2. Søndag efter påske, anden række..

2. Søndag efter påske, anden række

'Mobbe' kommer af "the mob", hoben.

Teksten:
22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, 23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. 24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« 25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. 26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. 27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. 29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. 30 Jeg og Faderen er ét.« (31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.) johannes 10,22-30(31) tekst slut
----
Kontekst: det er ikke helt tydeligt, hvorvidt v 31 er begyndelsen på en ny perikope eller resultatet af 22-30. Noget kunne tyde på, at v31 er en ny situation en nyt sted, men det hænger sammen og anklagen om blasfemi er gennemgående.

Inden vi hører om, at jøderne slår ring om ham, gives et par stedsangivelser, som rummer koder til forståelse af perikopen. Templet nævnes ikke specifikt i grundteksten, men ἐγκαίνια må forstås som omhandlende templet. Byen og templet har altså en fest, som handler om fornyelse. Byen og templet er forbindelsessted til Gud. "Ny forbindelse" er en kode. At det er vinter hentyder til det vejr som gør det plausibelt at opholde sig i søjlegangen (regn?). "Salomon" er navnet på den vise og på det legitime tempel, den lykkelige forbindelse til Gud. Det er netop visdom, Jesus leverer som uimodsigeligt svar til "the mob". Denne visdom handler om en ny og eksklusiv forbindelse til Gud.

"Hvor længe vil du holde os hen?" Er en mild oversættelse. Grundteksten har sjælen med og der menes noget med: hvor langt vil du køre vores sjæl til kanten?

Jesus er altså omringet af mennesker, som er nået til en grænse. Det er opskriften på mobning. Mobning har en særlig energi i sig en slags rus. Noget destruktivt, som konstituerer hoben som rigtig og levedygtig på en primitiv måde.

Jesus svarer dem med: hørelse, syn, fader, tro, forgæves.
Herefter med den vellykkede relation: høre, kende, følge, evighed.
Som en understregning af det vellykkede forhold bruges Hånd som ikke kan rives ud af. Dette billede køres parallelt jesus/fader som samme hånd. Denne kombination leder til blasfemianklagen 31f. At de samler sten op, er hånd-billedet på vrangen, under mobbefortegnet.

Disposition:
Teksten med nærmeste kontekst kan ses som bestående af følgende:
Ny forbindelse til Gud (genindvielse)
Visdom (Salomon)
Ond kreds
Krise: uvidenhed
Søn/fader, høre, kende, evig, hyrde/hånd, fader/hånd
(Hånd/sten).

En disposition kan være en tematisk baglænsspilning af billeder:

Jeg står med en sten i hånden. Jeg kan kaste den, fordi jeg har ret. Stenen kan forlade min hånd med ond kraft. Jeg forvandles, fordi jeg kender en stemme. Jeg husker at jeg selv er i en hånd. En hånd som har god kraft. Jeg skal ikke forlade den hånd. Den er god. Den er lavet af sammenhæng mellem søn og fader. Det er visdom. Det er en ny indvielse. En ny forbindelse til Gud. Jeg står med en sten i hånden. Jeg vil bygge et hus til Gud og mennesker.

----

22 Ἐγένετο τότε τὰ ἐγκαίνια ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις, χειμὼν ἦν, 23 καὶ περιεπάτει ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ ἐν τῇ στοᾷ τοῦ Σολομῶνος. 24 ἐκύκλωσαν οὖν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ ἔλεγον αὐτῷ• ἕως πότε τὴν ψυχὴν ἡμῶν αἴρεις; εἰ σὺ εἶ ὁ χριστός, εἰπὲ ἡμῖν παρρησίᾳ. 25 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἶπον ὑμῖν καὶ οὐ πιστεύετε• τὰ ἔργα ἃ ἐγὼ ποιῶ ἐν τῷ ὀνόματι τοῦ πατρός μου ταῦτα μαρτυρεῖ περὶ ἐμοῦ• 26 ἀλλὰ ὑμεῖς οὐ πιστεύετε, ὅτι οὐκ ἐστὲ ἐκ τῶν προβάτων τῶν ἐμῶν. 27 τὰ πρόβατα τὰ ἐμὰ τῆς φωνῆς μου ἀκούουσιν, κἀγὼ γινώσκω αὐτὰ καὶ ἀκολουθοῦσίν μοι, 28 κἀγὼ δίδωμι αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον καὶ οὐ μὴ ἀπόλωνται εἰς τὸν αἰῶνα καὶ οὐχ ἁρπάσει τις αὐτὰ ἐκ τῆς χειρός μου. 29 ὁ πατήρ μου ὃ δέδωκέν μοι πάντων μεῖζόν ἐστιν, καὶ οὐδεὶς δύναται ἁρπάζειν ἐκ τῆς χειρὸς τοῦ πατρός. 30 ἐγὼ καὶ ὁ πατὴρ ἕν ἐσμεν.
31 Ἐβάστασαν πάλιν λίθους οἱ Ἰουδαῖοι ἵνα λιθάσωσιν αὐτόν. ...

1. Søndag efter påske, anden række.

Første søndag efter påske, anden række

At elske og bevare...
Kærlighed er evig. Planer er tidslige. Jesus stresser kærligheden med en evig plan...

Teksten:
15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« 16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« 17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« 19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannes21,15-19 tekst slut
---
Kærlighed er mange ting og at elske og elske er ikke altid det samme. Da de når hinanden er det det samme verbum, der bruges. Kærlighed mellem mænd i østlige egne er fascinerende; det er mere naturligt at holde i hånd, ligge i ske og nusse. I vore egne er det stadig grænseoverskridende adfærd.

Stikord. Kærlighed/evighed. Plan, opgave/forløb. Magt, afmagt. Fortid, nutid, fremtid, evighed.
----
Når jeg elsker et menneske føles det som evigt, bestandigt og alligevel som et sårbart nu. Når jeg elsker føler jeg en kæmpe energi, men man kan ikke stille krav til den. Følelsen retter på en måde sin energi mod fremtiden, men lan ikke eje den. Kærligheden har energien til en plans begyndelse, men idet det bliver en strategi, er det ikke-tidslige forrådt.

I dagens tekst bruges flere udtryk for at elske. De har nok forskellig betydning. Jeg vil ikke rode mig ud i hvilket. Men for at åbne viften af betydninger:
Være forelsket, optaget af, knytte bånd, tiltrukket af, sætte højere end andet, givet hen til, opslugt af, beskæftiger mig med hele tiden.

Det er en provokation, at Jesus spørger til kærligheden. Den har lidt, idet der spørges. 3 gange er rigeligt. Den opstandne reparerer de tre fornægtelser ved hanens galen.

Da de tre tilsagn har repareret svigtet, stilles opgaven for tredje gang og fuldes med en efterfølgelsesforudsigelse.

Dermed bringes tid og evighed i spil som følger.
Jesus krænker den kærlighed, der kun kan være nutid og evig ved st spørge kontrollerende (efter-prøvende) til den. Når man er død, er det for sent at forlige fortiden, men Jesus er opstanden og taler på den anden side af den grænse. Derfor gør han fortiden god, selvom han er død.
Han giver Simon Peter en opgave, som indebærer hans egen død (efterfølgelse) og som handler om at bevare et budskab levende i en flok (kaldet får). Dette budskab er en genfortælling af fortiden (jesu sonende død) som skal holdes i live i fremtiden, for at de hørende skal blive evige. Målet er evighed og kærlighed.

Hvad Simon Peters vogteropgave går ud på, kan retrospektivt beskrives som en mangefacetteret virkningshistorie: embeder, pavedømmer, dogmer, alment præstedømme etc.

Alt dette må man lægge bag sig og se det væsentlige. Der bliver spurgt til kærligheden og målet er kærligheden. Den evighed, der er så sårbar i sit evige nu, bliver vundet fra fortiden ind i nutiden og ud i fremtiden gennem en soning, som er tidsophævende.

Disposition

Fortælling
Jeg lever i nuet og elsker i nuet.
Planer og krav gør min kærlighed til strategi og ophæver det magiske.

Forvandling.
Jeg møder et tripple spørgsmål om kærlighed, et sonende gentagende spørgsmål, som genindsætter mig i nuet. Jeg husker buet, mærker den ubundne kærlighed, som kan alt.

Landsætning
Jeg skal vogte et budskab, passe på en historie, som er så fantastisk, at den kan sætte et menneske ind i den virkelighed, som ellers kun kendes fra det sarte nu, bestandigt.







15 Ὅτε οὖν ἠρίστησαν λέγει τῷ Σίμωνι Πέτρῳ ὁ Ἰησοῦς• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με πλέον τούτων; λέγει αὐτῷ• ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• βόσκε τὰ ἀρνία μου. 16 λέγει αὐτῷ πάλιν δεύτερον• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με; λέγει αὐτῷ. ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• ποίμαινε τὰ πρόβατά μου. 17 λέγει αὐτῷ τὸ τρίτον• Σίμων Ἰωάννου, φιλεῖς με; ἐλυπήθη ὁ Πέτρος ὅτι εἶπεν αὐτῷ τὸ τρίτον• φιλεῖς με; καὶ λέγει αὐτῷ• κύριε, πάντα σὺ οἶδας, σὺ γινώσκεις ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ [ὁ Ἰησοῦς]• βόσκε τὰ πρόβατά μου. 18 ἀμὴν ἀμὴν λέγω σοι, ὅτε ἦς νεώτερος, ἐζώννυες σεαυτὸν καὶ περιεπάτεις ὅπου ἤθελες• ὅταν δὲ γηράσῃς, ἐκτενεῖς τὰς χεῖράς σου, καὶ ἄλλος σε ζώσει καὶ οἴσει ὅπου οὐ θέλεις. 19 τοῦτο δὲ εἶπεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ δοξάσει τὸν θεόν. καὶ τοῦτο εἰπὼν λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι.

Påskedag..

Påskedag, anden række

Bryd ud!

Teksten:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. 2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. 3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. 4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. 5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. 6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. 7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Mattæus 28,1-8 tekst slut

---

Det, der sker i teksten, må gerne ske for mig!
Ryst mig som et jordskælv, rusk mig, blænd mig med lyn og sne. Vælt alle tunge sten væk fra mit væsen og mine vaner. Lad mig blive som død. Vis mig den nye virkelighed.

(Fortsættes...)

Langfredag

Langfredag

Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.

Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.

Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.

Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.

----

Teksten.

For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.

2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.

4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«

10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!

13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.

17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.

26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.

28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)

Skærtorsdag, anden række

Skærtorsdag, anden række

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)

Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.

Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.

Johannesevangeliet hat i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregelse at dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.

Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.

Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....

En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med naveren, idet teologer til alle tider har ville forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.

Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.

Disposition:

Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.

Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.

Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes.

Palmesøndag, anden række

Salmer: 172, 448, 442 -- 151, 190, 176

Endnu en kvindesag

Teksten:

3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut

En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)

En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.

Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...

(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).

3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.

Mariæ bebudelse, anden

Mariæ Bebudelse, anden række

Løfte og løfte
Nå og nå

Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55

Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.

Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).

Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.

Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"

Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.

Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.

-----

46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα.