Påskedag, anden række
Bryd ud!
Teksten:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. 2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. 3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. 4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. 5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. 6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. 7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Mattæus 28,1-8 tekst slut
---
Det, der sker i teksten, må gerne ske for mig!
Ryst mig som et jordskælv, rusk mig, blænd mig med lyn og sne. Vælt alle tunge sten væk fra mit væsen og mine vaner. Lad mig blive som død. Vis mig den nye virkelighed.
(Fortsættes...)
fredag den 18. marts 2016
Langfredag
Langfredag
Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.
Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.
Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.
Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.
----
Teksten.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)
Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.
Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.
Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.
Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.
----
Teksten.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)
Skærtorsdag, anden række
Skærtorsdag, anden række
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet hat i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregelse at dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med naveren, idet teologer til alle tider har ville forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes.
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet hat i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregelse at dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med naveren, idet teologer til alle tider har ville forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes.
Palmesøndag, anden række
Salmer: 172, 448, 442 -- 151, 190, 176
Endnu en kvindesag
Teksten:
3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut
En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)
En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.
Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...
(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).
3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.
Endnu en kvindesag
Teksten:
3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut
En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)
En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.
Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...
(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).
3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.
onsdag den 9. marts 2016
Mariæ bebudelse, anden
Mariæ Bebudelse, anden række
Løfte og løfte
Nå og nå
Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55
Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.
Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).
Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.
Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"
Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.
Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.
-----
46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα.
Løfte og løfte
Nå og nå
Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55
Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.
Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).
Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.
Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"
Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.
Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.
-----
46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα.
mandag den 29. februar 2016
Midfaste søndag, anden række...
Midfaste, anden række
Fra gudsarbejde til Guds arbejde
Teksten
24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. 25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« 26 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« 28 Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« 29 Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? 31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « 32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. 33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« 35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. (Johs 6,24-35)
---
V 28 "hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?" Kan også oversættes i retning af: "Hvad skal vi gøre for at mestre gudsarbejdet?". Gerninger er et teologisk kodeord (tro vs gerninger) mens at mestre/ arbejde med/mestre er mere processuelt.
Den latinske tekst siger nærmest: hvad skal vi gøre, for at operere Guds opera? (28 dixerunt ergo ad eum
quid faciemus ut operemur opera Dei
29 respondit Iesus et dixit eis
hoc est opus Dei ut credatis in eum quem misit ille)
Teksten markerer et skifte fortalt i en strøm af undren og gemmeleg.
De tegn, der gjorde Moses troværdige varsles forandret til tro på at Gud har sendt sin søn
Den mad, som folket fik i ørkenen er ændret til mad i en anden forstand, nemlig sønnen selv.
Sammenhængen med Faderen er bla. Til stede i:
Jeg Er (v 35) som er Guds navn i 2. Mos.
For en Lutheraner er det interessant, at der sker en ændring fra gerninger til tro.
Hvis man gerne vil lave en Pi-prædiken, som ender med gerninger igen, kunne dispositionen være
Gerninger til Gud (det, man gør, for at gøre gud glad)
Gerninger fra Gud (at han gør alle menneskelige bestræbelser til intet ved at sende sin søn)
Gerninger til mennesker, nu skal vi nå gud gennem tro og mennesker gennem arbejde...
(Fortaættes)...
24 ὅτε οὖν εἶδεν ὁ ὄχλος ὅτι Ἰησοῦς οὐκ ἔστιν ἐκεῖ οὐδὲ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ, ἐνέβησαν αὐτοὶ εἰς τὰ πλοιάρια καὶ ἦλθον εἰς Καφαρναοὺμ ζητοῦντες τὸν Ἰησοῦν. 25 καὶ εὑρόντες αὐτὸν πέραν τῆς θαλάσσης εἶπον αὐτῷ• ῥαββί, πότε ὧδε γέγονας;
26 Ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ζητεῖτέ με οὐχ ὅτι εἴδετε σημεῖα, ἀλλʼ ὅτι ἐφάγετε ἐκ τῶν ἄρτων καὶ ἐχορτάσθητε. 27 ἐργάζεσθε μὴ τὴν βρῶσιν τὴν ἀπολλυμένην ἀλλὰ τὴν βρῶσιν τὴν μένουσαν εἰς ζωὴν αἰώνιον, ἣν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ὑμῖν δώσει• τοῦτον γὰρ ὁ πατὴρ ἐσφράγισεν ὁ θεός. 28 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• τί ποιῶμεν ἵνα ἐργαζώμεθα τὰ ἔργα τοῦ θεοῦ; 29 ἀπεκρίθη [ὁ] Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτό ἐστιν τὸ ἔργον τοῦ θεοῦ, ἵνα πιστεύητε εἰς ὃν ἀπέστειλεν ἐκεῖνος.
30 Εἶπον οὖν αὐτῷ• τί οὖν ποιεῖς σὺ σημεῖον, ἵνα ἴδωμεν καὶ πιστεύσωμέν σοι; τί ἐργάζῃ; 31 οἱ πατέρες ἡμῶν τὸ μάννα ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ, καθώς ἐστιν γεγραμμένον• ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἔδωκεν αὐτοῖς φαγεῖν. 32 εἶπεν οὖν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐ Μωϋσῆς δέδωκεν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ, ἀλλʼ ὁ πατήρ μου δίδωσιν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ τὸν ἀληθινόν• 33 ὁ γὰρ ἄρτος τοῦ θεοῦ ἐστιν ὁ καταβαίνων ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καὶ ζωὴν διδοὺς τῷ κόσμῳ. 34 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• κύριε, πάντοτε δὸς ἡμῖν τὸν ἄρτον τοῦτον. 35 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς• * ὁ ἐρχόμενος πρὸς ἐμὲ οὐ μὴ πεινάσῃ, καὶ ὁ πιστεύων εἰς ἐμὲ οὐ μὴ διψήσει πώποτε.
Fra gudsarbejde til Guds arbejde
Teksten
24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. 25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« 26 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« 28 Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« 29 Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? 31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « 32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. 33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« 35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. (Johs 6,24-35)
---
V 28 "hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?" Kan også oversættes i retning af: "Hvad skal vi gøre for at mestre gudsarbejdet?". Gerninger er et teologisk kodeord (tro vs gerninger) mens at mestre/ arbejde med/mestre er mere processuelt.
Den latinske tekst siger nærmest: hvad skal vi gøre, for at operere Guds opera? (28 dixerunt ergo ad eum
quid faciemus ut operemur opera Dei
29 respondit Iesus et dixit eis
hoc est opus Dei ut credatis in eum quem misit ille)
Teksten markerer et skifte fortalt i en strøm af undren og gemmeleg.
De tegn, der gjorde Moses troværdige varsles forandret til tro på at Gud har sendt sin søn
Den mad, som folket fik i ørkenen er ændret til mad i en anden forstand, nemlig sønnen selv.
Sammenhængen med Faderen er bla. Til stede i:
Jeg Er (v 35) som er Guds navn i 2. Mos.
For en Lutheraner er det interessant, at der sker en ændring fra gerninger til tro.
Hvis man gerne vil lave en Pi-prædiken, som ender med gerninger igen, kunne dispositionen være
Gerninger til Gud (det, man gør, for at gøre gud glad)
Gerninger fra Gud (at han gør alle menneskelige bestræbelser til intet ved at sende sin søn)
Gerninger til mennesker, nu skal vi nå gud gennem tro og mennesker gennem arbejde...
(Fortaættes)...
24 ὅτε οὖν εἶδεν ὁ ὄχλος ὅτι Ἰησοῦς οὐκ ἔστιν ἐκεῖ οὐδὲ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ, ἐνέβησαν αὐτοὶ εἰς τὰ πλοιάρια καὶ ἦλθον εἰς Καφαρναοὺμ ζητοῦντες τὸν Ἰησοῦν. 25 καὶ εὑρόντες αὐτὸν πέραν τῆς θαλάσσης εἶπον αὐτῷ• ῥαββί, πότε ὧδε γέγονας;
26 Ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ζητεῖτέ με οὐχ ὅτι εἴδετε σημεῖα, ἀλλʼ ὅτι ἐφάγετε ἐκ τῶν ἄρτων καὶ ἐχορτάσθητε. 27 ἐργάζεσθε μὴ τὴν βρῶσιν τὴν ἀπολλυμένην ἀλλὰ τὴν βρῶσιν τὴν μένουσαν εἰς ζωὴν αἰώνιον, ἣν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ὑμῖν δώσει• τοῦτον γὰρ ὁ πατὴρ ἐσφράγισεν ὁ θεός. 28 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• τί ποιῶμεν ἵνα ἐργαζώμεθα τὰ ἔργα τοῦ θεοῦ; 29 ἀπεκρίθη [ὁ] Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτό ἐστιν τὸ ἔργον τοῦ θεοῦ, ἵνα πιστεύητε εἰς ὃν ἀπέστειλεν ἐκεῖνος.
30 Εἶπον οὖν αὐτῷ• τί οὖν ποιεῖς σὺ σημεῖον, ἵνα ἴδωμεν καὶ πιστεύσωμέν σοι; τί ἐργάζῃ; 31 οἱ πατέρες ἡμῶν τὸ μάννα ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ, καθώς ἐστιν γεγραμμένον• ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἔδωκεν αὐτοῖς φαγεῖν. 32 εἶπεν οὖν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐ Μωϋσῆς δέδωκεν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ, ἀλλʼ ὁ πατήρ μου δίδωσιν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ τὸν ἀληθινόν• 33 ὁ γὰρ ἄρτος τοῦ θεοῦ ἐστιν ὁ καταβαίνων ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καὶ ζωὴν διδοὺς τῷ κόσμῳ. 34 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• κύριε, πάντοτε δὸς ἡμῖν τὸν ἄρτον τοῦτον. 35 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς• * ὁ ἐρχόμενος πρὸς ἐμὲ οὐ μὴ πεινάσῃ, καὶ ὁ πιστεύων εἰς ἐμὲ οὐ μὴ διψήσει πώποτε.
tirsdag den 23. februar 2016
3. Søndag i fasten. Anden række
3. Søndag i Fasten
( ......41 I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«)
42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. 44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. 45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. 46 Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? 47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« 49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
(52 Da sagde jøderne til ham: »Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden...) tekst slut (jeg tog lige lidt af konteksten med)
----
At være i sandheden betyder at være i kontakt med selve væren (skaberordet).
Kodeordene handler om væren ikkeværen i evighed. ...(morder betyder, den, der røver væren)
Måske skulle vi gøre som de frafaldne israelitter i Mosesteksten: Dyrke glimmer og nosser.
Eller vi kunne vende os mod sandhed på højeste plan....
----
Teksten er en amputeret perkope. Læs hele kap 8, dette kan genindføre en næsten meditativ mildhed, som den afkortede tekst savner.
----
Kontakt med væren i ren form.
Dagens tekst fremstår som et skænderi mellem Jesus og jødedommen som sådan. Historisk har den næppe fundet sted, men udtrykker en sandhed på et andet plan. Stridens historicitet er snarere et skænderi mellem på den ene siden den unge kirke som nyt trossamfund og på den anden en synagogejødedom udenfor det ødelagte Jerusalem, nok i græsktalende (og tænkende) område.
Teksten er altså en meditation over Kristus som Sandhed lagt i munden på Jesus selv overfor en tænkt modstander i hans levetid.
Denne mangel på historicitet tager jeg ikke som løgn, men som en tilgang til sandhed, vi ikke længere anvender i almindelighed - altså tilgangen, ikke sandheden. Den har vi.
Jeg mener, det er historisk (objektiv sandhed), at Jesus havde opgør med jødedommen. Jeg mener (subjektiv sandhed) at Jesus er Sandheden. Jeg mener ikke, dialogen har fundet sted, som den står, men den udtrykker sandheden.
Jeg går i kirke for at være i kontakt med Gud gennem hans ord. Ordet er både et budskab og samtidig selve Sønnen.
At være i kontakt med Gud på den rette måde, betyder at være evig lige nu. Dette betyder en række ting og sager. Det kan udtrykkes som fravær af ophør af liv. Det kan udtrykkes som vedblivende skabelse.
I begge tilfælde kan kontakten mellem mig som troende og Gud beskrives som strukturer med forskellige navne.
Kærlighed er en af dem. Kærlighed til Gud Søn, som fortsætter den til Gud.
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af ikke-evighed, som kaldes synd).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af løgn, som er fravær af sandhed, som er væren uden ophør - afbrydelsen Løgn, er afbrydelsen af evig væren).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af Morderen, som er den, der får liv til at ophøre). Den ikke-afbrudte forbindelse er altså Liv.
En samhøringhed gennem at høre.
Holde fast ved Ord.
At ære er en af forbindelserne også (ikke- ære) er afbrydelsen.
"Være det rette sted"er en forbindelse. Afbrydelsen hedder her u-sted, fx Samaria.
Ikke-krænket hedder en anden forbindelse, dæmonbesat hedder sfbrydelsen.
Jeg er i kirke for at få forbindelse, jeg kender forbindelsen elske, fordi jeg kender til at elske og blive elsket. Jeg kender forbindelsen Sandhed, fordi jeg kender til at tale sandt, nogle gange...
---
Når man slås, slår man
Når man skændes, skænder man.
At skænde er at gøre grim
Dagen tekst består af linier af skænderier. Jeg vil rette linierne ud og spille dem baglæns, så grimhederne forsvinder en for en og skønhed opstår...
(Bemærk at "uægte børn" rettere bør oversættes "luderbørn" πορνείας...γεγ.. ).
(41 ὑμεῖς ποιεῖτε τὰ ἔργα τοῦ πατρὸς ὑμῶν. εἶπαν [οὖν] αὐτῷ• ἡμεῖς ἐκ πορνείας οὐ γεγεννήμεθα, ἕνα πατέρα ἔχομεν τὸν θεόν.) 42 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἰ ὁ θεὸς πατὴρ ὑμῶν ἦν ἠγαπᾶτε ἂν ἐμέ, ἐγὼ γὰρ ἐκ τοῦ θεοῦ ἐξῆλθον καὶ ἥκω• οὐδὲ γὰρ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ἐλήλυθα, ἀλλʼ ἐκεῖνός με ἀπέστειλεν. 43 διὰ τί τὴν λαλιὰν τὴν ἐμὴν οὐ γινώσκετε; ὅτι οὐ δύνασθε ἀκούειν τὸν λόγον τὸν ἐμόν. 44 ὑμεῖς ἐκ τοῦ πατρὸς τοῦ διαβόλου ἐστὲ καὶ τὰς ἐπιθυμίας τοῦ πατρὸς ὑμῶν θέλετε ποιεῖν. ἐκεῖνος ἀνθρωποκτόνος ἦν ἀπʼ ἀρχῆς καὶ ἐν τῇ ἀληθείᾳ οὐκ ἔστηκεν, ὅτι οὐκ ἔστιν ἀλήθεια ἐν αὐτῷ. ὅταν λαλῇ τὸ ψεῦδος, ἐκ τῶν ἰδίων λαλεῖ, ὅτι ψεύστης ἐστὶν καὶ ὁ πατὴρ αὐτοῦ. 45 ἐγὼ δὲ ὅτι τὴν ἀλήθειαν λέγω, οὐ πιστεύετέ μοι. 46 τίς ἐξ ὑμῶν ἐλέγχει με περὶ ἁμαρτίας; εἰ ἀλήθειαν λέγω, διὰ τί ὑμεῖς οὐ πιστεύετέ μοι; 47 ὁ ὢν ἐκ τοῦ θεοῦ τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ ἀκούει• διὰ τοῦτο ὑμεῖς οὐκ ἀκούετε, ὅτι ἐκ τοῦ θεοῦ οὐκ ἐστέ.
48 Ἀπεκρίθησαν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ εἶπαν αὐτῷ• οὐ καλῶς λέγομεν ἡμεῖς ὅτι Σαμαρίτης εἶ σὺ καὶ δαιμόνιον ἔχεις; 49 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς• ἐγὼ δαιμόνιον οὐκ ἔχω, ἀλλὰ τιμῶ τὸν πατέρα μου, καὶ ὑμεῖς ἀτιμάζετέ με. 50 ἐγὼ δὲ οὐ ζητῶ τὴν δόξαν μου• ἔστιν ὁ ζητῶν καὶ κρίνων. 51 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐάν τις τὸν ἐμὸν λόγον τηρήσῃ, θάνατον οὐ μὴ θεωρήσῃ εἰς τὸν αἰῶνα.( 52 εἶπον [οὖν] αὐτῷ οἱ Ἰουδαῖοι• νῦν ἐγνώκαμεν ὅτι δαιμόνιον ἔχεις. Ἀβραὰμ ἀπέθανεν καὶ οἱ προφῆται, καὶ σὺ λέγεις• ἐάν τις τὸν λόγον μου τηρήσῃ, οὐ μὴ γεύσηται θανάτου εἰς τὸν αἰῶνα. )
( ......41 I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«)
42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. 44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. 45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. 46 Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? 47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« 49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
(52 Da sagde jøderne til ham: »Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden...) tekst slut (jeg tog lige lidt af konteksten med)
----
At være i sandheden betyder at være i kontakt med selve væren (skaberordet).
Kodeordene handler om væren ikkeværen i evighed. ...(morder betyder, den, der røver væren)
Måske skulle vi gøre som de frafaldne israelitter i Mosesteksten: Dyrke glimmer og nosser.
Eller vi kunne vende os mod sandhed på højeste plan....
----
Teksten er en amputeret perkope. Læs hele kap 8, dette kan genindføre en næsten meditativ mildhed, som den afkortede tekst savner.
----
Kontakt med væren i ren form.
Dagens tekst fremstår som et skænderi mellem Jesus og jødedommen som sådan. Historisk har den næppe fundet sted, men udtrykker en sandhed på et andet plan. Stridens historicitet er snarere et skænderi mellem på den ene siden den unge kirke som nyt trossamfund og på den anden en synagogejødedom udenfor det ødelagte Jerusalem, nok i græsktalende (og tænkende) område.
Teksten er altså en meditation over Kristus som Sandhed lagt i munden på Jesus selv overfor en tænkt modstander i hans levetid.
Denne mangel på historicitet tager jeg ikke som løgn, men som en tilgang til sandhed, vi ikke længere anvender i almindelighed - altså tilgangen, ikke sandheden. Den har vi.
Jeg mener, det er historisk (objektiv sandhed), at Jesus havde opgør med jødedommen. Jeg mener (subjektiv sandhed) at Jesus er Sandheden. Jeg mener ikke, dialogen har fundet sted, som den står, men den udtrykker sandheden.
Jeg går i kirke for at være i kontakt med Gud gennem hans ord. Ordet er både et budskab og samtidig selve Sønnen.
At være i kontakt med Gud på den rette måde, betyder at være evig lige nu. Dette betyder en række ting og sager. Det kan udtrykkes som fravær af ophør af liv. Det kan udtrykkes som vedblivende skabelse.
I begge tilfælde kan kontakten mellem mig som troende og Gud beskrives som strukturer med forskellige navne.
Kærlighed er en af dem. Kærlighed til Gud Søn, som fortsætter den til Gud.
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af ikke-evighed, som kaldes synd).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af løgn, som er fravær af sandhed, som er væren uden ophør - afbrydelsen Løgn, er afbrydelsen af evig væren).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af Morderen, som er den, der får liv til at ophøre). Den ikke-afbrudte forbindelse er altså Liv.
En samhøringhed gennem at høre.
Holde fast ved Ord.
At ære er en af forbindelserne også (ikke- ære) er afbrydelsen.
"Være det rette sted"er en forbindelse. Afbrydelsen hedder her u-sted, fx Samaria.
Ikke-krænket hedder en anden forbindelse, dæmonbesat hedder sfbrydelsen.
Jeg er i kirke for at få forbindelse, jeg kender forbindelsen elske, fordi jeg kender til at elske og blive elsket. Jeg kender forbindelsen Sandhed, fordi jeg kender til at tale sandt, nogle gange...
---
Når man slås, slår man
Når man skændes, skænder man.
At skænde er at gøre grim
Dagen tekst består af linier af skænderier. Jeg vil rette linierne ud og spille dem baglæns, så grimhederne forsvinder en for en og skønhed opstår...
(Bemærk at "uægte børn" rettere bør oversættes "luderbørn" πορνείας...γεγ.. ).
(41 ὑμεῖς ποιεῖτε τὰ ἔργα τοῦ πατρὸς ὑμῶν. εἶπαν [οὖν] αὐτῷ• ἡμεῖς ἐκ πορνείας οὐ γεγεννήμεθα, ἕνα πατέρα ἔχομεν τὸν θεόν.) 42 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἰ ὁ θεὸς πατὴρ ὑμῶν ἦν ἠγαπᾶτε ἂν ἐμέ, ἐγὼ γὰρ ἐκ τοῦ θεοῦ ἐξῆλθον καὶ ἥκω• οὐδὲ γὰρ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ἐλήλυθα, ἀλλʼ ἐκεῖνός με ἀπέστειλεν. 43 διὰ τί τὴν λαλιὰν τὴν ἐμὴν οὐ γινώσκετε; ὅτι οὐ δύνασθε ἀκούειν τὸν λόγον τὸν ἐμόν. 44 ὑμεῖς ἐκ τοῦ πατρὸς τοῦ διαβόλου ἐστὲ καὶ τὰς ἐπιθυμίας τοῦ πατρὸς ὑμῶν θέλετε ποιεῖν. ἐκεῖνος ἀνθρωποκτόνος ἦν ἀπʼ ἀρχῆς καὶ ἐν τῇ ἀληθείᾳ οὐκ ἔστηκεν, ὅτι οὐκ ἔστιν ἀλήθεια ἐν αὐτῷ. ὅταν λαλῇ τὸ ψεῦδος, ἐκ τῶν ἰδίων λαλεῖ, ὅτι ψεύστης ἐστὶν καὶ ὁ πατὴρ αὐτοῦ. 45 ἐγὼ δὲ ὅτι τὴν ἀλήθειαν λέγω, οὐ πιστεύετέ μοι. 46 τίς ἐξ ὑμῶν ἐλέγχει με περὶ ἁμαρτίας; εἰ ἀλήθειαν λέγω, διὰ τί ὑμεῖς οὐ πιστεύετέ μοι; 47 ὁ ὢν ἐκ τοῦ θεοῦ τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ ἀκούει• διὰ τοῦτο ὑμεῖς οὐκ ἀκούετε, ὅτι ἐκ τοῦ θεοῦ οὐκ ἐστέ.
48 Ἀπεκρίθησαν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ εἶπαν αὐτῷ• οὐ καλῶς λέγομεν ἡμεῖς ὅτι Σαμαρίτης εἶ σὺ καὶ δαιμόνιον ἔχεις; 49 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς• ἐγὼ δαιμόνιον οὐκ ἔχω, ἀλλὰ τιμῶ τὸν πατέρα μου, καὶ ὑμεῖς ἀτιμάζετέ με. 50 ἐγὼ δὲ οὐ ζητῶ τὴν δόξαν μου• ἔστιν ὁ ζητῶν καὶ κρίνων. 51 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐάν τις τὸν ἐμὸν λόγον τηρήσῃ, θάνατον οὐ μὴ θεωρήσῃ εἰς τὸν αἰῶνα.( 52 εἶπον [οὖν] αὐτῷ οἱ Ἰουδαῖοι• νῦν ἐγνώκαμεν ὅτι δαιμόνιον ἔχεις. Ἀβραὰμ ἀπέθανεν καὶ οἱ προφῆται, καὶ σὺ λέγεις• ἐάν τις τὸν λόγον μου τηρήσῃ, οὐ μὴ γεύσηται θανάτου εἰς τὸν αἰῶνα. )
Abonner på:
Opslag (Atom)