Johannes: Et skrift, der trækker vejret
(23 Den dag skal I ikke spørge mig om noget.) Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. 26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, 27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. 28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
...
Ligesom vi mennesker trækker vejret, trækker gudstjenesten vejret: Hiver menesker ind, ilter og blæser ud.
Der foregår en åndedrætsbevægelse, hvor Gud og mennesker er i kontakt. Vi bliver suget ind, afgiver sang, bøn, tanker, følelser, håb og modtager lovninger, trøst, nærvær, inden vi blæses ud igen.
Johannesevangeliet er et skrift, der på en særlig måde trækker vejret. Hele skriftet er på en gang 1 enkelt åndedrag, hvor skaberordet går ud og vender hjem...
- og samtidig er skriftet et evigt åndedrag, der bevæger sig mellem Gud og den troende. Åndedraget bevæger sig frem og tilbage og er lavet af kærlighed, Guds Søn og tro...
Det store åndedrag er i vers 28 og det stadige åndedrag er i resten.
I dagens evangelium er vi stadig i Jesu afskedstale og dermed i en forudsigelse af, hvordan bevægelsen skal være for tilhørerne, når Jesus er væk (derfor har jeg medtaget vers 23a ovenfor). Mens Jesus er væk, får de efterladte et navn, hans navn, de kan bede med: Der må menes at tage navnet ind som en del af formuleringen af bønnen, som en slags besværgelse eller et mandatsudtryk - ligesom i lovens navn!
Åndedrættets bølgen "frem" indeholder nu et mandatsnavn. Åndedrættets "tilbage" indeholder en lovning på at give det, det er bedt om (senere bare give - se herom nedenfor). Forbindelsen mellem Gud og tilhørerne er beskrevet som at Jesus ikke vil henvende sig til Faderen - for det behøver han ikke: Forbindelsen er der allerede: Den er lavet af tilhørernes kærlighed og tillid til Sønnen.
Forvandlingen
En Pi-prædiken har som sin midte en beskrivelse af en forvandling, som henter sit stof fra erfaringen og som kaster sin energi ud i fremtiden med andre mennesker.
Erfaringen, som jeg gerne vil lægge til grund for min prædiken skal være "en kærlighed, som allerede er der" og "fuldkommen glæde". Det gælder altså om at finde eksempler på en kærlighed, som er tilstede uventet og beskrivelser af en glæde, som opleves som fyldende alt og ikke til at skyde igennem.
Det, der forvandler mig, når jeg er i kirke, er, at jeg bliver mindet om, at jeg er en del af et åndedrag, hvor min erfaring af kærlighed og fuldkommen (eller ufuldkommen) glæde kan hjælpe mig til at forstå, at jeg står i forbindelse med selve skaberen/skabelsen (gud/ordet). Der er et navn, jeg kan tage i min mund, når jeg bringer mig i kontakt med gud og dette navn er Jesus og i dette navn ligger der at elske.
Det er min glæde ved at høre til i en fuldkommen glæde, der skal sætte kursen for mit liv med andre mennesker: En kærlighed, som uventet for min næste allerede er der...
Bøn, effekt, tro/overtro, magi/religion
For mig at se, er der en en forskel mellem tro og overtro og mellem magi og religion.
Kristendommen er en religion (selvom visse teologer påstår at det kun er de andre der er det) og som sådan indeholder kristendommen både tro og overtro og magi.
For mig at se, ligger sondringen i, hvilken effekt man forventer. I dagens evangelium loves disciplene (hvis man læser det meget direkte) "ubetinget bønseffekt" hvis de blot anvender Jesu navn. Derved kunne man læse det som at disciplene ryger ind i et overtroisk forhold og et magisk forhold forstået på den måde, at de bare skal sige navnet - og vupti er der resultat og effekt.
Om disciplene har levet i et sådant forhold, skal jeg ikke kunne sige. Hvad der er væsentligt for mig er, at forholdet skal forstås større - dvs løftes fra "vupti-effekt-ordningen" til en mere tros baseret ordning, forstået på den måde, at den troende med sin bøn i Jesu navn kaster sin afmagt ind i et forhold, hvor effekten netop IKKE er til at definere på forhånd, men hvor den troende får styrke til at forstå sig selv i en sammenhæng som elsket.
Hvorvidt sakramenterne (dåb, nadver) skal forstås som magi, vil jeg diskutere et andet sted...
lørdag den 13. maj 2017
mandag den 8. maj 2017
4. Søndag efter Påske, første række
Fravær, afsløring og det ondes afmagt
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
Bededag, første række
Er jeg en etnisk øgle?
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
onsdag den 3. maj 2017
3. Søndag efter Påske, første række
Borte, borte - tit, tit!
Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.
Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22
Klog mand på fødsler, dér.
Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.
Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.
Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.
Kontekst:
Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.
Fra sorg via glæde til kærlighed
En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.
Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:
Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.
Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)
Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...
16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.
19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.
Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.
Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22
Klog mand på fødsler, dér.
Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.
Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.
Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.
Kontekst:
Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.
Fra sorg via glæde til kærlighed
En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.
Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:
Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.
Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)
Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...
16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.
19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.
torsdag den 27. april 2017
2. Søndag efter påske, første række
En latterlig vikar for mit eget liv.
Teksten:.11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Tekst slut Johs 10,11-16)
(Se ældre indlæg nedenfor)
Kontekst. Teksten er en helstøbt perikope, men lader sig bedst forstå, hvis man læser den nære kontekst med. Umiddelbart i den teksten er der et mærkeligt åben-dør/tyv/død billede, men efter perikopen er der en forklarende sammenhæng mellem at give og få liv.
Til den fjernere kontekst hører alle de øvrige "jeg er" formler som igen viser til den endnu fjernere brændende tornebusk "jeg er jeg er". Sammenhængen er, at sand væren er i Kristus.
Som billede på dagens tekst kan bruges fortællinger om den dårlige vikar - eller sndigere: fortællinger om vikaren, der tager glansen fra den, der tager sliddet (slængkappeconsultant).
Hyrden er et anti-moderne billede, idet det moderne menneske er selvberoende, hvorved 'pastor' og 'fader' bliver uvedkommende figurer. Hyrden er dermed noget i mig selv ligesom den dårlige vikar.
Når jeg skal elske min næste, som mig selv, er min kærlighed til medmennesket altså afhængigt at et selvelskende aktiv. Dette selvelskende aktiv er blandet af negativt og positivt. For at kunne elske mig selv på den måde, som gør kærligheden til medmennesket god, skal jeg kunne passe ægte på mig selv. Dette ægte er hyrdebilledet.
Hvornår er jeg en latterlig vikar for mit liv? Måske, når jeg passer på mit selv ud fra belønning. Hurra-vikaren vil levere glimmer, som falder til jorden. Men mit virkelige selvkærlighed er at være elsket uden forbindelse til så at eller for at. Altså uden tid - dvs evigt og i forbindelse til ER.
Disposition:
Fortælling:
den latterlige vikar og umuligheden af en hyrde i moderniteten.
Forvandling:
det i mig, som skal passe på mig, er ægte, når det ER. Dvs når det ikke er fedtet ind i opnå-trummerummen, løsrevet fra tidens irreversible 'for at' og 'så at' - alt det, der handler om konsekvens. Jesus har taget konsekvensen og erstattet den med evighed (anti-konsekvens, som ikke er inkonsekvens) for at jeg kan fyre latterlighedsvikaren i mig og erstatte den med ER.
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke og elske mennesker som de ER, fordi jeg kan elske mig selv.
11 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλός. ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς τὴν ψυχὴν αὐτοῦ τίθησιν ὑπὲρ τῶν προβάτων• 12 ὁ μισθωτὸς καὶ οὐκ ὢν ποιμήν, οὗ οὐκ ἔστιν τὰ πρόβατα ἴδια, θεωρεῖ τὸν λύκον ἐρχόμενον καὶ ἀφίησιν τὰ πρόβατα καὶ φεύγει - καὶ ὁ λύκος ἁρπάζει αὐτὰ καὶ σκορπίζει - 13 ὅτι μισθωτός ἐστιν καὶ οὐ μέλει αὐτῷ περὶ τῶν προβάτων.
14 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς καὶ γινώσκω τὰ ἐμὰ καὶ γινώσκουσί με τὰ ἐμά, 15 καθὼς γινώσκει με ὁ πατὴρ κἀγὼ γινώσκω τὸν πατέρα, * καὶ τὴν ψυχήν μου τίθημι ὑπὲρ τῶν προβάτων. 16 καὶ ἄλλα πρόβατα ἔχω ἃ οὐκ ἔστιν ἐκ τῆς αὐλῆς ταύτης• κἀκεῖνα δεῖ με ἀγαγεῖν καὶ τῆς φωνῆς μου ἀκούσουσιν, καὶ γενήσονται μία ποίμνη, εἷς ποιμήν.
Ældre indlæg:
2. Søndag efter påske
ER!
Johannes 10,11-16
Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.
Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.
Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...
Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.
I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.
Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger
1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.
2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.
3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.
----
Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.
Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.
Disposition:
Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.
Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu
Teksten:.11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Tekst slut Johs 10,11-16)
(Se ældre indlæg nedenfor)
Kontekst. Teksten er en helstøbt perikope, men lader sig bedst forstå, hvis man læser den nære kontekst med. Umiddelbart i den teksten er der et mærkeligt åben-dør/tyv/død billede, men efter perikopen er der en forklarende sammenhæng mellem at give og få liv.
Til den fjernere kontekst hører alle de øvrige "jeg er" formler som igen viser til den endnu fjernere brændende tornebusk "jeg er jeg er". Sammenhængen er, at sand væren er i Kristus.
Som billede på dagens tekst kan bruges fortællinger om den dårlige vikar - eller sndigere: fortællinger om vikaren, der tager glansen fra den, der tager sliddet (slængkappeconsultant).
Hyrden er et anti-moderne billede, idet det moderne menneske er selvberoende, hvorved 'pastor' og 'fader' bliver uvedkommende figurer. Hyrden er dermed noget i mig selv ligesom den dårlige vikar.
Når jeg skal elske min næste, som mig selv, er min kærlighed til medmennesket altså afhængigt at et selvelskende aktiv. Dette selvelskende aktiv er blandet af negativt og positivt. For at kunne elske mig selv på den måde, som gør kærligheden til medmennesket god, skal jeg kunne passe ægte på mig selv. Dette ægte er hyrdebilledet.
Hvornår er jeg en latterlig vikar for mit liv? Måske, når jeg passer på mit selv ud fra belønning. Hurra-vikaren vil levere glimmer, som falder til jorden. Men mit virkelige selvkærlighed er at være elsket uden forbindelse til så at eller for at. Altså uden tid - dvs evigt og i forbindelse til ER.
Disposition:
Fortælling:
den latterlige vikar og umuligheden af en hyrde i moderniteten.
Forvandling:
det i mig, som skal passe på mig, er ægte, når det ER. Dvs når det ikke er fedtet ind i opnå-trummerummen, løsrevet fra tidens irreversible 'for at' og 'så at' - alt det, der handler om konsekvens. Jesus har taget konsekvensen og erstattet den med evighed (anti-konsekvens, som ikke er inkonsekvens) for at jeg kan fyre latterlighedsvikaren i mig og erstatte den med ER.
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke og elske mennesker som de ER, fordi jeg kan elske mig selv.
11 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλός. ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς τὴν ψυχὴν αὐτοῦ τίθησιν ὑπὲρ τῶν προβάτων• 12 ὁ μισθωτὸς καὶ οὐκ ὢν ποιμήν, οὗ οὐκ ἔστιν τὰ πρόβατα ἴδια, θεωρεῖ τὸν λύκον ἐρχόμενον καὶ ἀφίησιν τὰ πρόβατα καὶ φεύγει - καὶ ὁ λύκος ἁρπάζει αὐτὰ καὶ σκορπίζει - 13 ὅτι μισθωτός ἐστιν καὶ οὐ μέλει αὐτῷ περὶ τῶν προβάτων.
14 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς καὶ γινώσκω τὰ ἐμὰ καὶ γινώσκουσί με τὰ ἐμά, 15 καθὼς γινώσκει με ὁ πατὴρ κἀγὼ γινώσκω τὸν πατέρα, * καὶ τὴν ψυχήν μου τίθημι ὑπὲρ τῶν προβάτων. 16 καὶ ἄλλα πρόβατα ἔχω ἃ οὐκ ἔστιν ἐκ τῆς αὐλῆς ταύτης• κἀκεῖνα δεῖ με ἀγαγεῖν καὶ τῆς φωνῆς μου ἀκούσουσιν, καὶ γενήσονται μία ποίμνη, εἷς ποιμήν.
Ældre indlæg:
2. Søndag efter påske
ER!
Johannes 10,11-16
Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.
Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.
Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...
Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.
I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.
Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger
1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.
2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.
3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.
----
Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.
Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.
Disposition:
Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.
Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu
tirsdag den 18. april 2017
1. Søndag efter påske.
Få fingeren ud, Thomas
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side.
Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31
Kontekst
Tekstafsnittet er ikke skåret over og er som sådan helt. Umiddelbart forinden læser vi kapitel 20, 1-18, hvor Maria og 2 disciple "springer buk" i en slags erkendelseskapløb, hvor det handler om at møde, tro og forstå den opstandne.
Vinderen af erkendelsesdisciplinen synes at være Maria, som reagerer på en stemme - altså indenfor katagorien "at høre".
For en forkyndende fortolker er det gavnligt at opleve alle de implicerede personer, som eet og samme menneskes forsøg på at nå til tro gennem erkendelse. (1. s.e.påske første række)
Selvom dagens tekst slutter med en opsummering, som sagtens kunne være hele Johannesevangeliets afslutning, fortsættes der med et kap 21, som så enten er den rigtige slutning eller en klump tillægslegender. Jeg vil ikke kaste mig ind i den leg med konfetti, som Johannesevangeliets redaktionshistorie kan være.
Dagens tekst falder i følgende afsnit:
Visning af Jesus: Fred.
Glæde, Mer' fred.
Den lille Pinse.
Thomas tror ikke.
Thomas tror alligevel.
Opsummering - det handler om at tro.
Jeg lyver, sagde løgneren
Teksten refererer på en sjov måde til sig selv. På den ene side bliver man ikke i tvivl om, at den fineste måde at tro på, er at droppe kravet om et fysisk bevis - på den anden side servicerer teksten dem, der har brug for et sådant bevis.
Fred, Kirke, tro, fup/fakta, salighed
Det må være disse temaer, der kan vælges imellem, når dispositionen lægges. De hænger naturligvis sammen:
Ufred har den, der er i tvivl og ikke har Ånd. Kirken forkynder tro og dermed Ånd og dermed fred, salighed.
Afsnittet om Ånden og forsamlingens mandat til at forlade eller ikke forlade synder, ville jeg notere kort i en prædiken og derefter love at det bliver uddybet en anden dag - den store pinse.
På sanseniveauet er det dog gavnligt at snuse ind og huske, at han blæste ånde i deres næsebor, hvilket er en gentagelse af Adams komme til livet. Alle kender snuset af frisk ilt efter et langt møde eller efter en lang køretur til naturen - eller iltindtaget ved en lettelse.
Tro er ikke transport af valid information
Johannesevangeliet er skrevet med formålet tro. Tegnene er til tro. Skriftet nærmest trækker vejret gennem biller af noget, der er inden i hinanden: De troende er i Jesus som er i Faderen. (Bemærk slutordet i Marias genkendelse af Jesus' stemme: Jesus siger: Minm Gud og Jeres Gud).
Når Thomas stikker fingeren ind hullerne i Jesus, overvinder han en afstand og får vished, men misser dermed troens kvalitet, som netop henter sin energi fra fraværet, afstanden og dermed mangelen på vished.
Tro er altså overvindelsen af en afstand og overvindelsen af fraværet af vished.
Tro er en bevægelse. En bevægelse mellem den, der tror og det, der tros. Denne bevægelse er noget særligt netop fordi, der er en afstand og netop fordi der er uvished.
Bevægelsen, eller "mellemenergien" er lavet af kærlighed og kommer til udtryk ved kærlighed.
Måske kan den sammenlignes med at savne, som også er en vældig energi mellem et subjekt og et objekt.
Derfor skal Thomas få fingeren ud og derfor skal vi have lov at tro med uvished og afstand lavet af kærlighed og kendetegnet ved kærlighed.
Hvis man endelig skulle stikke fingeren i troen, kunne det være i den troende. Jeg tror, at tro er konkret og jeg er sikker på at der er lavet målinger af den troendes blodtryk, endorfinniveau etc.
Salig betyder at jeg hænger sammen med Gud i Evighed. Det gør jeg i kraft af kærlighed, gennem Jesus ved tro.
Teksten giver et eksempel på vished, men også en lovprisning af den salighed, der hører til den kærlighedsenergi, som afstand giver.
Disposition
Fortælling
Frisk luft i næsen. Nyt liv til Adam, nyt liv til den, der er lettet, den der holder pause fra et møde, den der stiger ud af bilen, den der får ilten tilbage.
Forvandling
Jeg kender til nyt liv fra min vejrtrækning og jeg får et budskab om liv sammen med selve livets herkomst: Gud. Det går gennem tro. Tro er en energi over afstand på trods af uvished. Den er lavet af kærlighed. Jeg er nu sammen med Gud i evighed, fordi jeg elsker ham og elsker andre mennesker og har tillid til at hans Søn har vundet over døden.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og mærke kærligheden mellem mennesker som noget, der binder sammen over afstand. En bevægelse fra den ene til den anden. Jeg vil minde mig selv om, at den samme bevægelse mellem Gud og mig gør mig evig.
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side.
Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31
Kontekst
Tekstafsnittet er ikke skåret over og er som sådan helt. Umiddelbart forinden læser vi kapitel 20, 1-18, hvor Maria og 2 disciple "springer buk" i en slags erkendelseskapløb, hvor det handler om at møde, tro og forstå den opstandne.
Vinderen af erkendelsesdisciplinen synes at være Maria, som reagerer på en stemme - altså indenfor katagorien "at høre".
For en forkyndende fortolker er det gavnligt at opleve alle de implicerede personer, som eet og samme menneskes forsøg på at nå til tro gennem erkendelse. (1. s.e.påske første række)
Selvom dagens tekst slutter med en opsummering, som sagtens kunne være hele Johannesevangeliets afslutning, fortsættes der med et kap 21, som så enten er den rigtige slutning eller en klump tillægslegender. Jeg vil ikke kaste mig ind i den leg med konfetti, som Johannesevangeliets redaktionshistorie kan være.
Dagens tekst falder i følgende afsnit:
Visning af Jesus: Fred.
Glæde, Mer' fred.
Den lille Pinse.
Thomas tror ikke.
Thomas tror alligevel.
Opsummering - det handler om at tro.
Jeg lyver, sagde løgneren
Teksten refererer på en sjov måde til sig selv. På den ene side bliver man ikke i tvivl om, at den fineste måde at tro på, er at droppe kravet om et fysisk bevis - på den anden side servicerer teksten dem, der har brug for et sådant bevis.
Fred, Kirke, tro, fup/fakta, salighed
Det må være disse temaer, der kan vælges imellem, når dispositionen lægges. De hænger naturligvis sammen:
Ufred har den, der er i tvivl og ikke har Ånd. Kirken forkynder tro og dermed Ånd og dermed fred, salighed.
Afsnittet om Ånden og forsamlingens mandat til at forlade eller ikke forlade synder, ville jeg notere kort i en prædiken og derefter love at det bliver uddybet en anden dag - den store pinse.
På sanseniveauet er det dog gavnligt at snuse ind og huske, at han blæste ånde i deres næsebor, hvilket er en gentagelse af Adams komme til livet. Alle kender snuset af frisk ilt efter et langt møde eller efter en lang køretur til naturen - eller iltindtaget ved en lettelse.
Tro er ikke transport af valid information
Johannesevangeliet er skrevet med formålet tro. Tegnene er til tro. Skriftet nærmest trækker vejret gennem biller af noget, der er inden i hinanden: De troende er i Jesus som er i Faderen. (Bemærk slutordet i Marias genkendelse af Jesus' stemme: Jesus siger: Minm Gud og Jeres Gud).
Når Thomas stikker fingeren ind hullerne i Jesus, overvinder han en afstand og får vished, men misser dermed troens kvalitet, som netop henter sin energi fra fraværet, afstanden og dermed mangelen på vished.
Tro er altså overvindelsen af en afstand og overvindelsen af fraværet af vished.
Tro er en bevægelse. En bevægelse mellem den, der tror og det, der tros. Denne bevægelse er noget særligt netop fordi, der er en afstand og netop fordi der er uvished.
Bevægelsen, eller "mellemenergien" er lavet af kærlighed og kommer til udtryk ved kærlighed.
Måske kan den sammenlignes med at savne, som også er en vældig energi mellem et subjekt og et objekt.
Derfor skal Thomas få fingeren ud og derfor skal vi have lov at tro med uvished og afstand lavet af kærlighed og kendetegnet ved kærlighed.
Hvis man endelig skulle stikke fingeren i troen, kunne det være i den troende. Jeg tror, at tro er konkret og jeg er sikker på at der er lavet målinger af den troendes blodtryk, endorfinniveau etc.
Salig betyder at jeg hænger sammen med Gud i Evighed. Det gør jeg i kraft af kærlighed, gennem Jesus ved tro.
Teksten giver et eksempel på vished, men også en lovprisning af den salighed, der hører til den kærlighedsenergi, som afstand giver.
Disposition
Fortælling
Frisk luft i næsen. Nyt liv til Adam, nyt liv til den, der er lettet, den der holder pause fra et møde, den der stiger ud af bilen, den der får ilten tilbage.
Forvandling
Jeg kender til nyt liv fra min vejrtrækning og jeg får et budskab om liv sammen med selve livets herkomst: Gud. Det går gennem tro. Tro er en energi over afstand på trods af uvished. Den er lavet af kærlighed. Jeg er nu sammen med Gud i evighed, fordi jeg elsker ham og elsker andre mennesker og har tillid til at hans Søn har vundet over døden.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og mærke kærligheden mellem mennesker som noget, der binder sammen over afstand. En bevægelse fra den ene til den anden. Jeg vil minde mig selv om, at den samme bevægelse mellem Gud og mig gør mig evig.
tirsdag den 4. april 2017
Anden påskedag, første række
Det hele var meningen
Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.
Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?
Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.
Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".
Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.
Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.
Det er aha'et, der giver mening.
Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.
I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.
Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.
Hvornår gik jeg med Jesus
Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.
Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?
Dispostion:
Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?
Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.
Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.
"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".
Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.
Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?
Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.
Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".
Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.
Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.
Det er aha'et, der giver mening.
Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.
I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.
Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.
Hvornår gik jeg med Jesus
Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.
Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?
Dispostion:
Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?
Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.
Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.
"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".
Abonner på:
Opslag (Atom)