Julesøndag, anden række
Asyl, advarsel, pagt, opfyldelse, pogrom, skrig, liv.
13 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« 14 Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. 15 Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«
16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. 17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
18 I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten 20 og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« 21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. 22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, 23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Mattæus 2,13-23 tekst slut
----
Ramaskriget. En mors skrig ved tabet af sit barn er i min erfaring verdens værste lyd. Hvorfor? Fordi livet er stort. Det er livet selv, der kalder. Tilblivelsen råber gennem sin modsætning.
---
I dagens tekst får Mattæus løst en del af sine egne problemer, men skabt et tilsvarende antal for en moderne læser.
For Mattæus er det tilsyneladende vigtigt at få den gamle pagt afløst af den nye pagt gennem opfyldelser og geografi. Derfor må Jesus en tur til Ægypten som barn, hvilket næppe er historisk. I nyere tid er der opstået et behov for, at Jesus har været i Indien og jeg vil snart plædere for, at han har været på Christiania.
Lad os holde Mattæus i hånden i en fælles tro på, at den gamle pagt er afløst af den nye med Guds vilje. Den gamle pagt er dømmende, den nye frikendende. Lad os i fællesskab digte alle relevante historier, som lader dom blive afløst af frihed.
Også baby-pogromen er opspind. Men det gør ikke noget. Verdenshistorien savner ikke pogromer og døde børn. Den 24 december blev der fundet en massegrav i Sudan. Tusinder er flygtet uden at engle har talt til dem.
Asyl betyder, at man er i sikkerhed. Asyl betyder, at et menneske kan lave i et nyt rum, med sit liv intakt.
Evangeliet til os er, at det er Guds kærlige vilje, at give os et nyt rum, en ny værdighed. Jeg er nu borger i Guds Rige. Det er en anerkendelse til mig. Lad mig bære den videre...
Disposition
Fortælling
Jeg husker de glædelige øjeblikke, hvor jeg blev anerkendt. Hvor hverdagens krav og trummerummen og truslen om nederlag blev afløst af et hurraråb, anerkendelse, hyldest. Tid til at rose.
Forvandling
Jeg er med i universets største historie, hvor anerkendelsens rum skal afløse alt andet. Jeg er allerede flyttet ind i dette rum med min sjæl. Jeg ser folk flygte, jeg hører mødre skrige, alt andet end hurra og anerkendelse. Men jeg er med i en større virkelighed. Gud har taget den på sig ved sin søn. Den åbne grav er en ny begyndelse
Landsætning.
Jeg vil være den engel, der siger til en anden. Gå derhen, her er sikkert. Blev her så længe, det behøves. Jeg vil skaffe mig adgang til at se, hvilket menneske, der har dette behov. Jeg vil hjælpe med at åbne grave, fordi mødres skrig aldrig er ligegyldige. Denne lyd er en himmeltone på vrangen. Men himmeltonen er i den, den klinger i det rum, Gud har åbnet.
---
"Josef" betyder "anerkendelse". "Fra Ægypten" betyder "Exodus=Ud-af-Trældom" . Hvad er du slave af? Hvilken ros(e) trænger du til i ørkenen?
lørdag den 23. december 2017
2. Juledag, første række
Se evt første række...
Ikke mere fis.
Tekst:
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10, 32-42
Tekst slut.
-----
En fis er et ældre udtryk for en lille væge, egentlig for lille til at brænde. En fis i en hornlygte er svaret på et falsk rygte, som om noget lysende er på vej over bakkekammen, og så er det bare en lille væge, der er ved at brænde ud.
Julen er fuld af hyggenygge og små væger.
Jesus blev ikke født for sjov.
Efterfølgelse er at stå inde med sit liv. Lige nu er der mennesker, som vedbliver at tro, selvom det koster liv og lemmer. Sancta Lucia satte sig imod mors og fars vilje og døde af det.
Jesu tale om ikke-fred er en forudsigelse af de lidelser, som 2. Juledag er et minde om: Stefans dag.
Anden juledag er et tiltræng tilskud af alvor i julen. Hygge er når pejsen holder på ilden og huset holder på varmen og vinen varmer kinderne og kroppen holder på ansigtets rødmen.
Men den verden, Jesus blev født for at frelse, er en verden, hvor ilden er løs, stenene flyver, blod flyder fra kroppen.
Denne verden får en ny begyndelse
Ikke mere fis.
Tekst:
32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10, 32-42
Tekst slut.
-----
En fis er et ældre udtryk for en lille væge, egentlig for lille til at brænde. En fis i en hornlygte er svaret på et falsk rygte, som om noget lysende er på vej over bakkekammen, og så er det bare en lille væge, der er ved at brænde ud.
Julen er fuld af hyggenygge og små væger.
Jesus blev ikke født for sjov.
Efterfølgelse er at stå inde med sit liv. Lige nu er der mennesker, som vedbliver at tro, selvom det koster liv og lemmer. Sancta Lucia satte sig imod mors og fars vilje og døde af det.
Jesu tale om ikke-fred er en forudsigelse af de lidelser, som 2. Juledag er et minde om: Stefans dag.
Anden juledag er et tiltræng tilskud af alvor i julen. Hygge er når pejsen holder på ilden og huset holder på varmen og vinen varmer kinderne og kroppen holder på ansigtets rødmen.
Men den verden, Jesus blev født for at frelse, er en verden, hvor ilden er løs, stenene flyver, blod flyder fra kroppen.
Denne verden får en ny begyndelse
Juledag, anden række.
Juledag, anden række
Fra Gud til Vi, via Ord, Liv, Lys, Sandhed, Tro, Herlighed...
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Han var i begyndelsen hos Gud. 3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. 4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. 5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. 7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. 8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. 10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. 11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. 12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; 13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Svingninger.
Dagens tekst er en erkendelsesfilosofisk gennemskrivning af Filipperbrevshymnen og skabelsesberetnnngen. Det er som om Johannes får rollen som "Gud skilte lyset fra mørket, Gud så at lyset var godt".
For mig at se, er en prædiken eller en anden trosformidling, en inkarnatorisk begivenhed, idet Guds Ord bliver kød. Ganske vist opstår der ikke væv som resultat af trosformidlingen - der opstår det, der er større end væv, forbindelse til det, der lod alting blive til, forbindelse til Logos, Ordet. Forbindelsen hedder tro og kan fortrænge mørke.
Mit øre er lavet af kød. Guds ord rammer mit øre. Små legemer vibrerer i mit øre. De bevæges. Skifter position, en lille membran svinger fra side til side. Lynhurtigt. Fysisk sker der intet andet end at membranen befinder sig i position a og b og neutral igen. Alligevel bliver svingningen i dette lilletykke kød til en impuls i min hjerne. Billeder opstår for mit indre blik, stemninger, min puls ændres, mit iltoptag forandres. Min tanke er ikke længere mørk. Måske pumpes der sød kemi rundt i min hjerne. Måske bliver denne kemi og disse tanker til handlinger, som gør andres liv lyst. Kærlighed, gavmildhed.
Alt det, der sker, er i forbindelse med Alts tilblivelse. Lyset i mit sind er et udtryk for, at jeg kender Ordet.
Et kys til min næste, en skål mad. En dag i live er et udtryk for det Ord, som er Alts oprindelse. Dette Ord er også Kristus.
-----
Ἐν ἀρχῇ ἦν ὁ λόγος, καὶ ὁ λόγος ἦν πρὸς τὸν θεόν, καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος. 2 οὗτος ἦν ἐν ἀρχῇ πρὸς τὸν θεόν. 3 πάντα διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ χωρὶς αὐτοῦ ἐγένετο οὐδὲ ἕν. ὃ γέγονεν 4 ἐν αὐτῷ ζωὴ ἦν, καὶ ἡ ζωὴ ἦν τὸ φῶς τῶν ἀνθρώπων• 5 καὶ τὸ φῶς ἐν τῇ σκοτίᾳ φαίνει, καὶ ἡ σκοτία αὐτὸ οὐ κατέλαβεν.
6 Ἐγένετο ἄνθρωπος, ἀπεσταλμένος παρὰ θεοῦ, ὄνομα αὐτῷ Ἰωάννης• 7 οὗτος ἦλθεν εἰς μαρτυρίαν ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός, ἵνα πάντες πιστεύσωσιν διʼ αὐτοῦ. 8 οὐκ ἦν ἐκεῖνος τὸ φῶς, ἀλλʼ ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός.
9 ῏Ην τὸ φῶς τὸ ἀληθινόν, ὃ φωτίζει πάντα ἄνθρωπον, ἐρχόμενον εἰς τὸν κόσμον. 10 ἐν τῷ κόσμῳ ἦν, καὶ ὁ κόσμος διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ ὁ κόσμος αὐτὸν οὐκ ἔγνω. 11 εἰς τὰ ἴδια ἦλθεν, καὶ οἱ ἴδιοι αὐτὸν οὐ παρέλαβον. 12 ὅσοι δὲ ἔλαβον αὐτόν, ἔδωκεν αὐτοῖς ἐξουσίαν τέκνα θεοῦ γενέσθαι, τοῖς πιστεύουσιν εἰς τὸ ὄνομα αὐτοῦ, 13 οἳ οὐκ ἐξ αἱμάτων οὐδὲ ἐκ θελήματος σαρκὸς οὐδὲ ἐκ θελήματος ἀνδρὸς ἀλλʼ ἐκ θεοῦ ἐγεννήθησαν.
14 Καὶ ὁ λόγος σὰρξ ἐγένετο καὶ ἐσκήνωσεν ἐν ἡμῖν, καὶ ἐθεασάμεθα τὴν δόξαν αὐτοῦ, δόξαν ὡς μονογενοῦς παρὰ πατρός, πλήρης χάριτος καὶ ἀληθείας
Fra Gud til Vi, via Ord, Liv, Lys, Sandhed, Tro, Herlighed...
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Han var i begyndelsen hos Gud. 3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. 4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. 5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. 7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. 8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. 10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. 11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. 12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; 13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Svingninger.
Dagens tekst er en erkendelsesfilosofisk gennemskrivning af Filipperbrevshymnen og skabelsesberetnnngen. Det er som om Johannes får rollen som "Gud skilte lyset fra mørket, Gud så at lyset var godt".
For mig at se, er en prædiken eller en anden trosformidling, en inkarnatorisk begivenhed, idet Guds Ord bliver kød. Ganske vist opstår der ikke væv som resultat af trosformidlingen - der opstår det, der er større end væv, forbindelse til det, der lod alting blive til, forbindelse til Logos, Ordet. Forbindelsen hedder tro og kan fortrænge mørke.
Mit øre er lavet af kød. Guds ord rammer mit øre. Små legemer vibrerer i mit øre. De bevæges. Skifter position, en lille membran svinger fra side til side. Lynhurtigt. Fysisk sker der intet andet end at membranen befinder sig i position a og b og neutral igen. Alligevel bliver svingningen i dette lilletykke kød til en impuls i min hjerne. Billeder opstår for mit indre blik, stemninger, min puls ændres, mit iltoptag forandres. Min tanke er ikke længere mørk. Måske pumpes der sød kemi rundt i min hjerne. Måske bliver denne kemi og disse tanker til handlinger, som gør andres liv lyst. Kærlighed, gavmildhed.
Alt det, der sker, er i forbindelse med Alts tilblivelse. Lyset i mit sind er et udtryk for, at jeg kender Ordet.
Et kys til min næste, en skål mad. En dag i live er et udtryk for det Ord, som er Alts oprindelse. Dette Ord er også Kristus.
-----
Ἐν ἀρχῇ ἦν ὁ λόγος, καὶ ὁ λόγος ἦν πρὸς τὸν θεόν, καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος. 2 οὗτος ἦν ἐν ἀρχῇ πρὸς τὸν θεόν. 3 πάντα διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ χωρὶς αὐτοῦ ἐγένετο οὐδὲ ἕν. ὃ γέγονεν 4 ἐν αὐτῷ ζωὴ ἦν, καὶ ἡ ζωὴ ἦν τὸ φῶς τῶν ἀνθρώπων• 5 καὶ τὸ φῶς ἐν τῇ σκοτίᾳ φαίνει, καὶ ἡ σκοτία αὐτὸ οὐ κατέλαβεν.
6 Ἐγένετο ἄνθρωπος, ἀπεσταλμένος παρὰ θεοῦ, ὄνομα αὐτῷ Ἰωάννης• 7 οὗτος ἦλθεν εἰς μαρτυρίαν ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός, ἵνα πάντες πιστεύσωσιν διʼ αὐτοῦ. 8 οὐκ ἦν ἐκεῖνος τὸ φῶς, ἀλλʼ ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός.
9 ῏Ην τὸ φῶς τὸ ἀληθινόν, ὃ φωτίζει πάντα ἄνθρωπον, ἐρχόμενον εἰς τὸν κόσμον. 10 ἐν τῷ κόσμῳ ἦν, καὶ ὁ κόσμος διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ ὁ κόσμος αὐτὸν οὐκ ἔγνω. 11 εἰς τὰ ἴδια ἦλθεν, καὶ οἱ ἴδιοι αὐτὸν οὐ παρέλαβον. 12 ὅσοι δὲ ἔλαβον αὐτόν, ἔδωκεν αὐτοῖς ἐξουσίαν τέκνα θεοῦ γενέσθαι, τοῖς πιστεύουσιν εἰς τὸ ὄνομα αὐτοῦ, 13 οἳ οὐκ ἐξ αἱμάτων οὐδὲ ἐκ θελήματος σαρκὸς οὐδὲ ἐκ θελήματος ἀνδρὸς ἀλλʼ ἐκ θεοῦ ἐγεννήθησαν.
14 Καὶ ὁ λόγος σὰρξ ἐγένετο καὶ ἐσκήνωσεν ἐν ἡμῖν, καὶ ἐθεασάμεθα τὴν δόξαν αὐτοῦ, δόξαν ὡς μονογενοῦς παρὰ πατρός, πλήρης χάριτος καὶ ἀληθείας
torsdag den 14. december 2017
Juleaften
Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet
Fjerde søndag i advent, anden række
Den glade forlover...
Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.
Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.
Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.
Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.
Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.
I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).
Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.
Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.
Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.
Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.
Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---
25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν
Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.
Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.
Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.
Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.
Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.
I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).
Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.
Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.
Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.
Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.
Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---
25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν
3. Søndag i advent, anden række
En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
tirsdag den 5. december 2017
Anden søndag i advent, anden række.
Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...
(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)
Teksten:
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut
Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:
"Min elskede er en rose"
Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."
Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.
Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.
Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.
I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.
Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).
Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.
Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.
Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.
Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.
Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....
Disposition:
Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.
Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.
Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.
Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...
(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)
Teksten:
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut
Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:
"Min elskede er en rose"
Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."
Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.
Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.
Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.
I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.
Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).
Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.
Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.
Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.
Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.
Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....
Disposition:
Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.
Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.
Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.
Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν
Abonner på:
Opslag (Atom)