Jeg bliver gravid med ørerne
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.
Men nogle af dem sagde:
»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.
Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus.
Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.
Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.
Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede:
»Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28
Handler om mange ting
Undertiden ved man først, hvad man har spurgt om, når man hører svaret. For et svar er med til at producere meningen med det spørgsmål, der bliver stillet. Derfor er man sårbar som spørger, fordi man lægger retten til at danne mening ud og væk.
I dagens evangelium er der spørgsmål og svar. Svarene er i høj grad styrende for spørgerens rolle; navnlig det sidste udråb, som svares og giver udråbet ny betydning: Der råbes om graviditet og amning - der svares om at høre Guds ord. Sammenligningen er, at Guds ord går ind i mennesker, hvor det vokser som om det er en baby, fødes og bliver til.... (jeg vil mene kærlighed og gerninger, men det står ikke i teksten).
Udgangspunktet for fortællingen er en helbredelse forstået som en uddrivelse af en dæmon, som gør værtsmennesket stumt.
En sådan opfattelse af sygdom ligger uden for min virkeighedsopfattelse, men jeg kan forstå et mørke, som forhindrer os i at nå hinanden med sprog.
Den vellykkede uddrivelse giver anledning til anklage om, at Jesus er i ledtog med Fanden selv, idet Jesus opfattes som en, der har adgang til det ondes ledelse - herunder, hvor dæmoner skal befinde sig.
Heller ikke denne præmis ligger inden for min virkelighedsopfattelse. Jeg anerkender ikke eksistensen af en beelzebub. Jeg er fascineret af historien om tilblivelsen af forestillingen om en sådan onskabsfyrste og af historien om, hvordan navnet Beelzebub er blevet til: almindeig rivalisering mellem religioner gør, at den ene religion gør den andens gud til det onde.
Men at Jesus anklages for at være i ledtog med det onde, svarer for mig til den plagsomme tilstand, at nogle siger: Religion er skadeligt og kristendom er med til at gøre ondt værre.
En sådan anklage kalder på den teolog, der kan argumentere faktuelt, teologisk, historisk, adfærdsvidenskabeligt etc. En sådan indsats vil svare til Jesu svar i situationen.
Ud over anklagen om ondskab, plages Jesus af dem, der vil se et tegn fra himlen. Med udgangsreplikken må svaret være, at tegnet er i den der hører.
Det svar, Jesus giver, flyder udenfor situationen og er nok sammensat af replikker fra flere sammenhænge.
I begyndelsen af svaret kommer der to stykker: et billede og "et selvmål" til de andre. Billedet er, at ondt ikke kan hæmme ondt (indre splid) og at anklagen kan rettes mod enhver, der gør sådanne gode ting (jødernes egne kloge).
Efter at have vendt argumentet 180 grader, åbnes der for, at det er Guds finger og dermed Rigets nærhed. (om tidens midte se 1.søndag i fasten)
Herefter ryger svarene ud i en mere generel og spredt visdomgenre, hvor kroppen synes at være en bolig, der kan forsvares - og angriberne kan styrkes ved forsvaret selv (våbnene). Der kommer et domsudsagn om at være med Jesus eller imod, om at sprede eller samle (truende tone) og lidt lærdom om ånder, der vender styrket tilbage i antal.
Igen skal jeg oversætte præmissen til andre scenarier end besættelse for at kunne udlægge den: Ja, menesker er sårbare. Ja, sårbarheden kan misbruges og vendes; ja, tilhøresforholdet til Jesus er et JA, og ja: Det menneske, der tror sig fri fra det onde er klar til det mægtiste tilbagefald.
Heldigvis stoppes palaveren af dameskriget: Din mor er salig!
Dette kunne åbne for en mariakult - men man kan også gøre enhver troende til en maria: Ånden kommer og gør ordet i mig levende: Jeg bliver gravid med ørerne, det vokser lykkeligt i mig og vil ud.
Jeg ønsker enhver bevægelse fra mørke til lys fra ondt til godt for mit medmenneske.
Disposition
Fortælling:
Jeg er en del af en stor historie. En historie, hvor mennesker tror på guder og mirakler. Mine forfædre troede, at en menneskerkrop er syg, fordi den er vært for usynlige væsener under ledelse af den onde selv. Det tror jeg ikke, men jeg ved, at omstændigheder - ja også min evne til at gøre et andet menneske lykkeligt eller ulykkeligt, kan få det ene eller det andet kemiske stof til at cirkulere i menneskekroppen.
Forvandling:
Mørke er mørke, hvilken tid, der end forsøger at beskrive det. Jeg vil gerne hænge sammen med ham, som har lyset og overvidner mørket. Jeg har ikke selv evnen, men den kan plantes i mig: Der råbte en kvinde: Lykkelig det liv, der bar dig, Jesus. Og Jesus svarede: Lykkelig den, der hører og bevarer Guds ord. Jeg kan altså blive gravid gennem øret og få Guds ord ind i mig
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke med et ord i mig, der vokser: Et ord om, at jeg hører sammen med Jesus. Jeg er i sidste ende beskyttet mod det onde - selvom jeg stadig lever i den tid, hvor mennesker altid har beskyldt hinanden for at være i ledtog med det onde. Jeg vil lede efter lys og jeg vil være klar til at smide mørket på porten. Jeg vil være glad og fri. Jeg vil føde godhed til andre. Jeg har givet det onde et spark og jeg er klar til at sparke 7 gange mere - stadig glad. Jeg vil nå min næste med det modsatte af stumhed. Tale og danne lyse billeder.
tirsdag den 3. marts 2015
torsdag den 19. februar 2015
2. Søndag i fasten, første række
2. søndag i fasten, første række
Må kvinder og hunde sidde med ved bordet?
(Hvad fanden ved man, når man er født i en krybbe).
Tekst:
21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. 22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« 23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« 24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« 26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Text slut
Matt 15, 21-28
Der foregår en overskridelse i dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde, der får sin vilje (og Guds) ved at argumentere med Jesus.
Bevægelsen består af flere lag:
Geografisk bevægelse til kritisk område: Tyrus og Sidon (bibelsk skældeudland med onde dronninger)
En bevægelse fra skam til accept: kvinden adresserer en mand i det offentlige rum, hindres men lykkes.
En bevægelse fra hedensk til jødisk (fra no go til go område). Først hindret med hundeargument, derefter lykkes ved accept af metaforen.
En bevægelse af en ond kraft (dæmon) ud af datteren.
Enhver, der sidder på en kirkebænk og hører denne fortælling, må have svært ved ikke at rejse sig med frydeskrig og høje hop på stedet i jubel over, at Guds forjættelse nu er kommet til os, hundefolk, udenfor, fordi denne kvinde knækkede koden og accepterede rollen som kæle/husdyr, hvorved hendes datter blev befriet fra dæmonen, et billede på vores befrielse fra død og djævel ind i det evige liv!
Imidlertid er problematikken blevet fjern, sløret og glemt i en selvfølgelighed, hvorved det er de andre, der er blevet hundene - vi er jo kristne. Tiden har fået os til at glemme, hvad vi har fået.
Disposition
Fortælling
Der findes tider og steder, hvor mennesker ikke må henvende sig til mennesker på grund af skam.
Hvem har set det? Hvem kan huske det? Kender vi nogen, som ikke må henvende sig til os - selv i den værste nød?
Forvandling
Jeg er blevet forvandlet af en mor. Hun var udenfor, men insisterede på at komme ind. Da hun kom ind, kom jeg ind. Ellers havde jeg været udenfor. Et mørke forsvandt fra hendes liv. Lyset kom ind i mit.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og lede efter dem, der er udenfor, dem jeg synes er for klamme til at ha' med til bords. Jeg vil huske hvordan det var selv at være ude.
----
Andre ideer: overskridelser inde i mig selv. Zoner, som er urørlige og forbliver det, selvom de nu er inddraget? Sam og vittighed mødes..
En mors kærlighed til sit barn er den kærlighed, der lukker mig ind i guds rige.
---
21 Καὶ ἐξελθὼν ἐκεῖθεν ὁ Ἰησοῦς ἀνεχώρησεν εἰς τὰ μέρη Τύρου καὶ Σιδῶνος. 22 καὶ ἰδοὺ γυνὴ Χαναναία ἀπὸ τῶν ὁρίων ἐκείνων ἐξελθοῦσα ἔκραζεν λέγουσα• ἐλέησόν με, κύριε υἱὸς Δαυίδ• ἡ θυγάτηρ μου κακῶς δαιμονίζεται. 23 ὁ δὲ οὐκ ἀπεκρίθη αὐτῇ λόγον. καὶ προσελθόντες οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ ἠρώτουν αὐτὸν λέγοντες• ἀπόλυσον αὐτήν, ὅτι κράζει ὄπισθεν ἡμῶν. 24 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἀπεστάλην εἰ μὴ εἰς τὰ πρόβατα τὰ ἀπολωλότα οἴκου Ἰσραήλ. 25 ἡ δὲ ἐλθοῦσα προσεκύνει αὐτῷ λέγουσα• κύριε, βοήθει μοι. 26 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἔστιν καλὸν λαβεῖν τὸν ἄρτον τῶν τέκνων καὶ βαλεῖν τοῖς κυναρίοις. 27 ἡ δὲ εἶπεν• ναὶ κύριε, καὶ γὰρ τὰ κυνάρια ἐσθίει ἀπὸ τῶν ψιχίων τῶν πιπτόντων ἀπὸ τῆς τραπέζης τῶν κυρίων αὐτῶν. 28 τότε ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῇ• ὦ γύναι, μεγάλη σου ἡ πίστις• γενηθήτω σοι ὡς θέλεις. καὶ ἰάθη ἡ θυγάτηρ αὐτῆς ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.
Må kvinder og hunde sidde med ved bordet?
(Hvad fanden ved man, når man er født i en krybbe).
Tekst:
21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. 22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« 23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« 24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« 26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Text slut
Matt 15, 21-28
Der foregår en overskridelse i dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde, der får sin vilje (og Guds) ved at argumentere med Jesus.
Bevægelsen består af flere lag:
Geografisk bevægelse til kritisk område: Tyrus og Sidon (bibelsk skældeudland med onde dronninger)
En bevægelse fra skam til accept: kvinden adresserer en mand i det offentlige rum, hindres men lykkes.
En bevægelse fra hedensk til jødisk (fra no go til go område). Først hindret med hundeargument, derefter lykkes ved accept af metaforen.
En bevægelse af en ond kraft (dæmon) ud af datteren.
Enhver, der sidder på en kirkebænk og hører denne fortælling, må have svært ved ikke at rejse sig med frydeskrig og høje hop på stedet i jubel over, at Guds forjættelse nu er kommet til os, hundefolk, udenfor, fordi denne kvinde knækkede koden og accepterede rollen som kæle/husdyr, hvorved hendes datter blev befriet fra dæmonen, et billede på vores befrielse fra død og djævel ind i det evige liv!
Imidlertid er problematikken blevet fjern, sløret og glemt i en selvfølgelighed, hvorved det er de andre, der er blevet hundene - vi er jo kristne. Tiden har fået os til at glemme, hvad vi har fået.
Disposition
Fortælling
Der findes tider og steder, hvor mennesker ikke må henvende sig til mennesker på grund af skam.
Hvem har set det? Hvem kan huske det? Kender vi nogen, som ikke må henvende sig til os - selv i den værste nød?
Forvandling
Jeg er blevet forvandlet af en mor. Hun var udenfor, men insisterede på at komme ind. Da hun kom ind, kom jeg ind. Ellers havde jeg været udenfor. Et mørke forsvandt fra hendes liv. Lyset kom ind i mit.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og lede efter dem, der er udenfor, dem jeg synes er for klamme til at ha' med til bords. Jeg vil huske hvordan det var selv at være ude.
----
Andre ideer: overskridelser inde i mig selv. Zoner, som er urørlige og forbliver det, selvom de nu er inddraget? Sam og vittighed mødes..
En mors kærlighed til sit barn er den kærlighed, der lukker mig ind i guds rige.
---
21 Καὶ ἐξελθὼν ἐκεῖθεν ὁ Ἰησοῦς ἀνεχώρησεν εἰς τὰ μέρη Τύρου καὶ Σιδῶνος. 22 καὶ ἰδοὺ γυνὴ Χαναναία ἀπὸ τῶν ὁρίων ἐκείνων ἐξελθοῦσα ἔκραζεν λέγουσα• ἐλέησόν με, κύριε υἱὸς Δαυίδ• ἡ θυγάτηρ μου κακῶς δαιμονίζεται. 23 ὁ δὲ οὐκ ἀπεκρίθη αὐτῇ λόγον. καὶ προσελθόντες οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ ἠρώτουν αὐτὸν λέγοντες• ἀπόλυσον αὐτήν, ὅτι κράζει ὄπισθεν ἡμῶν. 24 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἀπεστάλην εἰ μὴ εἰς τὰ πρόβατα τὰ ἀπολωλότα οἴκου Ἰσραήλ. 25 ἡ δὲ ἐλθοῦσα προσεκύνει αὐτῷ λέγουσα• κύριε, βοήθει μοι. 26 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἔστιν καλὸν λαβεῖν τὸν ἄρτον τῶν τέκνων καὶ βαλεῖν τοῖς κυναρίοις. 27 ἡ δὲ εἶπεν• ναὶ κύριε, καὶ γὰρ τὰ κυνάρια ἐσθίει ἀπὸ τῶν ψιχίων τῶν πιπτόντων ἀπὸ τῆς τραπέζης τῶν κυρίων αὐτῶν. 28 τότε ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῇ• ὦ γύναι, μεγάλη σου ἡ πίστις• γενηθήτω σοι ὡς θέλεις. καὶ ἰάθη ἡ θυγάτηρ αὐτῆς ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.
1. Søndag i fasten.
1. søndag i fasten, første række
Er finanskrisen en god ørken?
(Hvis man hellere vil tale om terror, kan man analysere det ældre udtryk: Så tog fanden ved ham).
Matt 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Moral eller religion?
Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.
Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.
Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.
Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.
For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.
Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.
Koder
De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.
I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".
Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23
I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.
Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.
Fandens findes ikke
For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.
Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"
Selve fingergivningen kunne ritualiseres.
Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.
Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.
For mig er denne fortælling virkelig således:
Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.
Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.
Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.
Matt 4 1-11 er en af disse.
Tilbage til virkeligheden
Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.
Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.
Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.
Disposition I
Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.
Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.
Disposition II...
Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.
De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.
Adam er en eventyrfigur, men..
Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.
Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.
Skamfingeren og pegelæberne
Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".
Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.
Menneskets bestemmelse
Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.
Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.
Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.
Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.
Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.
Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?
Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.
Brød og flyvning
Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.
Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?
Jeg æder ikke støv
Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.
Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.
Disposition
Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.
Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..
Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed
1. søndag i fasten, første række
Er finanskrisen en god ørken?
Matt 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Moral eller religion?
Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.
Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.
Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.
Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.
For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.
Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.
Koder
De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.
I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".
Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23
I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.
Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.
Fandens findes ikke
For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.
Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"
Selve fingergivningen kunne ritualiseres.
Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.
Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.
For mig er denne fortælling virkelig således:
Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.
Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.
Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.
Matt 4 1-11 er en af disse.
Tilbage til virkeligheden
Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.
Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.
Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.
Disposition I
Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.
Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.
Disposition II...
Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.
De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.
Adam er en eventyrfigur, men..
Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.
Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.
Skamfingeren og pegelæberne
Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".
Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.
Menneskets bestemmelse
Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.
Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.
Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.
Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.
Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.
Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?
Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.
Brød og flyvning
Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.
Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?
Jeg æder ikke støv
Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.
Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.
Disposition
Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.
Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..
Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed
Er finanskrisen en god ørken?
(Hvis man hellere vil tale om terror, kan man analysere det ældre udtryk: Så tog fanden ved ham).
Matt 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Moral eller religion?
Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.
Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.
Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.
Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.
For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.
Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.
Koder
De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.
I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".
Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23
I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.
Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.
Fandens findes ikke
For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.
Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"
Selve fingergivningen kunne ritualiseres.
Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.
Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.
For mig er denne fortælling virkelig således:
Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.
Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.
Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.
Matt 4 1-11 er en af disse.
Tilbage til virkeligheden
Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.
Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.
Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.
Disposition I
Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.
Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.
Disposition II...
Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.
De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.
Adam er en eventyrfigur, men..
Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.
Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.
Skamfingeren og pegelæberne
Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".
Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.
Menneskets bestemmelse
Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.
Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.
Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.
Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.
Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.
Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?
Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.
Brød og flyvning
Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.
Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?
Jeg æder ikke støv
Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.
Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.
Disposition
Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.
Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..
Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed
1. søndag i fasten, første række
Er finanskrisen en god ørken?
Matt 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Moral eller religion?
Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.
Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.
Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.
Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.
For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.
Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.
Koder
De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.
I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".
Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23
I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.
Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.
Fandens findes ikke
For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.
Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"
Selve fingergivningen kunne ritualiseres.
Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.
Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.
For mig er denne fortælling virkelig således:
Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.
Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.
Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.
Matt 4 1-11 er en af disse.
Tilbage til virkeligheden
Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.
Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.
Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.
Disposition I
Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.
Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.
Disposition II...
Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.
De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.
Adam er en eventyrfigur, men..
Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.
Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.
Skamfingeren og pegelæberne
Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".
Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.
Menneskets bestemmelse
Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.
Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.
Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.
Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.
Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.
Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?
Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.
Brød og flyvning
Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.
Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?
Jeg æder ikke støv
Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.
Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.
Disposition
Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.
Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..
Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed
tirsdag den 10. februar 2015
Fastelavn, første række
Fastelavns søndag, første række
Jeg er i kontakt med ild og åbne himle
Nederst i dette blogindlæg har jeg sat dagens tekst (Matt 3,13-17) med sin nærmeste forudgående kontekst. Teksten til fastelavns søndag er nemlig en kulmination efter en trinvis stigning:
Præsentation af Johannes og hans praksis, hans Esajasforbindelse, hans domsprædiken, hans foreløbige dåbspraksis med syndsbekendelse, hans skideballe til farisæere og saddukæere (Abraham og sten, se Store Bededag 1) og ikke mindst præsentationen af hans efterfølger: Ånd og ild, skovl og tærskeplads - evig ild.
Det er med denne baggrund, Jesus bliver døbt.
Efter at Jesus er blevet døbt, slutter fortælingen brat. Hvis jeg var en søvnig afskriver af Mattæus i håndskrifternes tid kunne jeg nemt være faldet for vanen med at skrive: Dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten der siger: ... Men det står der ikke. Både Esajas os Ps 2 er inkluderet i selve fortællingen og den hopper direkte over i ørken og fristelse (4,1f).
Når jeg gør opmærksom på den nære forudgående kontekst, er det for at forhindre, at scenariet omkring Jesu dåb, bliver for yndigt. De åbne himle er kulminationen på fortællingen om en praksis og en forkyndelse, som er voldsom. Afgørende voldsom.
Til den fjerne kontekst hører Matt 28,19-20 bedre kendt som missionsbefalingen, hvor det at døbe og lære er omtalt helt kort og uden ild og skovle og med Fader, Søn og Helligånd som tre navne og ikke tre aktører, som i fortællingen og Jesu dåb.
Hvis man gerne vil holde en V-prædiken, er det gavnligt at forklare om dåben dogmatisk: Et bad, en pagt til syndernes forladelse.
Udfordringen ved at holde en Pi-prædiken over denne tekst er, at dåben let bliver en Johannes-dåb; altså en omvendelsesdåb, idet Pi-prædikenen som sit omdrejningspunkt har forandringen/forvandlingen. De, der kom til Johannes, blev vasket efter at have bekendt deres synder. Det er en gang fra tilstand 1 til tilstand 2.
Forvandlingen
Den forvandling, jeg vil fokusere på i denne Pi-disposition er forvandlingen fra at tænke dåb som noget lille (borgerlig yndig barnedåb) til at tænke dåb som noget stort (apokalyptisk scenarie med ild og åbne himle).
Denne forvandling kunne være at gå fra at tænke min dåb som Johannæisk til at være en Kristus-dåb.
Den kan også fortælles som at være en forandring fra den gamle pagt (jeg gør noget for Gud) til den nye pagt (Gud gør noget for mig).
En prædiken om dåbens dogmatiske indhold, ville jeg afholde mig fra.
Disposition
Fortælling:
Jeg drømmer om min egen dåb. Jeg drømmer om, at vand løber over mit hoved og at det betyder noget. Alverdens mørke bliver skyllet væk. Jeg associerer til alle lykkelige badescener: Fra morgengrimhed til sang under bruser - fra sved til dukkert i Vesterhav. Jeg går fra at være verdens grimmeste til at være verdens lækreste.
Forvandling:
Jeg vil tænke hele universets kraft ind i min dåb. Jeg vil tillade min fantasi at forstå verdens tilblivelse og verdens fuldendelse som noget mere end det kolde mekaniske univers. De dråber, der faldt på min pande, da jeg var spæd, var dråber indeholdende Ånd, som både kan være ild og due. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i gyset ved, at være i hænderne på ham, der har en skovl - det skal være et gys fuld af kærlighed. Jeg vil tro på, at han virkelig er Guds Søn, fordi flere himle åbner sig over mig og kæmpestemmen råber det ud.
Landsætning
Når jeg er færdig med at bruge min fantasi, vil jeg stille og roligt gå fra kirke med en ild inden i mig. Det er levende ånd, som fortæller mig at jeg er med i et stort projekt. I det projekt bliver menesker befriet af Gud. jeg har for et minut siden siddet på en skovl og er blevet kastet den rigtige vej - nu vil jeg åbne himle for andre og dømme dem frie. Jeg vil tænke på et bad, der gør menesker dejlige...
v1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2 »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3 Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
v4 Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
v7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? v8 Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, v9 og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. v10 Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
v11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. v12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«
Jesu dåb
v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Jeg er i kontakt med ild og åbne himle
Nederst i dette blogindlæg har jeg sat dagens tekst (Matt 3,13-17) med sin nærmeste forudgående kontekst. Teksten til fastelavns søndag er nemlig en kulmination efter en trinvis stigning:
Præsentation af Johannes og hans praksis, hans Esajasforbindelse, hans domsprædiken, hans foreløbige dåbspraksis med syndsbekendelse, hans skideballe til farisæere og saddukæere (Abraham og sten, se Store Bededag 1) og ikke mindst præsentationen af hans efterfølger: Ånd og ild, skovl og tærskeplads - evig ild.
Det er med denne baggrund, Jesus bliver døbt.
Efter at Jesus er blevet døbt, slutter fortælingen brat. Hvis jeg var en søvnig afskriver af Mattæus i håndskrifternes tid kunne jeg nemt være faldet for vanen med at skrive: Dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten der siger: ... Men det står der ikke. Både Esajas os Ps 2 er inkluderet i selve fortællingen og den hopper direkte over i ørken og fristelse (4,1f).
Når jeg gør opmærksom på den nære forudgående kontekst, er det for at forhindre, at scenariet omkring Jesu dåb, bliver for yndigt. De åbne himle er kulminationen på fortællingen om en praksis og en forkyndelse, som er voldsom. Afgørende voldsom.
Til den fjerne kontekst hører Matt 28,19-20 bedre kendt som missionsbefalingen, hvor det at døbe og lære er omtalt helt kort og uden ild og skovle og med Fader, Søn og Helligånd som tre navne og ikke tre aktører, som i fortællingen og Jesu dåb.
Hvis man gerne vil holde en V-prædiken, er det gavnligt at forklare om dåben dogmatisk: Et bad, en pagt til syndernes forladelse.
Udfordringen ved at holde en Pi-prædiken over denne tekst er, at dåben let bliver en Johannes-dåb; altså en omvendelsesdåb, idet Pi-prædikenen som sit omdrejningspunkt har forandringen/forvandlingen. De, der kom til Johannes, blev vasket efter at have bekendt deres synder. Det er en gang fra tilstand 1 til tilstand 2.
Forvandlingen
Den forvandling, jeg vil fokusere på i denne Pi-disposition er forvandlingen fra at tænke dåb som noget lille (borgerlig yndig barnedåb) til at tænke dåb som noget stort (apokalyptisk scenarie med ild og åbne himle).
Denne forvandling kunne være at gå fra at tænke min dåb som Johannæisk til at være en Kristus-dåb.
Den kan også fortælles som at være en forandring fra den gamle pagt (jeg gør noget for Gud) til den nye pagt (Gud gør noget for mig).
En prædiken om dåbens dogmatiske indhold, ville jeg afholde mig fra.
Disposition
Fortælling:
Jeg drømmer om min egen dåb. Jeg drømmer om, at vand løber over mit hoved og at det betyder noget. Alverdens mørke bliver skyllet væk. Jeg associerer til alle lykkelige badescener: Fra morgengrimhed til sang under bruser - fra sved til dukkert i Vesterhav. Jeg går fra at være verdens grimmeste til at være verdens lækreste.
Forvandling:
Jeg vil tænke hele universets kraft ind i min dåb. Jeg vil tillade min fantasi at forstå verdens tilblivelse og verdens fuldendelse som noget mere end det kolde mekaniske univers. De dråber, der faldt på min pande, da jeg var spæd, var dråber indeholdende Ånd, som både kan være ild og due. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i gyset ved, at være i hænderne på ham, der har en skovl - det skal være et gys fuld af kærlighed. Jeg vil tro på, at han virkelig er Guds Søn, fordi flere himle åbner sig over mig og kæmpestemmen råber det ud.
Landsætning
Når jeg er færdig med at bruge min fantasi, vil jeg stille og roligt gå fra kirke med en ild inden i mig. Det er levende ånd, som fortæller mig at jeg er med i et stort projekt. I det projekt bliver menesker befriet af Gud. jeg har for et minut siden siddet på en skovl og er blevet kastet den rigtige vej - nu vil jeg åbne himle for andre og dømme dem frie. Jeg vil tænke på et bad, der gør menesker dejlige...
v1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2 »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3 Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
v4 Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
v7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? v8 Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, v9 og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. v10 Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
v11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. v12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«
Jesu dåb
v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
mandag den 2. februar 2015
Sexagesima, første række
Sexagesima søndag, første række
Nedfaren i jorden
Markus 4,1-20
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så.
Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.
Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.
Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.
Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«
Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.
Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.
Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.
De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.
Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.
V-prædiken eller Pi-prædiken?
Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.
I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.
Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.
Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:
Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.
Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.
Korn og fattigdom
En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.
At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.
www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)
Bekymring som mangel på evighed
Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.
Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.
Med hvad så med bekymringen?
Disposition
Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.
Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.
Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?
Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.
Nedfaren i jorden
Markus 4,1-20
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så.
Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.
Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.
Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.
Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«
Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.
Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.
Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.
De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.
Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.
V-prædiken eller Pi-prædiken?
Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.
I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.
Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.
Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:
Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.
Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.
Korn og fattigdom
En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.
At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.
www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)
Bekymring som mangel på evighed
Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.
Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.
Med hvad så med bekymringen?
Disposition
Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.
Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.
Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?
Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.
mandag den 26. januar 2015
Septuagesima, første række
Søndag septuagesima, første række
Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse
Teksten:
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, 4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. 6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. 9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. 10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. 11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren 12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. 15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? 16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jesus forudsiger sin lidelse og korsfæstelse og opstandelse
Matt 20,1-16 tekst slut. (Perikopen er hel, der er ikke hugget noget af)
Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).
I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.
I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!
Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre.
Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.
Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).
Historiske kontekster
Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider.
Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.
Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.
Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.
Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven
For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.
Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).
Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.
Disposition
Fortælling
Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.
Forvandling
Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.
Landsætning
Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.
Dagen Septuagesima
Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.
Denne scene kan være en prædiken i sig selv.
Ὁμοία γάρ ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ οἰκοδεσπότῃ, ὅστις ἐξῆλθεν ἅμα πρωῒ μισθώσασθαι ἐργάτας εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 2 συμφωνήσας δὲ μετὰ τῶν ἐργατῶν ἐκ δηναρίου τὴν ἡμέραν ἀπέστειλεν αὐτοὺς εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 3 καὶ ἐξελθὼν περὶ τρίτην ὥραν εἶδεν ἄλλους ἑστῶτας ἐν τῇ ἀγορᾷ ἀργοὺς 4 καὶ ἐκείνοις εἶπεν• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα, καὶ ὃ ἐὰν ᾖ δίκαιον δώσω ὑμῖν. 5 οἱ δὲ ἀπῆλθον. πάλιν [δὲ] ἐξελθὼν περὶ ἕκτην καὶ ἐνάτην ὥραν ἐποίησεν ὡσαύτως. 6 περὶ δὲ τὴν ἑνδεκάτην ἐξελθὼν εὗρεν ἄλλους ἑστῶτας καὶ λέγει αὐτοῖς• τί ὧδε ἑστήκατε ὅλην τὴν ἡμέραν ἀργοί; 7 λέγουσιν αὐτῷ• ὅτι οὐδεὶς ἡμᾶς ἐμισθώσατο. λέγει αὐτοῖς• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα. 8 ὀψίας δὲ γενομένης λέγει ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος τῷ ἐπιτρόπῳ αὐτοῦ• κάλεσον τοὺς ἐργάτας καὶ ἀπόδος αὐτοῖς τὸν μισθὸν ἀρξάμενος ἀπὸ τῶν ἐσχάτων ἕως τῶν πρώτων. 9 καὶ ἐλθόντες οἱ περὶ τὴν ἑνδεκάτην ὥραν ἔλαβον ἀνὰ δηνάριον. 10 καὶ ἐλθόντες οἱ πρῶτοι ἐνόμισαν ὅτι πλεῖον λήμψονται• καὶ ἔλαβον [τὸ] ἀνὰ δηνάριον καὶ αὐτοί. 11 λαβόντες δὲ ἐγόγγυζον κατὰ τοῦ οἰκοδεσπότου 12 λέγοντες• οὗτοι οἱ ἔσχατοι μίαν ὥραν ἐποίησαν, καὶ ἴσους ἡμῖν αὐτοὺς ἐποίησας τοῖς βαστάσασι τὸ βάρος τῆς ἡμέρας καὶ τὸν καύσωνα. 13 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς ἑνὶ αὐτῶν εἶπεν• ἑταῖρε, οὐκ ἀδικῶ σε• οὐχὶ δηναρίου συνεφώνησάς μοι; 14 ἆρον τὸ σὸν καὶ ὕπαγε. θέλω δὲ τούτῳ τῷ ἐσχάτῳ δοῦναι ὡς καὶ σοί• 15 [ἢ] οὐκ ἔξεστίν μοι ὃ θέλω ποιῆσαι ἐν τοῖς ἐμοῖς; ἢ ὁ ὀφθαλμός σου πονηρός ἐστιν ὅτι ἐγὼ ἀγαθός εἰμι; 16 οὕτως ἔσονται οἱ ἔσχατοι πρῶτοι καὶ οἱ πρῶτοι ἔσχατοι.
Mt20,1-16
Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse
Teksten:
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. 2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. 3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, 4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. 5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. 6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? 7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. 8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. 9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. 10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. 11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren 12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. 13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? 14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. 15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? 16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jesus forudsiger sin lidelse og korsfæstelse og opstandelse
Matt 20,1-16 tekst slut. (Perikopen er hel, der er ikke hugget noget af)
Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).
I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.
I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!
Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre.
Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.
Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).
Historiske kontekster
Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider.
Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.
Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.
Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.
Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven
For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.
Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).
Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.
Disposition
Fortælling
Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.
Forvandling
Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.
Landsætning
Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.
Dagen Septuagesima
Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.
Denne scene kan være en prædiken i sig selv.
Ὁμοία γάρ ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν ἀνθρώπῳ οἰκοδεσπότῃ, ὅστις ἐξῆλθεν ἅμα πρωῒ μισθώσασθαι ἐργάτας εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 2 συμφωνήσας δὲ μετὰ τῶν ἐργατῶν ἐκ δηναρίου τὴν ἡμέραν ἀπέστειλεν αὐτοὺς εἰς τὸν ἀμπελῶνα αὐτοῦ. 3 καὶ ἐξελθὼν περὶ τρίτην ὥραν εἶδεν ἄλλους ἑστῶτας ἐν τῇ ἀγορᾷ ἀργοὺς 4 καὶ ἐκείνοις εἶπεν• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα, καὶ ὃ ἐὰν ᾖ δίκαιον δώσω ὑμῖν. 5 οἱ δὲ ἀπῆλθον. πάλιν [δὲ] ἐξελθὼν περὶ ἕκτην καὶ ἐνάτην ὥραν ἐποίησεν ὡσαύτως. 6 περὶ δὲ τὴν ἑνδεκάτην ἐξελθὼν εὗρεν ἄλλους ἑστῶτας καὶ λέγει αὐτοῖς• τί ὧδε ἑστήκατε ὅλην τὴν ἡμέραν ἀργοί; 7 λέγουσιν αὐτῷ• ὅτι οὐδεὶς ἡμᾶς ἐμισθώσατο. λέγει αὐτοῖς• ὑπάγετε καὶ ὑμεῖς εἰς τὸν ἀμπελῶνα. 8 ὀψίας δὲ γενομένης λέγει ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος τῷ ἐπιτρόπῳ αὐτοῦ• κάλεσον τοὺς ἐργάτας καὶ ἀπόδος αὐτοῖς τὸν μισθὸν ἀρξάμενος ἀπὸ τῶν ἐσχάτων ἕως τῶν πρώτων. 9 καὶ ἐλθόντες οἱ περὶ τὴν ἑνδεκάτην ὥραν ἔλαβον ἀνὰ δηνάριον. 10 καὶ ἐλθόντες οἱ πρῶτοι ἐνόμισαν ὅτι πλεῖον λήμψονται• καὶ ἔλαβον [τὸ] ἀνὰ δηνάριον καὶ αὐτοί. 11 λαβόντες δὲ ἐγόγγυζον κατὰ τοῦ οἰκοδεσπότου 12 λέγοντες• οὗτοι οἱ ἔσχατοι μίαν ὥραν ἐποίησαν, καὶ ἴσους ἡμῖν αὐτοὺς ἐποίησας τοῖς βαστάσασι τὸ βάρος τῆς ἡμέρας καὶ τὸν καύσωνα. 13 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς ἑνὶ αὐτῶν εἶπεν• ἑταῖρε, οὐκ ἀδικῶ σε• οὐχὶ δηναρίου συνεφώνησάς μοι; 14 ἆρον τὸ σὸν καὶ ὕπαγε. θέλω δὲ τούτῳ τῷ ἐσχάτῳ δοῦναι ὡς καὶ σοί• 15 [ἢ] οὐκ ἔξεστίν μοι ὃ θέλω ποιῆσαι ἐν τοῖς ἐμοῖς; ἢ ὁ ὀφθαλμός σου πονηρός ἐστιν ὅτι ἐγὼ ἀγαθός εἰμι; 16 οὕτως ἔσονται οἱ ἔσχατοι πρῶτοι καὶ οἱ πρῶτοι ἔσχατοι.
Mt20,1-16
lørdag den 17. januar 2015
Sidste søndag efter Hellig 3 Konger, første række.
Han, til død; vi, til liv
Matt 17,1-9
Teksten:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. 4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. 7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« 8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« tekst slut ( fortsætter: 10 Så spurgte disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først skal komme?« 11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette alt, 12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.« 13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.)
---
Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.
Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.
Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.
Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.
Kontekst:
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.
Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.
Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...
Disposition
Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt. Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.
Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...
Tekst
Καὶ μεθʼ ἡμέρας ἓξ παραλαμβάνει ὁ Ἰησοῦς τὸν Πέτρον καὶ Ἰάκωβον καὶ Ἰωάννην τὸν ἀδελφὸν αὐτοῦ καὶ ἀναφέρει αὐτοὺς εἰς ὄρος ὑψηλὸν κατʼ ἰδίαν. 2 καὶ μετεμορφώθη ἔμπροσθεν αὐτῶν, καὶ ἔλαμψεν τὸ πρόσωπον αὐτοῦ ὡς ὁ ἥλιος, τὰ δὲ ἱμάτια αὐτοῦ ἐγένετο λευκὰ ὡς τὸ φῶς. 3 καὶ ἰδοὺ ὤφθη αὐτοῖς Μωϋσῆς καὶ Ἠλίας συλλαλοῦντες μετʼ αὐτοῦ. 4 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Πέτρος εἶπεν τῷ Ἰησοῦ• κύριε, καλόν ἐστιν ἡμᾶς ὧδε εἶναι• εἰ θέλεις, ποιήσω ὧδε τρεῖς σκηνάς, σοὶ μίαν καὶ Μωϋσεῖ μίαν καὶ Ἠλίᾳ μίαν. 5 ἔτι αὐτοῦ λαλοῦντος ἰδοὺ νεφέλη φωτεινὴ ἐπεσκίασεν αὐτούς, καὶ ἰδοὺ φωνὴ ἐκ τῆς νεφέλης λέγουσα• οὗτός ἐστιν ὁ υἱός μου ὁ ἀγαπητός, ἐν ᾧ εὐδόκησα• ἀκούετε αὐτοῦ.
6 καὶ ἀκούσαντες οἱ μαθηταὶ ἔπεσαν ἐπὶ πρόσωπον αὐτῶν καὶ ἐφοβήθησαν σφόδρα. 7 καὶ προσῆλθεν ὁ Ἰησοῦς καὶ ἁψάμενος αὐτῶν εἶπεν• ἐγέρθητε καὶ μὴ φοβεῖσθε. 8 ἐπάραντες δὲ τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτῶν οὐδένα εἶδον εἰ μὴ αὐτὸν Ἰησοῦν μόνον.
9 Καὶ καταβαινόντων αὐτῶν ἐκ τοῦ ὄρους ἐνετείλατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς λέγων• μηδενὶ εἴπητε τὸ ὅραμα ἕως οὗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐκ νεκρῶν ἐγερθῇ. Tekst slut, fortsætter: 10 Καὶ ἐπηρώτησαν αὐτὸν οἱ μαθηταὶ λέγοντες• τί οὖν οἱ γραμματεῖς λέγουσιν ὅτι Ἠλίαν δεῖ ἐλθεῖν πρῶτον; 11 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• Ἠλίας μὲν ἔρχεται καὶ ἀποκαταστήσει πάντα• 12 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι Ἠλίας ἤδη ἦλθεν, καὶ οὐκ ἐπέγνωσαν αὐτὸν ἀλλὰ ἐποίησαν ἐν αὐτῷ ὅσα ἠθέλησαν• οὕτως καὶ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου μέλλει πάσχειν ὑπʼ αὐτῶν. 13 τότε συνῆκαν οἱ μαθηταὶ ὅτι περὶ Ἰωάννου τοῦ βαπτιστοῦ εἶπεν αὐτοῖς.
Matt 17,1-9
Teksten:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. 2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. 3 Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. 4 Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« 5 Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« 6 Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. 7 Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« 8 Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
9 Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« tekst slut ( fortsætter: 10 Så spurgte disciplene ham: »Hvordan kan de skriftkloge da sige, at Elias først skal komme?« 11 Han svarede: »Ja, Elias skal komme og genoprette alt, 12 men jeg siger jer: Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd.« 13 Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber.)
---
Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.
Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.
Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.
Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.
Kontekst:
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.
Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.
Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...
Disposition
Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt. Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.
Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...
Tekst
Καὶ μεθʼ ἡμέρας ἓξ παραλαμβάνει ὁ Ἰησοῦς τὸν Πέτρον καὶ Ἰάκωβον καὶ Ἰωάννην τὸν ἀδελφὸν αὐτοῦ καὶ ἀναφέρει αὐτοὺς εἰς ὄρος ὑψηλὸν κατʼ ἰδίαν. 2 καὶ μετεμορφώθη ἔμπροσθεν αὐτῶν, καὶ ἔλαμψεν τὸ πρόσωπον αὐτοῦ ὡς ὁ ἥλιος, τὰ δὲ ἱμάτια αὐτοῦ ἐγένετο λευκὰ ὡς τὸ φῶς. 3 καὶ ἰδοὺ ὤφθη αὐτοῖς Μωϋσῆς καὶ Ἠλίας συλλαλοῦντες μετʼ αὐτοῦ. 4 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Πέτρος εἶπεν τῷ Ἰησοῦ• κύριε, καλόν ἐστιν ἡμᾶς ὧδε εἶναι• εἰ θέλεις, ποιήσω ὧδε τρεῖς σκηνάς, σοὶ μίαν καὶ Μωϋσεῖ μίαν καὶ Ἠλίᾳ μίαν. 5 ἔτι αὐτοῦ λαλοῦντος ἰδοὺ νεφέλη φωτεινὴ ἐπεσκίασεν αὐτούς, καὶ ἰδοὺ φωνὴ ἐκ τῆς νεφέλης λέγουσα• οὗτός ἐστιν ὁ υἱός μου ὁ ἀγαπητός, ἐν ᾧ εὐδόκησα• ἀκούετε αὐτοῦ.
6 καὶ ἀκούσαντες οἱ μαθηταὶ ἔπεσαν ἐπὶ πρόσωπον αὐτῶν καὶ ἐφοβήθησαν σφόδρα. 7 καὶ προσῆλθεν ὁ Ἰησοῦς καὶ ἁψάμενος αὐτῶν εἶπεν• ἐγέρθητε καὶ μὴ φοβεῖσθε. 8 ἐπάραντες δὲ τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτῶν οὐδένα εἶδον εἰ μὴ αὐτὸν Ἰησοῦν μόνον.
9 Καὶ καταβαινόντων αὐτῶν ἐκ τοῦ ὄρους ἐνετείλατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς λέγων• μηδενὶ εἴπητε τὸ ὅραμα ἕως οὗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐκ νεκρῶν ἐγερθῇ. Tekst slut, fortsætter: 10 Καὶ ἐπηρώτησαν αὐτὸν οἱ μαθηταὶ λέγοντες• τί οὖν οἱ γραμματεῖς λέγουσιν ὅτι Ἠλίαν δεῖ ἐλθεῖν πρῶτον; 11 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• Ἠλίας μὲν ἔρχεται καὶ ἀποκαταστήσει πάντα• 12 λέγω δὲ ὑμῖν ὅτι Ἠλίας ἤδη ἦλθεν, καὶ οὐκ ἐπέγνωσαν αὐτὸν ἀλλὰ ἐποίησαν ἐν αὐτῷ ὅσα ἠθέλησαν• οὕτως καὶ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου μέλλει πάσχειν ὑπʼ αὐτῶν. 13 τότε συνῆκαν οἱ μαθηταὶ ὅτι περὶ Ἰωάννου τοῦ βαπτιστοῦ εἶπεν αὐτοῖς.
Abonner på:
Opslag (Atom)