17. Søndag efter Trinitatis

14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut

----

Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?

Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.

Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?

Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.

Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.

Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...

Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.

Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.

Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).

Vi fik sødmen, han fik eddiken.

---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.

Fortælling/forvandling/landsætning

Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.

- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)




14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.

16. Søndag efter Trinitatis

Stikord:

Fjerdedagen er en dag for meget!
Kødskandale og holdbarhed. Udløbsdato. Tredjedagen er grænsen for mit udløb.
Han stinker allerede.
Vi er gearet til at sky råddenskab af gode grunde.
Joel/Acta: Du lader ikke din tjener se forrådnelse (corruptionem/diafthora)
Lazarusopvækkelsen er det syvende og kulminerende tegn, en stigning (til himlen os ledsage 729)
Hvem stinker? Hvad stinker?
Jeg er multiresistent på grund af Jesu tredje dag - vi kan være sammen på en ikke rådden måde.

Løs ham!
Jeg er fri på grund af ER.

Ligesom Moses blev kaldet til befrielse af stemmen ER i den brændende busk uden fortærelse, således er jeg fri ved ham, der siger ER: jeg er....

Forløbet bliver fortalt som en lille gudstjeste:
TRO
ELSKE
VÆRE
FRI

15. Søndag efter Trinitatis, anden række

Let røven, Søster solskin! (?) Eller ligestilling?

Teksten:
38 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. 39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. 40 Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« 41 Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. 42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Lukas 10,38-42 Tekst slut,


Kontekst:
Teksten falder i et uroligt afsnit af evangeliet. Vi befinder os efter 9,51 ( vejen mod Jerusalem) og Jesu tale er præget af apokalyptisk fuldbyrdelse. I denne sammenhæng kan det ene fornødne være hans død (ophøjelse) jf 9,51
I den græske tekst er der et kolon efter 'fornødent' (χρεία), hvilket næppe er originalt. Eftertiden har haft travlt med at gøre episoden til en programerklæring for en deling i kontemplativ og praktisk, men set i konteksten kan Jesu fuldbyrdelse være så vigtig, at en kvinde kan gøre mande-ting: sidde og lytte! (Og holde op med at være tjener).

Bemærk i øvrigt stilskiftet (tilbage til en slags juleevangeliestil) umiddelbart efter episoden, til den perikope, hvor det lukanske fadervor ligger. Tid og sted bliver uklart. Hvorfor vandt det mattæiske fadervor?

Mellem de to kvinder: det er påfaldende, at den ene kan få ondt i den legemsdel, den anden sidder på.

Det er nærmest en udfoldelse af 1. Kor 13,6: οὐ χαίρει ἐπὶ τῇ ἀδικίᾳ, συγχαίρει δὲ τῇ ἀληθείᾳ• ( kærligheden finder ikke sin glæde (energi?) i uretten, men samglæder i sandheden.

Det at have ondt i røven bliver så uendeligt småt, når man tænker på, hvilken kærlighed og sandhed Kristi død åbner....

Ligestilling.
Dagens tekst kan læses som en ligestillingsfortælling, hvis man forstår det at sidde ved nogens fødder (sådan som Paulus sad ved Gamaliels fødder) som et mandligt privilegium, altså at være i lære hos en vis/lærd. I en sådan forståelse bliver Marthas bekymring ikke et spørgsmål om arbejdets deling mellem to kvinder, men et spørgsmål om, at Maria leger mand ved at sidde og være "på universitet hos Jesus". Maria bryder en samfundsorden ved at sidde som en mand efter at en mand er kommet ind i huset. Formentligt skal husstanden forstås som en 'matriarkalsk' husstand med Martha som husets overhoved (jf Lydia, Acta).

Det lukanske dobbeltværk (Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) er raffineret derved, at synspunkter, som ellers kan blive bombastiske og vulgære er tilstede som ansatser, der skal udlægges fortløbende.

Jeg mener, at følgende synspunkter er skjult tilstede i dobbeltværket og kan udlades af komposition og tematik:

Kejseren er fin. Kejseren er fin nok. Han er kun kejser.
De fine er fine. De fine er fine nok, men de fattige og svage kan med Gud og forjættelsen overstråle.
Kvinder kan lede såvel en husstand som et firma og er at ligestille med mænd som jesu lærlinge.

Disse synspunkter er af forsigtighedsgrunde og af strategisk/apologetiske grunde kun at spore som tråde i værket.

Jeg efterspørger en metode til at efterprøve, hvorvidt dobbeltværkets forfatter opfatter disse tråde som autentiske Jesus-tråde.

Disposition:

Fortælling:
Nogle gane kan ond i røven forsvinde af sig selv. Umærkeligt fordamper det som dug for solen og man glemmer at være forurettet, man glemmer sit underskud, man glemmer at føle lækkerhed ved uretfærdigheden.

Forvandling
Den sol, som får duggen til at forsvinde, minder om den livets kraft, det ene fornødne, som fordamper forskellene mellem mennesker. Ah, kom den sol! Gør os lige elskede.

Landsætning
Jeg vil elske den, der knokler lidt, selvom jeg knokler meget, jeg vil give den, der intet fortjener, fordi jeg selv har fået alt givet i evighed: Det fornødne, hans overgivelse for at jeg kan blive lukket ind i Guds dimension.


----

38 Ἐν δὲ τῷ πορεύεσθαι αὐτοὺς αὐτὸς εἰσῆλθεν εἰς κώμην τινά• γυνὴ δέ τις ὀνόματι Μάρθα ὑπεδέξατο αὐτόν. 39 καὶ τῇδε ἦν ἀδελφὴ καλουμένη Μαριάμ, [ἣ] καὶ παρακαθεσθεῖσα πρὸς τοὺς πόδας τοῦ κυρίου ἤκουεν τὸν λόγον αὐτοῦ. 40 ἡ δὲ Μάρθα περιεσπᾶτο περὶ πολλὴν διακονίαν• ἐπιστᾶσα δὲ εἶπεν• κύριε, οὐ μέλει σοι ὅτι ἡ ἀδελφή μου μόνην με κατέλιπεν διακονεῖν; εἰπὲ οὖν αὐτῇ ἵνα μοι συναντιλάβηται. 41 ἀποκριθεὶς δὲ εἶπεν αὐτῇ ὁ κύριος• Μάρθα Μάρθα, μεριμνᾷς καὶ θορυβάζῃ περὶ πολλά, 42 ἑνὸς δέ ἐστιν χρεία• Μαριὰμ γὰρ τὴν ἀγαθὴν μερίδα ἐξελέξατο ἥτις οὐκ ἀφαιρεθήσεται αὐτῆς.

14. Søndag efter Trinitatis

Jeg har ikke et menneske

Teksten:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. 3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. 4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« 9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« 11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« 12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. 14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« 15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. (Tekst slut john 15,1-15)

Plus:-)
(16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.)

----

Nb: v 4 er ikke en del af den originale tekst. Det indføjede vers " forbedrer" teksten hvad angår teologi og tid. Kapløbet bliver ridset op som præmis og vandets røre tilskrives en herrens engel, hvilket er en uhistorisk, idet helligstedet nok var hedensk.

Det er væsentligt at medlæse den nære kontekst v16-18 for at få fokus på det væsentlige: at Jesus Kristus er Guds Søn og at han frelser gennem den død, som er resultat af den manglende forståelse af ham.

Den syges manglende adgang til det oppiskede vand er en frustration for en læser i en køkultur. Hvis frekvensen af oppiskningen er så hyppig som det iterative verbum antyder, er det påfaldende for os at der ikke er en odning after tur. Eller det det?

Synd og straf. I dialogen mellem jesus og den syge vers 14 ser det ud som om, der er en direkte forbindelse mellem at synde og at være syg. I moderne kristendom går grænsen mellem tro og overtro netop igennem feltet "effekt".

Den helbredtes status uden for sygdom og uden for synd giver anledning til at udlægge de løsninger, den lutherske kristendom har fremelsket: simul justus et peccator. Denne løsning er så godt som i mål med at adskille religion og effekt.

----

Disposition

Fortælling
Jeg har ikke et menneske

Forvandling
Jeg har et menneske

Landsætning
Min næste har et menneske


Kun således kan et menneske haves.



Μετὰ ταῦτα ἦν ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων καὶ ἀνέβη Ἰησοῦς εἰς Ἱεροσόλυμα.
2 Ἔστιν δὲ ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις ἐπὶ τῇ προβατικῇ κολυμβήθρα ἡ ἐπιλεγομένη Ἑβραϊστὶ Βηθζαθὰ πέντε στοὰς ἔχουσα. 3 ἐν ταύταις κατέκειτο πλῆθος τῶν ἀσθενούντων, τυφλῶν, χωλῶν, ξηρῶν. 5 ἦν δέ τις ἄνθρωπος ἐκεῖ τριάκοντα [καὶ] ὀκτὼ ἔτη ἔχων ἐν τῇ ἀσθενείᾳ αὐτοῦ• 6 τοῦτον ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς κατακείμενον καὶ γνοὺς ὅτι πολὺν ἤδη χρόνον ἔχει, λέγει αὐτῷ• θέλεις ὑγιὴς γενέσθαι; 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ ὁ ἀσθενῶν• κύριε, ἄνθρωπον οὐκ ἔχω ἵνα ὅταν ταραχθῇ τὸ ὕδωρ βάλῃ με εἰς τὴν κολυμβήθραν• ἐν ᾧ δὲ ἔρχομαι ἐγώ, ἄλλος πρὸ ἐμοῦ καταβαίνει. 8 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 9 καὶ εὐθέως ἐγένετο ὑγιὴς ὁ ἄνθρωπος καὶ ἦρεν τὸν κράβαττον αὐτοῦ καὶ περιεπάτει.
῏Ην δὲ σάββατον ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 10 ἔλεγον οὖν οἱ Ἰουδαῖοι τῷ τεθεραπευμένῳ• σάββατόν ἐστιν, καὶ οὐκ ἔξεστίν σοι ἆραι τὸν κράβαττόν σου. 11 ὁ δὲ ἀπεκρίθη αὐτοῖς• ὁ ποιήσας με ὑγιῆ ἐκεῖνός μοι εἶπεν• ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 12 ἠρώτησαν αὐτόν• τίς ἐστιν ὁ ἄνθρωπος ὁ εἰπών σοι• ἆρον καὶ περιπάτει; 13 ὁ δὲ ἰαθεὶς οὐκ ᾔδει τίς ἐστιν, ὁ γὰρ Ἰησοῦς ἐξένευσεν ὄχλου ὄντος ἐν τῷ τόπῳ. 14 μετὰ ταῦτα εὑρίσκει αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἴδε ὑγιὴς γέγονας, μηκέτι ἁμάρτανε, ἵνα μὴ χεῖρόν σοί τι γένηται. 15 ἀπῆλθεν ὁ ἄνθρωπος καὶ ἀνήγγειλεν τοῖς Ἰουδαίοις ὅτι Ἰησοῦς ἐστιν ὁ ποιήσας αὐτὸν ὑγιῆ. (16 καὶ διὰ τοῦτο ἐδίωκον οἱ Ἰουδαῖοι τὸν Ἰησοῦν, ὅτι ταῦτα ἐποίει ἐν σαββάτῳ.
17 Ὁ δὲ [Ἰησοῦς] ἀπεκρίνατο αὐτοῖς• ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται κἀγὼ ἐργάζομαι• 18 διὰ τοῦτο οὖν μᾶλλον ἐζήτουν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι ἀποκτεῖναι, ὅτι οὐ μόνον ἔλυεν τὸ σάββατον, ἀλλὰ καὶ πατέρα ἴδιον ἔλεγεν τὸν θεὸν ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ.)


(Fortsættes)

13. Søndag efter Trinitatis, anden række

Nej drenge, mit rige er ikke et kalifat men et nederlag, som åbner evigheden.

Teksten:

20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. 21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« 22 Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. 23 Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. 26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt 20,20-28 tekst slut
---
At Zeb-sønnerne sender mama i byen for at få en karriere efter Jesu magtovertagelse (som altså er misforstået) kunne åbne en prædiken om at være voksen nu om dage - og om at være mand!

Den nuværende sikkerhedpolitiske situation (Kalifatet) understreger, hvad magt er og ikke er.

Pladsen ved Jesu venstre og højre side blev givet ved hans tronbestigelse. Tronen var korset og pladserne givet til røvere (terrorister?)

Forvandlingen i dagens tekst er, at Jesu fornedrelse med skurke på begge sider, åbner for både min herlighed og min ydmyghed som menneske i magtverdenen, hvor alle mama'er skubber drenge frem...

Drikke bægeret betyder skæbne, men er også en nadverallusion.


Disposition:
Fortælling:
Formel og uformel magt. Samfundet, familien, vennerne, dem, der hele tiden ejer en bid af min fremtid og min udfoldelse.

Forvandling:
Det lykkelige øjeblik, hvor skæbnefællesskabet mellem den magtfulde og den magtede skaber en fælles frihed til gensidig udfoldelse. Fælles, fordi det, der er større end os gør os lige. Magten ønsker at højne, men fornedrer. I min tro og i min dåb har jeg taget en fælles neder med Gud og ophøjes sammen med røvere og andre mine ligemænd.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og møde mit medmenneske med største mildhed. Den, der har magt vil jeg byde af min fremtid, en lækker luns, fordi jeg er høj.

-----

Forvandlingsstykket kan også være en udlægning af magt som tid versus fx tilgivelse, som hærger tiden ved at smelte fortid, nutid og fremtid, og som derved er et kys fra en anden dimension, evigheden, som mama til Zebedæussønnerne ikke havde forstået.

----

20 Τότε προσῆλθεν αὐτῷ ἡ μήτηρ τῶν υἱῶν Ζεβεδαίου μετὰ τῶν υἱῶν αὐτῆς προσκυνοῦσα καὶ αἰτοῦσά τι ἀπʼ αὐτοῦ. 21 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῇ• τί θέλεις; λέγει αὐτῷ• εἰπὲ ἵνα καθίσωσιν οὗτοι οἱ δύο υἱοί μου εἷς ἐκ δεξιῶν σου καὶ εἷς ἐξ εὐωνύμων σου ἐν τῇ βασιλείᾳ σου. 22 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐκ οἴδατε τί αἰτεῖσθε. δύνασθε πιεῖν τὸ ποτήριον ὃ ἐγὼ μέλλω πίνειν; λέγουσιν αὐτῷ• δυνάμεθα. 23 λέγει αὐτοῖς• τὸ μὲν ποτήριόν μου πίεσθε, τὸ δὲ καθίσαι ἐκ δεξιῶν μου καὶ ἐξ εὐωνύμων οὐκ ἔστιν ἐμὸν [τοῦτο] δοῦναι, ἀλλʼ οἷς ἡτοίμασται ὑπὸ τοῦ πατρός μου.
24 Καὶ ἀκούσαντες οἱ δέκα ἠγανάκτησαν περὶ τῶν δύο ἀδελφῶν. 25 ὁ δὲ Ἰησοῦς προσκαλεσάμενος αὐτοὺς εἶπεν• οἴδατε ὅτι οἱ ἄρχοντες τῶν ἐθνῶν κατακυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ μεγάλοι κατεξουσιάζουσιν αὐτῶν. 26 οὐχ οὕτως ἔσται ἐν ὑμῖν, ἀλλʼ ὃς ἐὰν θέλῃ ἐν ὑμῖν μέγας γενέσθαι ἔσται ὑμῶν διάκονος, 27 καὶ ὃς ἂν θέλῃ ἐν ὑμῖν εἶναι πρῶτος ἔσται ὑμῶν δοῦλος• 28 ὥσπερ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου οὐκ ἦλθεν διακονηθῆναι ἀλλὰ διακονῆσαι καὶ δοῦναι τὴν ψυχὴν αὐτοῦ λύτρον ἀντὶ πολλῶν.

12. Søndag efter Trinitatis, anden række

Salme til 12. søndag efter Trinitatis

1 Enhver som spotter Ånden skal
Fra evigheden falde.
Og styrtes ned i dødens dal
til pine, ve og galde!
Det læser vi i Livets Bog
Og tænker: Er Han rigtig klog?
Det’ ude med os alle!

2 I starten var det vældig godt
At man på Ånden agted’
For Kejseren for frem for råt
Han alle kristne slagted’
”Bevar nu Ånden, husk nu på,
At selv om kejseren var rå
er vi mer’ end han magted’!”

3 Men siden da har mangen sjæl
Haft mareridt og tanker:
Mon jeg har trampet med min hæl
På Ånden, så der vanker?
Jeg ved, der ingen nåde er
Det gælder både hist og her
Jeg driver uden anker.

4 Og der gik flere hundred’ år,
hvor folk blev ved at bæve:
Jeg spotted’ ånden sidste år
Nu frygter jeg Guds næve!
Men det er altså alt for galt,
Man skræmmer så al lyst bli’r kvalt
Og ansigter bli’r skæve!

5 At Ånd er liv det ved vi vist
Det lærte vi af Sønnen.
Det er vor herre Jesus Krist,
Som selv si’r Far i bønnen.
En Far er en, der passer på
Og selv får livet op at stå
Og Josef op af brønden.

6 I dåben får vi Helligånd
Og tro er Åndens gave.
Den frigør os fra dødens bånd,
så vi til liv kan stave.
Så er det surt at smides ud
Med Ånden som den røde klud
Og blive tvivlens slave

7 I det du tvivler har du ånd,
Den Ånd, du tror, du håner.
Du sidder i Guds egen hånd
Og føler dig i spåner.
Det er en spøg fra Skaberen,
Som skaber skræk i taberen
Gud smiler mens han skåner

8 Hvor er det rart at tænke på
At Ånden er en broder.
Så vi herfra kan glade gå
Og synge efter noder:
Guds Ånd er min og jeg er hans,
Mit liv er en forvirret dans:
Det lysner mens det roder!


Andreas Christensen 2004/2012

Salmen ovenfor tager afsæt i den historiske læsning, at blasfemien mod Ånden skulle være selve frafaldet - fx ved at fravælge martyriet. Selve teksten er hugget hårdt af og har begyndelsesordet som en en slutreplik i en diskussion om, hvorvidt jesu gerninger, de mægtige af dem, er ved onde kræfter eller ved selve Ånden. En fravigelse fra det sidste synspunkt er altså fatalt.
En pointe kan være, at tilgivelse netop er Ånden værk, hvorfor et forhold overfor Ånden, som kræver tilgivelse vil være en catch.

Tekstens tre dele: ånden, frugten, jonas kan læses organisk, så det bliver eet billede: Jesus går i jorden, bliver sået, vi høster frugten at hans nedgang i jorden ved Ånden.

Målet er sødmen, endeligt og indbyrdes nu.

Teksten:
31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. 32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. 34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. 36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. 37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« 39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. 40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.
41 Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. 42 Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.
Matt 12,31-42 tekst slut

11. Søndag efter Trinitatis

Verdens første kirkegang: en dame går ind i et hus og går derfra med fred, frelst af sin tro med forladelse af al synd.

Teksten:

36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, 38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. 39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« 40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« 41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« 43 Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« 44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« 48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« 49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« 50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
(tekst slut Lukas 7,36-50)

---

Perikopen er en rigtig perikope, ikke hugget af og kan fortælles selvstændigt. Sammenlign gerne med Mk, navnlig placeringen i værkets helhed. Sammenhængen mellem salven og titlen den salvede (kristos, messiah) er væsensforskellig når den er placeret først og sidst i et evangelieskrift. Hos lukas salves han til sin gerning (herlighed) i mk salves han til sin død (lidelse/kongegerning).

Sproget.
Lukas er veloplagt i retning af det dannede, bemærk fx det opdelte subjekt i vers 36 med indførjet objekt. Veloplagt sprog, mere veloplagt end den apokalyptiske perikope forrige søndag, men ikke semiticeret som i de frelseshistorisk vigtige passager - tankevækkende, at perikopen ikke er semiticeret, men snarere græciseret, når nu lærdesamtalen føres med en jøde. Det er nok det lærde frem for det jødiske, der er lukas pointe i stilvalget bevidst eller ubevidst. Det kunne være morsom at iføre hele denne perikope juleevangeliets grammatik og se, hvad der ville komme ud af - teologisk. Der ville til en sådan stil (fx tidsadverbialled bestående af substantiverede acc+inf mm) også høre en mere omstændelig fortællestil, fx en tydeligere triplet intendering. Fx 1 kvinden tilskyndes (Gud) eller beslutter sig, 2 hun gennemfører, 3 reaktion/lykkes .

----

Der kan med rette prædikes om forargelse "skal de ha' lov til det!" . Der kunne laves en god V prædiken over alt det, vi som selvoptagede mennesker går og har ondt i røven over at andre kan tillade sig, indtil vi erkender, at vi har megen tilgivelse behov og kryber til alters...

Jeg kunne tænke mig at lave en fortælling om en kvinde, der ligger ved sit vindue, mens lyset falder ind igenne en alabastkrukke. Den er ligesom blød marmor, gennemsigtig, væsken er i, den er plumberet. Linierne i den lyse svagtfarvede sten træder frem i gennemlysningen. Nogle linier kan man kun se, når lyset går igennem, de kan ikke ses på overfladen. Hun ligger og kigger på denne luksusvare, som hun engang havde daglig adgang til, nogle gange brød hun sådan en hals flere gange om dagen både morgen og aften og altid, når han var der. Nu er der kun den ene flaske tilbage, et luksusrelikvie. Et minde om en tilværelse, som selvfølgelig ikke kunne vare ved. Lykke, fortrydelse, skam. Et glimt af herlighed, som ingen kan tillade sig, men hun tillod det. En atmosfære af skam værre en hvis de kastede de sten, hendes vægge består af.

Hvornår skulle denne parfume åbnes? Hvornår skulle hovedet bides af skammen? Hvornår skulle alle linierne i stenens marmorering, alle linierne i hendes skæbnes veje, alle de linier, der flyder sammen, skilles, løber ud, skjules, minderne... Hvornår skal den sidste flaske åbnes?

Nu!

Så brydes forseglingen. Så løber væsken, så løber tårerne, så er der frit løb, så fortsætter de striber, som ellers var forstenede og sluttede. Når jeg mærker tilgivelse, er det som om linier, som syntes sluttede, kan tegnes videre...

---

36 Ἠρώτα δέ τις αὐτὸν τῶν Φαρισαίων ἵνα φάγῃ μετʼ αὐτοῦ, καὶ εἰσελθὼν εἰς τὸν οἶκον τοῦ Φαρισαίου κατεκλίθη. 37 καὶ ἰδοὺ γυνὴ ἥτις ἦν ἐν τῇ πόλει ἁμαρτωλός, καὶ ἐπιγνοῦσα ὅτι κατάκειται ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ Φαρισαίου, κομίσασα ἀλάβαστρον μύρου 38 καὶ στᾶσα ὀπίσω παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ κλαίουσα τοῖς δάκρυσιν ἤρξατο βρέχειν τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ταῖς θριξὶν τῆς κεφαλῆς αὐτῆς ἐξέμασσεν καὶ κατεφίλει τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ἤλειφεν τῷ μύρῳ. 39 ἰδὼν δὲ ὁ Φαρισαῖος ὁ καλέσας αὐτὸν εἶπεν ἐν ἑαυτῷ λέγων• οὗτος εἰ ἦν προφήτης, ἐγίνωσκεν ἂν τίς καὶ ποταπὴ ἡ γυνὴ ἥτις ἅπτεται αὐτοῦ, ὅτι ἁμαρτωλός ἐστιν. 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Σίμων, ἔχω σοί τι εἰπεῖν. ὁ δέ• διδάσκαλε, εἰπέ, φησίν. 41 δύο χρεοφειλέται ἦσαν δανιστῇ τινι• ὁ εἷς ὤφειλεν δηνάρια πεντακόσια, ὁ δὲ ἕτερος πεντήκοντα. 42 μὴ ἐχόντων αὐτῶν ἀποδοῦναι ἀμφοτέροις ἐχαρίσατο. τίς οὖν αὐτῶν πλεῖον ἀγαπήσει αὐτόν; 43 ἀποκριθεὶς Σίμων εἶπεν• ὑπολαμβάνω ὅτι ᾧ τὸ πλεῖον ἐχαρίσατο. ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ὀρθῶς ἔκρινας. 44 καὶ στραφεὶς πρὸς τὴν γυναῖκα τῷ Σίμωνι ἔφη• βλέπεις ταύτην τὴν γυναῖκα; εἰσῆλθόν σου εἰς τὴν οἰκίαν, ὕδωρ μοι ἐπὶ πόδας οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ τοῖς δάκρυσιν ἔβρεξέν μου τοὺς πόδας καὶ ταῖς θριξὶν αὐτῆς ἐξέμαξεν. 45 φίλημά μοι οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ ἀφʼ ἧς εἰσῆλθον οὐ διέλιπεν καταφιλοῦσά μου τοὺς πόδας. 46 ἐλαίῳ τὴν κεφαλήν μου οὐκ ἤλειψας• αὕτη δὲ μύρῳ ἤλειψεν τοὺς πόδας μου. 47 οὗ χάριν λέγω σοι, ἀφέωνται αἱ ἁμαρτίαι αὐτῆς αἱ πολλαί, ὅτι ἠγάπησεν πολύ• ᾧ δὲ ὀλίγον ἀφίεται, ὀλίγον ἀγαπᾷ. 48 εἶπεν δὲ αὐτῇ• ἀφέωνταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 49 καὶ ἤρξαντο οἱ συνανακείμενοι λέγειν ἐν ἑαυτοῖς• τίς οὗτός ἐστιν ὃς καὶ ἁμαρτίας ἀφίησιν; 50 εἶπεν δὲ πρὸς τὴν γυναῖκα• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε• πορεύου εἰς εἰρήνην.