3. Søndag i advent, første række
Tredje søndag i advent, første tekstrække
v 2Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig. (Matt 11,2-10)
(v11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal høre!)
Ikke mit problem, ikke min dagsorden
Teksten til 3. søndag i advent åbner sig kun langsomt for mig af flere grunde (3 stik).
For det første mener jeg at evangeliernes og Apostelgerningernes behandling af Johannes døber har til formål at folklare (eller måske snarere bortforklare) Johannes Døberens rolle som endetidsprofet og hans dåbspraksis som foreløbig. Med andre ord: Evangelierne fremstiller ham som den næstsidste endetidsfigur og Jesus som den sidste - og at denne rollefordeling er gudsvillet og indforstået mellem de to. Denne fremstilling, mener jeg, dækker over en konkurrence mellem to endetidsbevægelser, hvoraf Jesus først var med i den ene, hvorefter han gik solo. Det var Jesusbevægelsen, der vandt konkurrencen og fik lov at skrive historien om den anden: Den er legitim, men foreløbig.
Efter min smag er det evangelisten Lukas, som lykkes bedst med sin Jesus/Johannes komposition. Her repræsenterer de to hver sin pagt, fødes med et halvt års mellemrum, og vikles ind i hinandens afløsning gennem en slags fuga, hvor stemmerne "forjættelse, tempel, mand" væves sammen med "fornyelse, overraskelse, kvinde" gennem to handlinger, der springer buk afløst af skiftende lovsange. Lukas 1 er som af skifte fra mol til dur gennem en fuga. Denne intro løfter mig som læser ind i en ny pagt.
Teksterne om Johannes er altså skrevet for at få Johannes på plads, hvormed teksten løser et problem, som ikke er mit. Jeg har aldrig haft svært ved at få Johannes på plads.
For det andet er tekstens placering 3. søndag i advent sandsynligvis et resultat af fjerne tiders bodspraksis: Advent er oprindeligt en fastetid, hvor man spæger sit legeme i ydmyg venten på højtiden, hvorfor asketen Johannes bliver et forbillede: Når han kunne leve af insekter og være iført kamelhår, så kan jeg også tåle fasten. Denne praksis er outdated i en juletid, hvor jeg allerede har taget del i de første 8 æbleskivearrangementer.
For det tredje er perikopen Matt 11,2-10 ikke en naturlig perikope - vi skal frem til v15 for at få det hele med: Så fremstår konkurrencen også tydeligere. Ved at fjerne 11-15 fra stykket, får man "bane vej" som slutord og svækker konkurrencen (og man misser den spændende himmelstormerrivalisering).
Når det er sagt...
Når affattelsestidens og middelalderens dagsordner er lagt på de hylder, hvor de hører hjemme, er det på tide at se hvorledes evangeliet kan bruges nu.
Teksten består at tre hoveddele (når 11-15 er skåret væk):
I 2-3 Spørgsmål til Jesus. Dig eller en anden?
II 4-6 Jesu svar: Fortæl Johannes 4 slags helbredelse generelt, glædeligt budskab til fattige og minus forargelse=salighed
III 7-10 Jesu tale til skaren: 3 gange spørgsmål om at se (nysgerrighed?)+ profetsvar med specifikation: vej.
Mit forslag til en komposition er, at man begynder med temaet nysgerrighed fra III'eren går via "se" metaforiken i II'eren til en "glædeligt budskab til fattige" i parænesen.
(i nedenstående eksempel er temaet "forargelse" ikke medtaget; fravalget skyldes, at det det er tydeligere tilstede på andre søndage fx 22.s.e.t.II).
Således:
Fortælling: At leve i en medieverden er at leve i konstant nysgerrighed. Divaer i junglen er et eksempel på interessante siv i vinden.
Forvandling: "Interesse" betyder "inter esse" dvs tilstedeværelse. Hvad er forskellen på interesse og tilstedeværelse? Er Gud tilstede i verden, fordi vi er interessante? Er jeg tilstede i de interessantes liv? At se, er at se, at Gud er tilstede. At rejse sig (lamme går) er at få tilstedeværelsen i andres liv til at leve. At blive renset er at være glad, selvom det ikke lykkedes i går (jeg mærker min uduelighed falde af i skorper), at lindre og afhjælpe fattigdom er et godt budskab. Gud baner vej for at vi kan være tilstede hos hinanden.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og mærke mig renset, seende og tilstede. Jeg vil mærke en vej blive banet - vejen til min fattige næste. Godt budskab.
.2 Ὁ δὲ Ἰωάννης ἀκούσας ἐν τῷ δεσμωτηρίῳ τὰ ἔργα τοῦ Χριστοῦ πέμψας διὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ 3 εἶπεν αὐτῷ• σὺ εἶ ὁ ἐρχόμενος ἢ ἕτερον προσδοκῶμεν; 4 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἀπαγγείλατε Ἰωάννῃ ἃ ἀκούετε καὶ βλέπετε• 5 τυφλοὶ ἀναβλέπουσιν καὶ χωλοὶ περιπατοῦσιν, λεπροὶ καθαρίζονται καὶ κωφοὶ ἀκούουσιν, καὶ νεκροὶ ἐγείρονται καὶ πτωχοὶ εὐαγγελίζονται• 6 καὶ μακάριός ἐστιν ὃς ἐὰν μὴ σκανδαλισθῇ ἐν ἐμοί.
7 Τούτων δὲ πορευομένων ἤρξατο ὁ Ἰησοῦς λέγειν τοῖς ὄχλοις περὶ Ἰωάννου• τί ἐξήλθατε εἰς τὴν ἔρημον θεάσασθαι; κάλαμον ὑπὸ ἀνέμου σαλευόμενον; 8 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; ἄνθρωπον ἐν μαλακοῖς ἠμφιεσμένον; ἰδοὺ οἱ τὰ μαλακὰ φοροῦντες ἐν τοῖς οἴκοις τῶν βασιλέων εἰσίν. 9 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; προφήτην; ναὶ λέγω ὑμῖν, καὶ περισσότερον προφήτου. 10 οὗτός ἐστιν περὶ οὗ γέγραπται•
ἰδοὺ ἐγὼ ἀποστέλλω τὸν ἄγγελόν μου πρὸ προσώπου σου,
ὃς κατασκευάσει τὴν ὁδόν σου ἔμπροσθέν σου.
torsdag den 8. december 2016
søndag den 27. november 2016
2. Søndag i advent, første række.
2. Søndag i advent, første række
At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.
Teksten:
(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.
28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.
32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.
33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.
36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36 tekst slut.
Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten
En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).
Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).
Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.
Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.
Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.
Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:
Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).
Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.
Trosvalg:
Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).
Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).
Tilvalg: Menneskesøn
Fravalg: Naturtegn.
Disposition:
Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.
Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.
Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).
Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?
Alternative dispositioner:
v32: Friskhed
Fortælling:
De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?
Forvanding:
Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre.
v34: Hverdag og fest forstået som junk.
Fortælling:
Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.
Forvandling:
Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre.
25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.
At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.
Teksten:
(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.
28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.
32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.
33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.
36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36 tekst slut.
Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten
En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).
Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).
Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.
Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.
Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.
Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:
Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).
Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.
Trosvalg:
Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).
Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).
Tilvalg: Menneskesøn
Fravalg: Naturtegn.
Disposition:
Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.
Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.
Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).
Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?
Alternative dispositioner:
v32: Friskhed
Fortælling:
De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?
Forvanding:
Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre.
v34: Hverdag og fest forstået som junk.
Fortælling:
Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.
Forvandling:
Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre.
25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.
mandag den 21. november 2016
Første søndag i advent, første række
1. søndag i advent, første tekstrække
Første søndag i advent, første tekstrække.
Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut
Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:
(brainstorm)
Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.
Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.
Opsamlet i strammere dispositioner:
Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.
Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.
Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.
...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.
Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!
Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.
----
Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.
Første søndag i advent, første tekstrække.
Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut
Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:
(brainstorm)
Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.
Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.
Opsamlet i strammere dispositioner:
Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.
Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.
Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.
...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.
Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!
Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.
----
Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.
tirsdag den 15. november 2016
Sidste søndag i kirkeåret, anden række.
Sidste søndag i kirkeåret, anden række
Kom!
Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.
---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.
I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.
En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.
V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.
Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.
V 27 klinger næsten johannæisk.
Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.
Disposition:
Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".
Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...
---
PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.
PPS: der findes stadig slaver.
---
25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.
Kom!
Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.
---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.
I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.
En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.
V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.
Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.
V 27 klinger næsten johannæisk.
Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.
Disposition:
Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".
Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...
---
PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.
PPS: der findes stadig slaver.
---
25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.
lørdag den 12. november 2016
25. Søndag efter Trinitatis, anden række
Har apokalyptikken tabt pusten?
Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.
I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.
Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.
Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.
Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).
Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.
Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.
Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.
Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.
Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.
Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.
Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.
Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.
Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).
Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?
Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.
Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.
(Fortsætte)
20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36 To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )
Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.
I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.
Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.
Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.
Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).
Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.
Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.
Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.
Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.
Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.
Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.
Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.
Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.
Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).
Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?
Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.
Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.
(Fortsætte)
20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36 To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )
torsdag den 3. november 2016
Alle helgens dag
Alle helgens dag
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
torsdag den 27. oktober 2016
23. Søndag efter Trinitatis, anden række
Det årlige tjek: Er vi en religion?
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
Abonner på:
Opslag (Atom)