Har apokalyptikken tabt pusten?
Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.
I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.
Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.
Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.
Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).
Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.
Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.
Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.
Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.
Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.
Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.
Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.
Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.
Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).
Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?
Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.
Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.
(Fortsætte)
20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36 To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )
lørdag den 12. november 2016
torsdag den 3. november 2016
Alle helgens dag
Alle helgens dag
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
torsdag den 27. oktober 2016
23. Søndag efter Trinitatis, anden række
Det årlige tjek: Er vi en religion?
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
mandag den 17. oktober 2016
22. Søndag efter Trinitatis, anden række
Jeg er et lille, elsket menneske uden anden status, end at jeg har en engel, som tuller rundt og kigger direkte på Gud, hvor er det vidunderligt.(v10)
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
mandag den 10. oktober 2016
21. Søndag efter Trinitatis, anden række
Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
torsdag den 6. oktober 2016
20. Søndag efter Trinitatis, anden række..
Teksten: 28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. 29 Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. 30 Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. 31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. 32 For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. 34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. 35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. 36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. 38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. 39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. 44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
(45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet. )
Fokusskifte som forvandlingsrum.
Nogle gange kan en læsning have et fokus, som ikke er aktuelt for en nutidig menighed. Mattæusevangeliets anliggende: "jøderne i almindelighed er forkastet - vi er ikke!" er et spændende anliggende... Historisk set. Men aktuelt? Nej.
Vi står altså med en evangelist, som har samme gud som vi og samme frelser som vi men med et friskt opgør i bagagen, som nok er os uvedkommende - med mindre parterne i dette opgør er parter i os selv. Den gamle og den ny pagt, loven og evangeliet. "Jeg smadrer dig, hvis du ikke kan" overfor "jeg elsker dig og jeg ved, du kan".
Ja- og nej-sønnerne må forstås som gudsfolket og hedningene og vingårdsbønderne som folket der forsager pagten.
Selvom opgøret med gudsfolket om at være legitime arvinger ikke har nogen friskhed hos os, kan billederne stadig bruges.
Jesus er stadig hovedhjørnestenen, den forkastede. Som handlingsopfordring ligger der: se det guddommelige i det forkastede. Se det udsmidte menneske som arving. Denne omvendthed er til omvendelse.
Gro-billederne er også til grøde. Plante, hegne, passe. "Gærdet" er et ord, som rummer hele vores civilisation (og dermed civilisationskritikken). Ordet Gærde er det samme som garden, gård osv - går tilbage til bagaida/badeido som er rødderne til persisk, bardeisos, Paradis, have, beplantning (frit efter hukommelsen, enkelte stavelser skal slås efter).
Åndshistorisk er det spøjst, at paradiset er det forladte og arbejdet en straf, mens de begge rummer samme rod.
Fortælling:
Jeg sidder og læser mattæus og tænker, hvad der rørte sig, mens hans skrev. Spørgsmålet om, hvorfor gud havde valgt et folk og givet pagten videre. Hvad rør sig i mig? Hvilke konflikter er jeg en del af? Er dem, jeg er i konflikt med dele af mig selv?
Forvandling: Jeg lander på begge ben i en ny fortælling. På begge ben på et solidt fundament, som er usynligt, fordi det er lavet ud af fællesskab. Fællesskab med Gud på en ny måde, altid nyt. Det er lavet ud af kærlighed og forkastelse. Netop som jeg troede, jeg var ude, er jeg inde. Der bliver pyldret, nusset plantet - og der opstår sødme, beruselse, høst.
Opfordring:
Jeg vil forlade kirken med sødme og beruselse. Jeg vil finde fodfæste i det forkastedes herlighed. Jeg vil undres og betages, når jeg møder mennesker, der er kastet ud eller som omtales som dem, der skal kastets ud....
Kontekst: lignelserne fører til ønske om hans død.
Tekst: NB v 44 er udeladt i visse håndskrifter (fx D), men i øvrigt stærkt bevidnet (fx Sinaiticus).
28 Τί δὲ ὑμῖν δοκεῖ; ἄνθρωπος εἶχεν τέκνα δύο. καὶ προσελθὼν τῷ πρώτῳ εἶπεν• τέκνον, ὕπαγε σήμερον ἐργάζου ἐν τῷ ἀμπελῶνι. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐ θέλω, ὕστερον δὲ μεταμεληθεὶς ἀπῆλθεν. 30 προσελθὼν δὲ τῷ ἑτέρῳ εἶπεν ὡσαύτως. ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἐγώ, κύριε, καὶ οὐκ ἀπῆλθεν. 31 τίς ἐκ τῶν δύο ἐποίησεν τὸ θέλημα τοῦ πατρός; λέγουσιν• ὁ πρῶτος. λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οἱ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι προάγουσιν ὑμᾶς εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 32 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης πρὸς ὑμᾶς ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης, καὶ οὐκ ἐπιστεύσατε αὐτῷ, οἱ δὲ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι ἐπίστευσαν αὐτῷ• ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐδὲ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ.
33 Ἄλλην παραβολὴν ἀκούσατε. ἄνθρωπος ἦν οἰκοδεσπότης ὅστις ἐφύτευσεν ἀμπελῶνα καὶ φραγμὸν αὐτῷ περιέθηκεν καὶ ὤρυξεν ἐν αὐτῷ ληνὸν καὶ ᾠκοδόμησεν πύργον καὶ ἐξέδετο αὐτὸν γεωργοῖς καὶ ἀπεδήμησεν. 34 ὅτε δὲ ἤγγισεν ὁ καιρὸς τῶν καρπῶν, ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ πρὸς τοὺς γεωργοὺς λαβεῖν τοὺς καρποὺς αὐτοῦ. 35 καὶ λαβόντες οἱ γεωργοὶ τοὺς δούλους αὐτοῦ ὃν μὲν ἔδειραν, ὃν δὲ ἀπέκτειναν, ὃν δὲ ἐλιθοβόλησαν. 36 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους πλείονας τῶν πρώτων, καὶ ἐποίησαν αὐτοῖς ὡσαύτως. 37 ὕστερον δὲ ἀπέστειλεν πρὸς αὐτοὺς τὸν υἱὸν αὐτοῦ λέγων• ἐντραπήσονται τὸν υἱόν μου. 38 οἱ δὲ γεωργοὶ ἰδόντες τὸν υἱὸν εἶπον ἐν ἑαυτοῖς• οὗτός ἐστιν ὁ κληρονόμος• δεῦτε ἀποκτείνωμεν αὐτὸν καὶ σχῶμεν τὴν κληρονομίαν αὐτοῦ, 39 καὶ λαβόντες αὐτὸν ἐξέβαλον ἔξω τοῦ ἀμπελῶνος καὶ ἀπέκτειναν. 40 ὅταν οὖν ἔλθῃ ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος, τί ποιήσει τοῖς γεωργοῖς ἐκείνοις; 41 λέγουσιν αὐτῷ• κακοὺς κακῶς ἀπολέσει αὐτοὺς καὶ τὸν ἀμπελῶνα ἐκδώσεται ἄλλοις γεωργοῖς, οἵτινες ἀποδώσουσιν αὐτῷ τοὺς καρποὺς ἐν τοῖς καιροῖς αὐτῶν.
42 Λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• οὐδέποτε ἀνέγνωτε ἐν ταῖς γραφαῖς•
λίθον ὃν ἀπεδοκίμασαν οἱ οἰκοδομοῦντες,
οὗτος ἐγενήθη εἰς κεφαλὴν γωνίας•
παρὰ κυρίου ἐγένετο αὕτη
καὶ ἔστιν θαυμαστὴ ἐν ὀφθαλμοῖς ἡμῶν;
43 διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν ὅτι ἀρθήσεται ἀφʼ ὑμῶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ καὶ δοθήσεται ἔθνει ποιοῦντι τοὺς καρποὺς αὐτῆς. [ 44 καὶ ὁ πεσὼν ἐπὶ τὸν λίθον τοῦτον συνθλασθήσεται• ἐφʼ ὃν δʼ ἂν πέσῃ λικμήσει αὐτόν.]
(45 Καὶ ἀκούσαντες οἱ ἀρχιερεῖς καὶ οἱ Φαρισαῖοι τὰς παραβολὰς αὐτοῦ ἔγνωσαν ὅτι περὶ αὐτῶν λέγει• 46 καὶ ζητοῦντες αὐτὸν κρατῆσαι ἐφοβήθησαν τοὺς ὄχλους, ἐπεὶ εἰς προφήτην αὐτὸν εἶχον. )
33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. 34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. 35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. 36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. 38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. 39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. 44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
(45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet. )
Fokusskifte som forvandlingsrum.
Nogle gange kan en læsning have et fokus, som ikke er aktuelt for en nutidig menighed. Mattæusevangeliets anliggende: "jøderne i almindelighed er forkastet - vi er ikke!" er et spændende anliggende... Historisk set. Men aktuelt? Nej.
Vi står altså med en evangelist, som har samme gud som vi og samme frelser som vi men med et friskt opgør i bagagen, som nok er os uvedkommende - med mindre parterne i dette opgør er parter i os selv. Den gamle og den ny pagt, loven og evangeliet. "Jeg smadrer dig, hvis du ikke kan" overfor "jeg elsker dig og jeg ved, du kan".
Ja- og nej-sønnerne må forstås som gudsfolket og hedningene og vingårdsbønderne som folket der forsager pagten.
Selvom opgøret med gudsfolket om at være legitime arvinger ikke har nogen friskhed hos os, kan billederne stadig bruges.
Jesus er stadig hovedhjørnestenen, den forkastede. Som handlingsopfordring ligger der: se det guddommelige i det forkastede. Se det udsmidte menneske som arving. Denne omvendthed er til omvendelse.
Gro-billederne er også til grøde. Plante, hegne, passe. "Gærdet" er et ord, som rummer hele vores civilisation (og dermed civilisationskritikken). Ordet Gærde er det samme som garden, gård osv - går tilbage til bagaida/badeido som er rødderne til persisk, bardeisos, Paradis, have, beplantning (frit efter hukommelsen, enkelte stavelser skal slås efter).
Åndshistorisk er det spøjst, at paradiset er det forladte og arbejdet en straf, mens de begge rummer samme rod.
Fortælling:
Jeg sidder og læser mattæus og tænker, hvad der rørte sig, mens hans skrev. Spørgsmålet om, hvorfor gud havde valgt et folk og givet pagten videre. Hvad rør sig i mig? Hvilke konflikter er jeg en del af? Er dem, jeg er i konflikt med dele af mig selv?
Forvandling: Jeg lander på begge ben i en ny fortælling. På begge ben på et solidt fundament, som er usynligt, fordi det er lavet ud af fællesskab. Fællesskab med Gud på en ny måde, altid nyt. Det er lavet ud af kærlighed og forkastelse. Netop som jeg troede, jeg var ude, er jeg inde. Der bliver pyldret, nusset plantet - og der opstår sødme, beruselse, høst.
Opfordring:
Jeg vil forlade kirken med sødme og beruselse. Jeg vil finde fodfæste i det forkastedes herlighed. Jeg vil undres og betages, når jeg møder mennesker, der er kastet ud eller som omtales som dem, der skal kastets ud....
Kontekst: lignelserne fører til ønske om hans død.
Tekst: NB v 44 er udeladt i visse håndskrifter (fx D), men i øvrigt stærkt bevidnet (fx Sinaiticus).
28 Τί δὲ ὑμῖν δοκεῖ; ἄνθρωπος εἶχεν τέκνα δύο. καὶ προσελθὼν τῷ πρώτῳ εἶπεν• τέκνον, ὕπαγε σήμερον ἐργάζου ἐν τῷ ἀμπελῶνι. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐ θέλω, ὕστερον δὲ μεταμεληθεὶς ἀπῆλθεν. 30 προσελθὼν δὲ τῷ ἑτέρῳ εἶπεν ὡσαύτως. ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἐγώ, κύριε, καὶ οὐκ ἀπῆλθεν. 31 τίς ἐκ τῶν δύο ἐποίησεν τὸ θέλημα τοῦ πατρός; λέγουσιν• ὁ πρῶτος. λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οἱ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι προάγουσιν ὑμᾶς εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 32 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης πρὸς ὑμᾶς ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης, καὶ οὐκ ἐπιστεύσατε αὐτῷ, οἱ δὲ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι ἐπίστευσαν αὐτῷ• ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐδὲ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ.
33 Ἄλλην παραβολὴν ἀκούσατε. ἄνθρωπος ἦν οἰκοδεσπότης ὅστις ἐφύτευσεν ἀμπελῶνα καὶ φραγμὸν αὐτῷ περιέθηκεν καὶ ὤρυξεν ἐν αὐτῷ ληνὸν καὶ ᾠκοδόμησεν πύργον καὶ ἐξέδετο αὐτὸν γεωργοῖς καὶ ἀπεδήμησεν. 34 ὅτε δὲ ἤγγισεν ὁ καιρὸς τῶν καρπῶν, ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ πρὸς τοὺς γεωργοὺς λαβεῖν τοὺς καρποὺς αὐτοῦ. 35 καὶ λαβόντες οἱ γεωργοὶ τοὺς δούλους αὐτοῦ ὃν μὲν ἔδειραν, ὃν δὲ ἀπέκτειναν, ὃν δὲ ἐλιθοβόλησαν. 36 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους πλείονας τῶν πρώτων, καὶ ἐποίησαν αὐτοῖς ὡσαύτως. 37 ὕστερον δὲ ἀπέστειλεν πρὸς αὐτοὺς τὸν υἱὸν αὐτοῦ λέγων• ἐντραπήσονται τὸν υἱόν μου. 38 οἱ δὲ γεωργοὶ ἰδόντες τὸν υἱὸν εἶπον ἐν ἑαυτοῖς• οὗτός ἐστιν ὁ κληρονόμος• δεῦτε ἀποκτείνωμεν αὐτὸν καὶ σχῶμεν τὴν κληρονομίαν αὐτοῦ, 39 καὶ λαβόντες αὐτὸν ἐξέβαλον ἔξω τοῦ ἀμπελῶνος καὶ ἀπέκτειναν. 40 ὅταν οὖν ἔλθῃ ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος, τί ποιήσει τοῖς γεωργοῖς ἐκείνοις; 41 λέγουσιν αὐτῷ• κακοὺς κακῶς ἀπολέσει αὐτοὺς καὶ τὸν ἀμπελῶνα ἐκδώσεται ἄλλοις γεωργοῖς, οἵτινες ἀποδώσουσιν αὐτῷ τοὺς καρποὺς ἐν τοῖς καιροῖς αὐτῶν.
42 Λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• οὐδέποτε ἀνέγνωτε ἐν ταῖς γραφαῖς•
λίθον ὃν ἀπεδοκίμασαν οἱ οἰκοδομοῦντες,
οὗτος ἐγενήθη εἰς κεφαλὴν γωνίας•
παρὰ κυρίου ἐγένετο αὕτη
καὶ ἔστιν θαυμαστὴ ἐν ὀφθαλμοῖς ἡμῶν;
43 διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν ὅτι ἀρθήσεται ἀφʼ ὑμῶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ καὶ δοθήσεται ἔθνει ποιοῦντι τοὺς καρποὺς αὐτῆς. [ 44 καὶ ὁ πεσὼν ἐπὶ τὸν λίθον τοῦτον συνθλασθήσεται• ἐφʼ ὃν δʼ ἂν πέσῃ λικμήσει αὐτόν.]
(45 Καὶ ἀκούσαντες οἱ ἀρχιερεῖς καὶ οἱ Φαρισαῖοι τὰς παραβολὰς αὐτοῦ ἔγνωσαν ὅτι περὶ αὐτῶν λέγει• 46 καὶ ζητοῦντες αὐτὸν κρατῆσαι ἐφοβήθησαν τοὺς ὄχλους, ἐπεὶ εἰς προφήτην αὐτὸν εἶχον. )
mandag den 26. september 2016
19. Søndag efter Trinitatis, anden række.
19. Søndag efter Trinitatis, anden række
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Τῇ ἐπαύριον πάλιν εἱστήκει ὁ Ἰωάννης καὶ ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ δύο 36 καὶ ἐμβλέψας τῷ Ἰησοῦ περιπατοῦντι λέγει• ἴδε ὁ ἀμνὸς τοῦ θεοῦ. 37 καὶ ἤκουσαν οἱ δύο μαθηταὶ αὐτοῦ λαλοῦντος καὶ ἠκολούθησαν τῷ Ἰησοῦ. 38 στραφεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς καὶ θεασάμενος αὐτοὺς ἀκολουθοῦντας λέγει αὐτοῖς• τί ζητεῖτε; οἱ δὲ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃ λέγεται μεθερμηνευόμενον διδάσκαλε, ποῦ μένεις; 39 λέγει αὐτοῖς• ἔρχεσθε καὶ ὄψεσθε. ἦλθαν οὖν καὶ εἶδαν ποῦ μένει καὶ παρʼ αὐτῷ ἔμειναν τὴν ἡμέραν ἐκείνην• ὥρα ἦν ὡς δεκάτη. 40 ῏Ην Ἀνδρέας ὁ ἀδελφὸς Σίμωνος Πέτρου εἷς ἐκ τῶν δύο τῶν ἀκουσάντων παρὰ Ἰωάννου καὶ ἀκολουθησάντων αὐτῷ• 41 εὑρίσκει οὗτος πρῶτον τὸν ἀδελφὸν τὸν ἴδιον Σίμωνα καὶ λέγει αὐτῷ• εὑρήκαμεν τὸν Μεσσίαν, ὅ ἐστιν μεθερμηνευόμενον χριστός. 42 ἤγαγεν αὐτὸν πρὸς τὸν Ἰησοῦν. ἐμβλέψας αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• σὺ εἶ Σίμων ὁ υἱὸς Ἰωάννου, σὺ κληθήσῃ Κηφᾶς, ὃ ἑρμηνεύεται Πέτρος.
43 Τῇ ἐπαύριον ἠθέλησεν ἐξελθεῖν εἰς τὴν Γαλιλαίαν καὶ εὑρίσκει Φίλιππον. καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἀκολούθει μοι. 44 ἦν δὲ ὁ Φίλιππος ἀπὸ Βηθσαϊδά, ἐκ τῆς πόλεως Ἀνδρέου καὶ Πέτρου. 45 εὑρίσκει Φίλιππος τὸν Ναθαναὴλ καὶ λέγει αὐτῷ• ὃν ἔγραψεν Μωϋσῆς ἐν τῷ νόμῳ καὶ οἱ προφῆται εὑρήκαμεν, Ἰησοῦν υἱὸν τοῦ Ἰωσὴφ τὸν ἀπὸ Ναζαρέτ. 46 καὶ εἶπεν αὐτῷ Ναθαναήλ• ἐκ Ναζαρὲτ δύναταί τι ἀγαθὸν εἶναι; λέγει αὐτῷ [ὁ] Φίλιππος• ἔρχου καὶ ἴδε. 47 εἶδεν ὁ Ἰησοῦς τὸν Ναθαναὴλ ἐρχόμενον πρὸς αὐτὸν καὶ λέγει περὶ αὐτοῦ• ἴδε ἀληθῶς Ἰσραηλίτης ἐν ᾧ δόλος οὐκ ἔστιν. 48 λέγει αὐτῷ Ναθαναήλ• πόθεν με γινώσκεις; ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• πρὸ τοῦ σε Φίλιππον φωνῆσαι ὄντα ὑπὸ τὴν συκῆν εἶδόν σε. 49 ἀπεκρίθη αὐτῷ Ναθαναήλ• ῥαββί, σὺ εἶ ὁ υἱὸς τοῦ θεοῦ, σὺ βασιλεὺς εἶ τοῦ Ἰσραήλ. 50 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὅτι εἶπόν σοι ὅτι εἶδόν σε ὑποκάτω τῆς συκῆς, πιστεύεις; μείζω τούτων ὄψῃ. 51 καὶ λέγει αὐτῷ• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὄψεσθε τὸν οὐρανὸν ἀνεῳγότα καὶ τοὺς ἀγγέλους τοῦ θεοῦ ἀναβαίνοντας καὶ καταβαίνοντας ἐπὶ τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου.
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Τῇ ἐπαύριον πάλιν εἱστήκει ὁ Ἰωάννης καὶ ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ δύο 36 καὶ ἐμβλέψας τῷ Ἰησοῦ περιπατοῦντι λέγει• ἴδε ὁ ἀμνὸς τοῦ θεοῦ. 37 καὶ ἤκουσαν οἱ δύο μαθηταὶ αὐτοῦ λαλοῦντος καὶ ἠκολούθησαν τῷ Ἰησοῦ. 38 στραφεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς καὶ θεασάμενος αὐτοὺς ἀκολουθοῦντας λέγει αὐτοῖς• τί ζητεῖτε; οἱ δὲ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃ λέγεται μεθερμηνευόμενον διδάσκαλε, ποῦ μένεις; 39 λέγει αὐτοῖς• ἔρχεσθε καὶ ὄψεσθε. ἦλθαν οὖν καὶ εἶδαν ποῦ μένει καὶ παρʼ αὐτῷ ἔμειναν τὴν ἡμέραν ἐκείνην• ὥρα ἦν ὡς δεκάτη. 40 ῏Ην Ἀνδρέας ὁ ἀδελφὸς Σίμωνος Πέτρου εἷς ἐκ τῶν δύο τῶν ἀκουσάντων παρὰ Ἰωάννου καὶ ἀκολουθησάντων αὐτῷ• 41 εὑρίσκει οὗτος πρῶτον τὸν ἀδελφὸν τὸν ἴδιον Σίμωνα καὶ λέγει αὐτῷ• εὑρήκαμεν τὸν Μεσσίαν, ὅ ἐστιν μεθερμηνευόμενον χριστός. 42 ἤγαγεν αὐτὸν πρὸς τὸν Ἰησοῦν. ἐμβλέψας αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• σὺ εἶ Σίμων ὁ υἱὸς Ἰωάννου, σὺ κληθήσῃ Κηφᾶς, ὃ ἑρμηνεύεται Πέτρος.
43 Τῇ ἐπαύριον ἠθέλησεν ἐξελθεῖν εἰς τὴν Γαλιλαίαν καὶ εὑρίσκει Φίλιππον. καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἀκολούθει μοι. 44 ἦν δὲ ὁ Φίλιππος ἀπὸ Βηθσαϊδά, ἐκ τῆς πόλεως Ἀνδρέου καὶ Πέτρου. 45 εὑρίσκει Φίλιππος τὸν Ναθαναὴλ καὶ λέγει αὐτῷ• ὃν ἔγραψεν Μωϋσῆς ἐν τῷ νόμῳ καὶ οἱ προφῆται εὑρήκαμεν, Ἰησοῦν υἱὸν τοῦ Ἰωσὴφ τὸν ἀπὸ Ναζαρέτ. 46 καὶ εἶπεν αὐτῷ Ναθαναήλ• ἐκ Ναζαρὲτ δύναταί τι ἀγαθὸν εἶναι; λέγει αὐτῷ [ὁ] Φίλιππος• ἔρχου καὶ ἴδε. 47 εἶδεν ὁ Ἰησοῦς τὸν Ναθαναὴλ ἐρχόμενον πρὸς αὐτὸν καὶ λέγει περὶ αὐτοῦ• ἴδε ἀληθῶς Ἰσραηλίτης ἐν ᾧ δόλος οὐκ ἔστιν. 48 λέγει αὐτῷ Ναθαναήλ• πόθεν με γινώσκεις; ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• πρὸ τοῦ σε Φίλιππον φωνῆσαι ὄντα ὑπὸ τὴν συκῆν εἶδόν σε. 49 ἀπεκρίθη αὐτῷ Ναθαναήλ• ῥαββί, σὺ εἶ ὁ υἱὸς τοῦ θεοῦ, σὺ βασιλεὺς εἶ τοῦ Ἰσραήλ. 50 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὅτι εἶπόν σοι ὅτι εἶδόν σε ὑποκάτω τῆς συκῆς, πιστεύεις; μείζω τούτων ὄψῃ. 51 καὶ λέγει αὐτῷ• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὄψεσθε τὸν οὐρανὸν ἀνεῳγότα καὶ τοὺς ἀγγέλους τοῦ θεοῦ ἀναβαίνοντας καὶ καταβαίνοντας ἐπὶ τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου.
Abonner på:
Opslag (Atom)