Jeg har ikke et menneske
Teksten:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. 3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. 4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« 9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« 11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« 12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. 14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« 15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. (Tekst slut john 15,1-15)
Plus:-)
(16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.)
----
Nb: v 4 er ikke en del af den originale tekst. Det indføjede vers " forbedrer" teksten hvad angår teologi og tid. Kapløbet bliver ridset op som præmis og vandets røre tilskrives en herrens engel, hvilket er en uhistorisk, idet helligstedet nok var hedensk.
Det er væsentligt at medlæse den nære kontekst v16-18 for at få fokus på det væsentlige: at Jesus Kristus er Guds Søn og at han frelser gennem den død, som er resultat af den manglende forståelse af ham.
Den syges manglende adgang til det oppiskede vand er en frustration for en læser i en køkultur. Hvis frekvensen af oppiskningen er så hyppig som det iterative verbum antyder, er det påfaldende for os at der ikke er en odning after tur. Eller det det?
Synd og straf. I dialogen mellem jesus og den syge vers 14 ser det ud som om, der er en direkte forbindelse mellem at synde og at være syg. I moderne kristendom går grænsen mellem tro og overtro netop igennem feltet "effekt".
Den helbredtes status uden for sygdom og uden for synd giver anledning til at udlægge de løsninger, den lutherske kristendom har fremelsket: simul justus et peccator. Denne løsning er så godt som i mål med at adskille religion og effekt.
----
Disposition
Fortælling
Jeg har ikke et menneske
Forvandling
Jeg har et menneske
Landsætning
Min næste har et menneske
Kun således kan et menneske haves.
Μετὰ ταῦτα ἦν ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων καὶ ἀνέβη Ἰησοῦς εἰς Ἱεροσόλυμα.
2 Ἔστιν δὲ ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις ἐπὶ τῇ προβατικῇ κολυμβήθρα ἡ ἐπιλεγομένη Ἑβραϊστὶ Βηθζαθὰ πέντε στοὰς ἔχουσα. 3 ἐν ταύταις κατέκειτο πλῆθος τῶν ἀσθενούντων, τυφλῶν, χωλῶν, ξηρῶν. 5 ἦν δέ τις ἄνθρωπος ἐκεῖ τριάκοντα [καὶ] ὀκτὼ ἔτη ἔχων ἐν τῇ ἀσθενείᾳ αὐτοῦ• 6 τοῦτον ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς κατακείμενον καὶ γνοὺς ὅτι πολὺν ἤδη χρόνον ἔχει, λέγει αὐτῷ• θέλεις ὑγιὴς γενέσθαι; 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ ὁ ἀσθενῶν• κύριε, ἄνθρωπον οὐκ ἔχω ἵνα ὅταν ταραχθῇ τὸ ὕδωρ βάλῃ με εἰς τὴν κολυμβήθραν• ἐν ᾧ δὲ ἔρχομαι ἐγώ, ἄλλος πρὸ ἐμοῦ καταβαίνει. 8 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 9 καὶ εὐθέως ἐγένετο ὑγιὴς ὁ ἄνθρωπος καὶ ἦρεν τὸν κράβαττον αὐτοῦ καὶ περιεπάτει.
῏Ην δὲ σάββατον ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 10 ἔλεγον οὖν οἱ Ἰουδαῖοι τῷ τεθεραπευμένῳ• σάββατόν ἐστιν, καὶ οὐκ ἔξεστίν σοι ἆραι τὸν κράβαττόν σου. 11 ὁ δὲ ἀπεκρίθη αὐτοῖς• ὁ ποιήσας με ὑγιῆ ἐκεῖνός μοι εἶπεν• ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 12 ἠρώτησαν αὐτόν• τίς ἐστιν ὁ ἄνθρωπος ὁ εἰπών σοι• ἆρον καὶ περιπάτει; 13 ὁ δὲ ἰαθεὶς οὐκ ᾔδει τίς ἐστιν, ὁ γὰρ Ἰησοῦς ἐξένευσεν ὄχλου ὄντος ἐν τῷ τόπῳ. 14 μετὰ ταῦτα εὑρίσκει αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἴδε ὑγιὴς γέγονας, μηκέτι ἁμάρτανε, ἵνα μὴ χεῖρόν σοί τι γένηται. 15 ἀπῆλθεν ὁ ἄνθρωπος καὶ ἀνήγγειλεν τοῖς Ἰουδαίοις ὅτι Ἰησοῦς ἐστιν ὁ ποιήσας αὐτὸν ὑγιῆ. (16 καὶ διὰ τοῦτο ἐδίωκον οἱ Ἰουδαῖοι τὸν Ἰησοῦν, ὅτι ταῦτα ἐποίει ἐν σαββάτῳ.
17 Ὁ δὲ [Ἰησοῦς] ἀπεκρίνατο αὐτοῖς• ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται κἀγὼ ἐργάζομαι• 18 διὰ τοῦτο οὖν μᾶλλον ἐζήτουν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι ἀποκτεῖναι, ὅτι οὐ μόνον ἔλυεν τὸ σάββατον, ἀλλὰ καὶ πατέρα ἴδιον ἔλεγεν τὸν θεὸν ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ.)
(Fortsættes)
søndag den 14. september 2014
søndag den 7. september 2014
13. Søndag efter Trinitatis, anden række
Nej drenge, mit rige er ikke et kalifat men et nederlag, som åbner evigheden.
Teksten:
20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. 21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« 22 Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. 23 Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. 26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt 20,20-28 tekst slut
---
At Zeb-sønnerne sender mama i byen for at få en karriere efter Jesu magtovertagelse (som altså er misforstået) kunne åbne en prædiken om at være voksen nu om dage - og om at være mand!
Den nuværende sikkerhedpolitiske situation (Kalifatet) understreger, hvad magt er og ikke er.
Pladsen ved Jesu venstre og højre side blev givet ved hans tronbestigelse. Tronen var korset og pladserne givet til røvere (terrorister?)
Forvandlingen i dagens tekst er, at Jesu fornedrelse med skurke på begge sider, åbner for både min herlighed og min ydmyghed som menneske i magtverdenen, hvor alle mama'er skubber drenge frem...
Drikke bægeret betyder skæbne, men er også en nadverallusion.
Disposition:
Fortælling:
Formel og uformel magt. Samfundet, familien, vennerne, dem, der hele tiden ejer en bid af min fremtid og min udfoldelse.
Forvandling:
Det lykkelige øjeblik, hvor skæbnefællesskabet mellem den magtfulde og den magtede skaber en fælles frihed til gensidig udfoldelse. Fælles, fordi det, der er større end os gør os lige. Magten ønsker at højne, men fornedrer. I min tro og i min dåb har jeg taget en fælles neder med Gud og ophøjes sammen med røvere og andre mine ligemænd.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og møde mit medmenneske med største mildhed. Den, der har magt vil jeg byde af min fremtid, en lækker luns, fordi jeg er høj.
-----
Forvandlingsstykket kan også være en udlægning af magt som tid versus fx tilgivelse, som hærger tiden ved at smelte fortid, nutid og fremtid, og som derved er et kys fra en anden dimension, evigheden, som mama til Zebedæussønnerne ikke havde forstået.
----
20 Τότε προσῆλθεν αὐτῷ ἡ μήτηρ τῶν υἱῶν Ζεβεδαίου μετὰ τῶν υἱῶν αὐτῆς προσκυνοῦσα καὶ αἰτοῦσά τι ἀπʼ αὐτοῦ. 21 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῇ• τί θέλεις; λέγει αὐτῷ• εἰπὲ ἵνα καθίσωσιν οὗτοι οἱ δύο υἱοί μου εἷς ἐκ δεξιῶν σου καὶ εἷς ἐξ εὐωνύμων σου ἐν τῇ βασιλείᾳ σου. 22 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐκ οἴδατε τί αἰτεῖσθε. δύνασθε πιεῖν τὸ ποτήριον ὃ ἐγὼ μέλλω πίνειν; λέγουσιν αὐτῷ• δυνάμεθα. 23 λέγει αὐτοῖς• τὸ μὲν ποτήριόν μου πίεσθε, τὸ δὲ καθίσαι ἐκ δεξιῶν μου καὶ ἐξ εὐωνύμων οὐκ ἔστιν ἐμὸν [τοῦτο] δοῦναι, ἀλλʼ οἷς ἡτοίμασται ὑπὸ τοῦ πατρός μου.
24 Καὶ ἀκούσαντες οἱ δέκα ἠγανάκτησαν περὶ τῶν δύο ἀδελφῶν. 25 ὁ δὲ Ἰησοῦς προσκαλεσάμενος αὐτοὺς εἶπεν• οἴδατε ὅτι οἱ ἄρχοντες τῶν ἐθνῶν κατακυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ μεγάλοι κατεξουσιάζουσιν αὐτῶν. 26 οὐχ οὕτως ἔσται ἐν ὑμῖν, ἀλλʼ ὃς ἐὰν θέλῃ ἐν ὑμῖν μέγας γενέσθαι ἔσται ὑμῶν διάκονος, 27 καὶ ὃς ἂν θέλῃ ἐν ὑμῖν εἶναι πρῶτος ἔσται ὑμῶν δοῦλος• 28 ὥσπερ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου οὐκ ἦλθεν διακονηθῆναι ἀλλὰ διακονῆσαι καὶ δοῦναι τὴν ψυχὴν αὐτοῦ λύτρον ἀντὶ πολλῶν.
Teksten:
20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. 21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« 22 Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. 23 Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. 26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt 20,20-28 tekst slut
---
At Zeb-sønnerne sender mama i byen for at få en karriere efter Jesu magtovertagelse (som altså er misforstået) kunne åbne en prædiken om at være voksen nu om dage - og om at være mand!
Den nuværende sikkerhedpolitiske situation (Kalifatet) understreger, hvad magt er og ikke er.
Pladsen ved Jesu venstre og højre side blev givet ved hans tronbestigelse. Tronen var korset og pladserne givet til røvere (terrorister?)
Forvandlingen i dagens tekst er, at Jesu fornedrelse med skurke på begge sider, åbner for både min herlighed og min ydmyghed som menneske i magtverdenen, hvor alle mama'er skubber drenge frem...
Drikke bægeret betyder skæbne, men er også en nadverallusion.
Disposition:
Fortælling:
Formel og uformel magt. Samfundet, familien, vennerne, dem, der hele tiden ejer en bid af min fremtid og min udfoldelse.
Forvandling:
Det lykkelige øjeblik, hvor skæbnefællesskabet mellem den magtfulde og den magtede skaber en fælles frihed til gensidig udfoldelse. Fælles, fordi det, der er større end os gør os lige. Magten ønsker at højne, men fornedrer. I min tro og i min dåb har jeg taget en fælles neder med Gud og ophøjes sammen med røvere og andre mine ligemænd.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og møde mit medmenneske med største mildhed. Den, der har magt vil jeg byde af min fremtid, en lækker luns, fordi jeg er høj.
-----
Forvandlingsstykket kan også være en udlægning af magt som tid versus fx tilgivelse, som hærger tiden ved at smelte fortid, nutid og fremtid, og som derved er et kys fra en anden dimension, evigheden, som mama til Zebedæussønnerne ikke havde forstået.
----
20 Τότε προσῆλθεν αὐτῷ ἡ μήτηρ τῶν υἱῶν Ζεβεδαίου μετὰ τῶν υἱῶν αὐτῆς προσκυνοῦσα καὶ αἰτοῦσά τι ἀπʼ αὐτοῦ. 21 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῇ• τί θέλεις; λέγει αὐτῷ• εἰπὲ ἵνα καθίσωσιν οὗτοι οἱ δύο υἱοί μου εἷς ἐκ δεξιῶν σου καὶ εἷς ἐξ εὐωνύμων σου ἐν τῇ βασιλείᾳ σου. 22 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐκ οἴδατε τί αἰτεῖσθε. δύνασθε πιεῖν τὸ ποτήριον ὃ ἐγὼ μέλλω πίνειν; λέγουσιν αὐτῷ• δυνάμεθα. 23 λέγει αὐτοῖς• τὸ μὲν ποτήριόν μου πίεσθε, τὸ δὲ καθίσαι ἐκ δεξιῶν μου καὶ ἐξ εὐωνύμων οὐκ ἔστιν ἐμὸν [τοῦτο] δοῦναι, ἀλλʼ οἷς ἡτοίμασται ὑπὸ τοῦ πατρός μου.
24 Καὶ ἀκούσαντες οἱ δέκα ἠγανάκτησαν περὶ τῶν δύο ἀδελφῶν. 25 ὁ δὲ Ἰησοῦς προσκαλεσάμενος αὐτοὺς εἶπεν• οἴδατε ὅτι οἱ ἄρχοντες τῶν ἐθνῶν κατακυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ μεγάλοι κατεξουσιάζουσιν αὐτῶν. 26 οὐχ οὕτως ἔσται ἐν ὑμῖν, ἀλλʼ ὃς ἐὰν θέλῃ ἐν ὑμῖν μέγας γενέσθαι ἔσται ὑμῶν διάκονος, 27 καὶ ὃς ἂν θέλῃ ἐν ὑμῖν εἶναι πρῶτος ἔσται ὑμῶν δοῦλος• 28 ὥσπερ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου οὐκ ἦλθεν διακονηθῆναι ἀλλὰ διακονῆσαι καὶ δοῦναι τὴν ψυχὴν αὐτοῦ λύτρον ἀντὶ πολλῶν.
søndag den 31. august 2014
12. Søndag efter Trinitatis, anden række
Salme til 12. søndag efter Trinitatis
1 Enhver som spotter Ånden skal
Fra evigheden falde.
Og styrtes ned i dødens dal
til pine, ve og galde!
Det læser vi i Livets Bog
Og tænker: Er Han rigtig klog?
Det’ ude med os alle!
2 I starten var det vældig godt
At man på Ånden agted’
For Kejseren for frem for råt
Han alle kristne slagted’
”Bevar nu Ånden, husk nu på,
At selv om kejseren var rå
er vi mer’ end han magted’!”
3 Men siden da har mangen sjæl
Haft mareridt og tanker:
Mon jeg har trampet med min hæl
På Ånden, så der vanker?
Jeg ved, der ingen nåde er
Det gælder både hist og her
Jeg driver uden anker.
4 Og der gik flere hundred’ år,
hvor folk blev ved at bæve:
Jeg spotted’ ånden sidste år
Nu frygter jeg Guds næve!
Men det er altså alt for galt,
Man skræmmer så al lyst bli’r kvalt
Og ansigter bli’r skæve!
5 At Ånd er liv det ved vi vist
Det lærte vi af Sønnen.
Det er vor herre Jesus Krist,
Som selv si’r Far i bønnen.
En Far er en, der passer på
Og selv får livet op at stå
Og Josef op af brønden.
6 I dåben får vi Helligånd
Og tro er Åndens gave.
Den frigør os fra dødens bånd,
så vi til liv kan stave.
Så er det surt at smides ud
Med Ånden som den røde klud
Og blive tvivlens slave
7 I det du tvivler har du ånd,
Den Ånd, du tror, du håner.
Du sidder i Guds egen hånd
Og føler dig i spåner.
Det er en spøg fra Skaberen,
Som skaber skræk i taberen
Gud smiler mens han skåner
8 Hvor er det rart at tænke på
At Ånden er en broder.
Så vi herfra kan glade gå
Og synge efter noder:
Guds Ånd er min og jeg er hans,
Mit liv er en forvirret dans:
Det lysner mens det roder!
Andreas Christensen 2004/2012
Salmen ovenfor tager afsæt i den historiske læsning, at blasfemien mod Ånden skulle være selve frafaldet - fx ved at fravælge martyriet. Selve teksten er hugget hårdt af og har begyndelsesordet som en en slutreplik i en diskussion om, hvorvidt jesu gerninger, de mægtige af dem, er ved onde kræfter eller ved selve Ånden. En fravigelse fra det sidste synspunkt er altså fatalt.
En pointe kan være, at tilgivelse netop er Ånden værk, hvorfor et forhold overfor Ånden, som kræver tilgivelse vil være en catch.
Tekstens tre dele: ånden, frugten, jonas kan læses organisk, så det bliver eet billede: Jesus går i jorden, bliver sået, vi høster frugten at hans nedgang i jorden ved Ånden.
Målet er sødmen, endeligt og indbyrdes nu.
Teksten:
31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. 32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. 34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. 36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. 37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« 39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. 40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.
41 Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. 42 Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.
Matt 12,31-42 tekst slut
søndag den 24. august 2014
11. Søndag efter Trinitatis
Verdens første kirkegang: en dame går ind i et hus og går derfra med fred, frelst af sin tro med forladelse af al synd.
Teksten:
36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, 38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. 39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« 40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« 41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« 43 Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« 44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« 48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« 49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« 50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
(tekst slut Lukas 7,36-50)
---
Perikopen er en rigtig perikope, ikke hugget af og kan fortælles selvstændigt. Sammenlign gerne med Mk, navnlig placeringen i værkets helhed. Sammenhængen mellem salven og titlen den salvede (kristos, messiah) er væsensforskellig når den er placeret først og sidst i et evangelieskrift. Hos lukas salves han til sin gerning (herlighed) i mk salves han til sin død (lidelse/kongegerning).
Sproget.
Lukas er veloplagt i retning af det dannede, bemærk fx det opdelte subjekt i vers 36 med indførjet objekt. Veloplagt sprog, mere veloplagt end den apokalyptiske perikope forrige søndag, men ikke semiticeret som i de frelseshistorisk vigtige passager - tankevækkende, at perikopen ikke er semiticeret, men snarere græciseret, når nu lærdesamtalen føres med en jøde. Det er nok det lærde frem for det jødiske, der er lukas pointe i stilvalget bevidst eller ubevidst. Det kunne være morsom at iføre hele denne perikope juleevangeliets grammatik og se, hvad der ville komme ud af - teologisk. Der ville til en sådan stil (fx tidsadverbialled bestående af substantiverede acc+inf mm) også høre en mere omstændelig fortællestil, fx en tydeligere triplet intendering. Fx 1 kvinden tilskyndes (Gud) eller beslutter sig, 2 hun gennemfører, 3 reaktion/lykkes .
----
Der kan med rette prædikes om forargelse "skal de ha' lov til det!" . Der kunne laves en god V prædiken over alt det, vi som selvoptagede mennesker går og har ondt i røven over at andre kan tillade sig, indtil vi erkender, at vi har megen tilgivelse behov og kryber til alters...
Jeg kunne tænke mig at lave en fortælling om en kvinde, der ligger ved sit vindue, mens lyset falder ind igenne en alabastkrukke. Den er ligesom blød marmor, gennemsigtig, væsken er i, den er plumberet. Linierne i den lyse svagtfarvede sten træder frem i gennemlysningen. Nogle linier kan man kun se, når lyset går igennem, de kan ikke ses på overfladen. Hun ligger og kigger på denne luksusvare, som hun engang havde daglig adgang til, nogle gange brød hun sådan en hals flere gange om dagen både morgen og aften og altid, når han var der. Nu er der kun den ene flaske tilbage, et luksusrelikvie. Et minde om en tilværelse, som selvfølgelig ikke kunne vare ved. Lykke, fortrydelse, skam. Et glimt af herlighed, som ingen kan tillade sig, men hun tillod det. En atmosfære af skam værre en hvis de kastede de sten, hendes vægge består af.
Hvornår skulle denne parfume åbnes? Hvornår skulle hovedet bides af skammen? Hvornår skulle alle linierne i stenens marmorering, alle linierne i hendes skæbnes veje, alle de linier, der flyder sammen, skilles, løber ud, skjules, minderne... Hvornår skal den sidste flaske åbnes?
Nu!
Så brydes forseglingen. Så løber væsken, så løber tårerne, så er der frit løb, så fortsætter de striber, som ellers var forstenede og sluttede. Når jeg mærker tilgivelse, er det som om linier, som syntes sluttede, kan tegnes videre...
---
36 Ἠρώτα δέ τις αὐτὸν τῶν Φαρισαίων ἵνα φάγῃ μετʼ αὐτοῦ, καὶ εἰσελθὼν εἰς τὸν οἶκον τοῦ Φαρισαίου κατεκλίθη. 37 καὶ ἰδοὺ γυνὴ ἥτις ἦν ἐν τῇ πόλει ἁμαρτωλός, καὶ ἐπιγνοῦσα ὅτι κατάκειται ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ Φαρισαίου, κομίσασα ἀλάβαστρον μύρου 38 καὶ στᾶσα ὀπίσω παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ κλαίουσα τοῖς δάκρυσιν ἤρξατο βρέχειν τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ταῖς θριξὶν τῆς κεφαλῆς αὐτῆς ἐξέμασσεν καὶ κατεφίλει τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ἤλειφεν τῷ μύρῳ. 39 ἰδὼν δὲ ὁ Φαρισαῖος ὁ καλέσας αὐτὸν εἶπεν ἐν ἑαυτῷ λέγων• οὗτος εἰ ἦν προφήτης, ἐγίνωσκεν ἂν τίς καὶ ποταπὴ ἡ γυνὴ ἥτις ἅπτεται αὐτοῦ, ὅτι ἁμαρτωλός ἐστιν. 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Σίμων, ἔχω σοί τι εἰπεῖν. ὁ δέ• διδάσκαλε, εἰπέ, φησίν. 41 δύο χρεοφειλέται ἦσαν δανιστῇ τινι• ὁ εἷς ὤφειλεν δηνάρια πεντακόσια, ὁ δὲ ἕτερος πεντήκοντα. 42 μὴ ἐχόντων αὐτῶν ἀποδοῦναι ἀμφοτέροις ἐχαρίσατο. τίς οὖν αὐτῶν πλεῖον ἀγαπήσει αὐτόν; 43 ἀποκριθεὶς Σίμων εἶπεν• ὑπολαμβάνω ὅτι ᾧ τὸ πλεῖον ἐχαρίσατο. ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ὀρθῶς ἔκρινας. 44 καὶ στραφεὶς πρὸς τὴν γυναῖκα τῷ Σίμωνι ἔφη• βλέπεις ταύτην τὴν γυναῖκα; εἰσῆλθόν σου εἰς τὴν οἰκίαν, ὕδωρ μοι ἐπὶ πόδας οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ τοῖς δάκρυσιν ἔβρεξέν μου τοὺς πόδας καὶ ταῖς θριξὶν αὐτῆς ἐξέμαξεν. 45 φίλημά μοι οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ ἀφʼ ἧς εἰσῆλθον οὐ διέλιπεν καταφιλοῦσά μου τοὺς πόδας. 46 ἐλαίῳ τὴν κεφαλήν μου οὐκ ἤλειψας• αὕτη δὲ μύρῳ ἤλειψεν τοὺς πόδας μου. 47 οὗ χάριν λέγω σοι, ἀφέωνται αἱ ἁμαρτίαι αὐτῆς αἱ πολλαί, ὅτι ἠγάπησεν πολύ• ᾧ δὲ ὀλίγον ἀφίεται, ὀλίγον ἀγαπᾷ. 48 εἶπεν δὲ αὐτῇ• ἀφέωνταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 49 καὶ ἤρξαντο οἱ συνανακείμενοι λέγειν ἐν ἑαυτοῖς• τίς οὗτός ἐστιν ὃς καὶ ἁμαρτίας ἀφίησιν; 50 εἶπεν δὲ πρὸς τὴν γυναῖκα• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε• πορεύου εἰς εἰρήνην.
Teksten:
36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, 38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. 39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« 40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« 41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« 43 Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« 44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« 48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« 49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« 50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
(tekst slut Lukas 7,36-50)
---
Perikopen er en rigtig perikope, ikke hugget af og kan fortælles selvstændigt. Sammenlign gerne med Mk, navnlig placeringen i værkets helhed. Sammenhængen mellem salven og titlen den salvede (kristos, messiah) er væsensforskellig når den er placeret først og sidst i et evangelieskrift. Hos lukas salves han til sin gerning (herlighed) i mk salves han til sin død (lidelse/kongegerning).
Sproget.
Lukas er veloplagt i retning af det dannede, bemærk fx det opdelte subjekt i vers 36 med indførjet objekt. Veloplagt sprog, mere veloplagt end den apokalyptiske perikope forrige søndag, men ikke semiticeret som i de frelseshistorisk vigtige passager - tankevækkende, at perikopen ikke er semiticeret, men snarere græciseret, når nu lærdesamtalen føres med en jøde. Det er nok det lærde frem for det jødiske, der er lukas pointe i stilvalget bevidst eller ubevidst. Det kunne være morsom at iføre hele denne perikope juleevangeliets grammatik og se, hvad der ville komme ud af - teologisk. Der ville til en sådan stil (fx tidsadverbialled bestående af substantiverede acc+inf mm) også høre en mere omstændelig fortællestil, fx en tydeligere triplet intendering. Fx 1 kvinden tilskyndes (Gud) eller beslutter sig, 2 hun gennemfører, 3 reaktion/lykkes .
----
Der kan med rette prædikes om forargelse "skal de ha' lov til det!" . Der kunne laves en god V prædiken over alt det, vi som selvoptagede mennesker går og har ondt i røven over at andre kan tillade sig, indtil vi erkender, at vi har megen tilgivelse behov og kryber til alters...
Jeg kunne tænke mig at lave en fortælling om en kvinde, der ligger ved sit vindue, mens lyset falder ind igenne en alabastkrukke. Den er ligesom blød marmor, gennemsigtig, væsken er i, den er plumberet. Linierne i den lyse svagtfarvede sten træder frem i gennemlysningen. Nogle linier kan man kun se, når lyset går igennem, de kan ikke ses på overfladen. Hun ligger og kigger på denne luksusvare, som hun engang havde daglig adgang til, nogle gange brød hun sådan en hals flere gange om dagen både morgen og aften og altid, når han var der. Nu er der kun den ene flaske tilbage, et luksusrelikvie. Et minde om en tilværelse, som selvfølgelig ikke kunne vare ved. Lykke, fortrydelse, skam. Et glimt af herlighed, som ingen kan tillade sig, men hun tillod det. En atmosfære af skam værre en hvis de kastede de sten, hendes vægge består af.
Hvornår skulle denne parfume åbnes? Hvornår skulle hovedet bides af skammen? Hvornår skulle alle linierne i stenens marmorering, alle linierne i hendes skæbnes veje, alle de linier, der flyder sammen, skilles, løber ud, skjules, minderne... Hvornår skal den sidste flaske åbnes?
Nu!
Så brydes forseglingen. Så løber væsken, så løber tårerne, så er der frit løb, så fortsætter de striber, som ellers var forstenede og sluttede. Når jeg mærker tilgivelse, er det som om linier, som syntes sluttede, kan tegnes videre...
---
36 Ἠρώτα δέ τις αὐτὸν τῶν Φαρισαίων ἵνα φάγῃ μετʼ αὐτοῦ, καὶ εἰσελθὼν εἰς τὸν οἶκον τοῦ Φαρισαίου κατεκλίθη. 37 καὶ ἰδοὺ γυνὴ ἥτις ἦν ἐν τῇ πόλει ἁμαρτωλός, καὶ ἐπιγνοῦσα ὅτι κατάκειται ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ Φαρισαίου, κομίσασα ἀλάβαστρον μύρου 38 καὶ στᾶσα ὀπίσω παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ κλαίουσα τοῖς δάκρυσιν ἤρξατο βρέχειν τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ταῖς θριξὶν τῆς κεφαλῆς αὐτῆς ἐξέμασσεν καὶ κατεφίλει τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ἤλειφεν τῷ μύρῳ. 39 ἰδὼν δὲ ὁ Φαρισαῖος ὁ καλέσας αὐτὸν εἶπεν ἐν ἑαυτῷ λέγων• οὗτος εἰ ἦν προφήτης, ἐγίνωσκεν ἂν τίς καὶ ποταπὴ ἡ γυνὴ ἥτις ἅπτεται αὐτοῦ, ὅτι ἁμαρτωλός ἐστιν. 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Σίμων, ἔχω σοί τι εἰπεῖν. ὁ δέ• διδάσκαλε, εἰπέ, φησίν. 41 δύο χρεοφειλέται ἦσαν δανιστῇ τινι• ὁ εἷς ὤφειλεν δηνάρια πεντακόσια, ὁ δὲ ἕτερος πεντήκοντα. 42 μὴ ἐχόντων αὐτῶν ἀποδοῦναι ἀμφοτέροις ἐχαρίσατο. τίς οὖν αὐτῶν πλεῖον ἀγαπήσει αὐτόν; 43 ἀποκριθεὶς Σίμων εἶπεν• ὑπολαμβάνω ὅτι ᾧ τὸ πλεῖον ἐχαρίσατο. ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ὀρθῶς ἔκρινας. 44 καὶ στραφεὶς πρὸς τὴν γυναῖκα τῷ Σίμωνι ἔφη• βλέπεις ταύτην τὴν γυναῖκα; εἰσῆλθόν σου εἰς τὴν οἰκίαν, ὕδωρ μοι ἐπὶ πόδας οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ τοῖς δάκρυσιν ἔβρεξέν μου τοὺς πόδας καὶ ταῖς θριξὶν αὐτῆς ἐξέμαξεν. 45 φίλημά μοι οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ ἀφʼ ἧς εἰσῆλθον οὐ διέλιπεν καταφιλοῦσά μου τοὺς πόδας. 46 ἐλαίῳ τὴν κεφαλήν μου οὐκ ἤλειψας• αὕτη δὲ μύρῳ ἤλειψεν τοὺς πόδας μου. 47 οὗ χάριν λέγω σοι, ἀφέωνται αἱ ἁμαρτίαι αὐτῆς αἱ πολλαί, ὅτι ἠγάπησεν πολύ• ᾧ δὲ ὀλίγον ἀφίεται, ὀλίγον ἀγαπᾷ. 48 εἶπεν δὲ αὐτῇ• ἀφέωνταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 49 καὶ ἤρξαντο οἱ συνανακείμενοι λέγειν ἐν ἑαυτοῖς• τίς οὗτός ἐστιν ὃς καὶ ἁμαρτίας ἀφίησιν; 50 εἶπεν δὲ πρὸς τὴν γυναῖκα• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε• πορεύου εἰς εἰρήνην.
søndag den 17. august 2014
10. Søndag efter Trinitatis
Teksten:
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: 17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. 18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. 19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: 21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. 22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. 24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
(Tekst slut, matt 11,16-24)
----
Kontekst.
Teksten er hugget hårdt af. Det er vigtigt at læse om Johannes Døberen og Elias umiddelbart før teksten og Jesu fryderåb om visdommen umiddelbart efter Ve-råbene.
----
Generelt må man sige, at vi som nutidskristne sidder hovedrystende tilbage med dette dokument i hænderne. Navnlig de kollektive udslettelsesformler over hele byer er fremmedartede. Vi er, som kristne, arvinger til sære dokumenter med sære genrer.
----
Teksten handler om at være i kontakt med noget større. Denne kontakt kan forstyrres eller forhindres af forskellige omstændigheder. Teksten rummer en voldsomhed rettet mod dem, der ikke kan se, at Jesus er Guds Søn og verden frelser. Denne mangel på erkendelse er udtrykt på forskellig vis. Teksten larmer over, at vejen til Gud er proppet. Konteksten viser, at visdommen ligger et nyt sted og er den nye adgang.
Opgaven må være at oversætte dette oldtidsdokuments vilje til at åbne ind til en guddommelig dimension (hvilket sker ved den voldsomme negative kvalificering i veråbstil) til en positiv livsrelevant åbning ind til Guds dimension.
Den første toledede afvisning (fløjte og sang/munterhed og tuderi) er en almindelig afvisningmetaforik: det er typist, at man ikke får den rigtige reaktion, det er almindeligt at blive forarget over, at det hellige kommer i en forkert skikkelse, hvilket afføder en forkert reaktion.
Det er dernæst væsentligt at afkode bynavnene. For en oprindelig læser, har de forskelige bynavne været koder, ligesom Bruxelles og Las Vegas er for os.
Lad os nu sige, at vi lever i en by kultur og at vores indre er landskaber, men at matt er en landkultur, hvor byer er odiøse. Lad os nu sige, at fx Tyrus og Sidon betyder rigdom og mistænkelig, usund prestige. Lad os sige, at Sodoma er stedet, hvor gæstfrihed mislykkes og afløses af misbrug (Lot havde engle på besøg og forsøgte at afhjælpe byens krav om at måtte gruppevoldtage englene ved at tilbyde, at hoben kunne få hans jomfruelige døtre. Det er det mislykkede værtsskab, ikke mandmandsex, der er skandalen). Lad os nu sige, at Kapernaum er den skuffede helligehed. Lad os nu sige, at sådanne byer er noget inde i mig, snævre gader, som holder mig fast, så kunne ve-råbene lyde:
Fuck dig blingblingby!
Træk dig ud i lokummet, misbrugsby!
Hvad tror du selv, fucking hellighedsby. Bliver du høj? Nederen til dig!!
Giv plads, dejlige gæsteby!
Giv plads til mine indre landskaber, forrevne og fredelige, som de er.....
Lad os nu sige, at den kraft, som får apokalyptikken til at laste byer omkring sig, op og ned med mand og mus, at den kraft er min frelseskraft, som vil åbne en ny dimension, en ny visdom.
Lad os sige, at det på samme tid er hele mig og på samme tid noget i mig, der bliver forkastet og løftet. Ned! Betyder: ned i det dåbsvand, som er en gentagelse, en solidarisk paralelrejse med Jesus ned i dødsriget. Ned og op igen. Ud med det lukkende, ah, op til at være åben...
(Fortsættes)
16 Τίνι δὲ ὁμοιώσω τὴν γενεὰν ταύτην; ὁμοία ἐστὶν παιδίοις καθημένοις ἐν ταῖς ἀγοραῖς ἃ προσφωνοῦντα τοῖς ἑτέροις 17 λέγουσιν•
ηὐλήσαμεν ὑμῖν καὶ οὐκ ὠρχήσασθε,
ἐθρηνήσαμεν καὶ οὐκ ἐκόψασθε.
18 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης μήτε ἐσθίων μήτε πίνων, καὶ λέγουσιν• δαιμόνιον ἔχει. 19 ἦλθεν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐσθίων καὶ πίνων, καὶ λέγουσιν• ἰδοὺ ἄνθρωπος φάγος καὶ οἰνοπότης, τελωνῶν φίλος καὶ ἁμαρτωλῶν. καὶ ἐδικαιώθη ἡ σοφία ἀπὸ τῶν ἔργων αὐτῆς.
20 Τότε ἤρξατο ὀνειδίζειν τὰς πόλεις ἐν αἷς ἐγένοντο αἱ πλεῖσται δυνάμεις αὐτοῦ, ὅτι οὐ μετενόησαν• 21 οὐαί σοι, Χοραζίν, οὐαί σοι, Βηθσαϊδά• ὅτι εἰ ἐν Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἐγένοντο αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν ὑμῖν, πάλαι ἂν ἐν σάκκῳ καὶ σποδῷ μετενόησαν. 22 πλὴν λέγω ὑμῖν, Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ ὑμῖν. 23 καὶ σύ, Καφαρναούμ, μὴ ἕως οὐρανοῦ ὑψωθήσῃ; ἕως ᾅδου καταβήσῃ• ὅτι εἰ ἐν Σοδόμοις ἐγενήθησαν αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν σοί, ἔμεινεν ἂν μέχρι τῆς σήμερον. 24 πλὴν λέγω ὑμῖν ὅτι γῇ Σοδόμων ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ σοί.
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: 17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. 18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. 19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: 21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. 22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. 24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
(Tekst slut, matt 11,16-24)
----
Kontekst.
Teksten er hugget hårdt af. Det er vigtigt at læse om Johannes Døberen og Elias umiddelbart før teksten og Jesu fryderåb om visdommen umiddelbart efter Ve-råbene.
----
Generelt må man sige, at vi som nutidskristne sidder hovedrystende tilbage med dette dokument i hænderne. Navnlig de kollektive udslettelsesformler over hele byer er fremmedartede. Vi er, som kristne, arvinger til sære dokumenter med sære genrer.
----
Teksten handler om at være i kontakt med noget større. Denne kontakt kan forstyrres eller forhindres af forskellige omstændigheder. Teksten rummer en voldsomhed rettet mod dem, der ikke kan se, at Jesus er Guds Søn og verden frelser. Denne mangel på erkendelse er udtrykt på forskellig vis. Teksten larmer over, at vejen til Gud er proppet. Konteksten viser, at visdommen ligger et nyt sted og er den nye adgang.
Opgaven må være at oversætte dette oldtidsdokuments vilje til at åbne ind til en guddommelig dimension (hvilket sker ved den voldsomme negative kvalificering i veråbstil) til en positiv livsrelevant åbning ind til Guds dimension.
Den første toledede afvisning (fløjte og sang/munterhed og tuderi) er en almindelig afvisningmetaforik: det er typist, at man ikke får den rigtige reaktion, det er almindeligt at blive forarget over, at det hellige kommer i en forkert skikkelse, hvilket afføder en forkert reaktion.
Det er dernæst væsentligt at afkode bynavnene. For en oprindelig læser, har de forskelige bynavne været koder, ligesom Bruxelles og Las Vegas er for os.
Lad os nu sige, at vi lever i en by kultur og at vores indre er landskaber, men at matt er en landkultur, hvor byer er odiøse. Lad os nu sige, at fx Tyrus og Sidon betyder rigdom og mistænkelig, usund prestige. Lad os sige, at Sodoma er stedet, hvor gæstfrihed mislykkes og afløses af misbrug (Lot havde engle på besøg og forsøgte at afhjælpe byens krav om at måtte gruppevoldtage englene ved at tilbyde, at hoben kunne få hans jomfruelige døtre. Det er det mislykkede værtsskab, ikke mandmandsex, der er skandalen). Lad os nu sige, at Kapernaum er den skuffede helligehed. Lad os nu sige, at sådanne byer er noget inde i mig, snævre gader, som holder mig fast, så kunne ve-råbene lyde:
Fuck dig blingblingby!
Træk dig ud i lokummet, misbrugsby!
Hvad tror du selv, fucking hellighedsby. Bliver du høj? Nederen til dig!!
Giv plads, dejlige gæsteby!
Giv plads til mine indre landskaber, forrevne og fredelige, som de er.....
Lad os nu sige, at den kraft, som får apokalyptikken til at laste byer omkring sig, op og ned med mand og mus, at den kraft er min frelseskraft, som vil åbne en ny dimension, en ny visdom.
Lad os sige, at det på samme tid er hele mig og på samme tid noget i mig, der bliver forkastet og løftet. Ned! Betyder: ned i det dåbsvand, som er en gentagelse, en solidarisk paralelrejse med Jesus ned i dødsriget. Ned og op igen. Ud med det lukkende, ah, op til at være åben...
(Fortsættes)
16 Τίνι δὲ ὁμοιώσω τὴν γενεὰν ταύτην; ὁμοία ἐστὶν παιδίοις καθημένοις ἐν ταῖς ἀγοραῖς ἃ προσφωνοῦντα τοῖς ἑτέροις 17 λέγουσιν•
ηὐλήσαμεν ὑμῖν καὶ οὐκ ὠρχήσασθε,
ἐθρηνήσαμεν καὶ οὐκ ἐκόψασθε.
18 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης μήτε ἐσθίων μήτε πίνων, καὶ λέγουσιν• δαιμόνιον ἔχει. 19 ἦλθεν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐσθίων καὶ πίνων, καὶ λέγουσιν• ἰδοὺ ἄνθρωπος φάγος καὶ οἰνοπότης, τελωνῶν φίλος καὶ ἁμαρτωλῶν. καὶ ἐδικαιώθη ἡ σοφία ἀπὸ τῶν ἔργων αὐτῆς.
20 Τότε ἤρξατο ὀνειδίζειν τὰς πόλεις ἐν αἷς ἐγένοντο αἱ πλεῖσται δυνάμεις αὐτοῦ, ὅτι οὐ μετενόησαν• 21 οὐαί σοι, Χοραζίν, οὐαί σοι, Βηθσαϊδά• ὅτι εἰ ἐν Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἐγένοντο αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν ὑμῖν, πάλαι ἂν ἐν σάκκῳ καὶ σποδῷ μετενόησαν. 22 πλὴν λέγω ὑμῖν, Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ ὑμῖν. 23 καὶ σύ, Καφαρναούμ, μὴ ἕως οὐρανοῦ ὑψωθήσῃ; ἕως ᾅδου καταβήσῃ• ὅτι εἰ ἐν Σοδόμοις ἐγενήθησαν αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν σοί, ἔμεινεν ἂν μέχρι τῆς σήμερον. 24 πλὴν λέγω ὑμῖν ὅτι γῇ Σοδόμων ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ σοί.
søndag den 10. august 2014
9. Søndag efter trinitatis
Visse apokalyptiske genrer indeholder en afsindig energi. En slags festhysteri. Kunsten er at destillere energien og glæden ud af det religiøse vanvid, som apokalyptiken også er gjort af.
Teksten:
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. 38 Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. 39 Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. 40 Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
41 Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« 42 Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? 43 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! 44 Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. 46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. 48 Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.
(Tekst slut) lukas 12,32-48
----
For at beskrive mit syn på tekstens ærinde laver jeg lige en sammenstilling af vv 47 og 32 i omvendt rækkefølge:
" 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.
(men (red))
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."
--
Teksten er et sammenrend af forskellige apokalyptisk eskatologiske lignelser samt omsorgs- fest- indbruds- og ansvarsbilleder.
Først er hjorden genstand for kærlighed. En hjord har ikke noget ledelsesansvar. Til sidst er genstanden den samme, men med højst muligt ansvar (arbejsledere). Pointen er adgangen til Riget. Det er derfor jeg mener v32 skal læses til sidst igen.
Formålet med passagen er at bevare en form for apokalyptisk friskhed. Det er tankevækkende at Lukas er forfatter til et dobbeltværk, som beskriver tilblivelsen af et fællesskab om Kristustroen, som netop, og netop legitimt, har forladt stadiet Apokalyptisk friskhed.
Det samlede Lulanske dobbeltværk ser altså tilbage på "nu kommer dommedag-alderen" som et for kirken tilbagelagt stadie, men har stadig en længsel efter dens energi.
Energiudsekslingen mellem festen som gave og opgave er et konstant kristent benspænd. Simul justus et peccator er en løsning og samtidig øjebliksbillede på problemet.
Den forvandlende energi i teksten finder jeg dels i det længselsfulde fravær af forgængelighed i omsorgsbilledet, almissen, og i den "hype" som kendetegner gommens komme. Sidstnævnte kan sammenlignes med surpriseparty eller det tålmodige presseopbud ved en mediebegivenhed. På babyplan er "borte, borte, tit-tit" en forløsning i samme dur.
-----
Disposition:
Tænk, hvis jeg vandt i Lotto! Jeg ville have en rød sportsvogn og holde uforglemmelige fester, jeg ville købe mig til udødelige øjeblikke - hvis de fandtes...
Forvandling
Først går man så gruelig meget igennem, så bliver man glemt, siger skuespillerne, som ellers omgiver sig med blitzlys og glamour. Nævn en celeber fra forrige generation, hvem husker navnet? Hvor er bilen? Væk. Skaf skatte, som ikke forgår og hent i den en friskhed, som er stærkere end alle fester, alle forventningfulde brude, alle presseopbud som hvis Elvis ikke var død. Jeg bliver gjort evig af ham, som byttede al rigdom med fattigdom og afkald, Kristus. Alt forsvinder, men forsvindelsen har mistet sin kraft, da han, som tilhører den evige himmel gjorde sig til en som mig, der skal forsvinde.
Landsætning
Jeg vil ud og finde evigheden: gaven til den, som intet har. Jeg vil hente forventningens energi til mødet. Jeg vil møde min frelser og min skaber i dette møde, men uden frygt, fordi jeg jeg tilhører en flok under omsorg. Jeg burde gi' det hele, men jeg dømmes af ham, som gav det for mig. Jeg gør det så godt jeg kan som det elskede menneske jeg nu er.. Evighed og evighed mødes: den evighed, der er i mig og den jeg møder i mit medmenneske.
32 Μὴ φοβοῦ, τὸ μικρὸν ποίμνιον, ὅτι εὐδόκησεν ὁ πατὴρ ὑμῶν δοῦναι ὑμῖν τὴν βασιλείαν.
33 Πωλήσατε τὰ ὑπάρχοντα ὑμῶν καὶ δότε ἐλεημοσύνην• * ποιήσατε ἑαυτοῖς βαλλάντια μὴ παλαιούμενα, θησαυρὸν ἀνέκλειπτον ἐν τοῖς οὐρανοῖς, ὅπου κλέπτης οὐκ ἐγγίζει οὐδὲ σὴς διαφθείρει• 34 ὅπου γάρ ἐστιν ὁ θησαυρὸς ὑμῶν, ἐκεῖ καὶ ἡ καρδία ὑμῶν ἔσται.
35 Ἔστωσαν ὑμῶν αἱ ὀσφύες περιεζωσμέναι καὶ οἱ λύχνοι καιόμενοι• 36 καὶ ὑμεῖς ὅμοιοι ἀνθρώποις προσδεχομένοις τὸν κύριον ἑαυτῶν πότε ἀναλύσῃ ἐκ τῶν γάμων, ἵνα ἐλθόντος καὶ κρούσαντος εὐθέως ἀνοίξωσιν αὐτῷ.
37 μακάριοι οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι, οὓς ἐλθὼν ὁ κύριος εὑρήσει γρηγοροῦντας• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι περιζώσεται καὶ ἀνακλινεῖ αὐτοὺς καὶ παρελθὼν διακονήσει αὐτοῖς. 38 κἂν ἐν τῇ δευτέρᾳ κἂν ἐν τῇ τρίτῃ φυλακῇ ἔλθῃ καὶ εὕρῃ οὕτως, μακάριοί εἰσιν ἐκεῖνοι. 39 τοῦτο δὲ γινώσκετε ὅτι εἰ ᾔδει ὁ οἰκοδεσπότης ποίᾳ ὥρᾳ ὁ κλέπτης ἔρχεται, οὐκ ἂν ἀφῆκεν διορυχθῆναι τὸν οἶκον αὐτοῦ. 40 καὶ ὑμεῖς γίνεσθε ἕτοιμοι, ὅτι ᾗ ὥρᾳ οὐ δοκεῖτε ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται.
41 Εἶπεν δὲ ὁ Πέτρος• κύριε, πρὸς ἡμᾶς τὴν παραβολὴν ταύτην λέγεις ἢ καὶ πρὸς πάντας; 42 καὶ εἶπεν ὁ κύριος• τίς ἄρα ἐστὶν ὁ πιστὸς οἰκονόμος ὁ φρόνιμος, ὃν καταστήσει ὁ κύριος ἐπὶ τῆς θεραπείας αὐτοῦ τοῦ διδόναι ἐν καιρῷ [τὸ] σιτομέτριον; 43 μακάριος ὁ δοῦλος ἐκεῖνος, ὃν ἐλθὼν ὁ κύριος αὐτοῦ εὑρήσει ποιοῦντα οὕτως. 44 ἀληθῶς λέγω ὑμῖν ὅτι ἐπὶ πᾶσιν τοῖς ὑπάρχουσιν αὐτοῦ καταστήσει αὐτόν. 45 ἐὰν δὲ εἴπῃ ὁ δοῦλος ἐκεῖνος ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτοῦ• χρονίζει ὁ κύριός μου ἔρχεσθαι, καὶ ἄρξηται τύπτειν τοὺς παῖδας καὶ τὰς παιδίσκας, ἐσθίειν τε καὶ πίνειν καὶ μεθύσκεσθαι, 46 ἥξει ὁ κύριος τοῦ δούλου ἐκείνου ἐν ἡμέρᾳ ᾗ οὐ προσδοκᾷ καὶ ἐν ὥρᾳ ᾗ οὐ γινώσκει, καὶ διχοτομήσει αὐτὸν καὶ τὸ μέρος αὐτοῦ μετὰ τῶν ἀπίστων θήσει.
47 Ἐκεῖνος δὲ ὁ δοῦλος ὁ γνοὺς τὸ θέλημα τοῦ κυρίου αὐτοῦ καὶ μὴ ἑτοιμάσας ἢ ποιήσας πρὸς τὸ θέλημα αὐτοῦ δαρήσεται πολλάς• 48 ὁ δὲ μὴ γνούς, ποιήσας δὲ ἄξια πληγῶν δαρήσεται ὀλίγας. παντὶ δὲ ᾧ ἐδόθη πολύ, πολὺ ζητηθήσεται παρʼ αὐτοῦ, καὶ ᾧ παρέθεντο πολύ, περισσότερον αἰτήσουσιν αὐτόν.
Teksten:
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. 38 Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. 39 Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. 40 Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
41 Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« 42 Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? 43 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! 44 Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. 46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. 48 Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.
(Tekst slut) lukas 12,32-48
----
For at beskrive mit syn på tekstens ærinde laver jeg lige en sammenstilling af vv 47 og 32 i omvendt rækkefølge:
" 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.
(men (red))
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."
--
Teksten er et sammenrend af forskellige apokalyptisk eskatologiske lignelser samt omsorgs- fest- indbruds- og ansvarsbilleder.
Først er hjorden genstand for kærlighed. En hjord har ikke noget ledelsesansvar. Til sidst er genstanden den samme, men med højst muligt ansvar (arbejsledere). Pointen er adgangen til Riget. Det er derfor jeg mener v32 skal læses til sidst igen.
Formålet med passagen er at bevare en form for apokalyptisk friskhed. Det er tankevækkende at Lukas er forfatter til et dobbeltværk, som beskriver tilblivelsen af et fællesskab om Kristustroen, som netop, og netop legitimt, har forladt stadiet Apokalyptisk friskhed.
Det samlede Lulanske dobbeltværk ser altså tilbage på "nu kommer dommedag-alderen" som et for kirken tilbagelagt stadie, men har stadig en længsel efter dens energi.
Energiudsekslingen mellem festen som gave og opgave er et konstant kristent benspænd. Simul justus et peccator er en løsning og samtidig øjebliksbillede på problemet.
Den forvandlende energi i teksten finder jeg dels i det længselsfulde fravær af forgængelighed i omsorgsbilledet, almissen, og i den "hype" som kendetegner gommens komme. Sidstnævnte kan sammenlignes med surpriseparty eller det tålmodige presseopbud ved en mediebegivenhed. På babyplan er "borte, borte, tit-tit" en forløsning i samme dur.
-----
Disposition:
Tænk, hvis jeg vandt i Lotto! Jeg ville have en rød sportsvogn og holde uforglemmelige fester, jeg ville købe mig til udødelige øjeblikke - hvis de fandtes...
Forvandling
Først går man så gruelig meget igennem, så bliver man glemt, siger skuespillerne, som ellers omgiver sig med blitzlys og glamour. Nævn en celeber fra forrige generation, hvem husker navnet? Hvor er bilen? Væk. Skaf skatte, som ikke forgår og hent i den en friskhed, som er stærkere end alle fester, alle forventningfulde brude, alle presseopbud som hvis Elvis ikke var død. Jeg bliver gjort evig af ham, som byttede al rigdom med fattigdom og afkald, Kristus. Alt forsvinder, men forsvindelsen har mistet sin kraft, da han, som tilhører den evige himmel gjorde sig til en som mig, der skal forsvinde.
Landsætning
Jeg vil ud og finde evigheden: gaven til den, som intet har. Jeg vil hente forventningens energi til mødet. Jeg vil møde min frelser og min skaber i dette møde, men uden frygt, fordi jeg jeg tilhører en flok under omsorg. Jeg burde gi' det hele, men jeg dømmes af ham, som gav det for mig. Jeg gør det så godt jeg kan som det elskede menneske jeg nu er.. Evighed og evighed mødes: den evighed, der er i mig og den jeg møder i mit medmenneske.
32 Μὴ φοβοῦ, τὸ μικρὸν ποίμνιον, ὅτι εὐδόκησεν ὁ πατὴρ ὑμῶν δοῦναι ὑμῖν τὴν βασιλείαν.
33 Πωλήσατε τὰ ὑπάρχοντα ὑμῶν καὶ δότε ἐλεημοσύνην• * ποιήσατε ἑαυτοῖς βαλλάντια μὴ παλαιούμενα, θησαυρὸν ἀνέκλειπτον ἐν τοῖς οὐρανοῖς, ὅπου κλέπτης οὐκ ἐγγίζει οὐδὲ σὴς διαφθείρει• 34 ὅπου γάρ ἐστιν ὁ θησαυρὸς ὑμῶν, ἐκεῖ καὶ ἡ καρδία ὑμῶν ἔσται.
35 Ἔστωσαν ὑμῶν αἱ ὀσφύες περιεζωσμέναι καὶ οἱ λύχνοι καιόμενοι• 36 καὶ ὑμεῖς ὅμοιοι ἀνθρώποις προσδεχομένοις τὸν κύριον ἑαυτῶν πότε ἀναλύσῃ ἐκ τῶν γάμων, ἵνα ἐλθόντος καὶ κρούσαντος εὐθέως ἀνοίξωσιν αὐτῷ.
37 μακάριοι οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι, οὓς ἐλθὼν ὁ κύριος εὑρήσει γρηγοροῦντας• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι περιζώσεται καὶ ἀνακλινεῖ αὐτοὺς καὶ παρελθὼν διακονήσει αὐτοῖς. 38 κἂν ἐν τῇ δευτέρᾳ κἂν ἐν τῇ τρίτῃ φυλακῇ ἔλθῃ καὶ εὕρῃ οὕτως, μακάριοί εἰσιν ἐκεῖνοι. 39 τοῦτο δὲ γινώσκετε ὅτι εἰ ᾔδει ὁ οἰκοδεσπότης ποίᾳ ὥρᾳ ὁ κλέπτης ἔρχεται, οὐκ ἂν ἀφῆκεν διορυχθῆναι τὸν οἶκον αὐτοῦ. 40 καὶ ὑμεῖς γίνεσθε ἕτοιμοι, ὅτι ᾗ ὥρᾳ οὐ δοκεῖτε ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται.
41 Εἶπεν δὲ ὁ Πέτρος• κύριε, πρὸς ἡμᾶς τὴν παραβολὴν ταύτην λέγεις ἢ καὶ πρὸς πάντας; 42 καὶ εἶπεν ὁ κύριος• τίς ἄρα ἐστὶν ὁ πιστὸς οἰκονόμος ὁ φρόνιμος, ὃν καταστήσει ὁ κύριος ἐπὶ τῆς θεραπείας αὐτοῦ τοῦ διδόναι ἐν καιρῷ [τὸ] σιτομέτριον; 43 μακάριος ὁ δοῦλος ἐκεῖνος, ὃν ἐλθὼν ὁ κύριος αὐτοῦ εὑρήσει ποιοῦντα οὕτως. 44 ἀληθῶς λέγω ὑμῖν ὅτι ἐπὶ πᾶσιν τοῖς ὑπάρχουσιν αὐτοῦ καταστήσει αὐτόν. 45 ἐὰν δὲ εἴπῃ ὁ δοῦλος ἐκεῖνος ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτοῦ• χρονίζει ὁ κύριός μου ἔρχεσθαι, καὶ ἄρξηται τύπτειν τοὺς παῖδας καὶ τὰς παιδίσκας, ἐσθίειν τε καὶ πίνειν καὶ μεθύσκεσθαι, 46 ἥξει ὁ κύριος τοῦ δούλου ἐκείνου ἐν ἡμέρᾳ ᾗ οὐ προσδοκᾷ καὶ ἐν ὥρᾳ ᾗ οὐ γινώσκει, καὶ διχοτομήσει αὐτὸν καὶ τὸ μέρος αὐτοῦ μετὰ τῶν ἀπίστων θήσει.
47 Ἐκεῖνος δὲ ὁ δοῦλος ὁ γνοὺς τὸ θέλημα τοῦ κυρίου αὐτοῦ καὶ μὴ ἑτοιμάσας ἢ ποιήσας πρὸς τὸ θέλημα αὐτοῦ δαρήσεται πολλάς• 48 ὁ δὲ μὴ γνούς, ποιήσας δὲ ἄξια πληγῶν δαρήσεται ὀλίγας. παντὶ δὲ ᾧ ἐδόθη πολύ, πολὺ ζητηθήσεται παρʼ αὐτοῦ, καὶ ᾧ παρέθεντο πολύ, περισσότερον αἰτήσουσιν αὐτόν.
mandag den 4. august 2014
8. Søndag efter Trinitatis, anden række
Her slutter bjergsprædikenen, hold fast.
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν.
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν.
Abonner på:
Opslag (Atom)