Økonomisk sammenbrud
Texten: 15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. 16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. 17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« 18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? 19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. 20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« 21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« 22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Text slut Matt 22.15-22
---
Dagens tekst er blevet brugt som allegori til at cementere et særligt forhold mellem stat og kirke, verdsligt og åndeligt. Imidlertid vil jeg gerne kigge nærmere på de tolkninger, der sætter sig helt ud over en økonomisk afhængighed.
Pointen i at give kejseren, hvad kejserens er, er at det er hans penge og han kan have dem allesammen. Der er et billede på, hvilket er en krænkelse af billedforbuddet og spørgeren bliver gjort klart, at han må afgive alle disse afgudsbilleder og ophøre med at være til rådighed for det system, kejseren stiller til rådighed.
To billeder:
Hvad Guds er, er nok mennesket selv, af hele sit sind, hjerte og sjæl. Dette gudsbillede skal gives til Gud.
Kan man det?
Ikke uden Kristus...
(Fortsættes)
15 Τότε πορευθέντες οἱ Φαρισαῖοι συμβούλιον ἔλαβον ὅπως αὐτὸν παγιδεύσωσιν ἐν λόγῳ. 16 καὶ ἀποστέλλουσιν αὐτῷ τοὺς μαθητὰς αὐτῶν μετὰ τῶν Ἡρῳδιανῶν λέγοντες• διδάσκαλε, οἴδαμεν ὅτι ἀληθὴς εἶ καὶ τὴν ὁδὸν τοῦ θεοῦ ἐν ἀληθείᾳ διδάσκεις καὶ οὐ μέλει σοι περὶ οὐδενός• οὐ γὰρ βλέπεις εἰς πρόσωπον ἀνθρώπων, 17 εἰπὲ οὖν ἡμῖν τί σοι δοκεῖ• ἔξεστιν δοῦναι κῆνσον Καίσαρι ἢ οὔ; 18 γνοὺς δὲ ὁ Ἰησοῦς τὴν πονηρίαν αὐτῶν εἶπεν• τί με πειράζετε, ὑποκριταί; 19 ἐπιδείξατέ μοι τὸ νόμισμα τοῦ κήνσου. οἱ δὲ προσήνεγκαν αὐτῷ δηνάριον. 20 καὶ λέγει αὐτοῖς• τίνος ἡ εἰκὼν αὕτη καὶ ἡ ἐπιγραφή; 21 λέγουσιν αὐτῷ• Καίσαρος. τότε λέγει αὐτοῖς• ἀπόδοτε οὖν τὰ Καίσαρος Καίσαρι καὶ τὰ τοῦ θεοῦ τῷ θεῷ. 22 καὶ ἀκούσαντες ἐθαύμασαν, καὶ ἀφέντες αὐτὸν ἀπῆλθαν.
søndag den 1. november 2015
mandag den 26. oktober 2015
Alle helgens dag
Alle helgens dag
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet. (8 gange plus 1 gang med "Jer" plus 1 gang med "glæde Jer..")
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
(Fortsættes)
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet. (8 gange plus 1 gang med "Jer" plus 1 gang med "glæde Jer..")
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
(Fortsættes)
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
22. Søndag efter Trinitatis, første række
22. Søndag efter Trinitatis, første række, Matt 18,21-35
En overbygning åbner sig over os...
-------
21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35
--------
Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.
Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.
Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:
En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.
Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.
Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.
Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.
Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.
Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).
Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.
Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.
Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.
I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.
Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)
Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve
Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.
Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke-tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.
En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.
Gud bevæges - jeg bevæges.
Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.
-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.
Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?
I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker.
En overbygning åbner sig over os...
-------
21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35
--------
Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.
Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.
Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:
En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.
Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.
Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.
Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.
Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.
Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).
Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.
Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.
Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.
I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.
Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)
Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve
Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.
Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke-tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.
En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.
Gud bevæges - jeg bevæges.
Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.
-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.
Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?
I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker.
mandag den 19. oktober 2015
21. Søndag efter Trinitatis, første række
21. Søndag efter Trinitatis, første række. Johannes 4,46-54
Trinvise tegn på en ny virkelighed. Forelskelse.
-------
Teksten:
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------
Tro, tegn og en ny virkelighed.
Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form
Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.
Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.
------
Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...
De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.
I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatible kærligheder mødes.
Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.
Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham
Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i dette samvær med Gud gennem min tro på hans søn.
Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.
Tegnet
Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•
πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.
ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.
Trinvise tegn på en ny virkelighed. Forelskelse.
-------
Teksten:
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------
Tro, tegn og en ny virkelighed.
Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form
Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.
Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.
------
Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...
De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.
I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatible kærligheder mødes.
Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.
Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham
Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i dette samvær med Gud gennem min tro på hans søn.
Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.
Tegnet
Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•
πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.
ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.
mandag den 12. oktober 2015
20. Søndag efter Trinitatis, første række
20. Søndag efter Trinitatis, første række
Teksten: Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.
9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".
Matt 22,1-14 tekst slut
En indbydelse skrevet af en udsmider.
Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.
Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.
Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.
Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.
Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.
"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.
Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.
Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.
Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.
Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.
Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.
Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....
Eller:
Evangeliet er at spille udsmidningen baglæns: jeg ligger i mørket udenfor, mine kæber er ømme af spændte kindmuskler, min krop er øm efter den hårde landing. Røv og albuer er skrabede. Mørket giver mig ingen orientering. Kulde og manglende tøj bider hinanden. Så sker det utrolige. Jeg løftes fra jorden. Jeg falder opad. På vej ind i lyset iføres jeg det skønneste tøj. Latter og musik er mine orienteringspunkter. Fest, lykkelig forening omgiver mig. Velkommen.
22 Καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς πάλιν εἶπεν ἐν παραβολαῖς αὐτοῖς λέγων• 2 ὡμοιώθη ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ βασιλεῖ, ὅστις ἐποίησεν γάμους τῷ υἱῷ αὐτοῦ. 3 καὶ ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ καλέσαι τοὺς κεκλημένους εἰς τοὺς γάμους, καὶ οὐκ ἤθελον ἐλθεῖν. 4 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους λέγων• εἴπατε τοῖς κεκλημένοις• ἰδοὺ τὸ ἄριστόν μου ἡτοίμακα, οἱ ταῦροί μου καὶ τὰ σιτιστὰ τεθυμένα καὶ πάντα ἕτοιμα• δεῦτε εἰς τοὺς γάμους. 5 οἱ δὲ ἀμελήσαντες ἀπῆλθον, ὃς μὲν εἰς τὸν ἴδιον ἀγρόν, ὃς δὲ ἐπὶ τὴν ἐμπορίαν αὐτοῦ• 6 οἱ δὲ λοιποὶ κρατήσαντες τοὺς δούλους αὐτοῦ ὕβρισαν καὶ ἀπέκτειναν. 7 ὁ δὲ βασιλεὺς ὠργίσθη καὶ πέμψας τὰ στρατεύματα αὐτοῦ ἀπώλεσεν τοὺς φονεῖς ἐκείνους καὶ τὴν πόλιν αὐτῶν ἐνέπρησεν. 8 τότε λέγει τοῖς δούλοις αὐτοῦ• ὁ μὲν γάμος ἕτοιμός ἐστιν, οἱ δὲ κεκλημένοι οὐκ ἦσαν ἄξιοι• 9 πορεύεσθε οὖν ἐπὶ τὰς διεξόδους τῶν ὁδῶν καὶ ὅσους ἐὰν εὕρητε καλέσατε εἰς τοὺς γάμους. 10 καὶ ἐξελθόντες οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι εἰς τὰς ὁδοὺς συνήγαγον πάντας οὓς εὗρον, πονηρούς τε καὶ ἀγαθούς• καὶ ἐπλήσθη ὁ γάμος ἀνακειμένων. 11 εἰσελθὼν δὲ ὁ βασιλεὺς θεάσασθαι τοὺς ἀνακειμένους εἶδεν ἐκεῖ ἄνθρωπον οὐκ ἐνδεδυμένον ἔνδυμα γάμου, 12 καὶ λέγει αὐτῷ• ἑταῖρε, πῶς εἰσῆλθες ὧδε μὴ ἔχων ἔνδυμα γάμου; ὁ δὲ ἐφιμώθη. 13 τότε ὁ βασιλεὺς εἶπεν τοῖς διακόνοις• δήσαντες αὐτοῦ πόδας καὶ χεῖρας ἐκβάλετε αὐτὸν εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον• ἐκεῖ ἔσται ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων. 14 πολλοὶ γάρ εἰσιν κλητοί, ὀλίγοι δὲ ἐκλεκτοί.
Teksten: Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.
9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".
Matt 22,1-14 tekst slut
En indbydelse skrevet af en udsmider.
Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.
Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.
Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.
Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.
Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.
"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.
Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.
Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.
Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.
Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.
Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.
Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....
Eller:
Evangeliet er at spille udsmidningen baglæns: jeg ligger i mørket udenfor, mine kæber er ømme af spændte kindmuskler, min krop er øm efter den hårde landing. Røv og albuer er skrabede. Mørket giver mig ingen orientering. Kulde og manglende tøj bider hinanden. Så sker det utrolige. Jeg løftes fra jorden. Jeg falder opad. På vej ind i lyset iføres jeg det skønneste tøj. Latter og musik er mine orienteringspunkter. Fest, lykkelig forening omgiver mig. Velkommen.
22 Καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς πάλιν εἶπεν ἐν παραβολαῖς αὐτοῖς λέγων• 2 ὡμοιώθη ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ βασιλεῖ, ὅστις ἐποίησεν γάμους τῷ υἱῷ αὐτοῦ. 3 καὶ ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ καλέσαι τοὺς κεκλημένους εἰς τοὺς γάμους, καὶ οὐκ ἤθελον ἐλθεῖν. 4 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους λέγων• εἴπατε τοῖς κεκλημένοις• ἰδοὺ τὸ ἄριστόν μου ἡτοίμακα, οἱ ταῦροί μου καὶ τὰ σιτιστὰ τεθυμένα καὶ πάντα ἕτοιμα• δεῦτε εἰς τοὺς γάμους. 5 οἱ δὲ ἀμελήσαντες ἀπῆλθον, ὃς μὲν εἰς τὸν ἴδιον ἀγρόν, ὃς δὲ ἐπὶ τὴν ἐμπορίαν αὐτοῦ• 6 οἱ δὲ λοιποὶ κρατήσαντες τοὺς δούλους αὐτοῦ ὕβρισαν καὶ ἀπέκτειναν. 7 ὁ δὲ βασιλεὺς ὠργίσθη καὶ πέμψας τὰ στρατεύματα αὐτοῦ ἀπώλεσεν τοὺς φονεῖς ἐκείνους καὶ τὴν πόλιν αὐτῶν ἐνέπρησεν. 8 τότε λέγει τοῖς δούλοις αὐτοῦ• ὁ μὲν γάμος ἕτοιμός ἐστιν, οἱ δὲ κεκλημένοι οὐκ ἦσαν ἄξιοι• 9 πορεύεσθε οὖν ἐπὶ τὰς διεξόδους τῶν ὁδῶν καὶ ὅσους ἐὰν εὕρητε καλέσατε εἰς τοὺς γάμους. 10 καὶ ἐξελθόντες οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι εἰς τὰς ὁδοὺς συνήγαγον πάντας οὓς εὗρον, πονηρούς τε καὶ ἀγαθούς• καὶ ἐπλήσθη ὁ γάμος ἀνακειμένων. 11 εἰσελθὼν δὲ ὁ βασιλεὺς θεάσασθαι τοὺς ἀνακειμένους εἶδεν ἐκεῖ ἄνθρωπον οὐκ ἐνδεδυμένον ἔνδυμα γάμου, 12 καὶ λέγει αὐτῷ• ἑταῖρε, πῶς εἰσῆλθες ὧδε μὴ ἔχων ἔνδυμα γάμου; ὁ δὲ ἐφιμώθη. 13 τότε ὁ βασιλεὺς εἶπεν τοῖς διακόνοις• δήσαντες αὐτοῦ πόδας καὶ χεῖρας ἐκβάλετε αὐτὸν εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον• ἐκεῖ ἔσται ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων. 14 πολλοὶ γάρ εἰσιν κλητοί, ὀλίγοι δὲ ἐκλεκτοί.
mandag den 5. oktober 2015
19. Søndag efter Trinitatis, første række
19. Søndag efter Trinitatis, første række
Hul i himlen, hul i taget, hul i hovedet.
----------
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.
2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markus 2,1-12
Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".
(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).
Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.
Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.
Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).
Genstande: synd, myndighed.
Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.
-----
En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).
En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.
Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.
Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.
Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.
(Jesus viser, at der er hul i himlen, hvilket farisæerne synes er hul i hovedet, men som er feset ind hos dem, der laver hul i taget)
2,1 Καὶ εἰσελθὼν πάλιν εἰς Καφαρναοὺμ διʼ ἡμερῶν ἠκούσθη ὅτι ἐν οἴκῳ ἐστίν. 2 καὶ συνήχθησαν πολλοὶ ὥστε μηκέτι χωρεῖν μηδὲ τὰ πρὸς τὴν θύραν, καὶ ἐλάλει αὐτοῖς τὸν λόγον. 3 καὶ ἔρχονται φέροντες πρὸς αὐτὸν παραλυτικὸν αἰρόμενον ὑπὸ τεσσάρων. 4 καὶ μὴ δυνάμενοι προσενέγκαι αὐτῷ διὰ τὸν ὄχλον ἀπεστέγασαν τὴν στέγην ὅπου ἦν, καὶ ἐξορύξαντες χαλῶσι τὸν κράβαττον ὅπου ὁ παραλυτικὸς κατέκειτο. 5 καὶ ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς τὴν πίστιν αὐτῶν λέγει τῷ παραλυτικῷ• τέκνον, ἀφίενταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 6 ἦσαν δέ τινες τῶν γραμματέων ἐκεῖ καθήμενοι καὶ διαλογιζόμενοι ἐν ταῖς καρδίαις αὐτῶν• 7 τί οὗτος οὕτως λαλεῖ; βλασφημεῖ• τίς δύναται ἀφιέναι ἁμαρτίας εἰ μὴ εἷς ὁ θεός; 8 καὶ εὐθὺς ἐπιγνοὺς ὁ Ἰησοῦς τῷ πνεύματι αὐτοῦ ὅτι οὕτως διαλογίζονται ἐν ἑαυτοῖς λέγει αὐτοῖς• τί ταῦτα διαλογίζεσθε ἐν ταῖς καρδίαις ὑμῶν; 9 τί ἐστιν εὐκοπώτερον, εἰπεῖν τῷ παραλυτικῷ• ἀφίενταί σου αἱ ἁμαρτίαι, ἢ εἰπεῖν• ἔγειρε καὶ ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει; 10 ἵνα δὲ εἰδῆτε ὅτι ἐξουσίαν ἔχει ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἀφιέναι ἁμαρτίας ἐπὶ τῆς γῆς - λέγει τῷ παραλυτικῷ• 11 σοὶ λέγω, ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ ὕπαγε εἰς τὸν οἶκόν σου. 12 καὶ ἠγέρθη καὶ εὐθὺς ἄρας τὸν κράβαττον ἐξῆλθεν ἔμπροσθεν πάντων, ὥστε ἐξίστασθαι πάντας καὶ δοξάζειν τὸν θεὸν λέγοντας ὅτι οὕτως οὐδέποτε εἴδομεν.
Hul i himlen, hul i taget, hul i hovedet.
----------
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.
2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markus 2,1-12
Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".
(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).
Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.
Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.
Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).
Genstande: synd, myndighed.
Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.
-----
En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).
En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.
Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.
Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.
Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.
(Jesus viser, at der er hul i himlen, hvilket farisæerne synes er hul i hovedet, men som er feset ind hos dem, der laver hul i taget)
2,1 Καὶ εἰσελθὼν πάλιν εἰς Καφαρναοὺμ διʼ ἡμερῶν ἠκούσθη ὅτι ἐν οἴκῳ ἐστίν. 2 καὶ συνήχθησαν πολλοὶ ὥστε μηκέτι χωρεῖν μηδὲ τὰ πρὸς τὴν θύραν, καὶ ἐλάλει αὐτοῖς τὸν λόγον. 3 καὶ ἔρχονται φέροντες πρὸς αὐτὸν παραλυτικὸν αἰρόμενον ὑπὸ τεσσάρων. 4 καὶ μὴ δυνάμενοι προσενέγκαι αὐτῷ διὰ τὸν ὄχλον ἀπεστέγασαν τὴν στέγην ὅπου ἦν, καὶ ἐξορύξαντες χαλῶσι τὸν κράβαττον ὅπου ὁ παραλυτικὸς κατέκειτο. 5 καὶ ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς τὴν πίστιν αὐτῶν λέγει τῷ παραλυτικῷ• τέκνον, ἀφίενταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 6 ἦσαν δέ τινες τῶν γραμματέων ἐκεῖ καθήμενοι καὶ διαλογιζόμενοι ἐν ταῖς καρδίαις αὐτῶν• 7 τί οὗτος οὕτως λαλεῖ; βλασφημεῖ• τίς δύναται ἀφιέναι ἁμαρτίας εἰ μὴ εἷς ὁ θεός; 8 καὶ εὐθὺς ἐπιγνοὺς ὁ Ἰησοῦς τῷ πνεύματι αὐτοῦ ὅτι οὕτως διαλογίζονται ἐν ἑαυτοῖς λέγει αὐτοῖς• τί ταῦτα διαλογίζεσθε ἐν ταῖς καρδίαις ὑμῶν; 9 τί ἐστιν εὐκοπώτερον, εἰπεῖν τῷ παραλυτικῷ• ἀφίενταί σου αἱ ἁμαρτίαι, ἢ εἰπεῖν• ἔγειρε καὶ ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει; 10 ἵνα δὲ εἰδῆτε ὅτι ἐξουσίαν ἔχει ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἀφιέναι ἁμαρτίας ἐπὶ τῆς γῆς - λέγει τῷ παραλυτικῷ• 11 σοὶ λέγω, ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ ὕπαγε εἰς τὸν οἶκόν σου. 12 καὶ ἠγέρθη καὶ εὐθὺς ἄρας τὸν κράβαττον ἐξῆλθεν ἔμπροσθεν πάντων, ὥστε ἐξίστασθαι πάντας καὶ δοξάζειν τὸν θεὸν λέγοντας ὅτι οὕτως οὐδέποτε εἴδομεν.
tirsdag den 29. september 2015
18. Søndag efter Trinitatis, første række
18. Søndag efter Trinitatis, første række
34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, 35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: 36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« 37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ 38 Det er det største og det første bud. 39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ 40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: 42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« 43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« 46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
(Matt 22,34-45)
Dig og mig og Gud og os.
Et kors består af to streger. Den vandrette mellem dig og mig. Den lodrette mellem
Gud og os. Dagens tekst handler om mennesker, som ikke kan nå hinanden, fordi de ikke kan nå Gud sammen.
Kontekst.
Dagens tekst ser ud til at være en overgang mellem to taletyper. Umiddelbart før dagens perikope, ligger striden om opstandelsen (hvilken saddukæere ikke tror på) og om at give kejseren skat - og umiddelbart efter perikopen, kommer verdensdom, mattæusapokalypsen (synoptisk apokalypse med brudejomfrulignelsen og de betroede talenter i) hvorefter følger starten på Jesu død.
Vi er altså inde i et flow, hvor Jesus battle'r med forkellige grupper af lærde og hvor læseren sidder inde med en merviden, som går ud på, at Jesus er Himlens herre og endetidens fuldender.
-----
Jesus får lov til uimodsagt at lade kærligheden til Gud og til medmennesket være Lovens største bud i sin samtale med farisæerne, nu da saddukæerne er sat på plads. I Lukasevangeliet får Jesus ikke umiddelbart det sidste ord, hvilket forlænger samtalen med Den Barmhjertige Samaritaner.
Den efterfølgende "lærdomsfælde" om Kristus' (Messias') forhold til David er på mange måder interessant. Den giver kun mening, hvis man antager, at Jesus har præmisserne i orden hos/med sin samtalepartner.
Blandt disse præmisser kan jeg bl.a. iagttage.
Man venter en Messias (Kristus, den salvede).
Messias forventes at være søn (efterkommer?) af David.
En søn kan ikke være herre.
David taler i Ånden gennem citatet "Herren sagde til min Herre..." og det skal forstås Messiansk.
(For en moderne læser er der ikke så meget sjov i striden, idet "Herren sagde til min herre..." ikke er talt af David og ikke skal forstås Messiansk i sin oprindelse).
Tilsyneladende er det den 3. præmis, der ligger uden for farisæernes horisont og som er det mørke, der rulles op i den efterfølgende apokalypse.
Som læser vil jeg gerne være på det rigtige hold:
(Tro på opstandelsen)
Elske Gud.
Elske medmennesket.
Vente Messias
Vide at Jesus er både Davids søn og alles herre
(Ikke være i mørke)
Spørgsmålet er, hvordan Gud/medmenneske, Messias/opstandelse hænger sammen...
Messias (Kristus) er herre, ikke i kraft af slægtskabet, men i kraft af opstandelsen. Opstandelsen skaber et nyt forhold til Gud og næsten.
---
Ideer til dispositioner:
Luk røven! Jesus lukker munden på saddukæerne, hvilket får farisæerne til at lugte blod.
Kærlighed er at åbne andres mund, så andre kan åbne deres hjerte pg fortælle hvem de er og hvad de tror. På hver side af kærligheden er der strid. Striden skyldes teologer, hvis første forekomst er slangen: det var slangen, der for første gang satte spørgsmålstegn ved et andet menneskes gudsforhold (mon?).
Dagens evangelium lægger op til lige linier i korset: kærlighed mellem gud og menneske - kærlighed mellem menneske og menneske. Striden opstår, når nogen vil knække disse linier og gøre gudsforholdet til et magtforhold, knække linien, "der er en hage ved det", løbe om hjørner med hinanden.
Lad os ikke sætte hager på hinandens kors...
(Lad os være stille sammen i beundring over den kærlighed (davidsforjættelsen/tonen fra himlen) som er til os - kun sammen kan vi lukke munden).
34 Οἱ δὲ Φαρισαῖοι ἀκούσαντες ὅτι ἐφίμωσεν τοὺς Σαδδουκαίους συνήχθησαν ἐπὶ τὸ αὐτό, 35 καὶ ἐπηρώτησεν εἷς ἐξ αὐτῶν [νομικὸς] πειράζων αὐτόν• 36 διδάσκαλε, ποία ἐντολὴ μεγάλη ἐν τῷ νόμῳ; 37 ὁ δὲ ἔφη αὐτῷ• ἀγαπήσεις κύριον τὸν θεόν σου ἐν ὅλῃ τῇ καρδίᾳ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ ψυχῇ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ διανοίᾳ σου• 38 αὕτη ἐστὶν ἡ μεγάλη καὶ πρώτη ἐντολή. 39 δευτέρα δὲ ὁμοία αὐτῇ• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 40 ἐν ταύταις ταῖς δυσὶν ἐντολαῖς ὅλος ὁ νόμος κρέμαται καὶ οἱ προφῆται.
41 Συνηγμένων δὲ τῶν Φαρισαίων ἐπηρώτησεν αὐτοὺς ὁ Ἰησοῦς 42 λέγων• τί ὑμῖν δοκεῖ περὶ τοῦ χριστοῦ; τίνος υἱός ἐστιν; λέγουσιν αὐτῷ• τοῦ Δαυίδ. 43 λέγει αὐτοῖς• πῶς οὖν Δαυὶδ ἐν πνεύματι καλεῖ αὐτὸν κύριον λέγων•
44 εἶπεν κύριος τῷ κυρίῳ μου•
κάθου ἐκ δεξιῶν μου,
ἕως ἂν θῶ τοὺς ἐχθρούς σου
ὑποκάτω τῶν ποδῶν σου;
45 εἰ οὖν Δαυὶδ καλεῖ αὐτὸν κύριον, πῶς υἱὸς αὐτοῦ ἐστιν; 46 καὶ οὐδεὶς ἐδύνατο ἀποκριθῆναι αὐτῷ λόγον οὐδὲ ἐτόλμησέν τις ἀπʼ ἐκείνης τῆς ἡμέρας ἐπερωτῆσαι αὐτὸν οὐκέτι.
34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, 35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: 36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« 37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ 38 Det er det største og det første bud. 39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ 40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: 42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« 43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« 46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
(Matt 22,34-45)
Dig og mig og Gud og os.
Et kors består af to streger. Den vandrette mellem dig og mig. Den lodrette mellem
Gud og os. Dagens tekst handler om mennesker, som ikke kan nå hinanden, fordi de ikke kan nå Gud sammen.
Kontekst.
Dagens tekst ser ud til at være en overgang mellem to taletyper. Umiddelbart før dagens perikope, ligger striden om opstandelsen (hvilken saddukæere ikke tror på) og om at give kejseren skat - og umiddelbart efter perikopen, kommer verdensdom, mattæusapokalypsen (synoptisk apokalypse med brudejomfrulignelsen og de betroede talenter i) hvorefter følger starten på Jesu død.
Vi er altså inde i et flow, hvor Jesus battle'r med forkellige grupper af lærde og hvor læseren sidder inde med en merviden, som går ud på, at Jesus er Himlens herre og endetidens fuldender.
-----
Jesus får lov til uimodsagt at lade kærligheden til Gud og til medmennesket være Lovens største bud i sin samtale med farisæerne, nu da saddukæerne er sat på plads. I Lukasevangeliet får Jesus ikke umiddelbart det sidste ord, hvilket forlænger samtalen med Den Barmhjertige Samaritaner.
Den efterfølgende "lærdomsfælde" om Kristus' (Messias') forhold til David er på mange måder interessant. Den giver kun mening, hvis man antager, at Jesus har præmisserne i orden hos/med sin samtalepartner.
Blandt disse præmisser kan jeg bl.a. iagttage.
Man venter en Messias (Kristus, den salvede).
Messias forventes at være søn (efterkommer?) af David.
En søn kan ikke være herre.
David taler i Ånden gennem citatet "Herren sagde til min Herre..." og det skal forstås Messiansk.
(For en moderne læser er der ikke så meget sjov i striden, idet "Herren sagde til min herre..." ikke er talt af David og ikke skal forstås Messiansk i sin oprindelse).
Tilsyneladende er det den 3. præmis, der ligger uden for farisæernes horisont og som er det mørke, der rulles op i den efterfølgende apokalypse.
Som læser vil jeg gerne være på det rigtige hold:
(Tro på opstandelsen)
Elske Gud.
Elske medmennesket.
Vente Messias
Vide at Jesus er både Davids søn og alles herre
(Ikke være i mørke)
Spørgsmålet er, hvordan Gud/medmenneske, Messias/opstandelse hænger sammen...
Messias (Kristus) er herre, ikke i kraft af slægtskabet, men i kraft af opstandelsen. Opstandelsen skaber et nyt forhold til Gud og næsten.
---
Ideer til dispositioner:
Luk røven! Jesus lukker munden på saddukæerne, hvilket får farisæerne til at lugte blod.
Kærlighed er at åbne andres mund, så andre kan åbne deres hjerte pg fortælle hvem de er og hvad de tror. På hver side af kærligheden er der strid. Striden skyldes teologer, hvis første forekomst er slangen: det var slangen, der for første gang satte spørgsmålstegn ved et andet menneskes gudsforhold (mon?).
Dagens evangelium lægger op til lige linier i korset: kærlighed mellem gud og menneske - kærlighed mellem menneske og menneske. Striden opstår, når nogen vil knække disse linier og gøre gudsforholdet til et magtforhold, knække linien, "der er en hage ved det", løbe om hjørner med hinanden.
Lad os ikke sætte hager på hinandens kors...
(Lad os være stille sammen i beundring over den kærlighed (davidsforjættelsen/tonen fra himlen) som er til os - kun sammen kan vi lukke munden).
34 Οἱ δὲ Φαρισαῖοι ἀκούσαντες ὅτι ἐφίμωσεν τοὺς Σαδδουκαίους συνήχθησαν ἐπὶ τὸ αὐτό, 35 καὶ ἐπηρώτησεν εἷς ἐξ αὐτῶν [νομικὸς] πειράζων αὐτόν• 36 διδάσκαλε, ποία ἐντολὴ μεγάλη ἐν τῷ νόμῳ; 37 ὁ δὲ ἔφη αὐτῷ• ἀγαπήσεις κύριον τὸν θεόν σου ἐν ὅλῃ τῇ καρδίᾳ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ ψυχῇ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ διανοίᾳ σου• 38 αὕτη ἐστὶν ἡ μεγάλη καὶ πρώτη ἐντολή. 39 δευτέρα δὲ ὁμοία αὐτῇ• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 40 ἐν ταύταις ταῖς δυσὶν ἐντολαῖς ὅλος ὁ νόμος κρέμαται καὶ οἱ προφῆται.
41 Συνηγμένων δὲ τῶν Φαρισαίων ἐπηρώτησεν αὐτοὺς ὁ Ἰησοῦς 42 λέγων• τί ὑμῖν δοκεῖ περὶ τοῦ χριστοῦ; τίνος υἱός ἐστιν; λέγουσιν αὐτῷ• τοῦ Δαυίδ. 43 λέγει αὐτοῖς• πῶς οὖν Δαυὶδ ἐν πνεύματι καλεῖ αὐτὸν κύριον λέγων•
44 εἶπεν κύριος τῷ κυρίῳ μου•
κάθου ἐκ δεξιῶν μου,
ἕως ἂν θῶ τοὺς ἐχθρούς σου
ὑποκάτω τῶν ποδῶν σου;
45 εἰ οὖν Δαυὶδ καλεῖ αὐτὸν κύριον, πῶς υἱὸς αὐτοῦ ἐστιν; 46 καὶ οὐδεὶς ἐδύνατο ἀποκριθῆναι αὐτῷ λόγον οὐδὲ ἐτόλμησέν τις ἀπʼ ἐκείνης τῆς ἡμέρας ἐπερωτῆσαι αὐτὸν οὐκέτι.
Abonner på:
Opslag (Atom)