Første søndag i fasten, anden række
Op er ned og efter er før.
Teksten:
24 De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. 25 Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. 26 Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. 27 For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
28 Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, 29 og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, 30 for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
31 Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; 32 men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Tekst slut (33 Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.« 34 Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«) Lukas 22,24-23(34).
----
Lidt sprog: bemærk "strid" vers 24 oversat fra φιλονεικία, som har filo som første led, altså noget med frænde, broder, kærlighed... Der er tale om kærlighed til sejr, at have ret.
V28. Den mærkelige brug af dansk kasus uden for nominativ til emfase (Jer) er teknisk set en nominativ. Meningen er: "I er mine trofaste følgere".
Peters fremtidige omvendelse i vers 32 er et retningsskifte og ikke det ellers anvendte metanoia, som også oversættes med omvendelse, men snarere er sindets opkobling til det større. Der kan holdes en hel prædiken om forskellen mellem og kombinationen af de to omvendelser, som sjovt nok har to omdrejningsakser, der sammen danner et kors. Når jeg drejer om aksen mod himlen, vender jeg mig til min næste, når jeg drejer om aksen mod min næste, vender jeg mod himlen:-)
"Dømme" (κρίνοντες) i vers 30 læser jeg som en apokalyptisk styreform, som henter sin energi fra fx dommerbogen, dvs helteenergi, drømmeenergi. Jeg læser det ikke som en domshandling (afgørelse, sanktion). Der loves altså troner og en eventyrlig styreform på den anden side af at gøre sig selv til tjener.
V31 har et tankevækkende spil mellem afsluttet fortid og afsluttet fremtid. Jesus har i fortiden bedt for Simon for at Satans fortidige gøren krav på ham med henblik på en (fremtidig?) udsondringssituation (adskillelse mellem anvendelige og uanvendelige fødevaredele) skal være virkningsløs, hvilket ligger i den i fremtiden afsluttede handling af vende om for i fremtiden af etablere en styrkende relation til andre, som kaldes brødre, hvilket i sig selv er etablering af en kærlig alliance.
Disposition:
Fortælling.
Jeg er med i et eventyr om et folk, som fik et land og styrede det med guddommelige beslutninger, kaldet domme. Jeg er allerede nu med i en virkelighed med en ustyrlig styreform.
Forvandling.
Jeg blev lukket ind i fortællingen gennem en fornedrelse. Ikke min egen, men Guds. Jeg kender styreformer, hierarkier, der bygger på kapløb og udskillelse og point of no return. Men min nye virkelighed er skabt af omvendelsens punkt, hvor tid ikke skiller folk ud i oppe og nede, men hvor oppe bliver nede og dermed efter bliver før.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke bærende på en ny virkelighed. Hvis nogen har gjort noget, vil jeg leve i tiden før, de gjorde det. Hvis nogen er nede, vil jeg se dem som konger. Hvis nogen holder mig nede, vil styre mig, vil jeg være ustyrlig - glad.
....
24 Ἐγένετο δὲ καὶ φιλονεικία ἐν αὐτοῖς, τὸ τίς αὐτῶν δοκεῖ εἶναι μείζων. 25 ὁ δὲ εἶπεν αὐτοῖς• οἱ βασιλεῖς τῶν ἐθνῶν κυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ ἐξουσιάζοντες αὐτῶν εὐεργέται καλοῦνται. 26 ὑμεῖς δὲ οὐχ οὕτως, ἀλλ᾽ ὁ μείζων ἐν ὑμῖν γινέσθω ὡς ὁ νεώτερος καὶ ὁ ἡγούμενος ὡς ὁ διακονῶν. 27 τίς γὰρ μείζων, ὁ ἀνακείμενος ἢ ὁ διακονῶν; οὐχὶ ὁ ἀνακείμενος; ἐγὼ δὲ ἐν μέσῳ ὑμῶν εἰμι ὡς ὁ διακονῶν.
28 Ὑμεῖς δέ ἐστε οἱ διαμεμενηκότες μετ᾽ ἐμοῦ ἐν τοῖς πειρασμοῖς μου· 29 κἀγὼ διατίθεμαι ὑμῖν καθὼς διέθετό μοι ὁ πατήρ μου βασιλείαν, 30 ἵνα ἔσθητε καὶ πίνητε ἐπὶ τῆς τραπέζης μου ἐν τῇ βασιλείᾳ μου, καὶ καθήσεσθε ἐπὶ θρόνων τὰς δώδεκα φυλὰς κρίνοντες τοῦ Ἰσραήλ.
31 Σίμων Σίμων, ἰδοὺ ὁ σατανᾶς ἐξῃτήσατο ὑμᾶς τοῦ σινιάσαι ὡς τὸν σῖτον· 32 ἐγὼ δὲ ἐδεήθην περὶ σοῦ ἵνα μὴ ἐκλίπῃ ἡ πίστις σου· καὶ σύ ποτε ἐπιστρέψας στήρισον τοὺς ἀδελφούς σου. (33 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ· κύριε, μετὰ σοῦ ἕτοιμός εἰμι καὶ εἰς φυλακὴν καὶ εἰς θάνατον πορεύεσθαι. 34 ὁ δὲ εἶπεν· λέγω σοι, Πέτρε, οὐ φωνήσει σήμερον ἀλέκτωρ ἕως τρίς με ἀπαρνήσῃ εἰδέναι.)
tirsdag den 9. februar 2016
mandag den 1. februar 2016
Fastelavn, anden række
Fastelavns søndag, Anden række
Kan du gætte, hvem jeg er?
Teksten: 31 Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: 32 Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; 33 de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« 34 Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
35 Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. 36 Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. 37 De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« 38 Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« 39 De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« 40 Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: 41 »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« 42 Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« 43 Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Lukas 18,31-43, tekst slut).
----
Dagens tekst falder i to dele. Anden del indledes med Ἐγένετο δὲ (og det skete) som er udeladt i dansk oversættelse. Semitismen er ellers bærende for sceneskiftet, den forestående skabelseshandling (Ἐγένετο er det sammen verbum, hvormed verden bliver til) og er stilmæssig optakt til Jeriko-episoden, hvor Jesu navn (det samme som Josva) skal spejles i navnet på den første by, Josva erobrede.
Forholdet mellem lidelse og ophøjelse er temaet i vendepunktsverset lukas 9,51 som på dansk har en yderst fattig sprogdragt, men i den græske rummer næsten alle LXX udsmykninger. Pointen med disse stilskift er at tydeliggøre den gamle pagts virkeliggørelse.
Fastelavnstekstens to dele spiller indbyrdes sammen således, at den blinde kan se, før han får synet igen, mens de seende disciple er blinde for profetiernes opfyldelse.
Denne leg med synlighed er relevant for en kultur, hvor udklædning (og dermed identitetsskift) er en del af festen, som indleder en faste, som vi dog ikke gennemfører.
Kombinationen af navnet Davids Søn og navnet på Josvas første erobring giver det, der skal ses.
Begyndelsen på at konstruere en pi-disposition vil som regel begynde med at en søgen after forvandlingen, for herefter at lede efter det billede eller den fortælling, der skal lede til forvandlingen og efter det resultat, som kan danne stof til en opfordring.
I dagens tekst er der en række forvandlinger til stede. Vi har på et allusionsplan to Josva' er. Den ene er guds kriger, der erobrer det lovede land. Den anden er den salvede Josva (jesus Kristos) som erobrer et gudsrige gennem nye bevægelser: se, tro (ἀναβλέψω, πίστις). Αναβλεπω betyder både "at komme til at se" "se op" "se igen" altså gode billeder på troen som synssans. Forvandlingen går også på ikke-voldsplanet. Riget skaffes gennem vold på den salvede selv, ikke på byen, riget.
Selve den gamle fortælling om erobringen har det stærke forvandlingsbillede af byen, der taber sin mur ligesom et skørt. Dette billede kan også bruges i en fastelavnstema/udklædningstema-prædiken om den mur af identitet, vi omgiver os med og det guddommelige blæs, der får muren til at falde, ny synlighed, ny sårbarhed, ny afhængighed af kærlighed.
Fortælling.
Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg godt tør være sårbar, hvor mure er noget, jeg kan trække op om mig, hvis jeg har lyst og blæse væk, hvis jeg har lyst.
Forvandling
Jeg tør være sårbar, fordi jeg er lukket ind i et nyt rige, som er lavet af kærlighed. Riget er åbnet af en, som bar et gammelt krigernavn, men som er salvet og opfyldte guds profeti, ved at gøre sårbarheden til sin, helt og fuldt. Riget åbnes med fred og øjne. Volden tog han.
Landsætning
Jeg vil gå ud og smile til mure som det pynt, de er. Jeg vil elske mennesket bag muren ligesom jeg selv er elsket, jeg vil se op og være i sammenhæng med både gud og menneske, fordi en opfyldelse er sket.
31 Παραλαβὼν δὲ τοὺς δώδεκα εἶπεν πρὸς αὐτούς• ἰδοὺ ἀναβαίνομεν εἰς Ἰερουσαλήμ, καὶ τελεσθήσεται πάντα τὰ γεγραμμένα διὰ τῶν προφητῶν τῷ υἱῷ τοῦ ἀνθρώπου• 32 παραδοθήσεται γὰρ τοῖς ἔθνεσιν καὶ ἐμπαιχθήσεται καὶ ὑβρισθήσεται καὶ ἐμπτυσθήσεται 33 καὶ μαστιγώσαντες ἀποκτενοῦσιν αὐτόν, καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ ἀναστήσεται. 34 καὶ αὐτοὶ οὐδὲν τούτων συνῆκαν καὶ ἦν τὸ ῥῆμα τοῦτο κεκρυμμένον ἀπʼ αὐτῶν καὶ οὐκ ἐγίνωσκον τὰ λεγόμενα.
35 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ ἐγγίζειν αὐτὸν εἰς Ἰεριχὼ τυφλός τις ἐκάθητο παρὰ τὴν ὁδὸν ἐπαιτῶν. 36 ἀκούσας δὲ ὄχλου διαπορευομένου ἐπυνθάνετο τί εἴη τοῦτο. 37 ἀπήγγειλαν δὲ αὐτῷ ὅτι Ἰησοῦς ὁ Ναζωραῖος παρέρχεται. 38 καὶ ἐβόησεν λέγων• Ἰησοῦ υἱὲ Δαυίδ, ἐλέησόν με. 39 καὶ οἱ προάγοντες ἐπετίμων αὐτῷ ἵνα σιγήσῃ, αὐτὸς δὲ πολλῷ μᾶλλον ἔκραζεν• υἱὲ Δαυίδ, ἐλέησόν με. 40 σταθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς ἐκέλευσεν αὐτὸν ἀχθῆναι πρὸς αὐτόν. ἐγγίσαντος δὲ αὐτοῦ ἐπηρώτησεν αὐτόν• 41 τί σοι θέλεις ποιήσω; ὁ δὲ εἶπεν• κύριε, ἵνα ἀναβλέψω. 42 καὶ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• ἀνάβλεψον• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε. 43 καὶ παραχρῆμα ἀνέβλεψεν καὶ ἠκολούθει αὐτῷ δοξάζων τὸν θεόν. καὶ πᾶς ὁ λαὸς ἰδὼν ἔδωκεν αἶνον τῷ θεῷ.
Kan du gætte, hvem jeg er?
Teksten: 31 Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: 32 Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; 33 de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« 34 Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
35 Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. 36 Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. 37 De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« 38 Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« 39 De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« 40 Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: 41 »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« 42 Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« 43 Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. (Lukas 18,31-43, tekst slut).
----
Dagens tekst falder i to dele. Anden del indledes med Ἐγένετο δὲ (og det skete) som er udeladt i dansk oversættelse. Semitismen er ellers bærende for sceneskiftet, den forestående skabelseshandling (Ἐγένετο er det sammen verbum, hvormed verden bliver til) og er stilmæssig optakt til Jeriko-episoden, hvor Jesu navn (det samme som Josva) skal spejles i navnet på den første by, Josva erobrede.
Forholdet mellem lidelse og ophøjelse er temaet i vendepunktsverset lukas 9,51 som på dansk har en yderst fattig sprogdragt, men i den græske rummer næsten alle LXX udsmykninger. Pointen med disse stilskift er at tydeliggøre den gamle pagts virkeliggørelse.
Fastelavnstekstens to dele spiller indbyrdes sammen således, at den blinde kan se, før han får synet igen, mens de seende disciple er blinde for profetiernes opfyldelse.
Denne leg med synlighed er relevant for en kultur, hvor udklædning (og dermed identitetsskift) er en del af festen, som indleder en faste, som vi dog ikke gennemfører.
Kombinationen af navnet Davids Søn og navnet på Josvas første erobring giver det, der skal ses.
Begyndelsen på at konstruere en pi-disposition vil som regel begynde med at en søgen after forvandlingen, for herefter at lede efter det billede eller den fortælling, der skal lede til forvandlingen og efter det resultat, som kan danne stof til en opfordring.
I dagens tekst er der en række forvandlinger til stede. Vi har på et allusionsplan to Josva' er. Den ene er guds kriger, der erobrer det lovede land. Den anden er den salvede Josva (jesus Kristos) som erobrer et gudsrige gennem nye bevægelser: se, tro (ἀναβλέψω, πίστις). Αναβλεπω betyder både "at komme til at se" "se op" "se igen" altså gode billeder på troen som synssans. Forvandlingen går også på ikke-voldsplanet. Riget skaffes gennem vold på den salvede selv, ikke på byen, riget.
Selve den gamle fortælling om erobringen har det stærke forvandlingsbillede af byen, der taber sin mur ligesom et skørt. Dette billede kan også bruges i en fastelavnstema/udklædningstema-prædiken om den mur af identitet, vi omgiver os med og det guddommelige blæs, der får muren til at falde, ny synlighed, ny sårbarhed, ny afhængighed af kærlighed.
Fortælling.
Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg godt tør være sårbar, hvor mure er noget, jeg kan trække op om mig, hvis jeg har lyst og blæse væk, hvis jeg har lyst.
Forvandling
Jeg tør være sårbar, fordi jeg er lukket ind i et nyt rige, som er lavet af kærlighed. Riget er åbnet af en, som bar et gammelt krigernavn, men som er salvet og opfyldte guds profeti, ved at gøre sårbarheden til sin, helt og fuldt. Riget åbnes med fred og øjne. Volden tog han.
Landsætning
Jeg vil gå ud og smile til mure som det pynt, de er. Jeg vil elske mennesket bag muren ligesom jeg selv er elsket, jeg vil se op og være i sammenhæng med både gud og menneske, fordi en opfyldelse er sket.
31 Παραλαβὼν δὲ τοὺς δώδεκα εἶπεν πρὸς αὐτούς• ἰδοὺ ἀναβαίνομεν εἰς Ἰερουσαλήμ, καὶ τελεσθήσεται πάντα τὰ γεγραμμένα διὰ τῶν προφητῶν τῷ υἱῷ τοῦ ἀνθρώπου• 32 παραδοθήσεται γὰρ τοῖς ἔθνεσιν καὶ ἐμπαιχθήσεται καὶ ὑβρισθήσεται καὶ ἐμπτυσθήσεται 33 καὶ μαστιγώσαντες ἀποκτενοῦσιν αὐτόν, καὶ τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ ἀναστήσεται. 34 καὶ αὐτοὶ οὐδὲν τούτων συνῆκαν καὶ ἦν τὸ ῥῆμα τοῦτο κεκρυμμένον ἀπʼ αὐτῶν καὶ οὐκ ἐγίνωσκον τὰ λεγόμενα.
35 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ ἐγγίζειν αὐτὸν εἰς Ἰεριχὼ τυφλός τις ἐκάθητο παρὰ τὴν ὁδὸν ἐπαιτῶν. 36 ἀκούσας δὲ ὄχλου διαπορευομένου ἐπυνθάνετο τί εἴη τοῦτο. 37 ἀπήγγειλαν δὲ αὐτῷ ὅτι Ἰησοῦς ὁ Ναζωραῖος παρέρχεται. 38 καὶ ἐβόησεν λέγων• Ἰησοῦ υἱὲ Δαυίδ, ἐλέησόν με. 39 καὶ οἱ προάγοντες ἐπετίμων αὐτῷ ἵνα σιγήσῃ, αὐτὸς δὲ πολλῷ μᾶλλον ἔκραζεν• υἱὲ Δαυίδ, ἐλέησόν με. 40 σταθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς ἐκέλευσεν αὐτὸν ἀχθῆναι πρὸς αὐτόν. ἐγγίσαντος δὲ αὐτοῦ ἐπηρώτησεν αὐτόν• 41 τί σοι θέλεις ποιήσω; ὁ δὲ εἶπεν• κύριε, ἵνα ἀναβλέψω. 42 καὶ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• ἀνάβλεψον• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε. 43 καὶ παραχρῆμα ἀνέβλεψεν καὶ ἠκολούθει αὐτῷ δοξάζων τὸν θεόν. καὶ πᾶς ὁ λαὸς ἰδὼν ἔδωκεν αἶνον τῷ θεῷ.
mandag den 25. januar 2016
Seksagesima, anden række
Seksegesima, anden række
Jeg tror jeg ved jeg kan
Teksten:
26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; 27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. 28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. 29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? 31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, 32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
(33 Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; 34 han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple). (Markusevangeliet kapitel 4 versene 26-34. Tekst slut.)
Lidt sprog. Nogle græske låneord findes i dagens tekst og kan bruges som disposition: kokon (frø/korn) automat (af sig selv), mikro (meget lille). Dagens tema: mikroautomatkokon?
Teksten falder i tre dele.
Først to lignelser, som er beslægtede (og beslægtede med så-lignelsen i kap 4s begyndelse+lignelsesforklaringen) herefter et summarion, hvor lignelsespraksis er generel.
26-29
I denne lignelse er der 2x "ved" (viden). Væksten ligger uden for bondens viden, mens høsten ligger indenfor. Væksten (frembruddet) kan han han ikke handle på, men derimod høsten.
En lignelse har skematisk set tre dele: Sagen, billedet og sammenligningen. I dette tilfælde er det ikke ganske klart, hvad der er hvad. Guds Rige er sagen. "Noget med så, gro, høst, viden" er billedet. Sammenligningsleddet ligger et eller andet sted hos modtageren af fortællingen (hvad enten det er modtageren på fortælleplanet eller modtageren af det skriftlige produkt). Guds rige er i frembrud og en høst er til at kende. Mon ikke høsten er dommen og opfordringen: Der skal være noget at komme efter? Det, der i kirkelig term hedder Troens Frugt.
30-32
I den anden lignelse er der ikke eksplicit et vidensforhold. Implicit måske, hvis vi læser perikopen samlet, idet "mikro" svarer til at ligge uden for viden, mens fuglenes skygge er frembruddet (åbenbaringen, altså kendt). Det er let at associere fulgleskyggebilledet som et himmerige.
Således kunne de to billeder hænge sammen som dom og forløsning (belønning)
33-34
Den tredje del, summariet, genoptager viden/kende/høre fra kapitlets indledning, idet der omtales et høreforhold (oversat "fatte") Ikke en del af alterbogens tekst.
---
Temaerne viden/frembrud hænger sammen med Markusevangeliets væsentligste nyskabelse: Messiashemmeligheden, som er en forstællestrategi, som svarer på spørgsmålet: Hvis Jesus er Guds søn, hvor blev så herligheden af? Den er skjult, på vej, forpligtende. Jeg tror, jeg ved, jeg kan.
Disposition:
Fortælling
Jeg vil bo i en køje i en plante højt over jorden. Den skal skygge og rasle og dufte og mit liv der er let som af vinger og toner.
Forvandling:
Planten vokser ud af en fortælling. Om et frø og en høst. Høsten er frugten af det, der lever i mig - frembringer jeg det gode? Fortællingen handler om en bonde, der forstår høsten, men ikke væksten. Jeg er omvendt, jeg forstår væksten, men ikke høsten. Jeg ved at et frø er en kokon, med kim og hvide, hviden er næring for kimen, som er den nye plantes eget materiale, skallen er moderplantens og er et semipermeabelt værn. Det hele er produkt af en bestøvning og kimens vækst er celledelinger befordret af vilkår, signaleret kemisk. Fint. Men høsten, hvad er den? Høsten kommer af en lille prik, som er mindre end alt andet, fortalt af ham, som gjorde sig lille for at gøre alle store. Hans herligheds hemmelighed er en prik. Hans herlighed er altoverskyggende.
Landsætning.
Jeg vi finde prikken. Det lille. Det omvendte. Det ikke-herlige. Mit fattige medmenneske. Her slutter og begynder væksten.
26 Καὶ ἔλεγεν• οὕτως ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ ὡς ἄνθρωπος βάλῃ τὸν σπόρον ἐπὶ τῆς γῆς 27 καὶ καθεύδῃ καὶ ἐγείρηται νύκτα καὶ ἡμέραν, καὶ ὁ σπόρος βλαστᾷ καὶ μηκύνηται ὡς οὐκ οἶδεν αὐτός. 28 αὐτομάτη ἡ γῆ καρποφορεῖ, πρῶτον χόρτον εἶτα στάχυν εἶτα πλήρη[ς] σῖτον ἐν τῷ στάχυϊ. 29 ὅταν δὲ παραδοῖ ὁ καρπός, εὐθὺς ἀποστέλλει τὸ δρέπανον, ὅτι παρέστηκεν ὁ θερισμός.
30 Καὶ ἔλεγεν• πῶς ὁμοιώσωμεν τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ἢ ἐν τίνι αὐτὴν παραβολῇ θῶμεν; 31 ὡς κόκκῳ σινάπεως, ὃς ὅταν σπαρῇ ἐπὶ τῆς γῆς, μικρότερον ὂν πάντων τῶν σπερμάτων τῶν ἐπὶ τῆς γῆς, 32 καὶ ὅταν σπαρῇ, ἀναβαίνει καὶ γίνεται μεῖζον πάντων τῶν λαχάνων καὶ ποιεῖ κλάδους μεγάλους, ὥστε δύνασθαι ὑπὸ τὴν σκιὰν αὐτοῦ τὰ πετεινὰ τοῦ οὐρανοῦ κατασκηνοῦν.
33 Καὶ τοιαύταις παραβολαῖς πολλαῖς ἐλάλει αὐτοῖς τὸν λόγον καθὼς ἠδύναντο ἀκούειν• 34 χωρὶς δὲ παραβολῆς οὐκ ἐλάλει αὐτοῖς, κατʼ ἰδίαν δὲ τοῖς ἰδίοις μαθηταῖς ἐπέλυεν πάντα.
Jeg tror jeg ved jeg kan
Teksten:
26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; 27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. 28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. 29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? 31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, 32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
(33 Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; 34 han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple). (Markusevangeliet kapitel 4 versene 26-34. Tekst slut.)
Lidt sprog. Nogle græske låneord findes i dagens tekst og kan bruges som disposition: kokon (frø/korn) automat (af sig selv), mikro (meget lille). Dagens tema: mikroautomatkokon?
Teksten falder i tre dele.
Først to lignelser, som er beslægtede (og beslægtede med så-lignelsen i kap 4s begyndelse+lignelsesforklaringen) herefter et summarion, hvor lignelsespraksis er generel.
26-29
I denne lignelse er der 2x "ved" (viden). Væksten ligger uden for bondens viden, mens høsten ligger indenfor. Væksten (frembruddet) kan han han ikke handle på, men derimod høsten.
En lignelse har skematisk set tre dele: Sagen, billedet og sammenligningen. I dette tilfælde er det ikke ganske klart, hvad der er hvad. Guds Rige er sagen. "Noget med så, gro, høst, viden" er billedet. Sammenligningsleddet ligger et eller andet sted hos modtageren af fortællingen (hvad enten det er modtageren på fortælleplanet eller modtageren af det skriftlige produkt). Guds rige er i frembrud og en høst er til at kende. Mon ikke høsten er dommen og opfordringen: Der skal være noget at komme efter? Det, der i kirkelig term hedder Troens Frugt.
30-32
I den anden lignelse er der ikke eksplicit et vidensforhold. Implicit måske, hvis vi læser perikopen samlet, idet "mikro" svarer til at ligge uden for viden, mens fuglenes skygge er frembruddet (åbenbaringen, altså kendt). Det er let at associere fulgleskyggebilledet som et himmerige.
Således kunne de to billeder hænge sammen som dom og forløsning (belønning)
33-34
Den tredje del, summariet, genoptager viden/kende/høre fra kapitlets indledning, idet der omtales et høreforhold (oversat "fatte") Ikke en del af alterbogens tekst.
---
Temaerne viden/frembrud hænger sammen med Markusevangeliets væsentligste nyskabelse: Messiashemmeligheden, som er en forstællestrategi, som svarer på spørgsmålet: Hvis Jesus er Guds søn, hvor blev så herligheden af? Den er skjult, på vej, forpligtende. Jeg tror, jeg ved, jeg kan.
Disposition:
Fortælling
Jeg vil bo i en køje i en plante højt over jorden. Den skal skygge og rasle og dufte og mit liv der er let som af vinger og toner.
Forvandling:
Planten vokser ud af en fortælling. Om et frø og en høst. Høsten er frugten af det, der lever i mig - frembringer jeg det gode? Fortællingen handler om en bonde, der forstår høsten, men ikke væksten. Jeg er omvendt, jeg forstår væksten, men ikke høsten. Jeg ved at et frø er en kokon, med kim og hvide, hviden er næring for kimen, som er den nye plantes eget materiale, skallen er moderplantens og er et semipermeabelt værn. Det hele er produkt af en bestøvning og kimens vækst er celledelinger befordret af vilkår, signaleret kemisk. Fint. Men høsten, hvad er den? Høsten kommer af en lille prik, som er mindre end alt andet, fortalt af ham, som gjorde sig lille for at gøre alle store. Hans herligheds hemmelighed er en prik. Hans herlighed er altoverskyggende.
Landsætning.
Jeg vi finde prikken. Det lille. Det omvendte. Det ikke-herlige. Mit fattige medmenneske. Her slutter og begynder væksten.
26 Καὶ ἔλεγεν• οὕτως ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ ὡς ἄνθρωπος βάλῃ τὸν σπόρον ἐπὶ τῆς γῆς 27 καὶ καθεύδῃ καὶ ἐγείρηται νύκτα καὶ ἡμέραν, καὶ ὁ σπόρος βλαστᾷ καὶ μηκύνηται ὡς οὐκ οἶδεν αὐτός. 28 αὐτομάτη ἡ γῆ καρποφορεῖ, πρῶτον χόρτον εἶτα στάχυν εἶτα πλήρη[ς] σῖτον ἐν τῷ στάχυϊ. 29 ὅταν δὲ παραδοῖ ὁ καρπός, εὐθὺς ἀποστέλλει τὸ δρέπανον, ὅτι παρέστηκεν ὁ θερισμός.
30 Καὶ ἔλεγεν• πῶς ὁμοιώσωμεν τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ἢ ἐν τίνι αὐτὴν παραβολῇ θῶμεν; 31 ὡς κόκκῳ σινάπεως, ὃς ὅταν σπαρῇ ἐπὶ τῆς γῆς, μικρότερον ὂν πάντων τῶν σπερμάτων τῶν ἐπὶ τῆς γῆς, 32 καὶ ὅταν σπαρῇ, ἀναβαίνει καὶ γίνεται μεῖζον πάντων τῶν λαχάνων καὶ ποιεῖ κλάδους μεγάλους, ὥστε δύνασθαι ὑπὸ τὴν σκιὰν αὐτοῦ τὰ πετεινὰ τοῦ οὐρανοῦ κατασκηνοῦν.
33 Καὶ τοιαύταις παραβολαῖς πολλαῖς ἐλάλει αὐτοῖς τὸν λόγον καθὼς ἠδύναντο ἀκούειν• 34 χωρὶς δὲ παραβολῆς οὐκ ἐλάλει αὐτοῖς, κατʼ ἰδίαν δὲ τοῖς ἰδίοις μαθηταῖς ἐπέλυεν πάντα.
søndag den 17. januar 2016
Septuagesima, anden række
Septuagesima, Anden række
Hvor er Kristus?
Inden for vesten. Bank-bank. Mærk hjertet. In-vestere, bank.
Teksten.
14 Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; 15 én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. 16 Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. 17 Ligeledes tjente han med de to talenter to til. 18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. 19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. 20 Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. 21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 22 Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. 23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 24 Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, 25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. 26 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. 27 Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. 28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. 29 For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Matt 25,14-30 tekst slut
-----
Med det velkendte mattæiske pædagogiske virkemiddel "trussel og frygt" opfordres vi til at investere (iklæde) vores iboende himmerige. Heldigvis ved vi fra i søndags, hvad der gik i jorden: Kristus selv. Hen er den nedgravede talent, som fordømmes. Herfra gror min indre bank. Bank bank, siger hjertet...
Jeg opdeler altså min forståelse af teksten i to dele: Lov og Evangelium, eller: Jesus og Kristus, forstået som den historiske Jesus og de troendes Kristus. Samlet giver dette at Jesus er Kristus, altså at den, der skærper loven, opfylder den. Jesus befaler at fuldføre Guds vilje og fuldfører den selv ved sit offer. Dermed bliver han forkastet, puttet i jorden, men er samtidig investeringen, der lykkes til min glæde, som er noget andet end trussel. Guds vilje kommer af glæde. Gud elsker først.
---
Disposition:
Fortælling:
Jeg har lukket mit talent inde. Jeg burde have sat det i spil. I mig er troen på Guds Søns forsonende død og hans opstandelse som den første af os mennesker til glæde og evighed - evighed, som skal investeres som kærlighed. Men jeg har gemt det i et hul. Kirken. Jeg siger det kun højt om søndagen, når alle sover. Jeg omkranser det med musik, som kun 3% af de levende er fortrolig med. Jeg ytrer det i svært forståelige tekster og hæmmer min egen udfoldelse af det ved at iklæde mig sort tøj og min hovede hvilende på en skærm, så jeg taler uden krop. Den krop, jeg måtte ønske at få med i budskabet, er skjult af udskæringer i træ. Jeg burde kaste mig ud på spillepladen og bygge huse på Grønningen og hoteller på Rådhuspladsen, så riget kan vokse ved afkast og atter afkast, men her står jeg på Hvidovrevej og har overset at bygge et eneste hus. Ingen, der kommer forbi mit felt, bidrager til vækst. Jeg kan lige så godt øve mig i at skære tænder, så de er klar, når kulden og udstødelsen rammer mig!
Forvandling?
Hvem sagde udstødelse? Det gjorde den udstødte! Det er den guddommelige forvandling, der bringer mig tilbage på brættet. Jeg burde for længst være forkastet, men betingelsen er ændret. Jeg er kastet ind og ikke ud. Han, som befalede under trusler, har selv taget alt det på sig, som truslen handlede om. Han blev kastet ud, han kom i jorden, han blev fordømt. Jeg derimod står i den smukkeste redning. Jeg mærker, hvordan udstødelsen kører baglæns; jeg løfter mig fra den kolde jord, svæver langsom tilbage i varmen, mine kindmuskler blive frie til at smile, tale, spise, gabe, snorke, sige: "Godmorgen!" kysse. Kysse livet.
Landsætning
Jeg mærker glæden i mig. Den in-vesteres. Den er inden for vesten. Mit hjerte er en bank. Mærk selv! Bank, bank. Jeg vil ud og gentage den baglæns bevægelse: ind i varmen. Jeg vil give varme til den, der fryser. Den, der er ude, skal lukkes ind med den forvandlende kraft, der lever inden for min vest.
-----
Det kan diskuteres, hvor vidt ovenstående er en ægte pi-disposition, idet den læner sig kraftigt op ad V-prædikenen med sit narrativ, der anskueliggør synden (se Hvad er en Pi-prædiken). Pi-prædiken skal ikke som v-prædiken anskueliggøre synden for at postulere nåden, men anskueliggøre nåden for at vække kærligheden. I den skabelon er det mere ideelt at have et positivt narrativ: "jeg kender det, der lykkes, OG jeg mærker en forvandling" (fremfor: "jeg kender det, der mislykkes, MEN jeg mærker en forvandling"). Teksten i dag lægger mest op til MEN modellen, men man kan godt lave et narrativ, der tager udgangspunkt i den gode investering, så man får en tre-hed: lyst, lyst, lyst.
Hvor er Kristus?
Inden for vesten. Bank-bank. Mærk hjertet. In-vestere, bank.
Teksten.
14 Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; 15 én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. 16 Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. 17 Ligeledes tjente han med de to talenter to til. 18 Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. 19 Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. 20 Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. 21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 22 Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. 23 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! 24 Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, 25 og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. 26 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. 27 Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. 28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. 29 For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. 30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Matt 25,14-30 tekst slut
-----
Med det velkendte mattæiske pædagogiske virkemiddel "trussel og frygt" opfordres vi til at investere (iklæde) vores iboende himmerige. Heldigvis ved vi fra i søndags, hvad der gik i jorden: Kristus selv. Hen er den nedgravede talent, som fordømmes. Herfra gror min indre bank. Bank bank, siger hjertet...
Jeg opdeler altså min forståelse af teksten i to dele: Lov og Evangelium, eller: Jesus og Kristus, forstået som den historiske Jesus og de troendes Kristus. Samlet giver dette at Jesus er Kristus, altså at den, der skærper loven, opfylder den. Jesus befaler at fuldføre Guds vilje og fuldfører den selv ved sit offer. Dermed bliver han forkastet, puttet i jorden, men er samtidig investeringen, der lykkes til min glæde, som er noget andet end trussel. Guds vilje kommer af glæde. Gud elsker først.
---
Disposition:
Fortælling:
Jeg har lukket mit talent inde. Jeg burde have sat det i spil. I mig er troen på Guds Søns forsonende død og hans opstandelse som den første af os mennesker til glæde og evighed - evighed, som skal investeres som kærlighed. Men jeg har gemt det i et hul. Kirken. Jeg siger det kun højt om søndagen, når alle sover. Jeg omkranser det med musik, som kun 3% af de levende er fortrolig med. Jeg ytrer det i svært forståelige tekster og hæmmer min egen udfoldelse af det ved at iklæde mig sort tøj og min hovede hvilende på en skærm, så jeg taler uden krop. Den krop, jeg måtte ønske at få med i budskabet, er skjult af udskæringer i træ. Jeg burde kaste mig ud på spillepladen og bygge huse på Grønningen og hoteller på Rådhuspladsen, så riget kan vokse ved afkast og atter afkast, men her står jeg på Hvidovrevej og har overset at bygge et eneste hus. Ingen, der kommer forbi mit felt, bidrager til vækst. Jeg kan lige så godt øve mig i at skære tænder, så de er klar, når kulden og udstødelsen rammer mig!
Forvandling?
Hvem sagde udstødelse? Det gjorde den udstødte! Det er den guddommelige forvandling, der bringer mig tilbage på brættet. Jeg burde for længst være forkastet, men betingelsen er ændret. Jeg er kastet ind og ikke ud. Han, som befalede under trusler, har selv taget alt det på sig, som truslen handlede om. Han blev kastet ud, han kom i jorden, han blev fordømt. Jeg derimod står i den smukkeste redning. Jeg mærker, hvordan udstødelsen kører baglæns; jeg løfter mig fra den kolde jord, svæver langsom tilbage i varmen, mine kindmuskler blive frie til at smile, tale, spise, gabe, snorke, sige: "Godmorgen!" kysse. Kysse livet.
Landsætning
Jeg mærker glæden i mig. Den in-vesteres. Den er inden for vesten. Mit hjerte er en bank. Mærk selv! Bank, bank. Jeg vil ud og gentage den baglæns bevægelse: ind i varmen. Jeg vil give varme til den, der fryser. Den, der er ude, skal lukkes ind med den forvandlende kraft, der lever inden for min vest.
-----
Det kan diskuteres, hvor vidt ovenstående er en ægte pi-disposition, idet den læner sig kraftigt op ad V-prædikenen med sit narrativ, der anskueliggør synden (se Hvad er en Pi-prædiken). Pi-prædiken skal ikke som v-prædiken anskueliggøre synden for at postulere nåden, men anskueliggøre nåden for at vække kærligheden. I den skabelon er det mere ideelt at have et positivt narrativ: "jeg kender det, der lykkes, OG jeg mærker en forvandling" (fremfor: "jeg kender det, der mislykkes, MEN jeg mærker en forvandling"). Teksten i dag lægger mest op til MEN modellen, men man kan godt lave et narrativ, der tager udgangspunkt i den gode investering, så man får en tre-hed: lyst, lyst, lyst.
onsdag den 13. januar 2016
Sidste søndag efter H3K
Sidste søndag H3K II
Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?
Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.
---
Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.
Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.
----
Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).
De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.
Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".
---
Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.
Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.
At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).
Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.
Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.
Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.
...
23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.
27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν.
Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?
Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.
---
Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.
Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.
----
Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).
De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.
Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".
---
Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.
Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.
At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).
Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.
Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.
Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.
...
23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.
27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν.
mandag den 11. januar 2016
2. Søndag efter H3K, anden række
2. Søndag H3K
Jeg falder gennem lag af anerkendelse.
Slægt og sted erstattes af ånd og sandhed.
Teksten:
5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. 6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« 8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« 17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; 18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« 25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« 26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
johannes 4,5-26
Tekst slut
Jeg vil drømme om min dåb som lag af forvandlende anerkendelse, jeg falder ned igennem.
I dagens tekst finder der mange overskridelser sted:
Jesus overskrider grænsen til "forkertland".
Han træder ind i fortællingen om Jakobskilden.
Han henvender sig til en kvinde, han ikke kender og som ikke kender ham, overskridelse af at kende ikkekende.
I samtalen overskrides jøde-samaritanergrænsen.
Mand-kvindegrænsen overskrides.
Status ikke-status overskrides.
Grænsen mellem ikke-kende og kende bliver udfordret, idet Jesus kender til hendes parforhold.
Denne overskrides på den måde, at Jesus vil rette op på den med skam forbundne situation at han taler med en uledsaget kvinde på et offentligt sted. Oprettelsen skal ske ved at hendes mand tilgår. Jesus ved, at denne oprettelse ikke kan finde sted, hvilket giver ham status som vidende, profet.
Med denne demonstration åbner kvinden for at dyrkelsen af Gud sker i Samaria, men at Jesus kommer fra en tradition, hvor den eneste rette dyrkelse sker i Jerusalem. Også dette er en overskridelse.
Jesus lader denne forskel skride ind i en ny virkelighed: Geografi erstattet af ånd. Gud er ånd. Tilbedelse i ånd og sandhed.
Kvinden griber stikordet sandhed og henviser til Messias, som vil fortælle dem alt, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om viden og ikke en zone hvor ikke-væren er væk.
Så overskrides grænsen mellem foreløbig og nu. Messias taler.
Samtalen handler om vand i almindelighed og vand i særdeleshed. Vand i særdeleshed må være dåben. Jeg er døbt med vand i sandhed og ånd.
Jeg vil tænke på min dåb, som at falde igennem overflader af overskridelser, som jeg kender.
Være på rette sted.
Ind i "uden skam zonen".
Være kendt som den jeg er
Være til i evighed
Aldrig tørste
-----
Disposition:
Fortælling:
At opdage, at de grænser, men plejer at frygte, var væk. Dem man ikke kunne med, kunne man med. Dem,man aldrig ville få anerkendelse fra, fik man samvær med, ligeværdigt, den tid, der aldrig ville slå til var der i rigt mål
Forvandling:
Jeg er i kirke og hører, at sted og slægt er skiftet ud med sandhed og Ånd. De grænser, vi skal gå og kæmpe med at overskride (eller forsvare) er forsvundet, som en jomfruhinde (dengang man troede sådan en fandtes). Gå og kæmpe er en vandret bevægelse. Et møde mellem en mand og en kvinde og en kilde finder sted, men bevægelsen, overskridelsen er lodret.
Landsætning.
Jeg er faldet lodret ned gennem lag af grænser. Lighed, skyldfri, evig, sand. Gud er med mig overalt og vil hjælpe mig med at møde mit medmenneske, frit, lige, ...
4 Ὡς οὖν ἔγνω ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἤκουσαν οἱ Φαρισαῖοι ὅτι Ἰησοῦς πλείονας μαθητὰς ποιεῖ καὶ βαπτίζει ἢ Ἰωάννης 2 - καίτοιγε Ἰησοῦς αὐτὸς οὐκ ἐβάπτιζεν ἀλλʼ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ - 3 ἀφῆκεν τὴν Ἰουδαίαν καὶ ἀπῆλθεν πάλιν εἰς τὴν Γαλιλαίαν.
4 Ἔδει δὲ αὐτὸν διέρχεσθαι διὰ τῆς Σαμαρείας. 5 ἔρχεται οὖν εἰς πόλιν τῆς Σαμαρείας λεγομένην Συχὰρ πλησίον τοῦ χωρίου ὃ ἔδωκεν Ἰακὼβ [τῷ] Ἰωσὴφ τῷ υἱῷ αὐτοῦ• 6 ἦν δὲ ἐκεῖ πηγὴ τοῦ Ἰακώβ. ὁ οὖν Ἰησοῦς κεκοπιακὼς ἐκ τῆς ὁδοιπορίας ἐκαθέζετο οὕτως ἐπὶ τῇ πηγῇ• ὥρα ἦν ὡς ἕκτη. 7 ἔρχεται γυνὴ ἐκ τῆς Σαμαρείας ἀντλῆσαι ὕδωρ. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• δός μοι πεῖν• 8 οἱ γὰρ μαθηταὶ αὐτοῦ ἀπεληλύθεισαν εἰς τὴν πόλιν ἵνα τροφὰς ἀγοράσωσιν. 9 λέγει οὖν αὐτῷ ἡ γυνὴ ἡ Σαμαρῖτις• πῶς σὺ Ἰουδαῖος ὢν παρʼ ἐμοῦ πεῖν αἰτεῖς γυναικὸς Σαμαρίτιδος οὔσης; οὐ γὰρ συγχρῶνται Ἰουδαῖοι Σαμαρίταις. 10 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• εἰ ᾔδεις τὴν δωρεὰν τοῦ θεοῦ καὶ τίς ἐστιν ὁ λέγων σοι• δός μοι πεῖν, σὺ ἂν ᾔτησας αὐτὸν καὶ ἔδωκεν ἄν σοι ὕδωρ ζῶν. 11 λέγει αὐτῷ [ἡ γυνή]• κύριε, οὔτε ἄντλημα ἔχεις καὶ τὸ φρέαρ ἐστὶν βαθύ• πόθεν οὖν ἔχεις τὸ ὕδωρ τὸ ζῶν; 12 μὴ σὺ μείζων εἶ τοῦ πατρὸς ἡμῶν Ἰακώβ, ὃς ἔδωκεν ἡμῖν τὸ φρέαρ καὶ αὐτὸς ἐξ αὐτοῦ ἔπιεν καὶ οἱ υἱοὶ αὐτοῦ καὶ τὰ θρέμματα αὐτοῦ; 13 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• πᾶς ὁ πίνων ἐκ τοῦ ὕδατος τούτου διψήσει πάλιν• 14 ὃς δʼ ἂν πίῃ ἐκ τοῦ ὕδατος οὗ ἐγὼ δώσω αὐτῷ, οὐ μὴ διψήσει εἰς τὸν αἰῶνα, ἀλλὰ τὸ ὕδωρ ὃ δώσω αὐτῷ γενήσεται ἐν αὐτῷ πηγὴ ὕδατος ἁλλομένου εἰς ζωὴν αἰώνιον. 15 λέγει πρὸς αὐτὸν ἡ γυνή• κύριε, δός μοι τοῦτο τὸ ὕδωρ, ἵνα μὴ διψῶ μηδὲ διέρχωμαι ἐνθάδε ἀντλεῖν. 16 λέγει αὐτῇ• ὕπαγε φώνησον τὸν ἄνδρα σου καὶ ἐλθὲ ἐνθάδε. 17 ἀπεκρίθη ἡ γυνὴ καὶ εἶπεν αὐτῷ• οὐκ ἔχω ἄνδρα. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• καλῶς εἶπας ὅτι ἄνδρα οὐκ ἔχω• 18 πέντε γὰρ ἄνδρας ἔσχες καὶ νῦν ὃν ἔχεις οὐκ ἔστιν σου ἀνήρ• τοῦτο ἀληθὲς εἴρηκας. 19 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• κύριε, θεωρῶ ὅτι προφήτης εἶ σύ. 20 οἱ πατέρες ἡμῶν ἐν τῷ ὄρει τούτῳ προσεκύνησαν• καὶ ὑμεῖς λέγετε ὅτι ἐν Ἱεροσολύμοις ἐστὶν ὁ τόπος ὅπου προσκυνεῖν δεῖ. 21 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• πίστευέ μοι, γύναι, ὅτι ἔρχεται ὥρα ὅτε οὔτε ἐν τῷ ὄρει τούτῳ οὔτε ἐν Ἱεροσολύμοις προσκυνήσετε τῷ πατρί. 22 ὑμεῖς προσκυνεῖτε ὃ οὐκ οἴδατε• ἡμεῖς προσκυνοῦμεν ὃ οἴδαμεν, ὅτι ἡ σωτηρία ἐκ τῶν Ἰουδαίων ἐστίν. 23 ἀλλὰ ἔρχεται ὥρα καὶ νῦν ἐστιν, ὅτε οἱ ἀληθινοὶ προσκυνηταὶ προσκυνήσουσιν τῷ πατρὶ ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ• καὶ γὰρ ὁ πατὴρ τοιούτους ζητεῖ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτόν. 24 πνεῦμα ὁ θεός, καὶ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτὸν ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ δεῖ προσκυνεῖν. 25 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• οἶδα ὅτι Μεσσίας ἔρχεται ὁ λεγόμενος χριστός• ὅταν ἔλθῃ ἐκεῖνος, ἀναγγελεῖ ἡμῖν ἅπαντα. 26 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι, ὁ λαλῶν σοι.
Jeg falder gennem lag af anerkendelse.
Slægt og sted erstattes af ånd og sandhed.
Teksten:
5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. 6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« 8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« 17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; 18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« 25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« 26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
johannes 4,5-26
Tekst slut
Jeg vil drømme om min dåb som lag af forvandlende anerkendelse, jeg falder ned igennem.
I dagens tekst finder der mange overskridelser sted:
Jesus overskrider grænsen til "forkertland".
Han træder ind i fortællingen om Jakobskilden.
Han henvender sig til en kvinde, han ikke kender og som ikke kender ham, overskridelse af at kende ikkekende.
I samtalen overskrides jøde-samaritanergrænsen.
Mand-kvindegrænsen overskrides.
Status ikke-status overskrides.
Grænsen mellem ikke-kende og kende bliver udfordret, idet Jesus kender til hendes parforhold.
Denne overskrides på den måde, at Jesus vil rette op på den med skam forbundne situation at han taler med en uledsaget kvinde på et offentligt sted. Oprettelsen skal ske ved at hendes mand tilgår. Jesus ved, at denne oprettelse ikke kan finde sted, hvilket giver ham status som vidende, profet.
Med denne demonstration åbner kvinden for at dyrkelsen af Gud sker i Samaria, men at Jesus kommer fra en tradition, hvor den eneste rette dyrkelse sker i Jerusalem. Også dette er en overskridelse.
Jesus lader denne forskel skride ind i en ny virkelighed: Geografi erstattet af ånd. Gud er ånd. Tilbedelse i ånd og sandhed.
Kvinden griber stikordet sandhed og henviser til Messias, som vil fortælle dem alt, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om viden og ikke en zone hvor ikke-væren er væk.
Så overskrides grænsen mellem foreløbig og nu. Messias taler.
Samtalen handler om vand i almindelighed og vand i særdeleshed. Vand i særdeleshed må være dåben. Jeg er døbt med vand i sandhed og ånd.
Jeg vil tænke på min dåb, som at falde igennem overflader af overskridelser, som jeg kender.
Være på rette sted.
Ind i "uden skam zonen".
Være kendt som den jeg er
Være til i evighed
Aldrig tørste
-----
Disposition:
Fortælling:
At opdage, at de grænser, men plejer at frygte, var væk. Dem man ikke kunne med, kunne man med. Dem,man aldrig ville få anerkendelse fra, fik man samvær med, ligeværdigt, den tid, der aldrig ville slå til var der i rigt mål
Forvandling:
Jeg er i kirke og hører, at sted og slægt er skiftet ud med sandhed og Ånd. De grænser, vi skal gå og kæmpe med at overskride (eller forsvare) er forsvundet, som en jomfruhinde (dengang man troede sådan en fandtes). Gå og kæmpe er en vandret bevægelse. Et møde mellem en mand og en kvinde og en kilde finder sted, men bevægelsen, overskridelsen er lodret.
Landsætning.
Jeg er faldet lodret ned gennem lag af grænser. Lighed, skyldfri, evig, sand. Gud er med mig overalt og vil hjælpe mig med at møde mit medmenneske, frit, lige, ...
4 Ὡς οὖν ἔγνω ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἤκουσαν οἱ Φαρισαῖοι ὅτι Ἰησοῦς πλείονας μαθητὰς ποιεῖ καὶ βαπτίζει ἢ Ἰωάννης 2 - καίτοιγε Ἰησοῦς αὐτὸς οὐκ ἐβάπτιζεν ἀλλʼ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ - 3 ἀφῆκεν τὴν Ἰουδαίαν καὶ ἀπῆλθεν πάλιν εἰς τὴν Γαλιλαίαν.
4 Ἔδει δὲ αὐτὸν διέρχεσθαι διὰ τῆς Σαμαρείας. 5 ἔρχεται οὖν εἰς πόλιν τῆς Σαμαρείας λεγομένην Συχὰρ πλησίον τοῦ χωρίου ὃ ἔδωκεν Ἰακὼβ [τῷ] Ἰωσὴφ τῷ υἱῷ αὐτοῦ• 6 ἦν δὲ ἐκεῖ πηγὴ τοῦ Ἰακώβ. ὁ οὖν Ἰησοῦς κεκοπιακὼς ἐκ τῆς ὁδοιπορίας ἐκαθέζετο οὕτως ἐπὶ τῇ πηγῇ• ὥρα ἦν ὡς ἕκτη. 7 ἔρχεται γυνὴ ἐκ τῆς Σαμαρείας ἀντλῆσαι ὕδωρ. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• δός μοι πεῖν• 8 οἱ γὰρ μαθηταὶ αὐτοῦ ἀπεληλύθεισαν εἰς τὴν πόλιν ἵνα τροφὰς ἀγοράσωσιν. 9 λέγει οὖν αὐτῷ ἡ γυνὴ ἡ Σαμαρῖτις• πῶς σὺ Ἰουδαῖος ὢν παρʼ ἐμοῦ πεῖν αἰτεῖς γυναικὸς Σαμαρίτιδος οὔσης; οὐ γὰρ συγχρῶνται Ἰουδαῖοι Σαμαρίταις. 10 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• εἰ ᾔδεις τὴν δωρεὰν τοῦ θεοῦ καὶ τίς ἐστιν ὁ λέγων σοι• δός μοι πεῖν, σὺ ἂν ᾔτησας αὐτὸν καὶ ἔδωκεν ἄν σοι ὕδωρ ζῶν. 11 λέγει αὐτῷ [ἡ γυνή]• κύριε, οὔτε ἄντλημα ἔχεις καὶ τὸ φρέαρ ἐστὶν βαθύ• πόθεν οὖν ἔχεις τὸ ὕδωρ τὸ ζῶν; 12 μὴ σὺ μείζων εἶ τοῦ πατρὸς ἡμῶν Ἰακώβ, ὃς ἔδωκεν ἡμῖν τὸ φρέαρ καὶ αὐτὸς ἐξ αὐτοῦ ἔπιεν καὶ οἱ υἱοὶ αὐτοῦ καὶ τὰ θρέμματα αὐτοῦ; 13 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• πᾶς ὁ πίνων ἐκ τοῦ ὕδατος τούτου διψήσει πάλιν• 14 ὃς δʼ ἂν πίῃ ἐκ τοῦ ὕδατος οὗ ἐγὼ δώσω αὐτῷ, οὐ μὴ διψήσει εἰς τὸν αἰῶνα, ἀλλὰ τὸ ὕδωρ ὃ δώσω αὐτῷ γενήσεται ἐν αὐτῷ πηγὴ ὕδατος ἁλλομένου εἰς ζωὴν αἰώνιον. 15 λέγει πρὸς αὐτὸν ἡ γυνή• κύριε, δός μοι τοῦτο τὸ ὕδωρ, ἵνα μὴ διψῶ μηδὲ διέρχωμαι ἐνθάδε ἀντλεῖν. 16 λέγει αὐτῇ• ὕπαγε φώνησον τὸν ἄνδρα σου καὶ ἐλθὲ ἐνθάδε. 17 ἀπεκρίθη ἡ γυνὴ καὶ εἶπεν αὐτῷ• οὐκ ἔχω ἄνδρα. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• καλῶς εἶπας ὅτι ἄνδρα οὐκ ἔχω• 18 πέντε γὰρ ἄνδρας ἔσχες καὶ νῦν ὃν ἔχεις οὐκ ἔστιν σου ἀνήρ• τοῦτο ἀληθὲς εἴρηκας. 19 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• κύριε, θεωρῶ ὅτι προφήτης εἶ σύ. 20 οἱ πατέρες ἡμῶν ἐν τῷ ὄρει τούτῳ προσεκύνησαν• καὶ ὑμεῖς λέγετε ὅτι ἐν Ἱεροσολύμοις ἐστὶν ὁ τόπος ὅπου προσκυνεῖν δεῖ. 21 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• πίστευέ μοι, γύναι, ὅτι ἔρχεται ὥρα ὅτε οὔτε ἐν τῷ ὄρει τούτῳ οὔτε ἐν Ἱεροσολύμοις προσκυνήσετε τῷ πατρί. 22 ὑμεῖς προσκυνεῖτε ὃ οὐκ οἴδατε• ἡμεῖς προσκυνοῦμεν ὃ οἴδαμεν, ὅτι ἡ σωτηρία ἐκ τῶν Ἰουδαίων ἐστίν. 23 ἀλλὰ ἔρχεται ὥρα καὶ νῦν ἐστιν, ὅτε οἱ ἀληθινοὶ προσκυνηταὶ προσκυνήσουσιν τῷ πατρὶ ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ• καὶ γὰρ ὁ πατὴρ τοιούτους ζητεῖ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτόν. 24 πνεῦμα ὁ θεός, καὶ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτὸν ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ δεῖ προσκυνεῖν. 25 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• οἶδα ὅτι Μεσσίας ἔρχεται ὁ λεγόμενος χριστός• ὅταν ἔλθῃ ἐκεῖνος, ἀναγγελεῖ ἡμῖν ἅπαντα. 26 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι, ὁ λαλῶν σοι.
onsdag den 6. januar 2016
1. Søndag efter Hellig 3 Konger
1.søndag efter Hellig tre Konger
Hvad er status?
Teksten:
13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, 14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« 16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markus 10,13-16 tekst slut
Børn er ikke søde og har ingen status. Dette er angiveligt den kulturelle baggrund for scenariet.
De, der bærer børnene er med overvejende sandsynlighed kvinder. Indholdet af kvindernes ønske om at Jesus skal røre ved børnene er ikke udtalt, men må forstås som noget vigtigt og positivt. På gættelinien ligger alt lige fra almindelig beskyttelse mod fx sygdom og onde kræfter til kraftoverførsel ind i en Samuelrolle eller noget messiansk; alt fra fastholdelse af det normale tol ønsker om det mere end normale.
Disciplenes negative afvisning af kvinder og børn kan være en slags forkontor, som beskytter Jesus, men også en beskyttelse af dem selv mod statustab.
Almindelige børn som vigtige og verdens centrum og søde og statusforbundne ligger i min optik uden for tekstens horisont.
Pointen er, at Guds Rige tilhører den, der ingen status har. Så vidt jeg kan min gramatik, kan παιδίον både være subjekt i sammenligningssætningen, hvorved Der er mulighed for to forståelser: man kan modtage guds rige og modtage børn sidestillet. Tag imod statusløse, så tager du imod Riget. Eller: statusløse kan modtage på den måde, hvormed Riget skal modtages.
Statusløse børn kendes stadig fra tredjeverden. Det er ikke svært at gribe ud after et barn og løfte det op i kraven eller håret og bruge det som genstand i en tale. Et nutidigt barn i vores kultur vil enten kræve sin ret eller en hovedrolle i scenariet.
Spørgsmålet: "Hvad er status?" Kan forstås på to måder. 1 Definér venligst "status". 2 Giv mig venligst en opdatering på nuværende situation og/eller udvikling i samme.
Som indledning og afslutning på en prædiken kunne spørsmålet stilles i begge betydninger.
Hvad er status? Status er alt det, jeg tænker væk, i at være Guds barn. Den nøgenhed som åbner.
Hvad er status? Status er pt, at Kristus har byttet status med mig og taget den fornedrelse, jeg ikke magter at tage for at give den herlighed, som er ufortjent.
Min statusløshed er en tanke om fuldstændig frihed. En barnelatter i mig.
-----
13 Καὶ προσέφερον αὐτῷ παιδία ἵνα αὐτῶν ἅψηται• οἱ δὲ μαθηταὶ ἐπετίμησαν αὐτοῖς. 14 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ἠγανάκτησεν καὶ εἶπεν αὐτοῖς• ἄφετε τὰ παιδία ἔρχεσθαι πρός με, μὴ κωλύετε αὐτά, τῶν γὰρ τοιούτων ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 15 ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὃς ἂν μὴ δέξηται τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ὡς παιδίον, οὐ μὴ εἰσέλθῃ εἰς αὐτήν. 16 καὶ ἐναγκαλισάμενος αὐτὰ κατευλόγει τιθεὶς τὰς χεῖρας ἐπʼ αὐτά.
Hvad er status?
Teksten:
13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, 14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. 15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« 16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markus 10,13-16 tekst slut
Børn er ikke søde og har ingen status. Dette er angiveligt den kulturelle baggrund for scenariet.
De, der bærer børnene er med overvejende sandsynlighed kvinder. Indholdet af kvindernes ønske om at Jesus skal røre ved børnene er ikke udtalt, men må forstås som noget vigtigt og positivt. På gættelinien ligger alt lige fra almindelig beskyttelse mod fx sygdom og onde kræfter til kraftoverførsel ind i en Samuelrolle eller noget messiansk; alt fra fastholdelse af det normale tol ønsker om det mere end normale.
Disciplenes negative afvisning af kvinder og børn kan være en slags forkontor, som beskytter Jesus, men også en beskyttelse af dem selv mod statustab.
Almindelige børn som vigtige og verdens centrum og søde og statusforbundne ligger i min optik uden for tekstens horisont.
Pointen er, at Guds Rige tilhører den, der ingen status har. Så vidt jeg kan min gramatik, kan παιδίον både være subjekt i sammenligningssætningen, hvorved Der er mulighed for to forståelser: man kan modtage guds rige og modtage børn sidestillet. Tag imod statusløse, så tager du imod Riget. Eller: statusløse kan modtage på den måde, hvormed Riget skal modtages.
Statusløse børn kendes stadig fra tredjeverden. Det er ikke svært at gribe ud after et barn og løfte det op i kraven eller håret og bruge det som genstand i en tale. Et nutidigt barn i vores kultur vil enten kræve sin ret eller en hovedrolle i scenariet.
Spørgsmålet: "Hvad er status?" Kan forstås på to måder. 1 Definér venligst "status". 2 Giv mig venligst en opdatering på nuværende situation og/eller udvikling i samme.
Som indledning og afslutning på en prædiken kunne spørsmålet stilles i begge betydninger.
Hvad er status? Status er alt det, jeg tænker væk, i at være Guds barn. Den nøgenhed som åbner.
Hvad er status? Status er pt, at Kristus har byttet status med mig og taget den fornedrelse, jeg ikke magter at tage for at give den herlighed, som er ufortjent.
Min statusløshed er en tanke om fuldstændig frihed. En barnelatter i mig.
-----
13 Καὶ προσέφερον αὐτῷ παιδία ἵνα αὐτῶν ἅψηται• οἱ δὲ μαθηταὶ ἐπετίμησαν αὐτοῖς. 14 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ἠγανάκτησεν καὶ εἶπεν αὐτοῖς• ἄφετε τὰ παιδία ἔρχεσθαι πρός με, μὴ κωλύετε αὐτά, τῶν γὰρ τοιούτων ἐστὶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 15 ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὃς ἂν μὴ δέξηται τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ ὡς παιδίον, οὐ μὴ εἰσέλθῃ εἰς αὐτήν. 16 καὶ ἐναγκαλισάμενος αὐτὰ κατευλόγει τιθεὶς τὰς χεῖρας ἐπʼ αὐτά.
Abonner på:
Opslag (Atom)