17. Søndag efter Trinitatis, første række

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. 2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, 3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« 4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. 5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« 6 Det kunne de ikke svare på.


7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: 8 »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, 9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. 10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. 11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

12 Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. 13 Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. 14 Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« Luk 14, 1-14



Dagens tekst består af to perikoper og det vil være forståeligt, hvis prædikanten vælger den ene frem for den anden og siger: hvad den anden perikope handler om, må I høre om en anden dag.

At bryde en sabbatsregel er en typisk konflikt mellem Jesus og jødedommen - og mellem de ældste menigheder og den etablerede jødedom i deres nærmiljø. For en jøde samtidig med Jesus, er det blasfemi, når Jesus taler imod moseloven (skønt dilemmaet fører til tavshed). For en jøde efter Jesu død er situationen en anden i konkurrencen med den nye, messianske jødedom, kristendommen, som netop opfatter den død, som Jesus døde på grund af blasfemi, som en ophævelse af den lov, han udfordrede.

Hvad første perikope angår, helbredelsen, er miraklet en tidsfremmedhed, men pointen: Guds egen kraft må være større end de regler, mennesker mener er Guds, er altid aktuel.

Den ene regel vil altid kunne sætte den anden ud af kraft.

Det er gådefuldt, at den anden perikope kaldes en lignelse (v7), da der ikke er en billeddel, en sammenligningsdel og en sagdel. Man skal nok ikke tage ordet Lignelse alt for bogstaveligt, men lytte til det græske ord, parabolæ, som nok betyder en slags sammenstilling.

Det er først i anden perikopes anden del ( v 12-14) at talen afslører sig som en tale som lignelse, idet måltidet bringer opstandelsen frem som den sag, måltidet er billede på. Den nære kontekst er da også lignelsen om det himmelske måltid. ( Luk 14,15ff).

Til en prædiken, der søger et forvandlingsbillede har både første perikope (1-6), samt anden perikopes (7-14) første del (7-11) og anden del (11-12) hver sine kristologiske pointer - dvs pointer, der siger, hvorfor jeg bliver forvandlet af Kristus.

V1-6: Kristus er enden på loven, han opfylder den en gang for alle.
V7-11 Giv ham din plads! Kristus har byttet med mig, jeg får hans plads, han får min. Han bliver skyldneren i stedet for mig, jeg får hans frihed og herlighed.
V 12-14 Jeg er den skodeksisens, som er indbudt til måltid.

I de tre forvandlinger ligger også muligheden for at handle på en ny måde. Regler og lovmæssigheder kan ses på nye måder. Værdifulde og mindre værdifulde borgere kan ses i ny værdighed. Lurvede mennesker kan blive de fineste gæster.

16. Søndag efter Trinitatis

11 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. 12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. 13 Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« 14 Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« 15 Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. 16 Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« 17 Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7, 11-17

Jeg glæder mig til at beskrive byen Nain som et livsfællesskab med en mur omkring. Indenfor muren er liv - derude bærer vi de døde hen. Et optog bevæger sig fra livet og væk. Set ovenfra ligner byen et øje og optoget, som passerer yderkanten ligner en mørk tåre, som har taget mascaraen med .

Vi mødes til gudstjeneste, fordi det går den anden vej...

At være kirke er at flyde i en tåre, der løber opad.

Kontekst:
Dagens tekst befinder sig i den del af Lukasevangeliet, hvor Jesus demonstrerer Guds Rige herlighed. Opvækkelsen af enkes søn fra Nain ligger lige før helbredelsen af officerens tjener som ligger ligger før Johannes Døberens spørgsmål om Jesus. På den måde er dagens tekst med til at bygge op til, at Johannes får et svar, som er en profetopfyldelse. Johannes er den gamle pagts repræsentant og afleveringen af budskabet til ham, er en opfyldelsesbegivenhed. Om forholdet mellem Jesus og Johannes, se 3. Søndag i Advent.

Lidt sprog:
Bemærk igen, hvad der får optoget til at standse: splankna! (Se 13.Søndag efter Trinitatis). Altså den indre reaktion, som oversættes med "ynkedes".

I den nye oversættelse har man misset opstandelsesallusionen i vers 16, hvor "fremstået" burde hedde "opstået" , hvilket Vulgata, King James og 1948 oversættelsen støtter.

Forsørgelse.
Det er værd at bemærke, at kvinden nu står uden mand og søn, hvilket gør hende forsørgelsesløs og muligvis retsløs. En etisk dagsorden til landsætningen (se, Hvad er en pi-prædiken) er, at ingen skal være uden livsfællesskab, ingen skal være uden forsørgelse, ingen skal være retsløs.

Disposition

Fortælling.
Ved gråd er der to væsker, de forlader ansigtet. Tårer og snot. Når man diskvalificerer andres sorg, kalder man det "at græde snot" eller" tudefjæs". Snot kan man selv hive ind ved at snøfte. Tårer har ingen snøftefunktion. De løber selv og kan kun stanses af trøst, ikke ved at gøre som man gør med snot. Det skal komme fra en anden. Medmennesket. Tudefjæs betyder sorg uden fællesskab.

Forvandling.
Vi er i kirke, fordi vi er med i en meget stor sammenhæng, som handler om, at Gud tager al menneskelig sorg og gråd alvorligt. Der sker noget inden i et menneske, når det forstår en andens sorg. Der sker bevægelse. Vi er med i en bevægelse. Den dag kom det til syne i en dreng, der satte sig op og snakkede. Drengens oprejsning og grådstoppet er tegn på Jesu opstandelse og vores evige salighed. Vi flyder i en tåre, der løber opad.

Landsætning.
Jeg vil rejse mig op. Jeg vil rejse mig og tale med et andet menneske. Jeg vil mærke det, der sker i mig, når jeg forstår den anden. Jeg vil mærke det og vide, at det er den samme bevægelse i Gud, som gør mig evig.

15. Søndag efter Trinitatis

24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? 26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? 27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. 29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? 31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? 32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. 33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. 34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Matt 6,24-34

Sequor=jeg følger
Sequens=følgende
Consequens=medfølegende (efterfølgende)

Jeg nævner disse tre oversættelser af et latinsk ord, som er blevet til det danske "konsekvens" , fordi bekymring, penge, lade (lo) så/høste, er fænomener, som er ordnet i tid på en bundet måde, til hvilket talen om Guds Rige er et befriende alternativ.

Menneskets tale og skriftssprog er fascinerende i sine måder at beskrive relativ tid. Der findes sproglige midler til at udtrykke, hvilke handlinger og foreteelser, der sker før og efter hvilke i fortiden og før og efter hvilke i fremtiden. Og hvilken fremtid, der er afledt af hvilken fortid osv. Sproget afspejler rimeligvis vores evne til at ordne begivenheder i før, under og efter.

Bekymringer kender jeg som tankerækker, der ordner endnu ikke indtrufne fremtidige begivenheder i en ubehagelig hændelsesrække. "Der sker nok det og det, så jeg ikke opnår det og det".

Penge er i familie med bekymringer, fordi de er potentielle tidsrækker. Hvis jeg får de og de penge, vil jeg kunne realisere det og det. Bemærk de udtryk, der knytter sig til penge: realisere (gøre virkelig) . Solvent/insolvent betyder at kunne løses, indløses, ikke indløses. I penge er der et system til at binde, løse og virkeliggøre.

Hvis man giver et barn en stor pengeseddel, vil man opleve, at den ikke-indløste seddel er magisk, fordi den kan bruges på et utal af indløsningsmuligheder, mens den indløste pengeseddels bytte hurtigt taber sin glans. Det er den uvirkelige fremtid, der er pengenes magi.

Fremtid som konsekvens af fortid kender jeg ikke som bekymring, men som skyld. Dog kan visse former for bekymring oversættes til skyld, idet den ubehagelige fremtid ventes som et konstant underskud, noget jeg altid er skyldig at præstere ("jeg er nok forkert"-agtig) .

Tid kan kun gå een vej og kan derfor kun ordnes sprogligt een vej, men Jesus præsenterer et alternativ til bundne tidsrækker: Guds Rige.

Hans opstandelse er et tidsknæk eller en tidskrænkelse. Det, der kun kan gå een vej, gik frem igen.

Det er provokerende at sige til ansvarlige mennesker, at de skal søge guds rige først. Det første må da være at skaffe det, der skal skaffes. Men nej. En ny frihed kan opnås ved altid at lade det nødvendige være sekundært og ikke-tid eller anti-tid være det primære.

Indenfor dette rige regerer kærlighed, konsekvensfrit uden et "for at" eller et "så at." Uden ordning i en tidsrække så man fortjener det efter noget. Der er ikke noget før og efter, for han har taget konsekvensen.....

Guds Rige er et forvandlingsrum, jeg kan gå ind i, før jeg skal det nødvendige.


(Vedr bjergprædikenen, se 6. Søndag efter Trinitatis)

14. Søndag efter Trinitatis, første række.

11 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. 12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham 13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« 14 Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. 15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst 16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. 17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? 18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« 19 Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Luk 17,11-19

Et åndshistorisk gab

Nogle gange er der en stor afstand mellem mig som læser og den verdensopfattelse, der er tilstede i det jeg læser. I teksten til 14. søndag efter trinitatis, er der rigtig mange forhold, som så at sige skal oversættes. Ikke sprogligt, men betydningmæssigt. Det gælder fx forholdet mellem sygdom og renhed, forholdet mellem Gud, menneske og helligdom, forholdet mellem gudsfolk og andre.

I teksten er det naturligt, at de syge skal synes af præster for at kunne genindlemmes i samfundet. Forklaringen er den, at det gamle testamentes renhedsforskrifter i sidste ende handler om, at visse forbudte sygdomme (herunder spedalskhed, som dækker en række hudlidelser samt hussvamp) angiveligt skulle kunne få Gud til at forlade sit tempel (sin bolig) hvorved al lykke og velsignelse vil forsvinde væk fra de udvalgtes land. I følge denne tankegang, har de syge altså noget snask på sig, som kan få Gud til at blive væk.

Det er derfor naturligt, at Jesus beder de syge om at lade sig syne af præsterne (også for dermed at få en grundig eksamination af hans helbredelse). Det er for mig gådefuldt, at Jesus fremhæver samaritaneren som den eneste, der giver Gud tak og ære, eftersom netop synsforretningen hos præsten forventeligt vil afføde en eller anden form for taksigelse indenfor rammerne af den præstelige kult. Fremhævelsen af den fremmede (samaritaneren) som gudsfrygtig fremfor de øvrige (som må forventes at være rigtige pagtarvinger) er derfor fin i tråd med det lukanske projekt (at vise fremmede som rette arvtagere til pagten) men gådefuld i sammenhængen: hvor skulle samaritaneren ellers være gåen hen? Hen til præsterne? For at blive diskvalificeret som samaritaner?

Med disse indre modsætninger, står vi med en fortælling, der fremhæver en samaritaners gudsforhold på baggrund af en helbredelse, som også er fremmed for en nutidig læser. For det første er diagnosen "spedalskhed" en anden end i dag og for det andet er forholdet mellem sygdom og gudsforhold ændret. Sygdom vil næppe i dag blive udlagt som, som noget, der betyder, at Gud et væk og bliver væk.

I en nutidig tankegang vil man gerne så langt som muligt tænke kroppen som en del af en årsag/virkning mekanisme uafhængigt af den lidendes gudsforhold. (Så langt som muligt: for et sygt menneskes gudsforhold vil i visse huller rumme sørgsmålet, hvorfor, hvorfor nu, hvorfor mig?). Det må tænkes som kristendommens fortjeneste, at et sygt og elendigt menneske netop kan ses som en elsket menneske, elsket af Gud, gennem al lidelse og imod al synlig herlighed.

Lukastekstens mangel på indre sammenhæng vidner om en afstand i tid og rum til en virkelighed, der indbefatter præsteskab og tempel, ligesom den udmærker sig i afstand i nutidigt syn på sygdom og Gud.

Når det er sagt, åbner teksten for spørgmålet om at sige tak. Tak for et genoprettet gudsforhold.

Hvad sker der med mig, når jeg siger tak?

Spedalskhed i Bibelen betyder: her kan Gud ikke være.
Spedalskhed, der forsvinder, betyder. Gud er tilbage.

Hvad sker der, når Gud vender tilbage?
Hvad vil det sige at være fremmed?

Hvad sker der med mig, hvis jeg siger så meget tak, at jeg selv er helt væk, mit ansigt er i jorden?
Tænk at gemme hele sin offentlighed ned. Alt det, der starter med face- , bare for at sige tak. Tak fordi Gud vendte tilbage.

Allo-gen
Man kunne godt have ordet allogen som dansk fremmedord ligesom halogen. Ordet "fremmed" er oversat fra det græske ἀλλογενὴς (allognenæs = anderledesslægt, ham med de andre gener, født/nedstammer andetstedsfra). Hvis allogen blev et dansk ord, kunne man tale om allogenese (fremmedgørelse) og autoallogenese (gøren sig selv fremmed). En antiallogenese ville så være processen, hvor man kommer ud af sin fremmedhed.

Din tro har frelst dig.

Idet Jesus siger: "din tro har frelst dig", hæves perspektivet op over den aktuelle helbredelsessituation til et plan, der handler om frelse ind i en anden dimension og gældende menneskslægten.

Idet sætningen, "Din tro har frelst dig" fænger, sker der en allogenese: jeg er som modtager af dette ord pludselig fremmed og samtidig borger, dvs uden fremmedhed, idet jeg opdager den fremmedhed, der forlod mig...

Disposition:

Fortælling:
Jeg er med i en flok. Vi er i bevægelse. Vi bevæger os et sted hen, jeg kan ikke overskue hvor. Nogen råber fra gruppen, noget bliver råbt tilbage. Nogle ord.

Forvandling
Mens vi er på vej, ser jeg på mig selv og opdager, at jeg er en del af en ny virkelighed. De ord, der blev råbt og det, der blev svaret, har gjort noget ved mig. Jeg er med i noget, noget stort. Det største. Jeg er lukket ind. Jeg har hele tiden været med, men nu er jeg inde. En fremmedhed har forladt mig. Jeg skifter retning og går tilbage til der hvor råbet kom fra. Jeg har forladt de andre og står ansigt til ansigt med ham som gjorde mig ny. En tak forlader min krop, lyde helt nede fra mit basale jeg, mit ansigt er nede, men alt andet stiger til vers. Som lyd, som jubel, vægtløst.

Landsætning
Nu vil jeg gå ud i verden som den, jeg er: ren og tidligere fremmed. Jeg vil møde andre, nytilkomne, hjemmeføddinge, mennesker med herkomt og væren samme sted, mennesker med væren og herkomst hver sit sted. Jeg vil møde dem med en undren, der hedder: fremmedhed er noget tilbagelagt for os alle sammen. ....

13. Søndag efter Trinitatis, første række, Lukas 10,23-37

23 Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. 24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«

25 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« 26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« 27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« 28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« 29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« 30 Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. 31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. 32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. 33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. 34 Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. 35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. 36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« 37 Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

13. Søndag efter Trinitatis er en fornem søndag. Kollekten er enestående smuk, teksterne er centrale for kristendommen i almindelighed og Luthersk kristendom i særdeleshed.

Man kunne godt lave en v-prædiken, hvor nedturen er vores slette tilbøjelighed til at ville definere, hvem vores næste skal være og vores magtesløshed i dette projekt. Vores næste er den, der viser os uventet barmhjertighed på tværs af menneskelige skel, det er skjult for vore øjne, men ligger åbent på et andet plan; det plan Jesus henvender sig disciplene på. Forjættelsens plan: I ser det, profeter har ønsket at se. Den, der uventet elsker os, er ham selv, Jesus, som løfter os op og betaler for os. Hvem skulle have troet det om en håndværkersøn fra Mellemøsten? Lykkelige øjne, som kan se det.

Pi-prædiken over verbet splanknizomai (v 33  ἐσπλαγχνίσθη )

Dette verbum er oversat med "fik medynk med ham", hvorved "ynk" bliver en del af scenariet. For mig er ynk noget slattent og skadeligt. Splankna, derimod - det substantiv, der ligger bag splanknizomai - betyder indvolde. Hvilke indvolde er ikke entydigt. De to nitter går forbi den overfaldne (bemærk, at røverne har smadret ham, hvilket er en almindelig og unødvendig menneskelig fornøjelse, som giver en følelse af magt) uden reaktion. Deres gladhed er uændret før som efter synet af den overfaldne. Denne uændrede gladhed hedder "lige glad."

Samaritaneren, derimod, har en splankna-reaktion. Det betyder, at hans indvolde reagerer og giver energi til handling. Indvoldsreaktion kan være mange, men centralt er det, at det, han ser, kommer ind i ham. Måske vender det sig i ham, som skal han kaste op. Måske er det hans "guts" altså noget maskulint, nosser, mavemuskler, som siger: kom så! Måske bliver hans indre til en livmor og den forslåede kommer ind i ham og gror og skal fødes. Måske er det det altsammen. Tjek Paulus' forhold til den bortløbne slave Onesimos. Omsorgen og bevægelsen beskrives som splankna. Han er mit indre...(oversat med "hjerte")
12 ὃν ἀνέπεμψά σοι, αὐτόν, τοῦτʼ ἔστιν τὰ ἐμὰ σπλάγχνα• Filem 1,12

Disposition.

Fortælling
Jeg vil fortælle om vellykkede forhold mellem mennesker. Om et menneskeligt indre, der bevæger sig på smukkeste vis ligesom et barn, har sommerfugle i maven i forventningen om mormor og morfars ankomst - ankomst af mennesker, hvis kærlighed er ubetinget og utænkeligt kan fejle. Jeg fortælle om soulmades, mennesker hvis indre svinger i takt - og så om det uventede møde med en, man bare kan li' fra første færd. Og så om det upassende, der hvor der er en usynlig frastødelse, ligesom BRIO tog, der vender forkert og pludselig siger klik og passer som med et kys, fordi den ene bliver vendt rigtigt.

Forvandling
Jeg vil forttælle om Guds søn, som fortalte en lignelse for at lokke det umulige svar ud af ham, som spurgte med en fælde. En lignelse om en, der mødte en næste, som hjalp ham, fordi noget i ham vendte sig den rigtige vej. Hans medmenneske kom ind i ham.
Jeg er kommet ind i ham, som fortæller denne lignelse. Det er en opfyldelse, som jeg får lov at se. Et løfte. Jeg er i ham, han føder mig (dåb) og løfter mig og heler mig og betaler for mig. Han lægger ud for mig, lægger sig ud med verden for at betale for mig.

Landsætning
Jeg er løftet af et løfte, jeg vil gå med et løfte og løfte. Jeg vil mærke mødet med andre, mærke, at det vender sig i mig, vender den rigtige vej. Mærke, at andre vender min vej og bliver min næste, når de ser mig... Jeg vil løfte andre mennesker i tanken, så de bliver båret og helet. Jeg vil stole på en ny valuta, som er lagt ud for mig. Mit helende ophold er betalt.

12. Søndag efter Trinitatis

31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; 34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« 35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. 37 Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Markus 7,31-37

Åbne ører og skjult guddommelighed.

Jeg har en trosfælle, Markus, som er død for mange år siden. Han har skrevet et enestående værk, Markusevangeliet, som har dannet skole for senere evangelister. Han skriver på en særlig måde og navnlig hemmeligheden omkring Jesu guddommelighed (de må aldrig tale om det, når Jesus har vist Guds nærvær ved fx helbredelser) er en spændende måde at udsætte herligheden, som er fornedrelsen: Jesu kongegerning er hans korsdød. Før den, må det ikke komme frem, hvad hans sendelse er.

Markus har en anden opfattelse af sygdom og guddommelighed, end jeg har. Markus fortæller om Jesus som Gud søn og denne guddommelighed viser sig i følge Markus ved at syge bliver raske uden videre.

I oldtiden har mennesker muligvis oplevet en styrkelse af deres tro og en styrkelse af troværdigheden i budskabet om Jesus som en, der åbner til det guddommelige ved netop at høre om, at han gjorde mirakler. I dag er mirakelfortællingerne mere til besvær, de må oversættes til lignelser: med min tro er det som med en døv, der fik åbnet både ørerne og himlen i et suk.

Ud over troværdighedskrisen ved mirakelkommunikation, er der et andet forhold, der støder mig: Ved at bruge fortællinger om døve, blinde, lamme stumme, nasser den kristne tradition på menneskers handicaps.

Det er dejligt for mig, at give mig selv lov til at tænke min tro, som noget, der får ben at gå på og øjnene op og ører med hul igennem og tungen på gled: men hvad med dem, der har og aldrig slipper af med disse handicaps? Er de blevet spurgt, om vi andre må bruge deres livssituation som metafor, eller burde man ikke snarere lade dem være de første i brugsretten?

Nå, Markus troede som han troede og det blev fikseret med bogstaver og kanoniseret. Her er vi: med et enestående værk fuld af tro på en fælles herre, adskilt i tid og verdensopfattelse.

Lad os dele troen.

Ordet Effatha kunne muligvis være blevet hængende i gudstjenesten som en semitisksproget term ligesom amen, halleluja og hosianna. Man kunne godt indlede en prædiken med at lægge nakken tilbage og sukke, Effatha! som et ønske om, at himlen skal åbne sig, åbne sig så mennesker åbner sig for hinanden, så båndene løsner sig fra tungen, så vi får sagt det, der skal siges, så vi hører hinanden, så vi hører Gud. Effatha er aramæisk, hvilket er medvirkende til opfattelsen af, at Jesus skulle have talt aramæisk i almindelighed. Jeg mener, at han nok har talt en art hebraisk.


Kontekst/geografi
Jesus befinder sig stadig i grænseegne. Forrige episode er den syrofønikiske kvinde, hvor Jesus bliver udfordret på køn, offentlighed religion/etnicitet. Grænseegne er ikke noget geografisk, men noget menneskeligt/teologisk. Hvis man vil omsætte denne pointe til en fortælling, kan man fortælle om grænseegnene for ens egen tolerance.

Spyt.
Ud over at Jesus sukker og kigger mod himlen og siger eksotisksprogede lyde (en sjælden beskrivelse af helbredelsespraksis - det plejer bare at ske, evt efter et ord), bruger han spyt og fingre. Det er ikke til at sige, hvor hans spyt havner, men det er nærliggende at forestille sig, at de fingre, han rører tungen med, er spytvædede. Jeg ville foretrække, at ὁ δεσμὸς oversættes med lænke, i stedet for "bånd". Bånd kan være noget anatomisk, mens lænker er udtryk for fangenskab. Ved at vælge lænken bliver allusionen til befrielse i en større sammenhæng mere nærliggende.

Spyt er en væske og den helbredte får muligvis jesusvæske ind i sig. Denne sanselighed åbner både for temaet intimitet og for dåb og nadver.

Disposition:

Fortælling:
Jeg vil fortælle om min erfaring med åbninger. Om trykkede stemninger, der letter og bliver til latter, om spændte maver, der bliver til lettelse. Om fastlåste forhandlinger, der bliver til lyst til at høre og lyst til at tale for at blive forstået. Jeg vil fortælle om sandheder, der ikke bare må pible frem og blive genstand for det nemme, billige wow.

Forvandling.
Jeg er med i en historie om en himmel, der åbner sig. Om en gudsvirkelighed, som er tæt på, men ikke må blive en sensation, fordi den er større end en sensation. Jeg er med i en historie, hvor lænker falder væk. Det er ikke et tilfældigt tryllenummer, men selve døden, som mister sin magt, da Jesus dør på korset.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og finde bånd, der bliver løst og lænker der falder. Jeg vil lytte til dem, jeg ikke har lyttet til før og åbne mig for dem, jeg før var lukket for. Jeg vil lade de handicappede fortælle mig om deres liv, hvordan de åbner det, der for mig synes lukket. Måske kan jeg også befri en fange...

11.søndag efter Trinitatis

9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: 10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. 11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. 12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. 13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! 14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Luk 18,9-14

Skamfingeren og pegelæberne...

Den, der har sit på det tørre, er langt fra dåbens vand.

Lignelsen er et hamsterhjul, der har brug for en kæp i hjulet.

Med disse tre overskrifter, vil jeg gerne tydeliggøre, at lignelsen til denne søndag har nogle kvaliteter, men også en dynamik, som gør lignelsen i sig selv problematisk.

En kvalitet er dens modstand mod selvretfærdighed og pegen fingre. "Godt jeg ikke er sådan!" er et virkemiddel, som kan ensrette og skabe had både religiøst og politisk. Det kunne være spændende at undersøge rent kemisk, hvad der sker i et rethaverisk, selvretfærdigt menneske, når følelsen af retfærd og lede ved de andre er på sit højeste. Hvis det stof, der løber i mine årer, når jeg er allermest selvgod og peger fingre af de andre - hvis det stof kunne sprøjtes ind i armene på vælgere, lige før de går i stemmeboksen. Hvad ville de så stemme? Jeg har valgt at bytte om på stavelserne i to legemsdele for at understrege, at det burde være pegefingeren, der kom til at hedde noget med skam, den gang Adam og Eva og slangen krydsede beskyldninger. Det er den finger, der stritter på den selvretfærdige, mens hans taler med Gud om den anden.

Som hamsterhjul fungerer lignelsen (som nok bare er en eksempelfortælling) således: Den selvretfærdige bliver forkastet og den selvfornedrede bliver taget ind; dermed bytter de. Her slutter fortællingen, men konklusionens konsekvens bliver: Det er nu sanktioneret, at vejen til at blive taget ind (ophøjet) er selvfornedrelsen, hvorved der er skabt præcedens for en ny selvophøjelse, nemlig selvfornedrelsen, som derved bliver den nye selvophøjelse, der står i modsætning til en fornedrelse af en anden art, som så bliver den nye selvophøjelse. (En elektromotor fungerer ved, at plus- og minuspolen hele tiden bytter ladning).

Den løsning, som dette selvsving kalder på, er, at selvfornedrelsen og selvophøjelsen bliver til fornedrelse og ophøjelse - altså at "selv-" forsvinder fra verbet. Fornedrelsen og ophøjelsen må komme udefra, som en kæp i hjulet. Det er Jesu fornedrelse og ophøjelse, som er ophævelsen af dette spinn off i kampen om at være retfærdig. Hans kors er en kæp i hjulet.

Så er der ikke længere min eller din retfærdighed, men hans. Vejen til ophøjelse er at følge hans fornedrelse og hans ophøjelse. Det er en trosproces, hvor man går ind i hans historie og får lov til at blive et med den. I dåben er vi sænket ned og rejst op igen (Romerbrevet 6,4). Dermed er vi inde i bevægelsen.

Disposition

Fortælling:
Glæden ved at være anerkendt. Glæden ved at stå i den anden ende af en pegepinger, som ikke er en skamfinger, men en "dig kender jeg, du er go'". Glæden ved at blive peget på med læber: et kys er på vej.

Forvandling.
Dette "lykkes" kender jeg fra min tro, fordi kapløbet om at være rigtig er blevet vundet af en, som har taget al fornedrelse og nået det højeste og som kan give af det. Jeg er med i den historie via min dåb. Når jeg tænker på min dåb, tænker jeg en giga nedtur og en giga optur i følgeskab med Gud. En forvandling, som gør at jeg er lige med alle i kampen om at være rigtig.

Landsætning
Jeg er rigtig og jeg er elsket. Jeg vil pege på andre og sige. Se, der er et elsket menneske, elsket ligesom jeg.