12. Søndag efter Trinitatis

31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; 34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« 35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. 37 Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Markus 7,31-37

Åbne ører og skjult guddommelighed.

Jeg har en trosfælle, Markus, som er død for mange år siden. Han har skrevet et enestående værk, Markusevangeliet, som har dannet skole for senere evangelister. Han skriver på en særlig måde og navnlig hemmeligheden omkring Jesu guddommelighed (de må aldrig tale om det, når Jesus har vist Guds nærvær ved fx helbredelser) er en spændende måde at udsætte herligheden, som er fornedrelsen: Jesu kongegerning er hans korsdød. Før den, må det ikke komme frem, hvad hans sendelse er.

Markus har en anden opfattelse af sygdom og guddommelighed, end jeg har. Markus fortæller om Jesus som Gud søn og denne guddommelighed viser sig i følge Markus ved at syge bliver raske uden videre.

I oldtiden har mennesker muligvis oplevet en styrkelse af deres tro og en styrkelse af troværdigheden i budskabet om Jesus som en, der åbner til det guddommelige ved netop at høre om, at han gjorde mirakler. I dag er mirakelfortællingerne mere til besvær, de må oversættes til lignelser: med min tro er det som med en døv, der fik åbnet både ørerne og himlen i et suk.

Ud over troværdighedskrisen ved mirakelkommunikation, er der et andet forhold, der støder mig: Ved at bruge fortællinger om døve, blinde, lamme stumme, nasser den kristne tradition på menneskers handicaps.

Det er dejligt for mig, at give mig selv lov til at tænke min tro, som noget, der får ben at gå på og øjnene op og ører med hul igennem og tungen på gled: men hvad med dem, der har og aldrig slipper af med disse handicaps? Er de blevet spurgt, om vi andre må bruge deres livssituation som metafor, eller burde man ikke snarere lade dem være de første i brugsretten?

Nå, Markus troede som han troede og det blev fikseret med bogstaver og kanoniseret. Her er vi: med et enestående værk fuld af tro på en fælles herre, adskilt i tid og verdensopfattelse.

Lad os dele troen.

Ordet Effatha kunne muligvis være blevet hængende i gudstjenesten som en semitisksproget term ligesom amen, halleluja og hosianna. Man kunne godt indlede en prædiken med at lægge nakken tilbage og sukke, Effatha! som et ønske om, at himlen skal åbne sig, åbne sig så mennesker åbner sig for hinanden, så båndene løsner sig fra tungen, så vi får sagt det, der skal siges, så vi hører hinanden, så vi hører Gud. Effatha er aramæisk, hvilket er medvirkende til opfattelsen af, at Jesus skulle have talt aramæisk i almindelighed. Jeg mener, at han nok har talt en art hebraisk.


Kontekst/geografi
Jesus befinder sig stadig i grænseegne. Forrige episode er den syrofønikiske kvinde, hvor Jesus bliver udfordret på køn, offentlighed religion/etnicitet. Grænseegne er ikke noget geografisk, men noget menneskeligt/teologisk. Hvis man vil omsætte denne pointe til en fortælling, kan man fortælle om grænseegnene for ens egen tolerance.

Spyt.
Ud over at Jesus sukker og kigger mod himlen og siger eksotisksprogede lyde (en sjælden beskrivelse af helbredelsespraksis - det plejer bare at ske, evt efter et ord), bruger han spyt og fingre. Det er ikke til at sige, hvor hans spyt havner, men det er nærliggende at forestille sig, at de fingre, han rører tungen med, er spytvædede. Jeg ville foretrække, at ὁ δεσμὸς oversættes med lænke, i stedet for "bånd". Bånd kan være noget anatomisk, mens lænker er udtryk for fangenskab. Ved at vælge lænken bliver allusionen til befrielse i en større sammenhæng mere nærliggende.

Spyt er en væske og den helbredte får muligvis jesusvæske ind i sig. Denne sanselighed åbner både for temaet intimitet og for dåb og nadver.

Disposition:

Fortælling:
Jeg vil fortælle om min erfaring med åbninger. Om trykkede stemninger, der letter og bliver til latter, om spændte maver, der bliver til lettelse. Om fastlåste forhandlinger, der bliver til lyst til at høre og lyst til at tale for at blive forstået. Jeg vil fortælle om sandheder, der ikke bare må pible frem og blive genstand for det nemme, billige wow.

Forvandling.
Jeg er med i en historie om en himmel, der åbner sig. Om en gudsvirkelighed, som er tæt på, men ikke må blive en sensation, fordi den er større end en sensation. Jeg er med i en historie, hvor lænker falder væk. Det er ikke et tilfældigt tryllenummer, men selve døden, som mister sin magt, da Jesus dør på korset.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og finde bånd, der bliver løst og lænker der falder. Jeg vil lytte til dem, jeg ikke har lyttet til før og åbne mig for dem, jeg før var lukket for. Jeg vil lade de handicappede fortælle mig om deres liv, hvordan de åbner det, der for mig synes lukket. Måske kan jeg også befri en fange...

11.søndag efter Trinitatis

9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: 10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. 11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. 12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. 13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! 14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Luk 18,9-14

Skamfingeren og pegelæberne...

Den, der har sit på det tørre, er langt fra dåbens vand.

Lignelsen er et hamsterhjul, der har brug for en kæp i hjulet.

Med disse tre overskrifter, vil jeg gerne tydeliggøre, at lignelsen til denne søndag har nogle kvaliteter, men også en dynamik, som gør lignelsen i sig selv problematisk.

En kvalitet er dens modstand mod selvretfærdighed og pegen fingre. "Godt jeg ikke er sådan!" er et virkemiddel, som kan ensrette og skabe had både religiøst og politisk. Det kunne være spændende at undersøge rent kemisk, hvad der sker i et rethaverisk, selvretfærdigt menneske, når følelsen af retfærd og lede ved de andre er på sit højeste. Hvis det stof, der løber i mine årer, når jeg er allermest selvgod og peger fingre af de andre - hvis det stof kunne sprøjtes ind i armene på vælgere, lige før de går i stemmeboksen. Hvad ville de så stemme? Jeg har valgt at bytte om på stavelserne i to legemsdele for at understrege, at det burde være pegefingeren, der kom til at hedde noget med skam, den gang Adam og Eva og slangen krydsede beskyldninger. Det er den finger, der stritter på den selvretfærdige, mens hans taler med Gud om den anden.

Som hamsterhjul fungerer lignelsen (som nok bare er en eksempelfortælling) således: Den selvretfærdige bliver forkastet og den selvfornedrede bliver taget ind; dermed bytter de. Her slutter fortællingen, men konklusionens konsekvens bliver: Det er nu sanktioneret, at vejen til at blive taget ind (ophøjet) er selvfornedrelsen, hvorved der er skabt præcedens for en ny selvophøjelse, nemlig selvfornedrelsen, som derved bliver den nye selvophøjelse, der står i modsætning til en fornedrelse af en anden art, som så bliver den nye selvophøjelse. (En elektromotor fungerer ved, at plus- og minuspolen hele tiden bytter ladning).

Den løsning, som dette selvsving kalder på, er, at selvfornedrelsen og selvophøjelsen bliver til fornedrelse og ophøjelse - altså at "selv-" forsvinder fra verbet. Fornedrelsen og ophøjelsen må komme udefra, som en kæp i hjulet. Det er Jesu fornedrelse og ophøjelse, som er ophævelsen af dette spinn off i kampen om at være retfærdig. Hans kors er en kæp i hjulet.

Så er der ikke længere min eller din retfærdighed, men hans. Vejen til ophøjelse er at følge hans fornedrelse og hans ophøjelse. Det er en trosproces, hvor man går ind i hans historie og får lov til at blive et med den. I dåben er vi sænket ned og rejst op igen (Romerbrevet 6,4). Dermed er vi inde i bevægelsen.

Disposition

Fortælling:
Glæden ved at være anerkendt. Glæden ved at stå i den anden ende af en pegepinger, som ikke er en skamfinger, men en "dig kender jeg, du er go'". Glæden ved at blive peget på med læber: et kys er på vej.

Forvandling.
Dette "lykkes" kender jeg fra min tro, fordi kapløbet om at være rigtig er blevet vundet af en, som har taget al fornedrelse og nået det højeste og som kan give af det. Jeg er med i den historie via min dåb. Når jeg tænker på min dåb, tænker jeg en giga nedtur og en giga optur i følgeskab med Gud. En forvandling, som gør at jeg er lige med alle i kampen om at være rigtig.

Landsætning
Jeg er rigtig og jeg er elsket. Jeg vil pege på andre og sige. Se, der er et elsket menneske, elsket ligesom jeg.

10. Søndag, første række

Penge og ingen råddenskab

41 Da han kom nærmere og så byen, græd han over den 42 og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. 43 For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. 44 De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

45 Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, 46 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.«
47 Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; 48 men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

-------
Et gudsforhold er et gudsforhold

Teksten falder i to dele. Den første er en veråbsagtig forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og den anden er en tegnhandling, hvor Jesus vælter inventaret i en religions pengeafdeling

Veråbet er gjort "vestligt" i forhold til de mere kendte bibelske/mellemøstlige ve-råb, hvor det mere har karakter af, at den råbende nedkalder ulykken. I Lk er det mere en nobel "begrædning". Sammenlign evt med Mt.

At Jerusalems skæbne er sammenfaldende med dets gudsforhold er et gennemgående tema i GT. At Jerusalems ødelæggelse under romerne bliver starskuddet for den kristne litteratur, er også velkendt. Idag er vil det være mærkeligt at lade et kollektiv (nation/by/land) have et årsag-virkning-forhold til sin egen skæbne gennem et gudsforhold. Nogle har vist nok forsøgt med Haiti og dets ødelæggelse (angiveligt fordi kristendom er blandet med anden kult), men det må regnes for religiøst langt ude.

Et gudsforhold er et gudsforhold. Jerusalem betyder et gudsforhold. Når Jesus råber ad Jerusalem, er det som om noget i mig råber til noget andet i mig. Hvad tjener til min fred?

At jeg ikke skal forgå!

Noget i mig er hele tiden ved at forgå, selvom jeg bærer på et budskab om, at jeg skal leve evigt.

Det er her tekstens anden afdeling kommer ind i billedet. Jeg skal ikke forgå på grund af ham, om hvem profeten siger: du lader ikke sin salvede se forrådnelse (salmernes bog/apostlenes gerninger).

Forrådnelse betyder opløsning eller begyndende opløsning. Det hedder på latin: corruptionem! Det er her pengene kommer ind i billedet. Penge og corruption hænger sammen. Det er denne mangel på ædelhed (bestandighed) Jesus ryder op i.

Forvandlingen i dagens evangelium er, at Jesus går ind i mig og kaster rundt med det i mig, som er igang med at rådne. Nu står mit forhold til gud og kan ikke ødelægges og ikke forgå. Jeg er med i guds evighed.

9. Søndag efter Trinitatis, første række

Valutaen hedder kærlig rummelighed - fedt at blive vekslet...
(Læs nedenfor, hvad der går galt i teksten)

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. 2 Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. 3 Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. 4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. 5 Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? 6 Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! 7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«
8 Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. 9 »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger. Luk 16,1-9

En lignelse (af forskellig slags) består som regel af en billeddel, en sagdel og en sammenligningsdel. Billedet beskriver sagen, og sammenligningen afslører sammenhængen. Et skoleeksempel er Natans balle til David efter Urias' død: Billedet er noget med et lam, sagen er noget med en dame og sammenligningen hedder: du er manden 2 Samuelsbog12,6.

Efter sådan et skema fungerer en del af Jesu lignelser fint, men en del af dem halter. Fx teksten til 6. S.e.t, Mt 5,20-26, her bliver billed- og sagdel rodet sammen i slutningen (det er som om den den eskatologiske dom bliver rodet sammen med et juridisk mellemværende, dennesidigt).

Lignelsen om den gældbundne tjener Matt 18, fungerer fint. Sag: tilgivelse/himmerrige/broder, billede: gæld/medskyldner/konge, sammenligning: sådan går det enhver... (Teksten gengives nedenfor, iøvrigt 22. S.e.t)

Når jeg bruger tid på sådan noget lignelsesteknink, er det for at nå frem til en pointe: dagens tekst har en sammenligningsdel, som nok ikke hører til lignelsen. Det er min vurdering.

Lignelsen om godsforvalteren (oikonomos) ligger i forlængelse af tre lignelser om genoprettede gudsforhold på trods af gudselitens (farisæernes) uvilje. Kontakten til gud hedder metanoia og oversættes med omvendelse. Efter disse tre lignelser kommer så forvalterlignelsen, hvorefter temaet og den fortsatte strid handler om penge.

Lignelsen er ved at blive revet midt over, idet den indledningsvis handler om at blive taget tilbage på trods af misbrug (efter den kontekst, der forlades, må misbruget være billede på et misbrugt gudsforhold), men med et skred i sammenligningsdelen ("Herren" er i dansk oversættelse stavet med stort, hvilket tolker billeddelens herre lig med "Vor Herre") og det afsluttende sammenligningsord hører til de brudstykker af Mammon-ord, som er den kontekst teksten bevæger sig ind i.

Hvis lignelsen sluttede med v8a og uden et sammenligningsord, kunne et sådant udeladt og dermed indforstået sammenligningsled være et spørgsmål om et genoprettet gudsforhold synligt i næstekærlighed. Således ville lignelsen være en positiv version af den negerede lignelse hos matt 18 (se nedenfor).

Men lignelsen får nogle mærkelige mammonord på sig, hvorved den efterfølgende konteksts tema bliver lukket for tidligt ind.

At Mammon hører til skyggesiden af menneskets dennesididge tilværelse er ikke fremmed for Lukas eller for Markus for den sags skyld.

Selvom Lukas med sit andet skrift (Apostlenes Gerninger) forsøger at præsentere kristendommen som en for Rommerriget ufarlig religion, er det ikke utænkeligt, at han seriøst mener, at det er i tråd med Jesu egen forkyndelse, at en romersk borger blander Gud ind i et patron/klient forhold og lader patronens penge komme klienten til gode med himlen som mål. En spekulation fra min side er, at Theofilus, som er skriftets modtager og måske også dets giver, har en formue, som Lukas synes skal bruges til et himmelsk formål.

At Jesus har et syn på mammon (penge og begær/afhængighed efter samme) hvor Guds rige er af en anden dimension, er den begivenhed, der går under navnet tempelrensningen tegn på.

Ved denne begivenhed er jesus i rollen som pussy riot. Hans aktion handler om penge. Er det den, han dør af?

Jeg mener det er vigtigt at skille lignelsen fra dens Tertius Comparationis (8b-9).

Dette giver mulighed for to gode prædikener.

1: Del ud af guds kærlighed- den er ikke din, men du skal gøre med den, som om du er er svindler, som virkelig er på skideren.

2: Penge hører til versdens skyggeside, men kan blive til et lyst gensyn, hvis de havner hos min næste

Den forvandling, som gør mig i stand til at dele ud, er Guds ros til mig. Jeg troede jeg var ude, men min måde at handle med det, der ikke er mit, blev rost.

Valutaen hedder nåde og kærlighed. Jeg er selv lige blevet vekslet.

Det er svært at oversætte μαμωνᾶ τῆς ἀδικίας, (uretfærdighedsmammon) hvilket for mig at se afslører, at sagdelen handler om, at stå retfærdig for gud. Oversættelsen "uærlig mammon", er jeg ikke tilfreds med. Retfærdighed kan betyde rimelighed, men så sandelig og vigtigst: at stå med den status, der hedder Retfærdig, overfor Gud. Det er denne status økonomen genvinder. Uærlig er et spørgsmål om at lyve eller lade være.

At Jesus er sammen med de forkerte (som er det misforhold, farisæerne kritiserer) kan forstås som adikaia mammon (investering udenfor retfærdighed) altså lov-løsepenge.




Eksempel på mere stringent billeddel, sagdel, sammenligningsdel.
18,23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,23-35

8. Søndag efter Trinitatis, første række.

Hvis jeg var Mattæus' discipel....

15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. 16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? 17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. 18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. 19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. 20 I kan altså kende dem på deres frugter.
21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mattæus 7,15-21

Hvis jeg var Mattæus' discipel og sad og kiggede på, at Mattæus smurte blæk på pergament - iagttog hvordan blækket endnu var vådt og blankt, indtil det trænger ned i materialet og bliver tørt og mat - og så ham skrive ordene: "ikke alle som siger Herre, Herre! skal komme i himmeriget" så ville jeg sidde og nikke og tænke, det er så sandt så sandt, det, Mattæus skriver. Jeg ville vide, at han gengav selveste frelserens tale og jeg ville vide, at de gerninger vi gør her i Mattæus' flok, de gerninger er frugten på vores gode træs gode grene. Jeg ville vide, at vores måde at sige Herre! på, er den rette i den rette sammenhæng og jeg ville vide, at falskheden er udenfor derude. Jeg ville vide, at himlen er til os, fordi vi forstår på den rigtige måde og gør de rigtige ting.

Men jeg er ikke Mattæus' discipel. Mattæus er død og hans menighed er gået til grunde. Hans skrift lever videre i andre fællesskaber og er blevet kanon. Verdens mest eksklusive tale er blevet hver mans eje og gældende!

Den sikkerhed, jeg ville føle, hvis jeg så blækket blive lagt på, er nu afløst af en ødelæggende usikkerhed: Hvem er de falske? Er det mig, er det dig? Er det dem i andre lande? Hvad mener de om mig? Bærer jeg god frugt eller skal jeg i ilden?

Jeg mener bestemt at Jesus har talt om dom og dommedag. Han har enten overgået Johannes døberen i voldsomhed eller han har overgået ham med en form for mildhed, men jeg har svært ved at forestille mig Jesus uden endetids- og domsord. En ny virkelighed ligger på den anden side af stor alvor.

Min tvivl bliver alvorlig på grund af mit brændende ønske om at høre til hos Gud. Selve himmeriget tænker jeg ikke særlig konkret ( jeg har mange fantasier om himmeriget og det evige liv). Flammer skræmmer mig ikke og jeg forestiller mig ikke noget ved den historie. Min ængstelse går på, om jeg er eller ikke er en del af et budskab, som har altings ophav og mål i sig.

Det tror jeg på, jeg er. Jeg kan ikke gøre andet. Tekstens forfærdige skæbne, at blive alles og blive gældende og al den tvivl det afføder, kalder på det fineste i mig: Tillid. Den tillid, som hedder tro.

Disposition:

Fortælling
En Mattæusdiscipel kigger på det våde blæk. Bjergprædikenen (se blogindlæg 6.s.e.t) er færdig. Alt er sikkerhed, himlen er indenfor rækkevidde.

Forvandling.
Teksten bliver kanon, mistænkeligheden er alles: du kommer ikke med, du kommer heller ikke med. Sandheden tilhører den, som tager magten. Hvis alle kan være de falske ... så kan ingen ligesåvel! Så kommer det an på noget andet: Tro. Jeg må tro på, at jeg er med i Guds projekt. Mine gerninger er ikke kun gode frugter. Gud må forvandle mig, hvis det skal lykkes. Det gør han. Han lader Jesus bære al min forkerthed væk ved sin dødsstraf. Det er jeg gået i kirke for at blive styrket i min tro på.

Landsætning
Nu skal det tørre blæk blive til safter. Nu skal de hårde ord blive til glæde. Jeg er med i et projekt som er altings ophav og mål. Jeg vil lade det boble i mig og strømme gennem mig og min glæde skal være i nåhøjde, lige til at plukke, navnlig for den, der trænger.

7. Søndag efter Trinitatis, første række

1 Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. 2 Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. 3 Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. 5 Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« 6 Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. 7 Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« 8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« 9 Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. 10 For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Luk 19,1-10

Min gavmildhed er en gnom som trænger til en tur i trækronen.

Sted og kontekst: "Jeriko" er konnoteret med "erobring" på grund af Josva, som Jesus deler navn med. Vi er meget tæt på indtoget i (indtagelsen af) Jerusalem. Forud for dagens tekst ligger helbredelsen af den blinde. Temaet "se" er altså sat, inden Zakæus ønsker at se. Efter dagens tekst og inden indtoget ligger lignelsen om de betroede pund, som foruden et overført pengetema (mision) har nogle politiske sideben til romersk/jødisk historie (magt/svigt).

Fjern kontekst. Ved Josvas erobring af Jeriko, var det en prostitueret, som blev åbningsfigur. Zakæus' forhold til indtjening og manglende social accept er en parallel.

Forløb

Zakæus ønsker at se Jesus, men ender med at blive genoptaget som abrahamssøn (frelst). Se, kalde, samvær, afgive, (gen)optage.

Fælles/solo

Zakæus er alene om sit se-projekt, hvilket står i kontrast til "rig" og "skaren". Overtolder og undervækst er også et par. Den lille mand gør sig stor på bekostning af fællesskabet.

Oversættelse: Det danske "men" i vers 8 er for kraftigt adversativt og virker som en panisk reaktion på skarens uvilje. Derved virker det som om Zakæus redder sin egen genoptagelse (frelse) gennem sin økonomi - og ikke gennem Jesu kaldelse (v 5). Jeg kunne tænke mig en mindre responsiv konstruktion: "imidlertid havde Zakæus rejst sig og sagde nu til Herren:..."

Penge
Selvom jeg ønsker en konstruktion, som formindsker årsag/virkning forholdet i vers 8, (og hellere ser hele forløbet som en samlet optagelse) er jeg meget opmærksom på evangelisten Lukas' sociale engagement. Zakæus' uddeling er muligvis en model for den første kirkes økonomi. (Apg5) . Lukas lægger vægt på, at kristustro hænger sammen med at rige giver fattige.

Forvandling

Jeg ønsker mig en prædiken, som ser mennesket (mig) som en helhed, der kan splittes. Således bliver aktørerne i teksten til dele af mig selv, som er blevet væk fra hinanden.

Mit lille nærige jeg er en gnom, som gerne vil kigge, men helst ikke kaldes på, men som bliver så glad så glad, når kaldet til at give lykkes. Åh, jeg vil op i den trækrone!

Disposition

Fortælling
Tænk hvis mine alt for korte ben en dag bar mig hurtigt i retning af noget, jeg bare MÅTTE SE. En nysgerrighed overfor en dimension, som jeg ikke selv tør åbne op for...

Forvandling
Pludselig befinder jeg mig på en udkigspost, som er helt uvan. Det er da kun børn, der klatrer i træer, det er kun børn, der lytter til eventyr. Kirken om søndagen er at træde ind i et eventyr, tonerne er kronens blade, der giver lyd i vinden, frugterne hænger lige der og der. Her bliver der kaldt på mig. På hele mig også den lille mig, som ikke er med. Jeg er inviteret. Jeg mærker en gavmildhed fra Gud. Gud vil give mig alt, han vil have hele mig i sin fest.

Landsætning
Jeg hopper ned fra træet, ud af kirken. Jeg har været til måltid med Gud, invitationen er i gang. Jeg skal mærke gavmildheden rykke, jeg skal give til de fattige...

6. Søndag efter Trinitatis

Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?

20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)

Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?

Er det en Jesustale til alle?

Er det en Kristustale til nogle?

Er det en Kristustale til alle?

Er det en Mattæustale til nogle?

Er det en Matthæustale til alle? 

Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse. 

Alle jøder.

Visse jøder.

Alle kristne

Visse kristne.

Jesu discipe

Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)

Visse kristne i tid (fx munke og nonner)

Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.

Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:

Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...

Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død". 

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper.