20. Søndag efter Trinitatis, første række

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:

2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.

8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.

9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".

Matt 22,1-14




En indbydelse skrevet af en udsmider.

Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.

Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.

Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.

Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.

Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.

"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.

Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.

Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.

Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.

Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.

Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.

Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....

19. Søndag efter Trinitatis, første række

Hul i himlen, hul i taget, hul i hovedet.

----------

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.

2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«

6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Markus 2,1-12

Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".

(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).

Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.

Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.

Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).

Genstande: synd, myndighed.

Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.

-----

En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).

En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.

Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.

Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.

Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.

18. Søndag efter Trinitatis, første række

34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, 35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: 36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« 37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ 38 Det er det største og det første bud. 39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ 40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: 42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« 43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« 46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

(Matt 22,34-45)

Dig og mig og Gud og os.
Et kors består af to streger. Den vandrette mellem dig og mig. Den lodrette mellem
Gud og os. Dagens tekst handler om mennesker, som ikke kan nå hinanden, fordi de ikke kan nå Gud sammen.

Kontekst.
Dagens tekst ser ud til at være en overgang mellem to taletyper. Umiddelbart før dagens perikope, ligger striden om opstandelsen (hvilkens saddukæere ikke tror på) og om at give kejseren skat - og umiddelbart efter perikopen, kommer verdensdom, mattæusapokalypsen (synoptisk apokalypse med brudejomfrulignelsen og de betroede talenter i) hvorefter følger starten på Jesu død.

Vi er altså inde i et flow, hvor Jesus battle'r med forkellige grupper af lærde og hvor læseren sidder inde med en merviden, som går ud på, at Jesus er Himlens herre og endetidens fuldender.

-----

Jesus får lov til uimodsagt at lade kærligheden til Gud og til medmennesket være Lovens største bud i sin samtale med farisæerne, nu da saddukæerne er sat på plads. I Lukasevangeliet får Jesus ikke umiddelbart det sidste ord, hvilket forlænger samtalen med Den Barmhjertige Samaritaner.

Den efterfølgende "lærdomsfælde" om Kristus' (Messias') forhold til David er på mange måder interessant. Den giver kun mening, hvis man antager, at Jesus har præmisserne i orden hos/med sin samtalepartner.

Blandt disse præmisser kan jeg bl.a. iagttage.

Man venter en Messias (Kristus, den salvede).
Messias forventes at være søn (efterkommer?) af David.
En søn kan ikke være herre.
David taler i Ånden gennem citatet "Herren sagde til min Herre..." og det skal forstås Messiansk.

(For en moderne læser er der ikke så meget sjov i striden, idet "Herren sagde til min herre..." ikke er talt af David og ikke skal forstås Messiansk i sin oprindelse).

Tilsyneladende er det den 3. præmis, der ligger uden for farisæernes horisont og som er det mørke, der rulles op i den efterfølgende apokalypse.

Som læser vil jeg gerne være på det rigtige hold:

(Tro på opstandelsen)
Elske Gud.
Elske medmennesket.
Vente Messias
Vide at Jesus er både Davids søn og alles herre
(Ikke være i mørke)

Spørgsmålet er, hvordan Gud/medmenneske, Messias/opstandelse hænger sammen...

17. Søndag efter Trinitatis, første række

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. 2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, 3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« 4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. 5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« 6 Det kunne de ikke svare på.


7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: 8 »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, 9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. 10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. 11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

12 Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. 13 Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. 14 Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« Luk 14, 1-14



Dagens tekst består af to perikoper og det vil være forståeligt, hvis prædikanten vælger den ene frem for den anden og siger: hvad den anden perikope handler om, må I høre om en anden dag.

At bryde en sabbatsregel er en typisk konflikt mellem Jesus og jødedommen - og mellem de ældste menigheder og den etablerede jødedom i deres nærmiljø. For en jøde samtidig med Jesus, er det blasfemi, når Jesus taler imod moseloven (skønt dilemmaet fører til tavshed). For en jøde efter Jesu død er situationen en anden i konkurrencen med den nye, messianske jødedom, kristendommen, som netop opfatter den død, som Jesus døde på grund af blasfemi, som en ophævelse af den lov, han udfordrede.

Hvad første perikope angår, helbredelsen, er miraklet en tidsfremmedhed, men pointen: Guds egen kraft må være større end de regler, mennesker mener er Guds, er altid aktuel.

Den ene regel vil altid kunne sætte den anden ud af kraft.

Det er gådefuldt, at den anden perikope kaldes en lignelse (v7), da der ikke er en billeddel, en sammenligningsdel og en sagdel. Man skal nok ikke tage ordet Lignelse alt for bogstaveligt, men lytte til det græske ord, parabolæ, som nok betyder en slags sammenstilling.

Det er først i anden perikopes anden del ( v 12-14) at talen afslører sig som en tale som lignelse, idet måltidet bringer opstandelsen frem som den sag, måltidet er billede på. Den nære kontekst er da også lignelsen om det himmelske måltid. ( Luk 14,15ff).

Til en prædiken, der søger et forvandlingsbillede har både første perikope (1-6), samt anden perikopes (7-14) første del (7-11) og anden del (11-12) hver sine kristologiske pointer - dvs pointer, der siger, hvorfor jeg bliver forvandlet af Kristus.

V1-6: Kristus er enden på loven, han opfylder den en gang for alle.
V7-11 Giv ham din plads! Kristus har byttet med mig, jeg får hans plads, han får min. Han bliver skyldneren i stedet for mig, jeg får hans frihed og herlighed.
V 12-14 Jeg er den skodeksisens, som er indbudt til måltid.

I de tre forvandlinger ligger også muligheden for at handle på en ny måde. Regler og lovmæssigheder kan ses på nye måder. Værdifulde og mindre værdifulde borgere kan ses i ny værdighed. Lurvede mennesker kan blive de fineste gæster.

16. Søndag efter Trinitatis

11 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. 12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. 13 Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« 14 Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« 15 Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. 16 Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« 17 Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7, 11-17

Jeg glæder mig til at beskrive byen Nain som et livsfællesskab med en mur omkring. Indenfor muren er liv - derude bærer vi de døde hen. Et optog bevæger sig fra livet og væk. Set ovenfra ligner byen et øje og optoget, som passerer yderkanten ligner en mørk tåre, som har taget mascaraen med .

Vi mødes til gudstjeneste, fordi det går den anden vej...

At være kirke er at flyde i en tåre, der løber opad.

Kontekst:
Dagens tekst befinder sig i den del af Lukasevangeliet, hvor Jesus demonstrerer Guds Rige herlighed. Opvækkelsen af enkes søn fra Nain ligger lige før helbredelsen af officerens tjener som ligger ligger før Johannes Døberens spørgsmål om Jesus. På den måde er dagens tekst med til at bygge op til, at Johannes får et svar, som er en profetopfyldelse. Johannes er den gamle pagts repræsentant og afleveringen af budskabet til ham, er en opfyldelsesbegivenhed. Om forholdet mellem Jesus og Johannes, se 3. Søndag i Advent.

Lidt sprog:
Bemærk igen, hvad der får optoget til at standse: splankna! (Se 13.Søndag efter Trinitatis). Altså den indre reaktion, som oversættes med "ynkedes".

I den nye oversættelse har man misset opstandelsesallusionen i vers 16, hvor "fremstået" burde hedde "opstået" , hvilket Vulgata, King James og 1948 oversættelsen støtter.

Forsørgelse.
Det er værd at bemærke, at kvinden nu står uden mand og søn, hvilket gør hende forsørgelsesløs og muligvis retsløs. En etisk dagsorden til landsætningen (se, Hvad er en pi-prædiken) er, at ingen skal være uden livsfællesskab, ingen skal være uden forsørgelse, ingen skal være retsløs.

Disposition

Fortælling.
Ved gråd er der to væsker, de forlader ansigtet. Tårer og snot. Når man diskvalificerer andres sorg, kalder man det "at græde snot" eller" tudefjæs". Snot kan man selv hive ind ved at snøfte. Tårer har ingen snøftefunktion. De løber selv og kan kun stanses af trøst, ikke ved at gøre som man gør med snot. Det skal komme fra en anden. Medmennesket. Tudefjæs betyder sorg uden fællesskab.

Forvandling.
Vi er i kirke, fordi vi er med i en meget stor sammenhæng, som handler om, at Gud tager al menneskelig sorg og gråd alvorligt. Der sker noget inden i et menneske, når det forstår en andens sorg. Der sker bevægelse. Vi er med i en bevægelse. Den dag kom det til syne i en dreng, der satte sig op og snakkede. Drengens oprejsning og grådstoppet er tegn på Jesu opstandelse og vores evige salighed. Vi flyder i en tåre, der løber opad.

Landsætning.
Jeg vil rejse mig op. Jeg vil rejse mig og tale med et andet menneske. Jeg vil mærke det, der sker i mig, når jeg forstår den anden. Jeg vil mærke det og vide, at det er den samme bevægelse i Gud, som gør mig evig.

15. Søndag efter Trinitatis

24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? 26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? 27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. 29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? 31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? 32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. 33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. 34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Matt 6,24-34

Sequor=jeg følger
Sequens=følgende
Consequens=medfølegende (efterfølgende)

Jeg nævner disse tre oversættelser af et latinsk ord, som er blevet til det danske "konsekvens" , fordi bekymring, penge, lade (lo) så/høste, er fænomener, som er ordnet i tid på en bundet måde, til hvilket talen om Guds Rige er et befriende alternativ.

Menneskets tale og skriftssprog er fascinerende i sine måder at beskrive relativ tid. Der findes sproglige midler til at udtrykke, hvilke handlinger og foreteelser, der sker før og efter hvilke i fortiden og før og efter hvilke i fremtiden. Og hvilken fremtid, der er afledt af hvilken fortid osv. Sproget afspejler rimeligvis vores evne til at ordne begivenheder i før, under og efter.

Bekymringer kender jeg som tankerækker, der ordner endnu ikke indtrufne fremtidige begivenheder i en ubehagelig hændelsesrække. "Der sker nok det og det, så jeg ikke opnår det og det".

Penge er i familie med bekymringer, fordi de er potentielle tidsrækker. Hvis jeg får de og de penge, vil jeg kunne realisere det og det. Bemærk de udtryk, der knytter sig til penge: realisere (gøre virkelig) . Solvent/insolvent betyder at kunne løses, indløses, ikke indløses. I penge er der et system til at binde, løse og virkeliggøre.

Hvis man giver et barn en stor pengeseddel, vil man opleve, at den ikke-indløste seddel er magisk, fordi den kan bruges på et utal af indløsningsmuligheder, mens den indløste pengeseddels bytte hurtigt taber sin glans. Det er den uvirkelige fremtid, der er pengenes magi.

Fremtid som konsekvens af fortid kender jeg ikke som bekymring, men som skyld. Dog kan visse former for bekymring oversættes til skyld, idet den ubehagelige fremtid ventes som et konstant underskud, noget jeg altid er skyldig at præstere ("jeg er nok forkert"-agtig) .

Tid kan kun gå een vej og kan derfor kun ordnes sprogligt een vej, men Jesus præsenterer et alternativ til bundne tidsrækker: Guds Rige.

Hans opstandelse er et tidsknæk eller en tidskrænkelse. Det, der kun kan gå een vej, gik frem igen.

Det er provokerende at sige til ansvarlige mennesker, at de skal søge guds rige først. Det første må da være at skaffe det, der skal skaffes. Men nej. En ny frihed kan opnås ved altid at lade det nødvendige være sekundært og ikke-tid eller anti-tid være det primære.

Indenfor dette rige regerer kærlighed, konsekvensfrit uden et "for at" eller et "så at." Uden ordning i en tidsrække så man fortjener det efter noget. Der er ikke noget før og efter, for han har taget konsekvensen.....

Guds Rige er et forvandlingsrum, jeg kan gå ind i, før jeg skal det nødvendige.


(Vedr bjergprædikenen, se 6. Søndag efter Trinitatis)

14. Søndag efter Trinitatis, første række.

11 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. 12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham 13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« 14 Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. 15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst 16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. 17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? 18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« 19 Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Luk 17,11-19

Et åndshistorisk gab

Nogle gange er der en stor afstand mellem mig som læser og den verdensopfattelse, der er tilstede i det jeg læser. I teksten til 14. søndag efter trinitatis, er der rigtig mange forhold, som så at sige skal oversættes. Ikke sprogligt, men betydningmæssigt. Det gælder fx forholdet mellem sygdom og renhed, forholdet mellem Gud, menneske og helligdom, forholdet mellem gudsfolk og andre.

I teksten er det naturligt, at de syge skal synes af præster for at kunne genindlemmes i samfundet. Forklaringen er den, at det gamle testamentes renhedsforskrifter i sidste ende handler om, at visse forbudte sygdomme (herunder spedalskhed, som dækker en række hudlidelser samt hussvamp) angiveligt skulle kunne få Gud til at forlade sit tempel (sin bolig) hvorved al lykke og velsignelse vil forsvinde væk fra de udvalgtes land. I følge denne tankegang, har de syge altså noget snask på sig, som kan få Gud til at blive væk.

Det er derfor naturligt, at Jesus beder de syge om at lade sig syne af præsterne (også for dermed at få en grundig eksamination af hans helbredelse). Det er for mig gådefuldt, at Jesus fremhæver samaritaneren som den eneste, der giver Gud tak og ære, eftersom netop synsforretningen hos præsten forventeligt vil afføde en eller anden form for taksigelse indenfor rammerne af den præstelige kult. Fremhævelsen af den fremmede (samaritaneren) som gudsfrygtig fremfor de øvrige (som må forventes at være rigtige pagtarvinger) er derfor fin i tråd med det lukanske projekt (at vise fremmede som rette arvtagere til pagten) men gådefuld i sammenhængen: hvor skulle samaritaneren ellers være gåen hen? Hen til præsterne? For at blive diskvalificeret som samaritaner?

Med disse indre modsætninger, står vi med en fortælling, der fremhæver en samaritaners gudsforhold på baggrund af en helbredelse, som også er fremmed for en nutidig læser. For det første er diagnosen "spedalskhed" en anden end i dag og for det andet er forholdet mellem sygdom og gudsforhold ændret. Sygdom vil næppe i dag blive udlagt som, som noget, der betyder, at Gud et væk og bliver væk.

I en nutidig tankegang vil man gerne så langt som muligt tænke kroppen som en del af en årsag/virkning mekanisme uafhængigt af den lidendes gudsforhold. (Så langt som muligt: for et sygt menneskes gudsforhold vil i visse huller rumme sørgsmålet, hvorfor, hvorfor nu, hvorfor mig?). Det må tænkes som kristendommens fortjeneste, at et sygt og elendigt menneske netop kan ses som en elsket menneske, elsket af Gud, gennem al lidelse og imod al synlig herlighed.

Lukastekstens mangel på indre sammenhæng vidner om en afstand i tid og rum til en virkelighed, der indbefatter præsteskab og tempel, ligesom den udmærker sig i afstand i nutidigt syn på sygdom og Gud.

Når det er sagt, åbner teksten for spørgmålet om at sige tak. Tak for et genoprettet gudsforhold.

Hvad sker der med mig, når jeg siger tak?

Spedalskhed i Bibelen betyder: her kan Gud ikke være.
Spedalskhed, der forsvinder, betyder. Gud er tilbage.

Hvad sker der, når Gud vender tilbage?
Hvad vil det sige at være fremmed?

Hvad sker der med mig, hvis jeg siger så meget tak, at jeg selv er helt væk, mit ansigt er i jorden?
Tænk at gemme hele sin offentlighed ned. Alt det, der starter med face- , bare for at sige tak. Tak fordi Gud vendte tilbage.

Allo-gen
Man kunne godt have ordet allogen som dansk fremmedord ligesom halogen. Ordet "fremmed" er oversat fra det græske ἀλλογενὴς (allognenæs = anderledesslægt, ham med de andre gener, født/nedstammer andetstedsfra). Hvis allogen blev et dansk ord, kunne man tale om allogenese (fremmedgørelse) og autoallogenese (gøren sig selv fremmed). En antiallogenese ville så være processen, hvor man kommer ud af sin fremmedhed.

Din tro har frelst dig.

Idet Jesus siger: "din tro har frelst dig", hæves perspektivet op over den aktuelle helbredelsessituation til et plan, der handler om frelse ind i en anden dimension og gældende menneskslægten.

Idet sætningen, "Din tro har frelst dig" fænger, sker der en allogenese: jeg er som modtager af dette ord pludselig fremmed og samtidig borger, dvs uden fremmedhed, idet jeg opdager den fremmedhed, der forlod mig...

Disposition:

Fortælling:
Jeg er med i en flok. Vi er i bevægelse. Vi bevæger os et sted hen, jeg kan ikke overskue hvor. Nogen råber fra gruppen, noget bliver råbt tilbage. Nogle ord.

Forvandling
Mens vi er på vej, ser jeg på mig selv og opdager, at jeg er en del af en ny virkelighed. De ord, der blev råbt og det, der blev svaret, har gjort noget ved mig. Jeg er med i noget, noget stort. Det største. Jeg er lukket ind. Jeg har hele tiden været med, men nu er jeg inde. En fremmedhed har forladt mig. Jeg skifter retning og går tilbage til der hvor råbet kom fra. Jeg har forladt de andre og står ansigt til ansigt med ham som gjorde mig ny. En tak forlader min krop, lyde helt nede fra mit basale jeg, mit ansigt er nede, men alt andet stiger til vers. Som lyd, som jubel, vægtløst.

Landsætning
Nu vil jeg gå ud i verden som den, jeg er: ren og tidligere fremmed. Jeg vil møde andre, nytilkomne, hjemmeføddinge, mennesker med herkomt og væren samme sted, mennesker med væren og herkomst hver sit sted. Jeg vil møde dem med en undren, der hedder: fremmedhed er noget tilbagelagt for os alle sammen. ....