Kom!
Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.
---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.
I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.
En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.
V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.
Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.
V 27 klinger næsten johannæisk.
Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.
Disposition:
Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".
Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...
---
PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.
PPS: der findes stadig slaver.
---
25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.
søndag den 16. november 2014
søndag den 9. november 2014
22. Søndag efter Trinitatis, anden række
Jeg er et lille, elsket menneske uden anden status, end at jeg har en engel, som tuller rundt og kigger direkte på Gud, hvor er det vidunderligt.(v10)
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
mandag den 3. november 2014
21. Søndag efter Trinitatis, anden række.
Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
søndag den 26. oktober 2014
lørdag den 18. oktober 2014
19. Søndag efter Trinitatis, anden række
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
mandag den 13. oktober 2014
18.Søndag efter Trinitatis
Teksten:
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.
Tekst slut Johs 15,1-11
(Perikopen forstætter med: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden.." , hvilket er essentielt at få med)
Kontekst: i parentesen ovenfor er nære kontekst nævnt. Den fjernere kontekst hedder : Johannesevangeliet:-) Det er et helt opfattelsessystem, som er koden til de tidsophævelser, der er tilstede i dagens tekst. Tidsophævere er kys fra evigheden og er blandt andet kendetegnet ved reversibel tid (død til liv, gjort til ugjort).
I dagens tekst, er en del formuleringer "konsekvente" (cosequor, følger, opnår) mens andre igen er ophævende - allerede, samt holdende, bliv! Denne leg med tid, er en evighedsleg, som vi er med i. Eksempel på konsekvente formuleringer er: "Den gren, som ikke bærer frugt, den fjerner han". Der er en tid før og en after (følge, konsekvens). Men tilhøreren opfordres til med konsekvens at gå ind i en rolle (bære frugt) hvorefter rollen kvalificeres ved "fremtid, som er gået". Et forsøg på at gen-systematisere et sådant tidsforbrug til et nyt tidsregnskab vil heldigvis ikke lykkes. Tilbage sidder vi med et indtryk af Noget Andet. En måde at nå dette andet kan være at erstatte effekt med længsel.
Jeg er tidslig og lever under mekanismer, der hedder effekt (verden). Der bliver kaldt på mig et andet sted fra (evighed, kærlighed) og i denne kalden er samtidig åbningen, kanalen til det nye.
Åbningen, det flow af nyt, som der kaldes med, bliver beskrevet ligesom den tilstrømning, der foregår til en frugt. Resultatet er sødme og saft, liv.
Således er jeg nu forbundet med væren selv (ER i jeg er er det gode vintræ, Guds navn) en forbindelse tilbage til Ordet, der lader alting blive til. Foran mig er kærlighed, som jeg skal møde gennem mine egne hænder og andres. Kanalen mellem det evige Ord, som gør mig evig, og den næste kærlighed, er et flow ligesom i en gren i retning af en frugt.
Eftersom jeg stadig kun kan forstå i tid, rækkefølge, effekt, lyder der et: Bliv. Helt forvirrende bliver det, når bønnen bliver nævnt: bed, så skal I få! Det er let at opfatte magisk som at vupti, nu opstår alt af sig selv. Effekt hører ikke til på samme måde i vores zone.
Forvandlinger:
Til midten af en pi-prædiken skal bruges de forvandlinger, der er tilstede i teksten og i troen.
For at se forvandlingerne, skal man se alternativet.
Jeg bliver renset, jeg er ren.
Jeg bliver, jeg forsvinder ikke væk.
Kun Gud ER. Jeg bliver en del af ER gennem Ordet, Jeg Er.
Jeg bærer frugt (alternativ: intet)
Jeg bliver discipel og herliggør Gud
Jeg er inde i kærlighed
Jeg holder hud
Jeg er glad og fuldkommen
(Jeg elsker)
Det samme er formuleret som bøn i nadverritualet "Opstandne herre og frelser... Rens os, ... Et i dig.. .
Væren, herlighed og fylde bliver eet (er v1, herliggøres v8, fuldkommen v11).
Fortælling:
Jeg elsker, når livet strømmer. Når jeg er tørstig og drikker saft, så alle mine årer og porrer bliver sig selv igen. Jeg elsker, når livet strømmer gennem mig som spænding, fryd, gys, opfyldelse. Jeg elsker at se frugt modnes, på planter i min evne til at føre noget ud i livet.
Forvandling
Jeg har lov at bruge denne viden til at kende vejen ind i evigheden (fra evigheden), kærligheden, der lader alting blive til. Ligesom en bonzainørd går og renser sine planter, sådan bliver jeg renset at Ordet, som tager al min forgængelighed væk og giver mig evighed i stedet.
Landsætning:
Jeg vil glæde mig over frugter. Jeg vil glæde mig over den modne sødme der har ført i forbindelse med væren selv, jeg vil møde min næste med sødme og fylde..
Ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος ἡ ἀληθινὴ καὶ ὁ πατήρ μου ὁ γεωργός ἐστιν. 2 πᾶν κλῆμα ἐν ἐμοὶ μὴ φέρον καρπὸν αἴρει αὐτό, καὶ πᾶν τὸ καρπὸν φέρον καθαίρει αὐτὸ ἵνα καρπὸν πλείονα φέρῃ. 3 ἤδη ὑμεῖς καθαροί ἐστε διὰ τὸν λόγον ὃν λελάληκα ὑμῖν• 4 μείνατε ἐν ἐμοί, κἀγὼ ἐν ὑμῖν. καθὼς τὸ κλῆμα οὐ δύναται καρπὸν φέρειν ἀφʼ ἑαυτοῦ ἐὰν μὴ μένῃ ἐν τῇ ἀμπέλῳ, οὕτως οὐδὲ ὑμεῖς ἐὰν μὴ ἐν ἐμοὶ μένητε. 5 ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος, ὑμεῖς τὰ κλήματα. ὁ μένων ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν αὐτῷ οὗτος φέρει καρπὸν πολύν, ὅτι χωρὶς ἐμοῦ οὐ δύνασθε ποιεῖν οὐδέν. 6 ἐὰν μή τις μένῃ ἐν ἐμοί, ἐβλήθη ἔξω ὡς τὸ κλῆμα καὶ ἐξηράνθη καὶ συνάγουσιν αὐτὰ καὶ εἰς τὸ πῦρ βάλλουσιν καὶ καίεται. 7 ἐὰν μείνητε ἐν ἐμοὶ καὶ τὰ ῥήματά μου ἐν ὑμῖν μείνῃ, ὃ ἐὰν θέλητε αἰτήσασθε, καὶ γενήσεται ὑμῖν. 8 ἐν τούτῳ ἐδοξάσθη ὁ πατήρ μου, ἵνα καρπὸν πολὺν φέρητε καὶ γένησθε ἐμοὶ μαθηταί.
9 Καθὼς ἠγάπησέν με ὁ πατήρ, κἀγὼ ὑμᾶς ἠγάπησα• μείνατε ἐν τῇ ἀγάπῃ τῇ ἐμῇ. 10 ἐὰν τὰς ἐντολάς μου τηρήσητε, μενεῖτε ἐν τῇ ἀγάπῃ μου, καθὼς ἐγὼ τὰς ἐντολὰς τοῦ πατρός μου τετήρηκα καὶ μένω αὐτοῦ ἐν τῇ ἀγάπῃ. 11 Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ ἐν ὑμῖν ᾖ καὶ ἡ χαρὰ ὑμῶν πληρωθῇ.
søndag den 5. oktober 2014
17. Søndag efter Trinitatis
14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
Abonner på:
Opslag (Atom)