de lidelser, som 2. Juledag er et minde om: Stefans dag.
Anden juledag er et tiltræng tilskud af alvor i julen. Hygge er når pejsen holder på ilden og huset holder på varmen og vinen varmer kinderne og kroppen holder på ansigtets rødmen.
Men den verden, Jesus blev født for at frelse, er en verden, hvor ilden er løs, stenene flyver, blod flyder fra kroppen.
Denne verden får en ny begyndelse
Abonner på:
Opslag (Atom)